Forsøgene på at give Lenin og Trotskij skylden for Stalins millioner af dødsofre, for slet ikke at tale om Hitlers, må tilbagevises, men ikke ved at undlade en kritisk granskning af den russiske revolution, for også dens negative erfaringer må fastslås af hensyn til kampen for socialistisk demokrati. Vi stiller derfor skarpt på »den røde terror«, som for bolsjevikkerne blev et af midlerne til at vinde borgerkrigen, men som fik alvorlige konsekvenser for den belejrede revolution.

 

I debatter om den russiske revolution fremdrages spørgsmålet om Terroren og om den repression, som blev udøvet af Tjekaen, ofte for definitivt at fordømme bolsjevikkerne. Uden at benægte, at der blev begået alvorlige fejl i kampen mod arbejderstatens modstandere, må man understrege, at »den røde terror« udviklede sig afhængig af den kontrarevolutionære vold, og erfaringerne må gøres op. 

I begyndelsen af den russiske revolution udøves dens vold udelukkende af de oprørske masser imod det zaristiske autokrati og derefter mod det borgerlige styre. Soldater skyder deres officerer, som i deres velmagtsdage rask væk har sendt soldaterne ud i blodbad eller sat dem for en henrettelsespeloton. Bønder henretter tyranniske godsejere. Men det drejer sig kun om enkeltstående handlinger begået af ukontrollerede grupper. De første til at foranstalte massiv terror og summariske henrettelser er de »hvide«, som i oktober 1917 koldblodigt massakrerer flere hundrede arbejdere i Moskva. De revolutionære udviser på dette tidspunkt en utrolig overbærenhed: De skyldige afvæbnes blot, deres ledere løslades mod et løfte om ikke igen at gribe til våben mod revolutionen!

Voldsspiralen

For at imødegå sabotage fra det gamle regimes embedsmænd og anslag fra borgerskabet indstifter den nydannede sovjetregering den 7. december 1917 en særlig politistyrke: den Alrussiske Ekstraordinære Kommission (V.Tj.K eller Tjeka) til bekæmpelse af kontrarevolution, spekulation og sabotage. Dette »politiske politi« var oprindelig i sin sammensætning og sit formål ret beskedent. Det havde til opgave at gennemføre forundersøgelser. Dets repressive midler var indskrænket til at konfiskere ejendom, sætte gerningsmænd ud fra deres bolig og fratage dem deres rationeringskort (1).

Tjekaen var på det tidspunkt underlagt sovjetternes kontrol og underordnet de revolutionære domstole. Dens styrke bestod indtil januar-februar 1918 kun af 150 mand: Endelig var Tjekaen ifølge grundlæggernes intentioner kun et nødvendigt, men foreløbigt onde, heraf navnet »Ekstraordinær Kommission«. 

Disse kendsgerninger gennemhuller let den reaktionære myte, om at bolsjevikkerne fra starten udøvede en blind terror for at holde sig ved magten mod alle og enhver. 

Det er kontrarevolutionens og aristokratiets blodige terror, der udløser terrorens djævelske spiral i Rusland. Over for den taber de revolutionære alle illusioner om en »fredelig« løsning og svinger fra den ene yderlighed til den anden: Det fremgår klart, når man sammenholder udviklingen af Tjekaen, dens bemanding, opgaver og metoder med borgerkrigens forløb. 

I marts-april 1918 trues sovjetregeringen af den tyske invasion, bolsjevikker massakreres i Kaukasus, flere kosak-anførere og zar-officerer samler kontrarevolutionære hære i syd. I Finland bliver revolutionen druknet i blod – titusinder af arbejdere mister livet, og ubeskrivelige grusomheder begås. Tjekaen når nu op på en styrke af 600 mand, dens beføjelser begynder at blive udvidet; fra den 27. marts skal den også tage sig af »presse-forseelser«. 

I april 1918 slår Tjekaen for første gang ned på folk, der ikke er kontrarevolutionære, men faktisk tilhængere af revolutionen. De anarkistiske grupper i Petrograd afvæbnes den 11. og 12. april, hvorved flere bliver dræbt, og 500 anholdt. Bolsjevikkerne mente, ikke uden grund, at denne væbnede »Sorte Garde« udgjorde en trussel bag fronten, idet kontrarevolutionære spioner og sabotører ubesværet kunne infiltrere den takket være anarkisternes fravær af kontrol og centraliseret organisation. Repressionen var brutal, men ikke total. Efter afvæbningen fortsatte de anarkistiske grupper med at eksistere politisk, og deres vigtigste avis udkom igen fra den 21. april (2). 

Ikke desto mindre er metoden diskutabel. En politisk kamp for at overbevise masserne om nødvendigheden af at afvæbne disse grupper (eller et kompromis med dem) havde haft større berettigelse. Undertrykkelse over for kræfter, der tilhørte den revolutionære lejr, skabte desuden en farlig præcedens og stod i åbenlys modsætning til Lenins teori om vold, som gjorde det til en betingelse, »at den udgår fra de udbyttede arbejdende klasser og retter sig mod udbytterne«.

Fra maj juni 1918 og frem til 1920 raser borgerkrigen og de hvides vold. I hver by eller landsby, der indtages af de kontrarevolutionære, nedslagtes politisk eller fagligt aktive arbejdere. Revolutionen er gentagne gange en hårsbred fra at blive udslettet. Ud over de militære nederlag og massakrerne på arbejdere og fattigbønder udsættes den for komplotter, sabotage, attentater og forræderi. Et eksempel på det sidste er, da de venstre-socialrevolutionære, bolsjevikkernes allierede, går til væbnet opstand i juli 1918. 

Terroren proklameres

De vestlige imperialister sender troppestyrker, krigsudstyr og penge for at støtte kontrarevolutionen, og i begyndelsen af 1919 etablerer de en drastisk blokade over for det røde Rusland. Industriproduktionen bryder sammen, landbruget lægges øde, hungersnøden breder sig og forstærkes af den vestlige blokade. Den internationale revolution har efter nogle indledningsvise fremgange fået længere udsigter. 

I en situation præget af en »brutalisering af samfundsforholdene«, som bolsjevikkerne ikke kan drages til ansvar for, bliver Tjekaen den røde terrors udøvende organ. Ti måneder efter revolutionsregeringens oprettelse, og efter at flere bolsjevikledere er blevet ramt af attentater eller mord, proklameres Terroren officielt den 5. september 1918. Tjekaen udvides til 12.000 mand, og ved årets slutning tæller den 40.000. Fra nu af kan de uden dom henrette enhver kontrarevolutionær, der pågribes med våben i hånd, såvel som sabotører, spekulanter, plyndringsmænd mv. Listen over Tjekaens beføjelser forlænges kraftigt. De skyldige overgives ikke længere til domstolene, men dømmes i største hemmelighed af tjekister og uden mulighed for at forsvare sig.

Dødsstraffen er blevet genindført i juni 1918. Tjekaen opretter interneringslejre i august 1918. Disse fungerer uden den ringeste lovforskrift indtil februar 1919. Derefter har Tjekaen fulde beføjelser til at internere dem, den finder for godt. Retsvæsenet, Indenrigskommissariatet (-ministeriet, red.), de revolutionære domstole og sovjetterne tilsidesættes. Hvor Tjekaen mellem december 1917 og maj 1918 henrettede 22 personer, skal de i efteråret 1918 tælles i tusinder. I marts 1919 stadfæstes Tjekaens voksende magt med udnævnelsen af dens chef, Felix Dzersjinski, til posten som Indenrigskommissær.

Lenin og Trotskij

Udvidelsen af Tjekaens beføjelser, magtmisbruget, de uundgåelige eller undgåelige uretfærdigheder, de mere og mere hensynsløse og summariske metoder fremkalder en omfattende bølge af kritik, ikke alene i sovjetterne, men også inden for bolsjevikpartiet.

Partiet forsøger gentagne gange at lægge en dæmper på tjekisternes iver og nidkærhed. I slutningen af 1918 foreslår et kontroludvalg under ledelse af Zinovjev endda, at man slet og ret nedlægger Tjekaen (3). Men selv om Lenin bekæmper overgreb og udskejelser, når han ikke længere anser terroren for nødvendig, forsvarer han opretholdelsen af Tjekaen, som ifølge hans definition er intet mindre end »det øverste organ for proletariatets diktatur«. Og han forklarer dens fejltrin: 

»Vores fejl skræmmer os ikke. Folk er ikke blevet til engle, blot fordi revolutionen er begyndt. De arbejdende klasser, som man i århundreder har undertrykt, fordummet og med magt fastholdt i en skruestik af fattigdom, uvidenhed og barbari, kan ikke fuldføre revolutionen uden at begå fejl […]. Man kan ikke spærre det borgerlige samfunds lig inde i en kiste og begrave det. Den slagne kapitalisme rådner og går i opløsning midt iblandt os, mens den forpester luften med sine dunster.« (4) 

Trotskij, som tyve år senere er i stand til at drage den demokratiske lære, står ikke tilbage: 

»Revolutionen indebærer ikke ”logisk” terrorisme, ligesom den ikke indebærer en væbnet opstand. […]. Men den kræver af den revolutionære klasse, at den bringer alle midler i anvendelse for at nå sine mål: om nødvendigt gennem væbnet opstand og, hvis det er påkrævet, gennem terror.« (5) 

I tiden omkring borgerkrigens afslutning bliver Tjekaen, som nu omfatter over 200.000 mand, brugt til at knuse bondeoprørene mod de tvangsopkrævninger, som styret gennemfører for at skaffe fødevarer til byerne og den Røde Hær.   

Alle borgerlige aviser og partier er blevet forbudt. De socialdemokratiske, socialrevolutionære (såvel venstre som højre) og anarkistiske organisationer er forbudt eller kun delvist tolereret. Men med en endelig sejr er der i de første måneder af 1920 udsigt til en ny start. Et stort ønske gør sig gældende ikke kun i befolkningen, men også blandt bolsjeviklederne, om at indføre et virkeligt socialistisk demokrati og afskaffe repressionen. Dødsstraffen er på vej til at blive afskaffet. Men i april invaderer Polen Ukraine – tilskyndet af den franske imperialisme – og det får alt til endnu en gang at slå om i nødsituationer, vold og repression. Uden tvivl en gang for mange. 

Klassefjendens metoder

Beslutningen om at oprette en særlig politistyrke var oprindelig meget begrænset og provisorisk. Kontrarevolutionens vold fremkaldte hos bolsjevikkerne en trang til at svare igen med de samme våben, gennem en organiseret terror, som ikke skulle udføres af masserne, men af en særlig, hemmelig, myndighed, som blev udstyret med diktatoriske beføjelser, og som foregav at handle på deres vegne. Den indbyggede logik i enhver politistyrke af denne type kom hermed til fuld udfoldelse. Uanset dens »klassekarakter« var metoderne, om end i en mindre grad kvantitativt og kvalitativt, de samme som modstanderens. Victor Serge har derfor ret, når han ser det som en af bolsjevikkernes største fejl: 

»Den mest uforståelige fejl – fordi den var overlagt – som disse helt igennem historiekyndige socialister begik, var at danne den Ekstraordinære Kommission til undertrykkelse af kontrarevolutionen […], som dømte de anklagede eller blot mistænkte uden hverken at se eller lytte til dem og følgelig uden at give dem nogen chance for at forsvare sig […], fældede sine kendelser i hemmelighed, ligesom dens henrettelser var hemmelige. Hvad var det andet end en Inkvisition? Med en belejringstilstand følger der strenghed, med en bitter borgerkrig følger der ekstraordinære foranstaltninger, vist. Men var det passende for socialister at glemme, at retssager ført i offentlighed er den eneste gyldige garanti mod vilkårlighed og korruption […]? Fejlen og vildfarelsen er åbenlys, og konsekvenserne blev forfærdelige, eftersom GPU dvs. Tjekaen udbygget og omdøbt endte med at udrydde en hel generation af revolutionære bolsjevikker […].« (6) 

Selv om forbindelsen mellem Tjekaen og GPU knyttes for let – de stalinistiske udrensninger ramte tjekisterne fra borgerkrigen hårdt – er ræsonnementet korrekt. Tjekaen er ikke det onde selv, som fik den russiske revolution til at lide skibbrud, men Tjekaens oprettelse og udvikling var en af en række omstændigheder, som fremmede den bureaukratiske kontrarevolution. Tjekaen og dens metoder kunne kun lægge hindringer i vejen for en tilbagevenden til socialistisk demokrati. Det er vigtigt at understrege, at disse »fremmende omstændigheder« ikke mekanisk og uafvendeligt banede vejen for stalinismen. Proletariatets diktatur fører ikke direkte til et despotisk bureaukratis diktatur over proletariatet. Men de metoder, som proletariatets diktatur betjener sig af, kan lette opgaven for den bureaukratiske kontrarevolution. 

Diskussionen når her til det fundamentale spørgsmål om mål og midler. Der er langt mellem Oktoberrevolutionens forbløffende naive mildhed over for sine fjender i begyndelsen og Tjekaens henrettelse af gidsler, vilkårlige interneringer og summariske domme. Den vigtigste erfaring må være, at de repressive metoder, som klassefjender benytter (f.eks. dødsstraffen), ikke bør anvendes af revolutionære. »Vores moral er ikke deres«! Og det drejer sig ikke alene om et etisk eller moralsk spørgsmål, men om en tvingende politisk nødvendighed. Metoder, der står i modsætning til socialismens målsætninger og formål, kan kun skade og hæmme dens realisering. At slå denne sandhed fast er, som Enzo Traverso rigtigt konstaterer, et af kernepunkterne i et nyt fundament for socialismen ved indgangen til det 21. århundrede (7).

Oversat af Finn Kjeller.

 

Noter

1. Nicolas Werth, ‘Felix Dzerjinski et les origines du KGB’, L’Histoire no. 158, sept. 1992.  
2. Victor Serge, L’An 1 de la Révolution russe, éd. La Découverte, Paris, 1997. Paul Avrich, Les anarchistes russes, éd. Maspéro, Paris, 1979.
3. Nicolas Werth, nævnte værk.
4. Lenin, Samlede Værker (fransk), bd. XXVI, citeret af Pierre Broué, nævnte værk.
5. Citeret af Pierre Broué‚ Trotsky, ed. Fayard, Paris, 1988.
6. Victor Serge, nævnte værk.
7. Enzo Traverso, ‘Leur morale et la nôtre’, Critique communiste, sommeren 1994.

Opslået i Den sorte bog om "kommunismen", Historie

single.php