De revolutionære processer, som begyndte for snart fire år siden i Mellemøsten og Nordafrika, er slet ikke afsluttede, og deres oprindelige mål (demokrati, social retfærdighed og lighed) synes fjernere end nogensinde.

 

De to afgørende kræfter, der har skilt sig ud, og som har domineret den politiske scene i nogen tid i regionen, er på den ene side repræsentanter for de tidligere autoritære regimer og på den anden side de islamiske fundamentalistiske og reaktionære kræfter i forskellige afskygninger fra det Muslimske Broderskab til Jihadisterne. Disse kræfter er selvfølgelig ikke ens, og der eksisterer afgørende forskelle mellem dem, men de deler en fælles kontrarevolutionær position over for de folkelige bevægelser og revolutionens mål. I Tunesien, for eksempel, er den organisation, der vandt den seneste parlamentsvalg i oktober sidste år, samlet under partiet Nidaa Tounes paraply. De repræsenterer det tidligere Bourgiba- og Ben Ali-regime, og på andenpladsen kom de reaktionære islamiske kræfter i En-Nahda.

Det er ikke kun i Tunesien, at repræsentanter for de tidligere autoritære regimer vender tilbage til eller konsoliderer magten i deres hænder – det er et regionalt fænomen.

I Egypten er den tidligere diktator Hosni Mubarak blevet renset for de to anklager, der blev rejst imod ham: Korruption og frem for alt hans rolle i undertrykkelsen og flere end 850 demonstranters død under de 18 dages opstand, der førte til hans fald i februar 2011. Mubaraks sønner Alaa og Gamal, der var anklaget for at have svindlet sig til eller formidlet mere end 125 millioner egyptiske pund (omkring 14 millioner euro) slap også fri. Sigtelserne med syv højtstående efterretningsofficerer, inklusiv den tidligere indenrigsminister Mubarak Habib al-Adly, er også frafaldet.

Mere end 1400 tilhængere af Det Muslimske Broderskab er blevet myrdet, siden Sissi kom til magten, og mere end 15.000 støtter eller sympatisører af denne organisation blevet fængslet. Det Muslimske Broderskab spillede rigtig nok en kontrarevolutionær rolle tidligere, men det forhindrer os ikke fra at fordømme Sissi-regimets afpresninger og forbrydelser mod medlemmer af det Muslimske Broderskab, som udgør et brud på grundlæggende demokratiske rettigheder. At forholde sig tavs over for disse forbrydelser er det samme som at give frit lejde til kontrarevolutionen og dens undertrykkelse og at svigte grundlæggende principper om forsvar af demokratiske rettigheder. Sissi-regimet har også angrebet den liberale og den venstreorienterede opposition og har arresteret talrige aktivister, blandt andet for at have ”brudt” en kontroversiel lov, der begrænser retten til at demonstrere, i modsætning til internationale menneskerettighed-standarder. Flere menneskerettigheds-aktivister er også blevet fængslet eller tvunget til at forlade landet.

Kontrarevolutionen, repræsenteret ved Sissi-regimet, fører sig fortsat frem, kraftigt støttet af Saudi Arabien og monarkierne i Golfen, og nu også selv Qatar. De støttede tidligere det Muslimske Broderskab i Egypten og hilser stadig repræsentanter velkommen fra denne organisation. De har udtrykt sin støtte til Sissi-regimet den 9 december 2014 efter pres fra de forskellige Golfmonarkier inden for rammen af Golfstaternes Samarbejdsråd.

Sissis regime søger at rehabilitere Mubarak og kompagnis tidligere autoritære regime, ved at fortsætte den samme politik. Samtidig har det Muslimske Broderskab, der har været og stadig er voldsomt undertrykt, ikke gennemført nogen grundlæggende selvkritik i forhold til deres periode ved magten eller af den autoritære politik og kontrarevolutionære praksis. Siden Morsi blev væltet har bevægelsen endda skærpet sin aggressive religiøst sekteriske retorik mod det kristne koptiske mindretal og angrebet dem for at være ansvarlige for alle former for konspirationer og hovedansvarlige for afsættelsen af det Muslimske Broderskab, samtidig med at de nægter at støtte de sociale krav og de talrige arbejderstrejker, som bliver undertrykt af det nuværende regime. Det Muslimske Broderskabs eneste slogan er ikke revolutionens mål, men at få Morsi tilbage.

Når det gælder Syrien, så var de forskellige internationale og regionale imperialistiske kræfter tidligere tilhængere af en løsning med et autoritært regime uden Assad og med dele af den syriske opposition (liberale og Det Muslimske Broderskab), som står tæt på Vesten og monarkierne i Golfen, men som ikke repræsenterer de syriske revolutionære, men i dag er disse kræfter enige om, at Assad kan blive siddende og være med i den såkaldte ”kamp mod terrorisme”. Assad-regimet vil derfor blive frikendt for alle sine forbrydelser og de ødelæggelser, som regimets væbnede styrker og forskellige lokale og udenlandske militser har begået i forsvar af regimet.

Vi kan også konstaterer, at vestens intervention i Syrien, anført af USA og i samarbejde med nogle af Golf-monarkierne, ikke havde nogen stor virkning og ikke forhindrede fremskridt for juhadister, navnlig ikke Islamisk Stat og Jabhat al Nusra (Al Qaidas gren i Syrien). Ligeledes er der stadig en afvisning af de såkaldte ”venner” af den syriske revolution mod at hjælpe politisk og militært støtte de demokratiske og folkelige kræfter i Syrien, herunder den Frie Syriske Hær (FSA) og de kurdiske grupper fra PYD, som har kæmpet og kæmper mod Assad-regimet og de reaktionære islamiske kræfter.

Man skal huske, at det er disse to aktører, de demokratiske dele af FSA og PYD, som sammen med den folkelige bevægelse i Syrien, har var de første til at kæmpe mod de reaktionære jihadister og de reaktionære islamiske kræfter i Syrien. Det er dem, der har betalt en høj pris for disse gruppers tyranni, mens Assad-regimet tillod og var medskyldige i, at de vandt frem, mens man fokuserede på undertrykkelsen af de demokratiske og progressive folkelige kræfter i landet, såvel de civile som de bevæbnede,

I Tunesien var det, som nævnt ovenfor, partiet Nidaa Tounes, det vil sige repræsentanterne for det gamle regime med Bourguiba og Ben Ali, og den reaktionære islamiske bevægelse En-Nahda, som var ved magten siden oktober 2011 sammen med to andre politiske partier, som vandt valget i oktober. Nidaa Tounes fremstår som det bedste valg for den tunesiske arbejdsgiverforening, de vestlige ambassader og de internationale kreditinstitutioner.

En-Nahda har arbejdet på at fastholde og fortsætte den ultra-liberale økonomiske og sociale politik fra Ben Ali-tiden. En-Nahda har også anstrengt sig ivrigt for at opfylde Tunesiens forpligtelser over for EU og de international kreditinstititoner som Valutafonden og Verdensbanken for at få nye lån til milliarder af euro. Samtidig er militante fagforeninger og arbejderkrav blevet afvist som urealistiske. Det gælder selv den tunesiske faglige landsorganisation UGTT, ifølge et interview, som En-Nahdas leder Rachid Ghannouchi gav i juli 2014. Han anklagede desuden UGTT for at være en arv fra Frankrig og ikke først og fremmest en naturlig institution for den ”muslimske by”.
 

Med En-Nahda ved magten stoppede volden mod politiske modstandere ikke, som det fremgik af de forskellige politiske mord, der er begået under partiets opsyn. Samtidig er denne vold mod politiske modstandere også sket via militserne fra ”Forbundet til Revolutionens Forsvar” (LPR), som menes at være kontrolleret af En-Nahda. En række angreb er foretaget af LPR og salafistiske grupper mod forskellige politiske grupper og aktivister, blandt andet mod Folkefrontens politiske møder og dens medlemmer og andre aktivister og foreninger (også kunstnere, der blevet forhindret i at optræde, fordi de ”forbryder sig islamiske principper”). For ikke at glemme den 4. december 2012, dagen til minde om mordet på Farhat Hached, leder og grundlægger af den tunesiske fagbevægelse, hvor LPR angreb UGTT’s hovedkvarter i Tunis med køller, knive, gasbomber og sårede over 10 personer.
 

Militsernes vold er også blevet fulgt op af en skærpet statslig undertrykkelse mod politiske aktivister og især mod mange faglige folk, som er blevet fængslet mange gange på grund af deres faglige arbejde.
 

Før de blev tvunget til at træde tilbage vedtog Trojkaen, det vil sige En-Nahda og deres allierede, et nedskæringsbudget og en række asociale love. Den nye finanspolitik, som åbenlyst går imod arbejderne og den brede befolkning, har udløst en bred protestbevægelse, som ikke alene har sat en stopper for disse tiltag, men som også har tvunget statsminister Ali Laarayeidh, medlem af En-Nahda, til at træde tilbage.
 

De modsætninger, der er mellem repræsentanter for de gamle regimer og de reaktionære og fundamentalistiske islamiske kræfter, trådte frem i det tunesiske valg og også i Sisi-regimets undertrykkelse af medlemmer af det Muslimske Broderskab i Egypten. Det betyder ikke, at konfrontationerne mellem disse to kræfter har udelukket alliancer og samarbejde i nogle situationer. Vi må ikke glemme, at det Muslimske Broderskab i Egypten efter Mubaraks fald fastholdt gode forbindelser med de militære ledere indtil Morsis fald i juli 2013. De har ikke tøvet med at lovprise hærens rolle som ”beskytter af nationen og revolutionen” adskillige gange før Morsis fald. Dertil kommer, at da det Muslimske broderskab dominerede parlamentet og besatte præsidentposten, udfordrede de ikke hærens politiske og økonomiske magt, ligesom de ikke fordømte hærens undertrykkende rolle mod den egyptiske folkebevægelse, for eksempel under de 18 dage med oprør i 2011 eller nedskydningen af de egyptiske koptere under demonstrationen uden for Maspero-bygningen i oktober 2011.

I Tunesien har Nidaa Tounes og En-Nahda også samarbejdet i mange situationer tidligere og har ikke lagt skjul på deres hensigt om at gøre det igen. I et interview i oktober 2014 udelukkede Rachid Ghannouchi ikek muligheden for et samarbejde med Nidaa Tounes og tilføjede, at det var En-Nahda, som forhindrede den lov, som gav folk fra det gamle regime ret til at stille op i valget. Efter valhsejren til Nidaa Tounes erkærede næstformanden i En-Nahda, Abdelfattah Mourou, at han ikke var imod En-Nahdas deltagelse i den næste regering. Lederen af Nidaa Tounes og præsidentkandidat, Beji Caïed Essebsi, har også antydet, at En-Nahdabevægelsen ikke var en fjende, og han sagde endda, at hvis statens højeste interesser kræver det, så vil Nidaa ikke tøve med at danne front med En-Nahda, og at dette ikke må betragtes som et forræderi mod dem, der stemte på Nidaa i valget.

I den første parlamentssamling blev dette samarbejde også noteret. Den eneste afstemning den 2. december handlede om en afbrydelse af samlingen i 48 timer, for at Nidaa og En-Nahda kunen få mere tid til at forhandle internt og/eller få styr på hver deres alliancepartnere. Kun Folkefronten gik imod denne beslutning og fik kun støtte fra uafhængige medlemmer. På det andet møde den 4. december stemte Nidaa og En-Nahda igen sammen om de tre poster, der skulle besættes i parlamentet.
 

Ydermere udtalte erhvervsbossen og tilhænger af En-Nahda, Frikha Mohammed, at UTICA (arbejdesgivernes sammenslutning I Tunesien) foreslog de forskellige partier, herunder En-Nahda, at tage erhvervsfolk med på deres kandidatlister og tilføjede, at der er i et vist omfang er enighed om den økonomiske politik mellem En-Nahda, Nidaa Tounis og andre som Afek (et ultra-liberalt parti).

For at konkludere, så er disse to aktører, repræsentanter for de gamle autoritære regimer på den ene side, og å den anden side de reaktionære og fundamentalistiske islamiske kræfter, begge modstandere af de oprindelige mål i den revolutionære proces. Folkelige bevægelser, aktivister og grupper, som kæmpede for de oprindelige mål i den revolutionære proces, er blevet angrebet af disse to kontrarevolutionære kræfter, og dette til trods for en forskellig politisk propaganda. Repræsentanterne for de gamle regimer fremstilelr sig selv som forsvarere af modernisme, som frelsere af nationens enhed og frontkæmpere i kampen mod ”terrorisme”. De reaktionære og fundamentalistiske islamiske kræfter fremstiller sig selv som garanter for islam, moral, ægtheden i den islamiske og arabiske identitet, idet de laver et link til den islamiske ”umma” [menighed, o.a.]

Disse to diskurser, som nok adskiller sig på overfladen, skal ikke få os til at glemme, at disse to bevægelser deler et meget ens politisk projekt: viljen til at begrænse og undertrykke demokratiske og sociale rettigheder, samtidig med at de garanterer den kapitalistiske produktionsmåde og fortsætter den nyliberale politik, som forarmer de brede folkemasser i regionen. Ligeledes vil disse to kontrarevolutionære kræfter ikke tøve med at bruge en politisk diskurs, som forsøger at splitte og skabe splid i de folkelige klasser på grundlag af sekteriske religiøse, etniske, kønsmæssige, regionale og andre forhold.

Hvis man vælger at støtte en af disse to kontrarevolutionære kræfter, fordi det er det ”mindste onde”, så vælger man i virkeligheden vejen til nederlag og opretholdelsen af et uretfærdigt system, hvor de folkelige klasser i regionen lever. De revolutionæres rolle er ikke at vælge mellem forskellige fraktioner af borgerskabet eller forskellige fraktioner af kontrarevolutionen, som får støtte fra forskellige internationale og sub-regionale imperialistiske aktører. Vores rolle er at gå imod de forskellige kontrarevolutionære kræfter og opbygge en selvstændig front, uafhængigt af disse to former for reaktion, og bygge denne front på et demokratisk, socialt og anti-imperialistiske grundlag, imod alle former for diskriminering og for en radikal omformning af samfundet i en dynamik fra neden, og hvor arbejderklassen går i spidsen.

Kort og godt: Hvad enten de reaktionære kræfter slås eller samarbejder, så lad os ikke vælge den ene form for reaktion, men støtte, opbygge og organisere et folkeligt og radikalt alternativ for de oprindelige mål i revolutionerne: demokrati, social retfærdighed og lighed.
 

16. december 2014
 

Artiklen er skrevet af organisationen Syria Freedom Forever og oversat af Martin Mørch og Karina Skov

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php