Bragt i Socialistisk Information nr. 121 – August 1998

I den kontrovers, som udgivelsen af »Sortbog om kommunismen« udløste, har man, når det kommer til stykket, ikke hæftet sig så meget ved den sammenligning, der binder Stéphane Courtois’ indledning sammen. Skal man tro forfatteren, stammer Gulag og Auschwitz fra den samme folkemorderiske vilje. Historieforfalskningen er ikke uden politiske konsekvenser. For omtrent ti år siden delte en giftig strid filosoffer og historikere i Tyskland. Ernst Nolte, fulgt af Michael Sturmer og Klaus Hildebrand, spurgte allerede da, om »mord på grund af klasse« begået af bolsjevikkerne mon ikke var den logiske og faktiske forløber for »mord på grund af race« begået af nazisterne (1). Dette postulat gentages trofast af Stéphane Courtois i hans indledning til »Sortbogen om kommunismen«:

»Således bærer ‘klassetotalitarismens’ segregations- og udstødelsesmekanismer en slående lighed med ‘racetotalitarismens’. Det fremtidige nazistiske samfund skulle bygges omkring den ‘rene race’, det fremtidige kommunistiske samfund omkring et proletarisk folk renset for enhver borgerlig slagge.« (2)

Når man oplever historikere – eller personer, der betragtes som sådanne – nøjagtigt gentage argumentationen fra den tyske intellektuelle nykonservative højrefløj et årti senere, giver det stof til eftertanke. Tre indbyrdes forbundne aspekter kommer til syne:

Folkemordet

For at retfærdiggøre deres sammenstillinger påberåber Courtois og hans venner sig i kor Hannah Arendt. Der kan ikke herske tvivl om, at både det Tredje Rige og det stalinistiske USSR opstod som resultater af det gigantiske blodbad, som indledte århundredet, og som man endnu vover at kalde den »Store Krig«. I den henseende, er der sammenfald i logikken bag nazismen og stalinismen, når de ophøjer koncentrationslejr-mekanismerne og massemordet til politisk system: Arendt mente derfor at have grund til at blande dem sammen i sin analyse af totalitarisme-fænomenet (3). Også Leo Trotskij påviste i øvrigt indirekte eksistensen af en fælles model, skønt han betonede de fundamentalt modsatrettede interesser:

»Hitlers totalitære regime udsprang af Tysklands besiddende klassers frygt for den socialistiske revolution. […] Stalins totalitære regime udsprang af frygten hos den nye kaste af gamle revolutionære, som har gjort karriere, over for den revolutionære befolkning, som den knuser.« (4)

Længere kan man imidlertid ikke strække sammenligningerne. Selv om man ikke kan sortere ofrene for de såkaldte »totalitarismer«, er det makabre bogholderi, som Stéphane Courtois hengiver sig til, ikke nok til at påvise det stalinistiske diktaturs forsæt til folkemord og endnu mindre en sådan hensigt hos Oktoberrevolutionens forgrundsfigurer. For at tage et enkelt eksempel, som bygger på ubestridelig historisk forskning, viste massakren på armenierne under Første Verdenskrig sig at være en følge af deportationer ledsaget af massemord snarere end et overlagt og planlagt folkemord. På samme måde kan man ganske vist ikke se bort fra de beslutninger og den praksis, som lige fra den russiske revolutions første år åbnede vejen til det senere terroristiske forfald, men når Tjekaens leder opfordrede til at »udrydde borgerskabet som klasse«, betyder det ikke, at Lenin og de bolsjevikkiske ledere mente, at alle borgerlige, som enkeltpersoner, skulle slås ihjel.

Det historisk særegne ved Auschwitz bygger her på den metodisk organiserede, industrielt planlagte tilintetgørelse af en hel menneskegruppe ud fra etniske eller racemæssige betragtninger. Det er allerede længe siden, at Raymond Aron (en fransk filosof og sociolog, red.), som man dårligt kan mistænke for »kryptokommunisme«, gav den overdrevne sammenblanding af nazisme og stalinisme dens bekomst:

»For efter historien at se på ideologien vil jeg fastholde, at der ved slutpunktet er en vigtig forskel mellem disse to fænomener, hvilke ligheder der end er. Forskellen er vigtig på grund af den idé, som er drivkraft i hvert af de to projekter: I det ene tilfælde fører den frem til arbejdslejren, i det andet til gaskammeret.« (5)

Også Eberhard Jäckel tog skarpt til genmæle: »Nazisternes mord på jøderne er enestående derved, at en stat aldrig tidligere havde besluttet og bekendtgjort under sin øverste leders ansvar, at en bestemt menneskegruppe skulle udryddes, så vidt muligt totalt: gamle, kvinder, børn og spædbørn inklusive – en beslutning, som denne stat dernæst gennemførte med alle til rådighed stående midler.« (6)

Intet kan udviske det særegne ved den plan, som SS-chefen, Heinrich Himmler, utilsløret gav udtryk for den 6. oktober 1943: »Det spørgsmål, vi er stillet over for, er: Hvad skal vi gøre med kvinderne og børnene? Jeg har besluttet mig til, også her, at vælge en fuldkommen klar løsning. Jeg anså mig ikke for berettiget til at udrydde mændene, det vil sige til at dræbe dem eller lade dem dræbe, og samtidig lade børnene vokse op, så de kunne hævne sig på vore sønner og sønnesønner. Der var ingen vej uden om den vanskelige beslutning at fjerne dette folk fra jordens overflade.«

Banalisering af Shoah

Selvfølgelig kan hverken forsvarerne for det tyske konservative højre eller forfatterne af »Sortbogen« beskyldes for »negationisme« (at benægte mordet på jøderne). Ikke desto mindre fører deres erklærede hensigt om at »revidere« historieskrivningen om Anden Verdenskrig til en ubestridelig banalisering af »den endelige løsning«, for ikke at sige til en begyndende, uerklæret rehabilitering af det Tredje Rige. Det bekræftes af den vej, som Stéphane Courtois’ tyske forgængere allerede har tilbagelagt.

Når man indsætter den grufulde pervertering af en revolution, der begyndte som bærer af et befrielsesideal, i samme kategori som en usigelig forbrydelse, der var indvarslet lige fra begyndelsen af det nationalsocialistiske projekt, er man da ikke på vej til at reducere »gasningen« af jøderne til en simpel »teknik«, som kan sammenlignes »med massedeportationerne og -skydningerne« (7), således som Ernst Nolte gjorde det i 1986? I samme øjeblik man gør »kommunismen« til den, der først viste en drift mod folkemord, er man så ikke på vej til at finde formildende omstændigheder for nazismen, igen på samme måde som Nolte: »Den eneste bevæggrund til, at Hitler og nazisterne havde begået en »asiatisk« forbrydelse, kunne det ikke være, at de betragtede sig selv og alle deres som potentielle eller faktiske ofre for en »asiatisk« forbrydelse? Er Gulag-øhavet ikke mere oprindeligt end Auschwitz?« (8) 

I Courtois’ skriverier ser man allerede vurderinger, som man ellers troede var forbeholdt det yderste højre. For eksempel hans forkærlighed for at harcelere over en verdensopfattelse, der er præget af den sidste krigs »sejrherrer«. I den samme dur inviterede Nolte i sin tid læserne med ud på et tankeeksperiment, hvor de blev bedt om at forestille sig, hvilket billede et sejrrigt PLO ville give af et udslettet Israel. På denne baggrund opfordrede han dem fromt til at tage fat på arbejdet med at revidere historien om det Tredje Rige…

Historie til politisk brug

Den slående overensstemmelse i denne banaliserende revisionisme, skønt med ti års mellemrum, tyder ikke så lidt på, at dens udspring skal søges i de europæiske kapitalistiske samfunds behov for at finde nye måder at legitimere sig selv på. Efter at de bureaukratiske stater i øst gik gradvist i opløsning og så til grunde, er det forbi med det bekvemme skræmmebillede, som før fik konsensus-maskineriet til at fungere. I dag samles verden via markedet, og da gælder det om at skabe tiltro til forestillingen om, at den sejrende liberalistiske orden er en slags »afslutning på historien«. Derfor må alt, hvad der politisk eller filosofisk kunne mane til modstand mod den, bringes i miskredit. Hen over siderne i de nævnte værker tegner der sig et anklageskrift, som helt logisk favner fra Stalins Gulag og kulakdeportationer over Robespierre og Babeuf, de første franske socialister og helt tilbage til Rousseau, Kant og arven fra Oplysnings-filosofferne i det hele taget.

I denne sammenhæng er det ikke overraskende, at »jødespørgsmålet« genopstår med så stor kraft. På forskellige planer bærer jødeudryddelsen i såvel Frankrig som Tyskland vidnesbyrd om, hvor aktive eller i det mindste medskyldige de politiske og intellektuelle eliter var i Shoahens iværksættelse. Man er i fuld gang med en omlægning af den historiske og politiske tankegang, som skal legitimere den nu globaliserede kapitalisme, men også sikre grebet om og identifikationen med den nationale historie. Dette perspektiv forudsætter, som Jürgen Habermas konstaterer i en analyse møntet på tendenserne i Tyskland, »at man relativiserer nazi-tidens betydning og dens negative ladning; det er ikke længere tilstrækkeligt […] at sætte denne periode i parentes. Nu gælder det om at gøre den mindre belastende«. (9) I Frankrig er man ikke i tvivl herom, når man oplever den bølge af appeller om at »vende historiens blad«, som retssagen mod Maurice Papon er brugt som påskud til.

En skærpende omstændighed er i Frankrig et modbydeligt klima, hvor de toneangivende ideer i stigende grad inficeres af en nyfascisme i fuld flor. Der er ikke noget at sige til, at Le Pen og hans Nationale Front drager den fulde fordel af en rensende revisionisme, hvorigennem de kan sprænge et tabu og gå til angreb på en af de største hindringer, der endnu spærrer dem vejen til magten. Derfor er Courtois’ og hans ligemænds forfalskninger ikke alene politisk forkastelige. De er ødelæggende for forståelsen af et fænomen, der udgjorde et utænkeligt overgreb på selve substansen i den medmenneskelige solidaritet.

Konklusionen bliver med så meget desto større overbevisning, at erindringsarbejdet ikke kan adskilles fra kampen for at genskabe et håb om befrielse verden over. 

Oversat fra den franske ugeavis Rouge 8.1.1998 af Finn Kjeller

 

Noter:

Devant l’ histoire. Les documents de la controverse sur la singularité de l’ extermination des Juifs par le régime nazi. Cerf.

Le livre noir du communisme. Robert Laffont.

Hannah Arendt, Le système totalitaire. Le Seuil.

Léon Trotsky, Sur la deuxième guerre mondiale. Le Seuil.

Raymond Aron, Démocratie et totalitarisme«. Gallimard.

Eberhard Jäckel, »Le misérable pratique des insinuations«, Devant l’histoire, Op. cit.

Ernst Nolte, »Un passé qui ne veut pas passer«, Devant l’histoire, Op. cit.

Jürgen Habermas, »De l’usage public de l’histoire«, Devant l’histoire, Op. cit.

Opslået i Den sorte bog om "kommunismen", Historie

single.php