Vedtaget af SAP’s Landsmøde den 24.-25. November 2007. Side 2

6. Overenskomsten 2008

De offentliges overenskomstforhandlinger i 2008 vil efter alt at dømme blive en styrkeprøve mellem arbejderklassen og borgerskabet, formidlet som en styrkeprøve mellem de offentligt ansatte og regering og kommunalbestyrelser – af mange grunde:

Før det første er de offentligt ansatte – især de lavtlønnede af dem – blevet overhalet lønmæssigt, både af samfundets rigeste og af ansatte i den private sektor. Samtidig er de blevet presset af effektiviseringer og underbemanding.

For det andet er de bevidste om det og har store forventninger til, at overenskomstforhandlingerne skal give resultater.

For det tredje har først daginstitutionspersonalet og senere sosu-assistenterne med deres aktioner satte strejker på dagsordenen som et muligt kampskridt.

For det fjerde har de offentligt ansatte en stor opbakning fra resten af befolkningen. Der eksisterer en stor forståelse for deres forhold, en reel solidaritet og en erkendelse af, at det kan blive svært at få personale nok i den offentlige sektor, hvis ikke de ansatte får bedre forhold.

For det femte afviser regeringen indtil videre pure at give lønforbedringer, og de holder kommunerne i så stram snor, at de ikke kan give indrømmelse af betydning.

 De offentligt ansattes forbundsledelser er i en presset situation. På den ene side fornemmer de klart medlemmernes forventninger.

På den anden side er det afgørende for dem at fremstå ansvarlige over for regering og borgmestre. De vil for næsten enhver pris fastholde det gode samarbejde med dem, og de prøver at undgå strejker, som de ikke kan styre, og som risikerer at sætte spørgsmålstegn ved deres berettigelse som forbundsledelser.

Det har givet sig udslag i advarsler fra forbundsledelser (og fra socialdemokratiske politikere) til medlemmerne om ikke at stille urealistiske krav. Samtidig har det betydet splittelse mellem fagforeningslederne, alt efter hvor pressede de hver især er fra deres medlemmer.

Alt tyder derfor på, at de offentligt ansatte, som er parate til at slås for deres krav, vil stå over for en socialdemokratisk strømning i og uden for fagbevægelsen, som vil give bevægelsen lidt medløb, men først og fremmest forsøge at bremse den. Men samtidig vil mange menige socialdemokratiske vælgere blandt de offentligt ansatte og faglige tillidsfolk længere nede i systemet støtte vidtgående overenskomstkrav og ønsket om at strejke for dem.

 

Det er en afgørende opgave for venstrefløjen at vise, at der er et alternativ til blokken af socialdemokratiske faglige og politiske ledere. Det er en særlig opgave at udvikle et sammenhold mellem de forskellige grupper af offentligt ansatte – på tværs af fag og ansættelsessted. Dette skal sikre, at de offentlige arbejdsgivere ikke kan spille den ene gruppe ud mod den anden. Dette bør være et hoved-diskussionspunkt på Enhedslistens konference i januar. Det er forudsætningen for, at medlemmerne får mulighed for at kæmpe for kravene og får tillid til, at det nytter. Og det kan skabe grundlaget for en ny linje i fagforeningerne med perspektivet om en kæmpende og demokratisk fagbevægelse.

Derfor må venstrefløjen sammen med alle andre fagligt aktive blandt de offentligt ansatte allerede nu sætter OK08 i centrum med forslag og krav:

  • Om vidtgående krav til løn og arbejdsforhold

  • Om demokratisk udvælgelse af kravene, så forbundslederne ikke tilpasser medlemmernes krav til ”det realistiske”, dvs. det, der er realistisk at få igennem uden kamp

  • Om en demokratisk forberedelse af overenskomstsituationen med klubmøder, fagforeningsmedlemsmøder, åbne overenkomstudvalg for alle, der vil arbejde for en effektiv kamp for kravene.

  • Om en aktiverende, engagerende og demokratisk organisering af eventuelle overenskomststrejker med daglige møder for de ansatte og basisorganiserede blokader og demonstrationer

  • Om advarselsstrejker, mens forhandlingerne foregår

  • Om fortsatte strejker i tilfælde af et meget sandsynligt regeringsindgreb

  • Om appel til arbejdere i den private sektor om solidaritetsstrejker

  • Om at forbundsledelserne skal åbne strejkekasserne, både til advarselsstrejker, officielle overenskomststrejker og til politiske strejker mod regeringsindgreb.

  • Om valgte strejke- og aktionskomitéer og om landsdækkende møder.

 

Sådan en kamplinje eller dele af den vil kunne få opbakning langt ud over den organiserede venstrefløj, og det er på sådan et grundlag, at vi skal være med til at organisere oppositioner i fagforeninger og forbund, der kan præsentere et alternativ til den traditionelle socialdemokratiske linje fra forbundsledelserne.

Enhedslisten og SUF kan spille en stor rolle i udviklingen af sådan en kamplinje, og vi vil arbejde for, at Enhedslisten og SUF organiserer sin medlemmer i de relevante fagforeninger omkring sådan et arbejde.

 

 

7. Kampen for fristeder

 

70 millioner kroner har det kostet samfundet at fjerne 500 stenkastende autonome fra Helvede fra Jagtvej 69 – fordi kommunen insisterede på at ”løse” et politisk problem med politi. Til gengæld har den reaktionære kristne sekt Faderhuset tjent 12,5 million på at videresælge grunden, efter at have jævnet en af arbejderbevægelsens historiske bygninger med jorden. Alt sammen i den private ejendomsrets hellige navn.

Angrebet på Jagtvej 69 og alt, hvad det står for, er desværre blot et led i kæden af angreb på fristeder, som nægter at indordne sig under det etablerede samfunds norm-krav, men i stedet insisterer på at nytænke mulighederne for det sociale og politiske rum. Normaliseringen af Christiania er et andet meget synligt eksempel på en centralt styret ensretningsstrategi, den politiske hetz mod Det Fri Gymnasium et tredje eksempel. Retten til at organisere sig omkring alternativer til det etablerede samfund er under massiv beskydning, og uden en offensiv modstrategi vil vi også miste de endnu eksisterende frirum.

 

Nye kreative kræfter

Nedrivningen af Jagtvej 69 har affødt berettiget vrede. De gadekampe, der fulgte i kølvandet på rydningen af Jagtvej 69, var uorganiserede, spontane og for de flestes vedkommende uden strategiske overvejelser over forholdet mellem politiske mål og midler.

Det revolutionære potentiale i kampene blev hurtigt overskygget af kaos, hvor også nazier og bøvede balladetyper så deres snit til lidt gang i gaden – uden nogen som helst politisk eller social sympati for miljøet omkring Jagtvej 69.

Politiet brugte situationen til at erklære undtagelsestilstand og få registreret så mange fra miljøet som muligt.

Men ud af asken fra Nørrebro-beboeres brændende biler, cykler og forretninger er sprunget en konstruktiv kraft, hvor nye generationer af aktivister for flere fristeder har fået plads. Hvor organisering og kollektive krav ses som et positivt, til en vis grad nødvendigt, element i kampen for nye ungdomshuse.

Inspireret af erfaringerne fra Heiligendamm samt miljø- og antikrigsbevægelser rundt omkring i Europa blev G13-aktionen i oktober organiseret i en åben og humoristisk ånd. Det var i stor udstrækning gennemskueligt, hvem der koordinerede de forskellige demonstrationsblokke, initiativet havde en offentlig hjemmeside, og politiet var blevet informeret om demonstrationsruten og adressen for husbesættelsen måneder i forvejen. Der var lagt op til ninja, gøgl og kollektiv beslutsomhed.

Resultatet var en af Danmarkshistoriens største civil ulydighedsaktioner, hvor tusinder af målrettede og konfrontative unge og ældre pressede politiet til det yderste. Uden hverken vold eller hærværk – fra aktivisternes side.

Det lykkedes flere hundrede aktivister at forcere knipler, tåregas og pigtråd og indtage den udpegede grund, og i syngende trods lod aktivisterne sig anholde, kollektivt.

Politiet var til grin og fremstod som uforholdsmæssigt voldelige og aggressive, og Ritt Bjerregård blev presset til forhandlingsbordet, fordi folkestemningen var vendt til Ungdomshusbevægelsens fordel.

Dertil kommer, at tusinder af unge har fået deres ilddåb i organiseret civil ulydighed og i politirepression. Og modkultur-traditionen fra Jagtvej 69 er rykket et skridt nærmere organiseret handling og kollektive krav med det formål at få opbakning fra bredere dele af befolkningen.

Kravet om et brugerstyret sted, hvor unge i fællesskab kan eksperimentere kulturelt, socialt og politisk er åbenlyst en sag, Enhedslisten og SUF skal bakke op om. Det har vi gjort hidtil, blandt andet ved at stille et nyt ungdomshus som ultimativt krav ved budgetforhandlingerne i Københavns Kommune og ved at forsvare bevægelsens legitimitet, også når dele af bevægelsen kammede over i illegitimt hærværk. Mange fra både Enhedslisten og SUF har deltaget og deltager aktivt som del af bevægelsen. Vi kan fortsat spille en afgørende rolle i opbygningen af en demokratisk, åben og progressiv kultur omkring nye Ungdomshuse i København – og alle andre steder, hvor behovet måtte opstå.

 

Feminisme for flere fristeder

Kampen for et nyt ungdomshus er også et kærkomment og konkret samlende projekt for feminister på venstrefløjen. Under navnet Feministisk G13-aktion er grupper og enkeltpersoner fra den feministiske og aktivistiske venstrefløj gået sammen om at give den nye ungdomshus-bevægelse en solid feministisk forankring. Venstrefløjsfeminister har gennem det sidste år mødtes til folkekøkkener i Folkets Hus på tværs af grupperinger. Ud af miljøet omkring disse folkekøkkener voksede ideen om en feministisk aktionsgruppe i G13 initiativet.

Feministisk G13-aktion, også kendt som Gul Blok, var den bedst organiserede og politisk mest sammenhængende blok i G13-aktionen. Feministisk G13-aktion havde forinden produceret pixibøger og presse-argumenter om behovet for flere feministiske fristeder, trænet demonstrationskæder, diskuteret mulige kollektive reaktioner på gas, knipler og kaos, og lagt planer for et kommende feministisk ungdomshus. Næsten hele Gul Blok var blandt de hundredvis af aktivister, det lykkedes at få ind på grunden.

Siden er Feministisk G13-aktion smeltet sammen med Feministisk Folkekøkken, der mødes én gang om måneden. Hundreder af uorganiserede feminister har fundet et kollektiv, og forskellige feministiske grupperinger har fundet sammen om et fælles projekt.

Den feministiske erfaring er vigtig i den fortsatte kamp for flere progressive ungdomshuse i hele landet.

 

 

8. Efter valget

 

Efter små to år med demonstrationer og strejker, boykot og organisering samt en mere og mere regeringskritisk stemning var der gode betingelser for at vælge VK-regeringen. Det lykkedes ikke, og det var i sig selv et nederlag.

Men når vi ser nærmere på valgresultatet, var der også positive elementer, der skaber muligheder for at udvikle velfærdsbevægelsen, opbygge en styrke og udvikle den politiske bevidsthed frem mod et opgør med regeringen, som ikke behøver vente en valgperiode ude.

 

Et første og i sig selv ekstremt vigtigt resultatet af valget var, at Enhedslisten blev i Folketinget. Det har stor betydning, at der eksisterer en klar antikapitalistisk stemme i det officielle politiske landskab og i medierne.

Bredere samfundsmæssigt set var valget udtryk for et markant politiske ryk til venstre i forhold til sidste valg:

  • Regeringsblokken (V, C, O) gik tilbage: 5 mandater og 2,6 %

  • Liberalisterne (V, C, B og Y) gik endnu mere tilbage: 9 mandater og 3,9 %

  • Arbejderpartierne (A, F, Ø) gik markant frem: 8 mandater og 5,5 %

  • Styrkeforholdene inden for arbejderpartierne blev rykket til venstre med SF’s vækst.

Denne venstrebevægelse afspejler de holdninger, der har udviklet sig i dele af befolkningen samtidig med og på grund mobiliseringerne for velfærd og mod regeringens nyliberalisme.

 

Men hvorfor kom denne venstrebevægelse SF til gode og ikke Enhedslisten?

Hundrede tusinder af mennesker er de seneste par år begyndt at forholde sig kritisk til Fogh-regeringens politik og til konsekvenserne af den snigende liberalisering, der undergraver velfærden. Af dem har rigtig mange været involveret i udenomsparlamentariske aktiviteter.

Men det er de ikke blevet hverken revolutionære eller antikapitalister af. Det er en begyndende politisk udvikling, og den første fase er, at man tilslutter sig et parti, der mere markant – men stadig inden for systemets rammer – kræver bedre velfærd. Det har traditionelt været Socialdemokraternes rolle. Med deres opprioritering af velfærdstemaerne er det til dels stadig Socialdemokraterne, men det er i endnu høj grad SF.

SF er den nærmeste og mest oplagte mulighed for den, der har mistet tilliden til de Radikales humanisme og til Socialdemokraternes vilje til at forsvare velfærden. SF udtrykker den mest udbredte politiske holdning i velfærdsbevægelsen.

Enhedslisten kan overbevise 10 her, 500 der og måske 2.000 et tredje sted, om at det er nødvendigt med mere radikale løsninger og med udenomsparlamentarisk aktivitet ved at fortælle, forklare og argumentere. Men lige som der skulle en begyndende velfærdsmobilisering til for at skabe dette valgs venstreryk, skal der mere omfattende og mere organiserede bevægelser til, før store samfundsgrupper rykker endnu længere til venstre – til Enhedslisten.

 

Så det må vi arbejde videre på. Og der er faktisk rigeligt at tage fat på i den kommende tid. Normalt er det svært at mobilisere til kamp mod en nyvalgt regering. Opfattelsen hos de fleste er, at et nyvalgt folketingsflertal har ret til at arbejde i en periode, og at det vil være udemokratisk at forsøge at vælte den gennem udenomsparlamentarisk pres.

Ved valget har Fogh fået den formelle parlamentariske magt til at gennemføre, hvad han vil, men på fire afgørende punkter kan han næppe overbevise mange om, at han har et demokratisk mandat til det. Disse åbninger giver Enhedslisten og SUF nogle muligheder og pålægger os et stort ansvar:

  • For det første måtte han mit under valgkampen love, at han ikke vil straffe de kommuner, der har holdt et højere udgiftsniveau og derfor hævet skatterne mere, end de havde fået lov til. Det var i sig selv en stor sejr for velfærdsbevægelsen. Samtidig kan det være et afsæt for mobiliseringer mod nedskæringer i de kommuner, der overholdt de statslige rammer. Her kan man kræve at kommunalbestyrelsen, at den bryder rammerne – med det ekstra argument, at regeringen ikke griber ind.

  • For det andet indrømmede regeringspartierne på intet tidspunkt, at de vil gribe ind i overenskomstforhandlingerne for at bremse en overenskomststrejke blandt de offentligt ansatte. Det har de højt sandsynligt i tankerne, men Fogh kan ikke hævde, at det var det, han gik til valg på.

  • Og det samme gælder det tredje punkt, folkeafstemningen om EU-traktaten. Modstanderne af folkeafstemninger om EU-traktater forklarer altid, at EU-politikken ikke er egnet til at blive afgjort ved en folkeafstemning med et JA eller et Nej. De mener, at det skal integreres i den danske politiske diskussion. Men ingen af de EU-venlige partier forsøgte at inddrage EU i valgkampen. Hverken Fogh eller nogen anden har fået mandat til at godkende EU-traktaten uden en folkeafstemning.

  • For det fjerde skabte regeringspartiernes påtagede interesse for klimaspørgsmålet en åbning for opbygningen af en bred og aktiv bevægelse for at lægge pres på klimatopmødet i 2009. Med alle de løfter på området, som regeringspartierne præsterede under valgkampen, kan en mobilisering i hvert fald begynde med at kræve, at regeringen lever op til sine valgløfter.

 

 

9. Europæisk Social Forum

 

I efteråret 2008 er Malmø vært for Europæisk Socialt Forum. På grund af placeringen vil det også være muligt at gøre det til en dansk begivenhed. Vi har en enestående lejlighed til

  1. at samle de faktiske sociale bevægelser i Danmark og lade dem inspirere af tilsvarende europæiske bevægelser og

  2. markere elementer af et samfundsmæssigt og ideologisk alternativ til nyliberalismen og kapitalismen.

 

ESF 2008 har en særlig mulighed for at rodfæste socialforum-bevægelsen i Danmark. Det skyldes, at vi netop nu faktisk har bevægelser og ikke kun kritiske, radikale og socialistiske grupper, der kan mødes. Men det kræver, at der gøres en særlig indsats for, at ESF 2008 bliver interessant og relevant for fagligt aktive, fagforeninger, brugergruppe og andre dele af velfærdsbevægelsen.

Samtidig giver ESF2008 en mulighed for at udvikle at sætte en systemkritisk klimabevægelse på dagsordenen i Danmark – et punkt, hvor mange europæiske lande er længere end i Danmark, men samtidig et område, hvor alle erkender nødvendigheden af globale svar.

 

Vi vil arbejde for, at SUF og Enhedslisten

  • Bidrager organisatorisk til ESF-mødet

  • Mobiliserer til ESF-mødet

  • Især arbejder på at sikre deltagelse fra de grupper og organisationer, som har været eller på vej ind i mobiliseringer for velfærd eller mod dele af det nyliberalistiske projekt

  • Tager initiativer til, at ESF-mødet bliver brugt til at styrke koordineringen af velfærdsbevægelsen i Danmark, indbyrdes og sammen med lignende bevægelser i andre lande

  • Tager initiativer til, at ESF-mødet bliver brugt til at opbygge en bred bevægelse for klare og vidtgående krav til Klimatopmødet i Danmark 2009

  • Bidrager til, at der på ESF-mødet også diskuteres samfundsmæssige alternativer til nyliberalismen og strategier for vejen dertil – og at SUF og Enhedslisten præsenterer sine egne bud i dialog med andre strømninger

  • Arbejder for en gennemskuelig demokratisk arbejdsform og beslutningsmåde, der både inddrager aktivister og tager højde for, at nogle organisationer repræsenterer mange mennesker. Det er ikke muligt at definere en bestemt og sikker demokratisk struktur, men det er altafgørende, at det bliver gennemskueligt for alle, hvad der foregår.

  • Arbejder for, at der gennemføres en internationalistisk demonstration i forbindelse med ESF i enten Malmø eller København

  • Bruger ESF som en anledning til at skabe kontakter til andre revolutionære og socialistiske organisationer.

 

 

10. Opsummering

 

Der foregår mange aktiviteter i bevægelser og på venstrefløjen, og Enhedslisten og SUF har mange opgaver, der skal løses.

Efter vores opfattelse er de vigtigste i den kommende periode:

  • At forberede os på at kæmpe mod en ny krig i Iran, herunder som en særlig opgave at opbygge et solidaritetsarbejde med progressive og socialistiske kræfter i landet

  • At påbegynde arbejdet med at opbygge en bred bevægelse, der stiller konkrete og vidtgående krav til klimatopmødet i Danmark i 2009.

  • At bidrage til en bred demokratisk kampagne for en folkeafstemning om EU-traktaten og derefter en social, solidarisk og bæredygtig kampagne for et Nej

  • At bidrage til mobiliseringer mod den snigende nyliberalisme og for velfærd i kommuner, regioner og på landsplan

  • At bidrage til opbygningen af en demokratisk kæmpende fagforeningsbevægelse for vidtgående krav til overenskomst 2008, og bruge dette som grundlag for et videre organiseringsarbejde for politisk fornyelse af fagbevægelsen

  • At bidrage til en demokratisk, feministisk og aktivistisk ungdomsbevægelse mod ensretning og for fristeder

  • At bringe VKO i mindretal ved næste valg, samt at sikre den stærkest mulige antikapitalistiske opposition i Folketinget

  • At medvirke til, at ESF 2008 bliver en samlingssted for bevægelser og en manifestering af en anden vej for samfundet end nyliberalismen

  • At styrke den politisk-ideologiske kamp mod nyliberalisme, reformisme og reaktionær fundamentalisme og præsentere det socialistiske projekt som alternativet.

 

Opslået i Uncategorized

single.php