Det lignede en klog beslutning, da præsident Raul Castro i slutningen af februar på et udvidet regeringsmøde annoncerede en ændring af tidsplanen for de økonomiske reformer, som hans administration allerede havde godkendt og allerede var begyndt på at gennemføre som led i en "opdatering" af statens økonomiske model.

af Pedro Campos

Cubas Kommunistiske Parti afholder sin 6. kongres den 16-19. april 2011. Diskussionerne vil fokusere på et 32 siders dokument med titlen ”Udkast til Retningslinjer for den Økonomiske og Sociale Politik”, som forud for kongressen er blevet diskuteret i befolkningen. Angiveligt har mere end 7 af Cubas 11,2 millioner indbyggere deltaget i denne diskussion. Forslag, som er fremkommet på møder i boligkvarterer og på arbejdspladser, har ifølge officielle kilder medført ændringer af over to tredjedele af de 291 punkter i det oprindelige udkast.

Socialistisk Information har tidligere bragt artiklen Et farligt og modsætningsfyldt dokument, som blev skrevet i november sidste år, kort efter fremlæggelsen af det oprindelige udkast.

Han påpegede, at reformerne ville skride fremad i takt med, at forudsætningerne for deres gennemførelse blev skabt, og understregede, at ingen ville blive ladt i stikken.

Ifølge dagbladet Granma påpegede præsidenten: "En opgave af et sådant omfang, en opgave der på den ene eller anden måde påvirker så mange borgere, kan ikke realiseres, hvis det sker på en ufleksibel måde. Hvor hurtigt det skrider fremad, vil afhænge af vores evne til at skabe de organisatoriske og juridiske forudsætninger, der sikrer en succesfuld implementering og en systematisk kontrol med udviklingen, så de relevante korrektioner bliver gennemført…"

Den 27. september, da "Retningslinjerne" endnu ikke var kendte, og der kun var fremkommet sporadiske informationer, om hvad regeringen/partiet havde til hensigt, udsendte vi en erklæring til dem, der støttede en mere inddragende og demokratisk form for socialisme. Her påpegede vi, at regeringen satte vognen foran hesten.

Lydhør overfor venstrefløjskrav: En positiv pause
Særlig vigtig var Rauls henvisning til resultaterne fra den undersøgelse, som Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Miljø (CITMA) har lavet. Ifølge Granma nævnte han "relevansen af at regulere byggeri i områder nær kysten, genopretning og vedligeholdelse af sandstrande, genindvinde sumpområder, bremse ødelæggelsen af koralrev og en uddybende forskning med respekt for alt dette". Det, der tydeligt fremgik, var "behovet for en styrket rolle for Instituttet for Fysisk Planlægning og dets afdelinger på provins- og kommunalt niveau som den styrende kraft i den regionale og bymæssige planlægning, såvel som en styrket rolle for de lokale myndigheder. Formålet er at genindføre disciplin på dette vigtige område".

De nævnte ikke de 18 berømte golfbaner og tilknyttede boligområder, som skal fornøje de fornemme turister, men det er meget tydeligt, at denne plan, med dens uberegnelige økologiske konsekvenser knyttet præcist til disse former for miljøødelæggelse, nu skal bedømmes og godkendes af miljøvidenskabsfolk og ikke kun af aktører, der er interesseret i kommerciel udnyttelse. Dermed imødekom man krav fra venstrefløjen og miljøaktivister, som var og stadig er i åben opposition til sådanne angreb.

Præsidenten påpegede også, at vores hovedfjende viser sig gennem vores egne fejl, mens han hudflettede dem, der altid skyder skylden på udefrakommende forhold, som årsag til alle vores vanskeligheder. Det indebærer ikke en underkendelse af bestemte personer, men det er åbenlyst, at forsøget på at indføre strategier, der er fremmede for socialismen, er en taktisk fejltagelse. Disse strategier virker stik modsat af det ønskede, de er uhensigtsmæssige, ubelejlige, og der har ikke været høringer. De er ufolkelige og forhastede.

Målet var at styrke regeringens finansielle position, men på bekostning af halvanden million arbejdere, der bliver sendt på gaden, samt miljøødelæggelser, markante nedskæringer på sociale udgifter, udvikling af private lønarbejdsformer og øgede statslige indtægter gennem overdrevne skatter på de frie former for socialistisk arbejde: selvstændige og kooperativer.

Det var den slags arbejdspladser, man skulle prioritere at udvikle, frit og med aktiv og direkte støtte fra regeringen. De, der ikke har haft mulighed for kreditter eller juridisk hjælp eller et forsørgelsesgrundlag, bliver i stedet udsat for bureaukratiske hindringer fra det statslige monopol på produktion, distribution og forbrug.

Selv om forslagene ikke er trukket definitivt tilbage, så har det været en fordel for modstanderne af de neoliberale merkantilistiske træk, der tenderer mod en fuldstændig kapitalistisk genopretning. Det lå latent i den strategi, der tidligere blev godkendt af regeringen, og som blev søgt tiltrådt af Cubas Kommunistiske Partis sjette kongres.

Derudover er det nødvendigt at sige, at det kunne lade sig gøre, fordi Raul og de andre kammerater i ledelsen af partiet og regeringen viste sig imødekommende overfor græsrødderne og i det mindste læste, hvad andre revolutionære aktører på den cubanske politiske scene havde skrevet. Situationen tillader os at konstatere, at denne gang dominerer tendensen til at lytte over tendensen til bare at tvinge noget ned over hovedet på folk.

Bag beslutningen – foruden en bølge af kritik mod de mest negative aspekter af "Retningslinjerne" (ifølge Granma, "blev der modtaget 619.387 forslag om at slette, tilføje og rette forskellige punkter, foruden tvivl og bekymringer") – så kan der ligge en bekymring over de komplicerede begivenheder i Mellemøsten. Ved adskillige lejligheder har vi advaret om, at den voksende samfundsøkonomiske ulighed og den allerede eksisterende kløft mellem den bureaukratiske regering og folket kunne få katastrofale konsekvenser.

Den cubanske venstrefløj i bred forstand har præsenteret sine synspunkter ved alle tænkelige lejligheder, herunder på de møder om Retningslinjerne, der er blevet afholdt i partiafdelinger, i lokalområder, i offentlige institutioner (når det var muligt), i læserbreve til Granma (der i det mindste offentliggjorde noget af den mere moderate kritik), og på det lokale intranet. Alligevel var det i den internationale venstrefløjspresse, at de afgørende chokbølger kunne mærkes.

Det er nødvendigt at udtrykke en tak for solidariteten fra de kammerater på den meget sammensatte internationale venstrefløj, der støttede os i denne kamp. Det er et opmuntrende tegn på de nye tider og et udtryk for det sammenhold, der kan opnås mellem forskellige synspunkter.

Nej-sigere og allierede
Der kom elendige vurderinger fra internationale analytikere, der – uden at kende det cubanske samfund til bunds – skød fra hoften og gav deres betingelsesløse støtte til den hastige implementering af de tiltag, der nu skal efterjusteres og renoveres. En vanskelig position kom til udtryk fra dem, der forsøgte at få andre til at tro, at diskussionen kun kunne foregå de steder og på det tidspunkt, hvor dem ”i toppen” havde bestemt det (de samme folk sagde, at den cubanske venstrefløj bare var selvoptagne, eller at de ledte efter stridigheder i det internationale netværk).

De, der sagde, at vi bare skrev noget vrøvl, eller som beskyldte os for at ”angribe revolutionen”, kan nu se, hvem der tog fejl i deres analyse af situationen i Cuba. De vil opleve, at ideerne i den revolutionære socialisme er mere udbredte, end de havde regnet med, og at vi var i stand til at bringe disse holdninger ind i hjertet af partiet og i lokalsamfundene, på trods af de begrænsninger, som bureaukratiske sekteriske elementer satte.

Vi har altid slået på samhørigheden mellem alle revolutionære kræfter indenfor og udenfor partiet – men ikke en enhed bygget på blind enighed. Den samhørighed er både mulig og nødvendig for at sikre fremskridt mod socialismen. Uden at være fuldstændig enige, var der faktisk en overensstemmelse, som for en tid var med til at standse det vanvid, der allerede synes at have fejet hen over det cubanske folk før selve kongressen.

Vi er også taknemmelige for den hjælp, som kom fra mange af kapitalismens forsvarere, når de udtrykte støtte og forståelse for den mest rendyrkede neoliberalistiske tilgang til at tackle budgetunderskuddet med makroøkonomiske tiltag. Det burde også have fået nogen til at gennemskue ”vandmærket” på planen.. De kræfter indenfor partiet/regeringen, der stod bag den beslutning, som Raul annoncerede, skal ikke undervurderes. Denne handling bekræfter vores vurdering, at der rent faktisk eksisterer revolutionære kræfter her, og at disse formår at bidrage positivt til de nødvendige ændringer i den demokratisering og socialisering, som den cubanske revolutionære proces har brug for i dag.

Disse erfaringer skal huskes af alle dem, der alvorligt ønsker det bedste for Cubas folk.

Vejen frem
En andel lære, som er blevet bekræftet på dette stadie er, at retfærdige ideer ikke kan standses, når de på trods af ugunstige vilkår bliver forsvaret med værdighed, mod, intelligens og en konstruktiv ånd.

Det betyder ikke, at de bureaukratiske og centralistiske holdninger, som blev fremmet af stalinistiske kredse, er blevet helt nedkæmpet. Det er heller ikke tilfældet for de elementer, der tilstræber en fuldstændig genoprettelse af privatkapitalisme fra parti-regerings-statens indre.

Det er klart, at præsidenten taler om tilpasning af tidsplanen og ikke om at fjerne forslagene. Men som vi allerede har givet udtryk for i den citerede erklæring: Mens faktorernes orden ikke ændrer resultatet i almindelig regning, så er det derimod tilfældet i økonomiske, politiske og sociale forhold.

Der er god grund til at påpege, at nogle af de beslutninger, de har taget, skaber en meget stor uvished og usikkerhed blandt det cubanske folk. Det skyldes ikke kun, at disse tiltag indholdsmæssigt er modsætningsfyldte, men også at de bliver fulgt op af uoverensstemmelser mellem hvad der bliver sagt, og hvad der bliver gjort, af inkonsekvens i beslutningerne, fastholdelse af alle mulige absurde regulativer, undergravende tiltag fra bureaukratiet og en forhalende-sekterisk linje i de nationale medier.

Dertil kommer endnu et åbenlyst fænomen: sekterisme. Det er ideen om, at der kun er en enkelt sand og hellig måde at tænke på. Det er til hos nogle få personer, der tror, at de sidder inde med den absolutte sandhed. Det er ganske fjernt fra det, som det moderne cubanske samfund har brug for, nemlig at bygge videre på den dialog, der er etableret mellem regeringen og den katolske kirke om løsladelse af fanger, og at udvide denne til en direkte demokratisk udveksling uden begrænsninger, med det brede sociale og politiske spektrum, der eksisterer i landet. Det går videre end PCC og uden for de traditionelle eksisterende strukturer.

Vi skal også huske, at enhver mulig øgning af den sociale spænding, kunne tjene dem, der er interesseret i at skabe situationer, som kun er til gavn for fjenderne af det cubanske folk – USA-imperialismens interesser.

I et land med 12 millioner indbyggere, er det ikke retfærdigt, eller demokratisk, eller i tråd med nationalhelten Jose Martis tanker, eller den socialistiske tankegang, at repræsentanterne for et parti med mindre end en halv million medlemmer, skal være dem, der bestemmer nationens fremtidige kurs. Men vi har alligevel ikke mistet håbet om at se en åbning af en bred og nødvendig dialog med alle. Vi fortsætter håbet om, at det, der bliver diskuteret og godkendt på den sjette kongres, ikke længere vil være det samme, som vi så i “Retningslinjerne”. Vi længes efter at flere forslag, der kan stimulere en positiv ændring, der bygger på en større deltagelse fra alle arbejdere og andre cubanere på alle områder, der har med produktion og reproduktion at gøre, i deres økonomiske, politiske og sociale liv.

Det, der er brug for nu, er at arbejde videre med at udnytte denne mulighed for, at de nyliberale tiltag, der nu er udskudt – og fortsat er grundløse – bliver erstattet med andreforslag, af demokratisk og socialistisk karakter.

Fra den revolutionære proces’ modsætningsfylde bryst fortsætter kampen for en mere inddragende og demokratisk form for socialisme.

Denne artikel blev oprindeligt offentliggjort i webmagasinet Havana Times den 10. marts 2011. Havana Times redigeres uden for Cuba, men er ikke censureret af de cubanske myndigheder og kan således læses af de (forholdsvis få) cubanere, som har adgang til internettet. Oversat fra engelsk af Martin Mørch

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com