Fjerde Internationale hylder de tusindvis af palæstinenseres vovemod, beslutsomhed og kreativitet i Gazastriben, som deltager i #GreatReturnMarch. De har vores fulde støtte.

 

De har allerede ført den palæstinensiske sag et stort skridt fremad ved igen at henlede verdens opmærksomhed på den 70 år gamle fordrivelse og fortsatte Nakba (1). En verden, der har vist sig alt for villig til at kigge den anden vej.

 

#GreatReturnMarch er virkelig de undertryktes tilbagevenden, en irriterende påmindelse om, at millioner af palæstinensere ikke vil uddø, forsvinde eller forblive usynlige. Det er kun på den baggrund, vi kan forstå Israels reaktion, som var kriminel og fuldstændig ude af proportioner: Nedskydning og dusinvis af drab på mennesker, hvis eneste synd er at være kommet nærmere end nogle få hundrede meter til en grænse. Verdens passivitet overfor denne forbrydelse viser, hvor udbredt medskyld i denne forbrydelse er.

 

Fjerde Internationale deler den internationale offentlige opinions fordømmelse af:

 

  • Israels regerende elite er den åbenlyse primære skyldige – ikke kun højrefløjen og de yderliggående højrepartier i den nuværende regering, men også den såkaldte centrum-venstre opposition, det vil sige Arbejderpartiet/den Zionistiske Union, som har forsvaret brug af skarpladte våben mod forsvarsløse demonstranter.
  • USA´s regerende elite omfattende ikke kun Trump-regeringen, men også det alt overvejende flertal af politikere fra det Demokratiske Parti, dog med nogle få hæderlige undtagelser så som Bernie Sanders. Denne elite er fortsat en solid militær og økonomisk bastion for den zionistiske stat.
  • EU’s regeringer og politiske eliter, som uden konsekvenser støtter FNs generalsekretær Guterres’ opfordring til en undersøgelse, vel vidende at USA i Sikkerhedsrådet vil nedlægge veto. Dermed vil forslaget være uden konsekvenser. Samtidig forsætter EU det militære og videnskabelige samarbejde med Israel. Desforuden fortsætter frihandelsaftalen, som udgør det vigtigste bolværk for Israels økonomi og Israels regionale økonomiske dominans.
  • Næsten alle regeringer og eliter i den arabiske region og eliter – især Ægypten, Israels stabile partner i stranguleringen af Gaza, men også Saudi-Arabien, som nu bevæger sig tættere uge for uge mod en åben alliance med Israel og dermed direkte lader det palæstinensiske folk i stikken.
  • Det Palæstinensiske Selvstyre, som utilgiveligt har forsat sikkerhedssamarbejdet med Israel efter hver ny ugerning. Selvstyret har selv taget initiativ til en række overgreb på Gazas befolkning med Israel som medskyldig.
  • Mange andre regeringer og politiske og økonomiske aktører verden rundt, som har reageret på Israels forbrydelser med verbale fordømmelser uden at løfte en finger for at hjælpe palæstinenserne i handling.

 

Stillet overfor verdens herskeres medskyld og passivitet har Gazas befolkning og resten af det palæstinensiske folk ingen andre at ty til end solidaritets – og andre sociale bevægelser.

 

Disse bevægelser må være de sidste til at svigte palæstinenserne. Modet hos deltagerne i marchen må udløse en kvalitativ vækst i international solidaritet og mobilisering. Hvis ikke nu – hvornår så?

 

Boykot, deinvestering og sanktionskampagner (BDS) er stadig et hovedelement i modstanden. Imidlertid har BDS-kampagner endnu ikke ramt Israels økonomi for alvor. De har gjort tilstrækkeligt hurtige fremskridt, til at Israel og dets allierede betragter BDS som en af de mest alvorlige trusler, de står over for. Når FN og det ”internationale samfund” ikke kan bruges til at tøjle Israel, bliver det stadig mere tydeligt, at politiske og civile institutioner sammen med arbejderbevægelsens må bringes til at påtage sig deres ansvar og bryde økonomiske og sociale livliner til den zionistiske mastodont.

 

Deltagerne i marchen har nu givet BDS-aktivister yderligere vægtige argumenter for, at kampagnens tre centrale krav er uadskillelige, som det blev formuleret i en appel fra det palæstinensiske civilsamfund i 2005: Ikke kun en ende på Israels besættelse af Vestbredden, Golan og Gaza, men også fulde lige rettigheder for palæstinensere, jøder og andre i hver del af det historiske Palæstina og retten for flygtninge til at vende tilbage til deres hjem, som de blev fordrevet fra for 70 år siden.

 

Disse krav, som Fjerde Internationale har fastholdt, er centrale elementer i en retfærdig løsning af det palæstinensiske spørgsmål. Israelske jøders protester mod den israelske hærs myrderier i Gazastriben, om end spæde, er vigtige for at holde håbet i live om en retfærdig løsning baseret på lighed og solidaritet, hvor de tre centrale krav fra BDS-kampagnen er blevet opnået.

 

Ved at ofre deres liv har palæstinenserne i Gaza nu gjort det tydeligt, at den palæstinensiske kamp ikke kan og ikke vil slutte, før alle tre krav er blevet gennemført.

 

20. april 2018

 

Note:

1. Nakba er arabisk og betyder katastrofen. Det er den arabiske benævnelse på fordrivelsen af palæstinenserne. Grundlæggelsen af den zionistiske stat Israel i 1948 regnes som begyndelsen på Nakba. Israels uafhængighedsdag 15. maj 1948 er derfor en vigtig dag i den palæstinensiske kalender.

Udtalelsen er oversat fra International Viewpoint af Leif Mikkelsen

 

 

Opslået i Facebook, Mellemøsten

single.php