Kunstmuseet Arken syd for København udstiller frem til den 30. maj værker af den catalanske surrealistiske kunstner, Joan Miró. "Den mest surrealistiske af os alle", som den franske digter Andre Breton kaldte ham.

af Svend Vestergaard Jensen

Breton skrev det første surrealistiske manifest i 1924, og var sammen med blandt andet Miró ledende skikkelser i bevægelsen. Udstillingen omfatter nogle af Mirós værker fra hans seneste årtier. Der er skulpturer, malerier, papirarbejder samt værker i tekstil og keramik og et par film.

Genstande får nye former
Miró sagde engang: "I skulptur vil jeg starte med de objekter, jeg indsamler, helt lige som jeg gør brug af pletter på papir og fejl i lærrederne". Han gik ture i de landskaber, han var tæt på, og fandt diverse ting som efterladte arbejdsredskaber, sten og hvad naturen ellers kunne tilbyde. Dem tog han med hjem til atelieret, hvor han kunne betragte dem, give dem tid, og langsomt groede værkerne frem og skabte nyt liv.

Miró arbejdede langsomt og så, hvad der skete med materialet. Genstandene blev forvandlet til bl.a. "personage", som han kaldte mange af sine værker – også nogle af dem, der udstilles på Arken. Personage – et fransk ord, der bruges om en anonym person af uspecificeret køn. Fantasifulde væsner, der får ny form, nyt liv. Alt i verden var levende og i konstant udvikling for Miró. Motiverne veksler mellem "personage", kvinder, mænd, fugle, æg. Og hverdagsting indgår og forestiller alt fra torturinstrumenter, f.eks. en slagteblok, der hurtigt kan forvandle sig til et blodbad. Vel ikke fremmed, når vi betragter den historiske periode, han levede i (1893 – 1983).

I modsætning til malerierne er skulpturerne aldrig nonfigurative. Her er det genstande, der sættes sammen og får liv, og forbindes ofte med menneskefigurer. Et formsprog, der også har inspireret danske kunstnere som Asger Jorn, Robert Jacobsen, Richard Mortensen. Og hvem genkender ikke Henry Heerup her med hans fantasifulde skulpturer?

Truet af Francos diktatur
Som ung kunstner blev Joan Miró inspireret af kubisterne, Barcelonas avantgardebevægelse, dadaisterne, surrealisterne. I 1919 tager Miró til Paris. Her bor han om vinteren og om sommeren i Catalonien. Da den spanske borgerkrig bryder ud i 1936, bosætter Miró og familien sig permanent i Paris. Han ytrede sin modstand mod Francos fascistiske bevægelse via kunsten. Han maler monumentmaleriet Le faucheur, som pendant til Picassos berømte maleri, Guernica. Picasso og Miró var livslange venner. Miró designer ligeledes plakaten Aidez L`Espagne for at støtte Spaniens republikanske front.

Da Anden Verdenskrig bryder ud og Paris besættes af Tyskland, vender Miró tilbage til Spanien som aktiv kunstner under Franco åbenbart på "tålt ophold". Miró blev aldrig på noget tidspunkt pro-Franco modsat Salvador Dali, som havde åbenlyse fascistiske sympatier. Et modsætningsforhold i en kunstnerisk –isme, ligesom med f.eks. futurismen fra begyndelsen af 1900-tallet. Disse retninger fører ikke nødvendigvis til samme politiske konklusioner. Flere futurister i Italien blev senere fascister. I Rusland blev de derimod tilhængere af revolutionen, f.eks. Majakovskij. Men langt hovedparten af surrealisterne var revolutionære. "Surrealisme i Revolutionens tjeneste" var et blad, der udkom under Bretons ledelse i årene 1930-33.

Kunstens uimodtagelighed
Miró var en central person i den surrealistiske bevægelse og delte denne bevægelses hovedstrømning, som var en revolutionering af samfundet, hvor de begrænsende og undertrykkende ideologier og systemer skulle opløses, så mennesket kunne leve frit. Gennem kunsten kunne beskuerens drifter og fantasier vækkes, og det ville blive tydeligt, at undertrykkende regimer skulle omstyrtes. Kombinationen af Freuds psykoanalyse og den samfundsmæssige radikalitet er central.

I 1938 lavede Breton sammen med Trotskij manifestet "For en uafhængig revolutionær kunst". Som en af de få kendte marxister – også blandt bolsjevikkerne – havde Trotskij været interesseret i psykoanalysen. Han havde under sit flerårige ophold i Wien før den russiske revolution haft berøring med freudianere.

Trotskijs indstilling til surrealismen var som hans indstilling til hver ny bevægelse indenfor kunsten: venlig, men ikke ukritisk. Han accepterede surrealisternes lidt pseudo-freudianske orientering mod drømme og underbevidste tankemønstre. Men han rystede på hovedet over deres "dragen af mysticisme", som fandtes i deres arbejde – også i Andre Bretons.

På trods af dette havde Trotskij i Mexico mange samtaler med Breton om kommunismen, kunst og marxistisk filosofi og æstetik. I disse samtaler kom ideen frem om manifestet til forfattere og kunstnere. Manifestet er blot en opsummering af tidligere positioner, Trotskij havde arbejdet med, bl.a. hævdes kunstens uimodtagelighed for politiske diktater. Det nye i manifestet var bl.a. en understregning af kunstens organiserende funktion.

Se den!
Heller ikke Mirós kunst var underkastet politiske diktater. Legen og alvoren har fri udfoldelse i hans arbejder med genstande, han finder, han skaber. "Den mest surrealistiske" for igen at nævne Breton, synes at blive bekræftet af udstillingen på Arken. Se den!

Kunstmuseet Arken, Skovvej 100, 2635 Ishøj. Miró-udstllingen er åben til 30. maj 2010.

 

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com