Følelsen af at de gamle neoliberale formler er godt og grundigt i miskredit har overbevist mange om, at Obama vil bryde med den markeds-fundamentalistiske politik, som har regeret siden de tidlige 1980’ere. Men hvor beslutsomt og definitivt vil bruddet med neoliberalismen blive?

 

Andre spørgsmål går til benet af selve kapitalismen. Vil nationalisering, intervention og kontrol kun blive gennemført for at stabilisere kapitalismen, hvorefter kontrollen bliver givet tilbage til storkapitalens elite?

Kommer vi til at opleve en ny runde af keynesiansk kapitalisme, hvor staten og storkapitalens elite sammen med fagbevægelsen udformer et partnerskab baseret på industripolitik, vækst og høje lønninger – bare med en grøn dimension denne gang? Eller vil vi blive vidne til en begyndende fundamental ændring af ejerskab og kontrol i økonomien i retning af noget mere folkeligt? Der er grænser for reformmulighederne indenfor det globale kapitalistiske system, men på intet tidspunkt i løbet af det seneste halve århundrede har disse grænser virket mere flydende.

Global socialdemokratisme
Set i lyset af det behov, som de vestlige eliter har for en global legitimitet i en verden, hvor magtbalancen hælder mod syd, kan de globale eliter se en interesse i at fremme deres interesser i en afart af europæisk socialdemokratisme og New Deal-liberalisme, som man kunne kalde ”Globalt Socialdemokrati” (GSD).
Selv før den finansielle krise udfoldede sig helt, havde fortalere for GSD allerede været i gang med at positionere sig som et alternativ til neoliberal globalisering. En person, der associeres med GSD, er den britiske premierminister Gordon Brown, som førte an i den europæiske reaktion på den finansielle nedsmeltning gennem den delvise nationalisering af bankerne.Som den mand, der i vide kredse anses for at være gudfar for ”Make Poverty History” kampagnen i Storbritannien, har Brown, mens han stadig var finansminister, foreslået en ”alliancekapitalisme” mellem markedet og statsinstitutionerne, som på globalt plan skulle gentage det, som – ifølge ham – blev gjort af Franklin Roosevelt for den nationale økonomi: ”sikring af markedets goder, samtidig med at der kom styr på dets udskejelser.”

”Dette må være et system,” fortsatte Brown, som ”udnytter det fulde udbytte af globale markeder og kapitalbevægelser, minimerer faren for sammenbrud, maksimerer mulighederne for alle og løfter de mest sårbare – kort sagt: genetableringen af en international økonomi med almen nytte for øje og med høje idealer.”
Blandt dem, der har sluttet sig til Brown i formuleringen af det globale socialdemokratiske tankesæt, har været en blandet gruppe bestående blandt andre af økonomen Jeffrey Sachs, George Soros, tidligere FN generalsekretær Koffi Annan, sociologen David Held, nobelprismodtager Joseph Stiglitz og sågar Bill Gates. Der er selvfølgelig forskellige nuancer i deres positioner, men kernen i deres perspektiver er det samme: at frembringe en reformeret social orden og en genoplivet ideologisk konsensus for den verdensomspændende kapitalisme.

Blandt nøgleforslagene fremført af GSD-tilhængere er:
• Globalisering er grundlæggende set gavnlig for verden; de neoliberale har bare kludret i jobbet med at styre den og sælge den til offentligheden;
• Det er presserende at redde globaliseringen fra de neoliberale, fordi globalisering kan rulles tilbage og måske allerede er i gang at blive det;
• Vækst og lighed kan muligvis komme i konflikt med hinanden, og i så tilfælde er det nødvendigt at prioritere lighed.
• Frihandel er måske faktisk ikke gavnlig i det lange løb og kan måske efterlade flertallet fattige, så det er vigtigt at handelsaftaler er underlagt sociale og miljømæssige betingelser.
• Unilateralisme skal undgås, hvorimod de multilaterale institutioner og aftaler skal undergå fundamentale reformer – en proces som muligvis vil medføre, at nogle af dem må afskaffes eller neutraliseres, som f.eks. WTO’s Trade-Related Intellectual Property Rights Agreement (TRIPs) (handelsaftale om beskyttelse af intellektuelle ejensomsrettigheder).
• Global social integration – eller reduktion af ulighed både indenfor og mellem lande må nødvendigvis ledsages af global markedsintegration.
• Udviklingslandenes globale gæld skal slettes eller reduceres væsentligt, så de resulterende besparelser kan bruges til at stimulere den lokale økonomi og dermed bidrage til global reflation.
• Fattigdom og miljømæssig fornedrelse er så alvorlig, at et massivt hjælpeprogram eller en ’Marshall Plan’ fra Nord til Syd må og skal sættes i værk indenfor rammerne af ”Milllenium Development Goals” (otte målsætninger for global udvikling frem til 2015, red.).
• En “anden grøn revolution” må nødvendigvis sættes i gang, specielt i Afrika, gennem en udbredt omlægning til genmanipulerede afgrøder.
• Enorme investeringer skal afsættes til at skubbe den globale økonomi i en mere miljømæssigt bæredygtig retning. Her skal regeringerne indtage en ledende rolle (”grøn keynesianisme” eller ”grøn kapitalisme”).
• Militære svar på problemer bør nedprioriteres til fordel for diplomati og “blød magt”, selvom humanitære militære interventioner er nødvendige i situationer, hvor der finder folkedrab sted.

Det globale socialdemokratis begrænsninger
Global socialdemokratisme har ikke været genstand for megen kritisk opmærksomhed, måske fordi mange progressive stadig kæmper den første krig, altså mod neoliberalismen. En kritik er hårdt tiltrængt, og ikke kun fordi GSD er neoliberalismens mest sandsynlige efterfølger. Endnu mere vigtigt er det, at GSD til trods for sine positive elementer, ligesom det gamle socialdemokratiske keynesianske paradigme, har en række problematiske kendetegn.

En kritik kunne eventuelt begynde med at fremhæve problemer med fire centrale elementer i GSD perspektivet:
For det først deler GSD neoliberalismens forkærlighed for globalisering og skiller sig på dette punkt især ud ved at love en bedre promovering af globaliseringen. Dette kan dog koges ned til at betyde, at man simpelthen påstår, at hvis der tilføjes ”global social integration” til en uomgængeligt socialt og økologisk nedbrydende og ødelæggende proces, vil den blive spiselig og acceptabel. GSD antager, at folk virkelig ønsker at være del af en funktionsmæssigt integreret global økonomi, hvor barriererne mellem det nationale og det internationale er forsvundet. Men ville de ikke i virkeligheden foretrække at være del af økonomier, som er underlagt lokal kontrol og er beskyttet fra den internationale økonomis luner? I hvert fald må man sige, at den hurtige nedadgående bane, som den forbundne økonomi forbinder sig på i øjeblikket, understreger gyldigheden af et af anti-globaliseringsbevægelsens nøglekritikpunkter af globaliseringsprocessen.

For det andet er GSD enig med neoliberalismens forkærlighed for markedet som hovedmekanismen bag produktion, distribution og forbrug og adskiller sig først og fremmest ved at anbefale statsindblanding ved markedets fallit. Den type globalisering, verden har brug for, ifølge Jeffrey Sachs i ”The End of Poverty” ville indebære ”at tøjle… den bemærkelsesværdige kraft, handel og investeringer har, samtidig med at vi anerkender og forholder os til begrænsningerne gennem kompensatorisk kollektiv handling”. Dette er meget forskelligt fra at sige, at borgerne og det civile samfund skal tage økonomiske nøglebeslutninger, og at markedet – ligesom statsbureaukratiet – kun er én brugbar mekanisme til gennemførelse af demokratiske beslutninger.

For det tredje er GSD et teknokratisk projekt, hvor eksperter udklækker og gennemtrumfer reformer af samfundet fra oven i stedet for et deltagerdemokratisk projekt, hvor initiativer trænger igennem nedefra og op.
For det fjerde er det klart, at GSD samtidig med at være kritisk overfor neoliberalismen accepterer den monopolkapitalistiske ramme (der grundlæggende set hviler på at skabe profit gennem en udbytning af merværdi fra arbejdskraften), som er drevet fra krise til krise af indbyggede tendenser mod overproduktion og tenderer mod at skubbe miljøet mod dets grænse i sin søgen efter profitabilitet. På samme måde som den traditionelle keynesianisme på den nationale scene, søger GSD på den globale scene et nyt klassekompromis, der er ledsaget af nye metoder til at inddæmme eller minimere kapitalismens tendens til krise. Præcis ligesom den gamle socialdemokratisme og ”New Deal” stabiliserede den nationale kapitalisme, er den historiske funktion for global socialdemokratisme at udglatte modsætningerne i den nuværende globale kapitalisme og lade den genvinde sin legitimitet oven på krisen og det kaos, som neoliberalismen har efterladt. GSD handler i grunden om social kontrol.

Obama har talent for rent retorisk at binde bro mellem forskellige politiske diskurser. Han er også en ”ren tavle”, når det kommer til økonomi. Ligesom Roosevelt er han ikke bundet til formularerne fra det gamle regime. Han er en pragmatiker, hvis vigtigste kriterium er succes med den sociale kontrol. Han er som sådan i en enestående position til at lede det ambitiøse reformistiske forehavende.

De progressives chance
Mens de progressive var engageret i en fuldt oprustet krig imod neoliberalismen, sivede den reformistiske tænkning frem i kritiske ledende cirkler. Denne tænkning er nu på vej til at blive politik, og progressive kræfter må arbejde dobbelt for at imødegå den. Udfordringen er at overvinde de begrænsninger i den progressive politiske forestillingsevne der er blevet påført af aggressiviteten i den neoliberale udfordring i 1980’erne, kombineret med sammenbruddet af de socialistiske regimer i de tidlige 1990’ere. De progressive bør atter modigt stræbe mod paradigmer om en social organisering, der uden skam stiler mod lighed og deltagelsesdemokratisk kontrol med både den nationale og den globale økonomi som forudsætninger for kollektiv og individuel befrielse.

Ligesom det gamle keynesianske regime handler global socialdemokratisme om social kontrol. I modsætning hertil handler det progressive perspektiv om social befrielse.

Walden Bello er skribent for Foreign Policy in Focus, senior analytiker på den Bangkok-baserede tænketank Focus on the Global South, præsident for Freedom from Debt Coalition og professor i sociologi på University of the Philippines.

Oversat fra netmagasinet zamag.org af Bodil Olsen
 

Opslået i Økonomi

single.php