I 1967 udgav Martin Luther King bogen Kaos eller fællesskab? Den indeholdt forslag til ”anden fase” i de sortes kamp. I 2009 fik Martin Luther Kings fødselsdag en særlig betydning, da den første afroamerikanske præsident blev indsat få dage senere – for millioner af sorte var det en symbolsk realisering af Kings kamp mod raceskel. I 2018 er det 50 år siden, Martin Luther King blev dræbt.

 

Det er godt, at King er genstand for så megen officiel hyldest. Men vi skal aldrig glemme, at det ikke altid har været tilfældet. Selv om han blev myrdet i 1968, så lykkedes det først i 1986 at få hans indsats for USA anerkendt gennem en national helligdag.

 

I de sidste år af hans liv blev han faktisk genstand for megen officiel hån og latterliggørelse, især efter han i april 1967 fordømte Vietnamkrigen i Riverside Kirke i Harlem. King brød med de mere forsigtige borgerretsledere, da han i kraftige vendinger tog afstand fra, hvad han betegnede som ”den største leverandør af vold i dag: min egen regering”.

 

Stod det liberale establishment i det Demokratiske Parti frem og forsvarede King? Roste de ham for hans mod? Ikke ligefrem! Tænk blot på den daværende præsident Lyndon B. Johnsons reaktion på talen, da røgen stod ud af ørerne på ham: ”Hvad prøver den forbandede negerpræst at gøre overfor mig?

 

I 1957 havde bladet Time udnævnt King til årets mand, men efter hans 1967 tale bragte de en artikel med titlen: ”King forkludrer sagen”, den revsede King for at vove at udtale sig om andet borgerrettigheder. Artiklen betegnede King som en drævende ignorant, der lige er kommet ind med firetoget og som ikke har læst en avis i årevis, som havde bevæget sig væk fra sin oprindelige færd og fra hans naturlig kald.

 

King blev myrdet nøjagtigt et år efter sin tale i Riverside Kirke. I det sidste år af sit liv arbejdede han for en vidtgående, sociale og demokratiske reformer, som stadig er langt udover, hvad det Demokratiske Parti er parat til at acceptere.

 

Kaos eller fællesskab

I 1967 udgav han en bog med titlen: ”Kaos eller fællesskab. (København 1967) Jeg brugte sidste uge på at læse den igen. Det er en intens, vidtfavnende tekst og en kraftfuld polemik tilsat den strålende prosa, som han er berømt for til fordel for, hvad King kaldte ”anden fase” for bevægelsen.

 

Læsere af bogen vil opleve en radikal analyse af racismens oprindelse og natur og et perspektiv for en fremtidig organisering, der ville ryste den amerikanske kapitalisme i sin grundvold, hvis den blev ført ud i livet.

 

På det tidspunkt, King skrev bogen, havde Borgerretsbevægelsen fået gennemført de afgørende reformlove, som var deres mål. King anerkendte, at disse sejre næppe ændrede de virkelige racistiske strukturer i USA, men de skabte en omfattende bevidsthedsændring.

 

”At sidde ved en frokostdisk eller optage forsædet i en bus havde en indvirkning på vores levestandard. Med ved at fjerne en pariastatus revolutionerede det vores psykologi og løftede det åndelige aspekt af vores tilværelse.”

 

Fase to af bevægelsen ville imidlertid udfordre den økonomiske ulighed:

 

”Fattigdom underminerer også vor værdighed… ingen arbejder kan holde modet oppe, hvis arbejdsmarkedet anser hans evner for værdiløse for samfundet.”

 

Billige sejre

Sammenlignet med omkostningerne til at skabe reel lighed var borgerretssejre billige:

 

”De faktiske omkostninger ved reformerne har indtil nu været billige. De begrænsede reformer er blevet opnået til spotpris. De virkelige omkostninger ligger fra nu af. Den voksende hvide modstand er et bevis herpå. Den discountuddannelse, som negre får, vil i fremtiden blive købt til fuld pris, hvis kvalitetsuddannelser skal blive til virkelighed. Jobs er sværere og dyrere at fremskaffe end valglister. Fjernelse af slumkvarterer, der bebos af millioner, er så komplekst, at det langt overgår integration i busser og ved frokostdiske.”

 

Modstanden – den hvide reaktion – begyndte, før blækket var blevet tørt på de væsentlige borgeretslove, som Johnson underskrev i 1964-65. Ikke nok med det, liberale politikere fra Nordstaterne, som havde finansieret kampagnen mod raceadskillelse i Sydstaterne, var de selv samme, som ejede de racedelte slumkvarterer i Nordstaterne.

 

”Da racespørgsmålet blev rejst i Kongressens sidste samling med et forslag om en åben boliglovgivning, sluttede hvide kongresmedlemmer fra nord sig et mægtigt kor af rædsel og misbilligelse, der kaldte minder fra Alabama og Missisipi frem. Selvom de entusiastisk havde støttet borgeretslovene i 1964-65.”

 

Så selvom King mente, at optøjer var skadelige for sagen og ikke støttede det populære slogan Black Power, afviste han at bebrejde ofrene, men pegede på racismen som den reelle kilde til problemet:

 

”Racismens dybe rødder og den gryende opmærksomhed på, at sorte krav vil nødvendiggøre strukturelle forandringer i samfundet, har fremkaldt en ny fase i den hvide reaktion i såvel Nord som Syd. Der er en stærk stemning for, at borgerretsbevægelsen skal bringes til standsning eller i det mindste nøjes med at kravle. Det bygger på den ondskabsfulde vurdering, at negre er kommet langt nok. De sortes krav, som før fremkaldte beundring og støtte, er nu – for mange – blevet trættende og uønskede og forstyrrer muligheden for at nyde livet. Råb om Black Power og optøjer er ikke årsagen til den hvide reaktion. De er fremkaldt af den.”

 

Drømmen forvandlet til et frustrerende mareridt

King flyttede med sin familie til Chicago og ledte kampagnen mod den nordlige racismes fremtrædelsesformer og institutioner, imidlertid kunne hans ikke-voldelige taktik ikke fravriste betydelige indrømmelser fra bystyret.

 

En følelse af frustration bredte sig i den sorte ghetto og kom til udtryk i optøjer, der spredte sig gennem hundredvis af amerikanske byer mellem 1965 og 1968. Ved én lejlighed blev han buet af, da han talte til et sort publikum. Den nat vendte og drejede han sig, idet han prøvede at forstå, hvad der skete med den sorte bevidsthed:

 

”Hvorfor skulle de buhe af en, der var så tæt på dem? Men da jeg lå og tænkte, besindede jeg mig til sidst og kunne under ingen omstændigheder have andet end tålmodighed og forståelse for disse unge mennesker. I 12 år havde jeg og mine ligesindede fremstillet lyserøde løfter om fremskridt. Jeg havde prædiket for dem om min drøm. Jeg havde belært dem om, at på en dag inden alt for længe ville friheden oprinde alt sammen her og nu. Jeg havde opfordret dem til have tiltro til Amerika og det hvide samfund. Deres forhåbninger var skyhøje. De buhede af mig, fordi de følte, vi ikke var i stand til at opfylde vore løfter. De buhede, fordi vi havde opmuntret dem til at have tiltro til folk, som alt for ofte havde vist sig at være troløse. De var fjendtlige nu, fordi de så, at den drøm, som de gladeligt havde taget til sig, udviklede sig til et frustrerende mareridt.”

 

King advarede om, at racismens arv i Amerika ikke ville blive udryddet hverken nemt eller hurtigt.

 

Han mindede om USA’s tendens til tage et skridt frem i forhold til racemæssig retfærdighed og så tage et skridt tilbage. Han drog en historisk parallel til slavernes befrielse:

 

”I 1863 blev negeren givet abstrakt frihed udtrykt gennem hyldesttaler. Men i en landbrugsøkonomi fik han ingen jord, der kunne gøre friheden konkret… Som Frederick Douglass udtalte: ”Friheden gav negeren friheden til at sulte, friheden til at overvintre, mens regnen faldt fra himlen. Frigørelsen var frihed og sult samtidig.”

 

Hvad viste denne historie King?

 

”Alt dette viser os, at den hvide reaktion ikke er noget nyt. Det hvide Amerika har modarbejdet de sortes grundlæggende gudgivne menneskerettigheder i mere end 300 år.”

 

Det er interessant at King ikke så racismen som et universelt eller permanent træk ved det amerikanske samfund. Han så i stedet oprindelsen i slavehandelens økonomi. Racismen var resultatet og ikke årsagen til slaveriet:

 

”Det er vigtigt at forstå, at grundlaget for fødslen, væksten og udviklingen af racismen i Amerika var først og fremmest økonomiske. Det er tilsyneladende en kendsgerning, at mennesker ikke kan fortsætte med at gøre uret uden i sidste ende at ty til et eller andet rationale for at give deres handlinger en retfærdighedens forklædning. Og så, med væksten i slaveriet, var man nødt til at overbevise sig selv om, at et system, som var så økonomisk profitabelt, også var moralsk forsvarligt. Forsøget på at give en moralsk godkendelse af et profitabelt system gav ophav til doktrinen om hvid overlegenhed.”

 

Konsekvensen af denne forståelse af racismens sociale rødder er, at ligesom racismen kunne opstå, kan den også elimineres. Ikke nok med det – kampen for social lighed fører ifølge Kings opfattelse helt naturligt til spørgsmålet om fælles kamp på tværs af racerne:

 

Racismen er et sejlivet onde, men den er ikke urokkelig. Millioner af underprivilegerede hvide er i gang med at overveje modsætningen mellem raceadskillelse og økonomisk fremgang. Hvid overlegenhed kan nære deres ego, men ikke deres maver.

 

Alliancer

King var bekymret for at sloganet Black Power afskar sorte fra deres potentielle allierede:

 

”I sidste ende er Black Powers svaghed, at den undlader at indse, at den sorte mand behøver den hvide mand, og den hvide mand behøver den sorte mand. Uanset hvor meget vi forsøger at romantisere sloganet, er der ikke nogen separat vej til magten og til indfrielsen af vore krav, som ikke krydser hvide veje, og der er ikke særlige hvide veje til magt og indfrielse af krav, bortset fra social katastrofe, som ikke deler magten med de sortes stræben efter frihed og menneskelig værdighed. Vi er tvunget sammen i en fælles skæbne.”

 

Racismen forsinkede faktisk organiseringen af fattige hvide for at udfordre deres egen fattigdom:

 

“Der er faktisk flere hvide amerikanere, end der er negre. Deres behov for en krig med fattigdom er ikke mindre påtrængende end negrenes. I syden er de blevet narret af racefordomme og har stort set holdt sig borte fra fælles handling. Ironisk nok med denne tilgang har de ikke kun bekæmpet negrene, men også sig selv.”

 

Betød dette, at man skulle glemme racismen og gå over til en rent økonomisk bevægelse? Nej, tværtimod:

 

“Det er imidlertid vigtigt at forstå, at for at yde en mand retfærdighed, betyder det ofte at give ham særbehandling. Jeg er bevidst om det forhold, at det har været et problematisk udgangspunkt for mange liberale, da det er i modstrid med traditionelle ideal om lige muligheder og ligebehandling ud fra den enkeltes fortjeneste… Et samfund, der har gjort noget særligt mod negeren i hundreder af år, skal nu gøre noget særligt for ham, for at gøre ham rustet til at konkurrere på et lige grundlag.”

 

Dette ”noget særligt” skulle ifølge King være et omfattende genopretningsprogram – et sæt af love om økonomiske og sociale rettigheder:

 

”Uanset hvor meget vi deler vore ressourcer og ”køber sort”, kan det ikke skabe den mangedobling af nye jobs og opnå det antal billige boliger, som vil løfte negrene ud af økonomisk depression forårsaget af århundreders afsavn. Vore ressourcer kan heller ikke forsyne os med uddannelse af høj kvalitet og uden raceadskillelse. Alt dette kræver milliarder af dollars, som kun en alliance mellem liberale, borgerretsforkæmpere og fagforeningerne kan fremskaffe. Kort sagt negerproblemet kan ikke blive løst, med mindre den amerikanske samfund som helhed sætter en ny kurs mod større økonomisk lighed.”

 

Vi må aldrig glemme, at King døde, mens han forsøgte at opbygge en bevægelse for at rejse disse milliarder.

 

Han blev myrdet i Memphis, hvor han var for at støtte renovationsarbejdere, der strejkede for overenskomst og anerkendelse af fagforeningen – lige netop den slags kampe, som var vigtige i ”fase 2”.

 

USA har haft en afroamerikansk præsident – noget som ville have været umuligt bare for en generation siden. Men Kings ord minder os om en kursændring, som USA endnu ikke har foretaget. En ny generation må tage denne udfordring op. På de sidste sider af Kaos eller fællesskab fremkalder King lidt af en bibelsk poesi for at opmuntre sine læsere til at opbygge en målbevidst bevægelse, der kunne gøre deres drømme til virkelighed:

 

”Vores eneste håb i dag består i vores evne til at genoplive den revolutionære ånd og begive os ud i en nogle gange fjendtlig verden og erklære evig modstand mod fattigdom, racisme og militarisme. Med denne stærke beslutsomhed skal vi modigt udfordre status quo og uretfærdige sædvaner og dermed fremskynde den dag, hvor” hver en dal skal blive løftet og hvert et bjerg skal blive sænket; og det krogede skal blive lige, og de ujævne steder skal blive jævne.”

 

Amen.

 

Artiklen er oversat fra Socialist Worker (USA) af Leif Mikkelsen og blev første gang bragt den 19. januar 2009. Den er lettere redigeret og forkortet.

 

Brian Jones er lærer, skuespiller og aktivist. Han skriver bl.a. International Socialist Review og Huffington Post og optræder i filmen ” Waiting for Superman” (2010).

 

Bogen “Fællesskab eller kaos” kan lånes på danske biblioteker.

Betegnelsen ”neger” er oprethold i King citaterne, da det var den almindelige betegnelse anvendt af borgerretsbevægelsen i modsætning til den nedsættende nigger og andre mindre pæne betegnelser.

Begrebet liberal er også opretholdt i teksten. Dette referer hverken til partiet Venstre eller Liberal Alliance. Det erstattes ofte med ordet progressiv.

Opslået i Anti-racisme, Facebook, Historie, Nordamerika

single.php