Tilhængere af fri abort i Irland mobiliserer til en folkeafstemning næste år om afskaffelse af den forhadte “ottende tilføjelse”i grundloven, som sidestiller fosterets liv med den gravide kvindes.

I oktober 1983 blev der indføjet et forbud mod abort i den irske forfatning – den berygtede 8. forfatningsændring var født. (1) De vigtigste konservative partier, Fianna Fáil og Fine Gael, foreslog forbuddet, støttet af den katolske kirkes hierarki og repræsentanter for lægeverdenen, hvoraf de fleste var indflydelsesrige mandlige gynækologer. (2)

 

I 2017 var alting forandret, totalt forandret. Den 30. september fik Abortion Rights Campaign (ARC) 30.000 på gaden i Dublin, der krævede ret til fri abort og ophævelse af den 8. forfatningsændring. (3)

 

En af hovedtalerne var Bernadette McAliskey:

 

”Den tredje, der var på talerstolen, var borgerrettighedslederen, den uafhængige politiker, feminist, republikaner og antifascist Bernadette Devlin McAliskey. Med den klarhed og overbevisningsevne, der altid har kendetegnet hende, indledte hun med at sige: ”Det er utroligt, at vi stadig er her, og at vi stadig kræver, hvad vi krævede for snart et halvt århundrede siden.”

 

Hun roste den nuværende kampagnes mangfoldighed og fremhævede, hvor fuldstændig anderledes det nuværende aktivistmiljø var fra dem, som hun tidligere havde været en del af, hvor ’sexarbejdernes, transpersonernes, traveller-kvindernes og migrantkvindernes grimme fjæs’ aldrig ville have fået taletid, og hvor de i samme ånd blev afskåret fra de fremskridt, som bevægelsen havde kæmpet sig frem til. ”Den 8. forfatningsændring,” sagde hun, ”handler ikke kun om abort. Det er erobringen af det enkelte individs fulde ret til at bestemme over sin egen krop, hver dag og alle dage.”

 

Ud fra dette perspektiv på magtens og den politiske kamps dynamik præciserede hun: ”Ophævelsen af den 8. forfatningsændring er ikke en velgerning, som vi beder om, det er et grundlæggende forsvar for demokratiet for alle borgere, for alle. At vi når vores mål med at afkriminalisere svangerskabsafbrydelse og gøre den tilgængelig for alle her i Syd vil være en opmuntring for dem i Nord til at fortsætte deres kamp med de samme mål.” (4)

 

Kirken ydmyget

I 1980’erne var den katolske kirke altdominerende. Alligevel trodsede 33 procent biskopperne ved folkeafstemningen i 1983 og stemte nej. I modsætning hertil godkendte Dáil (det irske parlament – o.a.) den 8. forfatningsændring med 85 stemmer mod 1. Den brede befolkning var meget mere progressiv end politikerne. Nej-kampagnen tabte, men den blev ikke ydmyget.

 

Hvis man ser tilbage på det fra 2017, så træder det tydeligt frem, at den religiøse højrefløj vandt en pyrrhus-sejr – den spændte buen for højt.

 

Den religiøse højrefløj blev i begyndelsen af 1990’erne tildelt et ødelæggende slag, da dens rugemor, den katolske kirkes hierarki, mistede sit kvælende greb om den irske befolknings sjæl. Oplysninger om årtiers misbrug af børn nåede omsider op til overfladen.

 

Højtprofilerede præster og biskopper blev offentligt udstillet som hyklere. Fader Michael Cleary og biskop Éamonn Casey var fremtrådt i al deres magt og vælde for millioner af henførte troende ved monstrøse alterborde sammen med pave Johannes Paul II under hans pilgrimsfærd til Irland i 1979: Disse mænd, katedralernes rockstjerner, faldt fra nådens tinder i 1990’erne.

 

Cleary var en ivrig fortaler for den katolsk-nationalistiske bande ‘Young Defence’. I begyndelsen af 1990’erne trådte to kvinder – Annie Murphy og Phyllis Hamilton – frem  og afslørede disse herrer som hyklere, der prædikede ét og gjorde noget andet – begge disse Kirkens mænd var fædre til børn, der levede et dobbeltliv, og brød således det katolske præsteskabs løfte om at leve i cølibat.

 

Disse løgne, spredt vidt og bredt, bidrog til, at 1983-folkeafstemningen gik samme vej som dens fortalere. Den katolske højrefløj mistede sin troværdighed i den brede befolkning – dets glorie røg på gulvet, slået i tusind stykker.

 

Fri abort-siden vinder frem

I 1992 fik ‘X-sagen’ de store overskrifter frem over hele verden: Den irske stat havde i al hemmelighed prøvet at indespærre et 14-årigt selvmordstruet voldtægtsoffer. Offentlighedens vrede voksede med lynets hast. Enorme massedemonstrationer tvang Fianna Fáil-regeringen til at handle: Den overlod problemet til Højesteret. Det førte til en ydmygelse af den religiøse højrefløj: retten slog fast, at den 14-årige ikke kunne forhindres i at rejse ud af Irland for at få en abort, og at censur af oplysning om abort var forfatningsstridig.

 

Højesteret stak en nål i regeringens bagdel: disse dommere bestemte, at abort i Irland var lovligt, når der forelå en risiko for selvmord. I 1992 og 1993 iværksatte staten to folkeafstemninger med henblik på at omstøde denne afgørelse og tabte dem begge.

 

Fri abort-bevægelsen var på vindersiden og besejrede de misogyne styrker ved fire folkeafstemninger om abort: tre i 1992 og en i 2002. (5)

 

Et bredt folkeligt pres for at få en ny folkeafstemning, så den 8.forfatningsændring kunne blive ophævet, fortsatte med at vokse i styrke. Fri abort-marchen i Dublin den 30. september 2017 var ikke en isoleret begivenhed.

 

Politisk pres på højrefløjen

Før 2011 havde stort set alle medlemmer af Dáil nægtet at tage noget som helst lovgivningsinitiativ i retning af at slette den 8. forfatningsændring. Men ved valget i februar 2011 blev den gamle konservative partistruktur dybt rystet af følgerne af finanskrakket i 2008: et større antal venstreorienterede pro-feminister blev indvalgt i Dáil. De stillede med jævne mellemrum lovforslag med henblik på en sletning af den 8. forfatningsændring. De stillede også forslag om en reformlov vedrørende abort, der var i overensstemmelse med forfatningen. Mange af disse parlamentsmedlemmer arbejdede tæt sammen med en voksende feministisk-socialistisk massebevægelse: de årlige Abortion Rights Campaign-marcher i Dublin for fri abort begyndte i 2012 og fik virkelig mange på gaden, de fleste af dem unge kvinder.

 

Svaret fra de skiftende højrefløjsregeringer (Fianna Fáil plus De Grønne, Fine Gail plus Labour, Fine Gael-mindretalsregering) har været: blive siddende, forsøge at vinde tid, håbe at problemet vil gå væk.

 

Den 28. oktober, 2012, døde Savita Halappanavar, en 31-årig kvinde, der stammede fra Indien, på et hospital i Galway, fordi hun havde fået afslag på at få foretaget en abort. Det vakte enorm opmærksomhed både nationalt og internationalt, og det førte til endnu større mobiliseringer end den første ARC-march. En rapport fra Sundhedsstyrelsen om Halappanavars død krævede lovgivnings- og forfatningsmæssige forandringer. I Dáil fremlagde Claire Daly, Ruth Coppinger og Brid Smith forslag til reformlove vedrørende abort, som rutinemæssigt blev nedstemt. Regeringen præsenterede en meget restriktiv lovgivningspakke, der gav sig ud for at være en abortreform – Beskyttelses af liv under graviditet-loven af 2013. Parlamentsmedlemmer for fri abort stemte imod den.

 

De ovennævnte begivenheder fandt sted, fordi en  31-årig kvinde fra Indien, en kvinde, som man kunne sætte navn og ansigt på, døde på et hospital i Galway – en chokerende kommentar til ‘det officielle Irland’.

 

Homo-ægteskaber legaliseres

I Fine Gael/Labour-koalitionens levetid 2011-2016 blev der afholdt en folkeafstemning, som førte til legalisering af sammekøns-ægteskaber. Denne kampagne udstillede den katolske religiøse højrefløjs politiske uduelighed med hensyn til at spænde ben for socialt fremskridt på dette område. Der er dog meget betydelige forskelle mellem sammekøns-ægteskab og abortreform. (6)

 

Hvis man ser på erfaringerne fra folkeafstemningen om ligestilling af ægteskaber, der reelt var en ikke-udfordret kampagne, så må koalitionen have tænkt, at man kunne producere et antal pjecer (uden større intern diskussion) i den sidste måned op til, og at der så nok ville være grupper i de større byområder, der ville dele dem ud.

 

Det er en risikabel taktik: I modsætning til folkeafstemningen om ligestilling, som indebar et enkelt og populært forslag, der gav bøsser lov til at gifte sig med hinanden og tilsvarende for lesbiske, så vil folkeafstemningen om fri abort medføre en alvorlig udfordring. Det vil blive nødvendigt at stemme dørklokker, gå på gader og torve og så videre, for at få større dele af befolkningen med – men indtil videre er der ikke udsigt til det, og der er heller ikke lavet noget materiale til brug for agitationen til støtte for en  ophævelse – uanset hvordan temaet for folkeafstemningen vil blive udformet.

 

Snu højrefløj

De fleste højrefløjspolitikere er snu: De ved, at et direkte, åbenlyst forsvar for den 8. forfatningsændring er dybt upopulært, og hvis man bliver forbundet med det katolske hierarki, vil det være at kysse vælgerdøden.

 

De fører deres argumenter imod en afstemning om ophævelse af forfatningsændringen frem gennem passive udsagn, og påstår f.eks., at der ‘ingen appetit’ er for en abortreform. Med udgangspunkt i troen på deres egen propaganda etablerede Fine Gael/Labour-regeringen 2011-2014 en ‘Borgerforsamling’, der skulle tage stilling til argumenterne for en abortreform. Medlemmerne af forsamlingen blev udvalgt sådan, at de repræsenterede et nøjagtigt procentuelt udsnit af de stemmeberettigede i den irske befolkning med hensyn til alder, indkomstfordeling, erhverv osv.

 

Det var meningen med denne taktik, at den skulle trække hele processen i langdrag, men den gav et spektakulært bagslag. Forsamlingen fremkom med en række af forslag, der lagde op til en progressiv reform af statens abortlove.

 

Forsamlingens rapport er nu i hænderne på en parlamentarisk komité, der skal fremkomme med anbefalinger i december 2017.

 

Folkeafstemning i maj-juni 2018

Derefter vil Dáil, i følge Taoiseach (premierminister) Leo Varadkar, debattere emnet og en ‘indikativ tidsplan’ med henblik på, at en folkeafstemning kan finde sted i maj eller juni 2018.

 

Det er meget vakkelvorn agenda. Processen har ‘forsinkelse’ i sin DNA.

 

Når det er sagt, så vil regeringen få svært ved at bakke ud af det, som den har forpligtet sig på. Savitas død og de forskellige internationale og hjemlige pres fra meneskerettigheds-organisationer, borgerforsamlingens udfald og det massive pres fra aktiviteten i gaderne skubber regeringen i retning af en afstemning, der sigter mod at lovliggøre fri abort, men hvordan ordlyden af afstemningstemaet kommer til at blive, forbliver uklart.

 

Fine Gael-regeringen har ikke flertal i Dáil – den regerer takket være et ‘tillids’-arrangement med partiets højrefløjsrival Fianna Fail, og der er stor risiko for, at den falder i begyndelsen af 2018.

 

De næste skridt

Ruth Coppinger, medlem af Dáil, skitserer Fri abort-aktivisternes politik:

 

”Det første spørgsmål for Oireachtas-komiteen om den 8. forfatningsændring er at afgøre, om vi mener, der skal være en folkeafstemning, og hvis der skal, hvad skal den så dreje sig om? Efter at have og læst alle de juridiske råd – og fundet frem til mine egne – at vi skal foreslå en folkeafstemning, der kun drejer sig om ophævelse af den 8. Vi skal derefter lovgive om de faktiske muligheder for at få foretaget abort i dette land, så vi ikke skal sende folk udenlands eller kriminalisere dem herhjemme.

 

Af den grund må komiteen nå frem til en afgørelse af det første spørgsmål, og så gå videre til det næste. Folk har ført kampagne i årevis for en ophævelse. Det er ikke nyt. Medlemmerne af komiteen har kendt borgerforsamlingens forslag siden april og har haft seks måneder til at modtage dens råd. Vi har også påhørt juridiske eksperters vidnesbyrd i timevis. Næste uge skal vi mødes med komiteens juridiske rådgiver i fortrolighed, og vil derefter drøfte det offentligt og så stemme om forslagene.

 

Indtil nu har Solidarity-People Before Profit, the Civil Engagement Group, Social Democrats, Ind4 Change, Labour og Sinn Fein alle bakket op om at foreslå, at folkeafstemningen kun skal dreje sig om ophævelse af den 8. Fine Gael og Fianna Fáil tøver. Hvorfor? Er det fordi, deres store og økonomisk velpolstrede partier ikke har haft tid til at indhente juridisk bistand? Eller kan det være, fordi de har tænkt sig, ved senere lejlighed i komiteen, at knytte en afstemning om ophævelse sammen med en ny restriktiv abortlovgivning?” (8)

 

Kampagne-aktiviteter

Fri abort-tilhængerne mobiliserer. ARC har kampagnegrupper rundt omkring i landet, indsamler store beløb og uddeler deres egen propaganda. Den vigtigste landsdækkende paraplyorganisation er Coalition to Repeal af the 8th Amendment, som beskriver sig selv på denne måde: ”Coalition to Repeal of the 8th Amendment er en alliance i stadig vækst med mere end 100 organisationer, herunder menneskerettigheds-, feministiske og Fri abort-organisationer, sundhedsorganisationer, NGO’er, lokalgrupper og mange andre. Vore medlemmer er enige om, at den 8. forfatningsændring skal ophæves af respekt for liv og for at beskytte liv, helbred og kvinders frie valg i Irland. Sammen kæmper vi for øget opmærksomhed og skærpet bevidsthed om det påtrængende behov for en folkeafstemning om ophævelse af den 8. forfatningsændring.” (9)

 

Der er mange organisationer, der arbejder intensivt på denne sag inden for den brede koalition. Trade Union Campaign har for eksempel arbejdet kontinuerligt med faglige aktivister for at støtte fri abort- og ophævelse af the 8th Amendment. Som følge heraf har de fleste store irske fagforbund nu en progressiv politik i denne sag.

 

Modstanderne af fri abort bruger alle deres kræfter på angribe Borgerforsamlingens anbefalinger, og prøver at få så lidt offentlig debat som muligt.

 

Det samlede billede vil tegne sig i begyndelsen af 2018.

 

Lørdag, den 28. oktober 2017

John Meehan er aktivist i Trade Unions Campaign to Repeal the Eigth Amenment i Dublin. Oversat fra International Viewpoint af Niels Overgaard Hansen

 

Noter:

 

(1) Paragraf 40.3.3 i den irske grundlov, kendt som den 8. forfatningsændring, blev stemt ind i den irske forfatning ved en folkeafstemning i 1983. Forfatningsændringen fastslår: ”Staten anerkender den ufødtes ret til livet, og, med skyldigt hensyn til moderens samme ret til livet, garanterer den ved sine love at respektere, og, så vidt det er muligt, ved sine love at forsvare og bekræfte denne ret.”

Forfatningsændringen sidestiller den gravide kvindes liv med fosterets og har dermed tilvejebragt en uanvendelig distinktion mellem en gravid kvindes liv og hendes helbred. (Kilde: Coalition to Repeal of the Eighth)

 

(2) Den feministiske historiker Margaret Ward anvendte betegnelsen ‘uregerlige revolutionære’ i sin historiske fremstilling af kvindernes deltagelse i den irske frihedskamp. ”Politikerne Éamon de Valera og John Dillon havde et uforsonligt syn på kvindernes kamp for stemmeret,” berettede historikere ved en forelæsning i Belfast.

”Kvinders stemmeret vil føre til den vestlige civilisations undergang,” fortalte Dillon, medlem af parlamentet og næstformand for Irish Parliamentary Party, en stemmeretsdeputation for 100 år siden, ifølge dr. Rosemary Cullen-Owens, i sin foredragsrække Jubilæernes årti 2012-2023.

”Éamon de Valera bemærkede engang over for en journalist, at kvinder var ‘de modigste og de mest uregerlige revolutionære’,” tilføjede dr. Margaret Ward i sin forelæsning om kvindebevægelsen 1910-1922 onsdag aften på Stranmillis College.

”Blev han hjemsøgt af den kendsgerning, at kvinder fra Cumann na mBan var mødt til tjeneste uden for hans forpost ved Boland’s Mill i 1916, bare for at blive belært af ham, forpostens kommandant, at de skulle tage hjem, da det her ikke var et sted for kvinder,” spurgte dr. Ward, leder af Women’s Ressource and Development Agency i Belfast.

Kilde: Irish Times, 27. april 2012: De Valera, Dillon’s Jaundiced View of Women’s suffrage.

 

(3) Se Abortion Rights Campaign.

 

(4) Rapport og video, se ARC ‘Time to Act – March for Choice‘ i Dublin, 30. september 2017. Bernadette McAliskeys tale kommer 1 minut og 15 sekunder inde i videoen-

https://www.wsm.ie/c/march-choice2017-report-video

 

(5) The Alliance for a No Vote (ANV) førte en vellykket kampagne i forbindelse med folkeafstemningen om abort i 2002 på en bred nej-platform:

”Vi er en stor paraply af politiske organisationer og borgergrupper, der er forenede i modstanden mod vedtagelsen af den 25. forfatningsændring i 2001 (Beskyttelse af menneskeliv under graviditeten). Enkeltindivider, små grupper og store organisationer kan alle blive medlemmer.  ANV mener, at forslagene: begrænser den gravide kvindes ret til liv ved at holde risikoen for selvmord udenfor; ophæver X-afgørelsen; kriminaliserer sårbare kvinder og dem, der prøver at bistå dem i deres vanskelige situation; begrænser kvinders rettigheder, når friheden til at rejse bliver forbudt; øger pres på selvmordstruede kvinder og kvinder med psykiske lidelser; fastholder social og økonomisk ulighed ved at fastlåse den nuværende ulige adgang til hjælp i England; undlader sikring af de kvinders rettigheder, hvis helbred trues, såfremt graviditeten fortsættes; undlader sikring af de kvinders rettigheder, hvis helbred trues af sene svangerskabsafbrydelser; er juridisk fejlbehæftede, konstitutionelt uhåndterlige og ikke anbefalet af Oireachtas Commitee; ignorerer, hvad det virkelig drejer sig om for de 18 kvinder, der gennemsnitligt rejser til England hver dag, i dag, i morgen og alle dage: krænker lægestandens integritet; optræder hyklerisk ved at eksportere problemet og at forholde sig til abort i Irland som en suveræn uafhængig republik; diskriminerer kvinder, der lever i fattigdom; er mere yderliggående end den nuværende lovgivning fra 1861, som ikke yder støtte til kvinder, hvis graviditet er kritisk, og som undergraver opgaverne for Crisis Pregnancy Agency; ignorerer de autentiske erfaringer fra de 75.000 irske kvinder, der har fået foretaget abort siden 1983; samt gentager fejltagelserne fra det forslag i den samme sag, der led nederlag i 1992.”

 

(6) Se Ireland’s Victory for marriage equality – the birth of a new political imagination? Sinéad Kennedy er sekrtær for Coalition to Repeal the 8th Amendment.

 

(7) Se Citizen’s Assembly recommends abortion to be allowed without restrictions up to 12 weeks.

 

(8) Et Facebook-opslag, hendes side er her.

 

(9) Se koalitionens hjemmeside

Opslået i Facebook, Feminisme, Nordeuropa

single.php