Protesterne har aldrig haft samme omfang som nu. De demokratiske krav er som en ballon, der ikke kan holdes under vandet,” siger iransk flygtning.

En bølge af demonstrationer og protester har fundet sted i Iran siden præsidentvalget i juni sidste år med krav om forandring. Udløst af mistanken om valgsvindel, der sikrede Mahmoud Ahmadinejad genvalg. Mange mente, at oppositionslederen Mirhossein Mousavi havde vundet. Det startede med valghandlingen, men indholdet i protesterne har siden udviklet sig til en kamp mod selve fundamentet for den islamiske republik.

I månederne siden valget er hundredvis blevet dræbt, tusinder arresteret, tortureret og voldtaget i Den Islamiske Republiks fængsler. Protestbevægelsen fortsætter og står relativt stærkt. Det er ikke lykkedes regimet trods hårdnakket undertrykkelse at knuse protesterne. Bølger af protester har fortsat med jævne mellemrum siden præstestyrets konsolidering for tre årtier siden. Men de aktuelle synes mere sejlivede end de tidligere.

Revolution og kontrarevolution

"Revolutionen i Iran begyndte med strejker og demonstrationer i 1978, og de væltede shahens regime i januar 1979. Præsterne med Ayatollah Khomeini i spidsen fremstod som det eneste alternativ til at gribe magten efter shahens fald. Det nye styre – båret frem af massebevægelsen – havde en række fornuftige krav," siger Parviz Sami til Socialistisk Information.

Han er iransk flygtning, og flygtede som medlem af en af Fjerde Internationales organisationer i Iran dengang.

"Fra 1979 til 1980 var alle demokratiske organisationer med i bevægelsen mod shahen. Der blev udgivet socialistiske blade, og der var en åben diskussion. Arbejdernes organisationer var kraftigt involveret i shahens fald – ikke mindst oliearbejderne. Men deres ønske om et andet Iran blev kvalt i strømme af blod fra islamisternes side. Blodbadet ramte blandt andet kvinderne, lederne af de faglige organisationer, de mange partier og de nationale mindretal," siger Parviz.

Derfor var Khomeinis magtovertagelse i virkeligheden en kontrarevolution, mener han.

"Den iranske revolution knækkede for alvor i 1981. Det er vigtigt her at sige, at i 1980 fik Vesten Iraks Saddam Hussein til at angribe Iran. Alle vestlige lande stod bag Saddams angrebskrig mod Iran, og flere lande forsynede ham med våben. Krigen fik fra starten en meget negativ virkning i Iran. Al kritik mod præstestyret blev undertrykt. Med skiftende alliancer blev det islamiske styre efterhånden til et diktatur. Den ene efter den anden strømning forsvandt, enten fængslet, henrettet eller flygtet ud af landet".

"Siden da har der været forsøg på protester, men ikke i samme omfang som nu. De demokratiske krav er som en ballon, der ikke kan holdes nede under vandet," fortsætter Parviz Sami.

Kravenes dynamik

"Oppositionen omfatter fagforeninger, intellektuelle, kvindeorganisationer, journalister, forfattere, filminstruktører, præster, der tidligere var inde i varmen, nationale mindretal, religiøse mindretal. Jo længere undertrykkelsen varer, jo mere radikale bliver kravene. I praksis er der tale om en fælles platform for et andet regime – det vi vel også kan kalde kravet om en fri grundlovgivende forsamling. Kravene udvikler sig hele tiden. Og det er i den situation, arbejderklassens organisationer kan handle og handler".

Parvis ser også det iranske folks ønske om demokrati, og at arbejderklassen i stigende omfang deltager i denne kamp, som en respons på den politik, der er ført under præsident Ahmadinejad, der kom til magten i 2005.

Under hans regime er der iværksat en bølge af privatiseringer. Også af olieindustrien og mange fabrikker. Mens arbejderne har oplevet faldende lønninger og arbejdsløshed, så har en kreds i præstestyrets øverste lag tjent stort på privatiseringerne. F.eks. ejer Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, fem paladser, herunder et tidligere shah-palads og en stald med omkring 100 rideheste.

Den politiske krise og masseprotesterne kobles i stigende grad sammen med den økonomiske krise, der heller ikke går Iran ram forbi. Arbejdsløshed, fyringer, privatiseringer og en løbsk inflation har ført til strejker, blandt andet på grund af manglende lønudbetalinger og for retten til at organisere fagforeninger.

"Når regimet netop slår hårdt ned på strejker, hænger det sammen, at det – ligesom massebevægelsen – er bevidst om de strejkebølger, der spillede en afgørende rolle for shahstyrets fald, shahens fald. Det kunne jo gentage sig," siger Parviz.

Grænseoverskridende

Hvilke effekter kan det iranske oprør og mulige sejr få for udviklingen i f.eks. Mellemøsten?

"Jeg vil fokusere på to forhold, som selvfølgelig hænger sammen. Kvinder har ligesom i massedemonstrationerne mod shahen haft en afgørende rolle i opposition mod det islamiske regime. Kvindespørgsmål har været der hele tiden. Fra begyndelsen har regimet måttet forholde sig til kvinders krav. De vil åbne en helt ny dør til andre kvinder i regionen i de samfund, der lever under lignende religiøse forhold".

"Iranerne er i gang med at afkaste deres religiøse undertrykkelse. En religion der konstant blander sig i deres liv. I dette oprør vil den islamiske dominans og lov blive revet ned, og sekularismen bliver et afgørende politisk princip i landets forfatning".

"Dette vil få grænseoverskridende effekter. Den iranske opstand kan få stor virkning på hele regionens sociale og politiske klima. Samme påvirkning kan ske i de bevægelser, hvor islam står stærkt, og hvor venstrefløjen står svagt. Som eksempelvis Hizbollah og Hamas, som jo politisk og finansielt støttes af det iranske præstestyre. Mulighed for et demokratisk alternativ kan også have afsmittende følger for taleban rundt om i regionen. For islamiske regimer og bevægelser i f.eks. Tyrkiet, Irak, Saudiarabien, Aserbajdsjan…."

Solidaritet
Hvilke solidaritetsopagver ser du lige nu?

"Solidaritetsopgaver må tage udgangspunkt i de demokratiske rettigheder. For løsladelse af de politiske fanger, for afskaffelse af dødsstraffen, indførelse af ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retten til at strejke, afholdelse af frie valg, garantier for nationale mindretals rettigheder og for religiøse mindretal, ligeret for mænd og kvinder og for social retfærdighed."

"Det kan også blive mere konkret, som f.eks at transportarbejdere rundt om i verden kræver løsladelse af transportarbejdere i Iran. Buschaufførerne i Teheran har gennem årene været meget aktive. En af deres kendte ledere sidder fængslet. At kvindebevægelser rundt om i verden kræver kvindeaktivister ud af fængslerne, at journalisterne kræver deres fagfæller løsladt, og så videre!"

"Det er vigtige skridt på vejen til et system, som baserer sig på respekten for ytringsfrihed, frihed for faglige og politiske organisationer. Og et retssystem, som er baseret på menneskerettigheder og ikke de reaktionære religiøse love. Enhver forandring i Iran går over det islamiske regime afgang," slutter Parviz Sami.

Opslået i Mellemøsten

single.php