Sjældent har der været en så entusiatisk opvisning af international enhed, som den der hyldede invasionen af Afghanistan i 2001. Støtte til krigen var universel i Vestens risikovillighed, selv før krigens mål og succeskriterier var blevet lagt frem.

NATO-regeringer faldt over hinanden for at erklære ‘en for alle, alle for en’. Hvert eneste mainstream parti i Vesten støttede krigen, og hvert eneste store medie – med BBC og CNN i front – blev dens megafon.

Tre år senere, efterhånden som kaos i Irak blev dybere, blev Afghanistan den ‘gode krig’ til sammenligning. Den var blevet legitimeret af FN – selvom resolutionen ikke blev vedtaget, før bomberne var holdt op med at falde – og bakket op af NATO. Hvis taktiske uenigheder var blevet skærpet i Irak, kunne de nu forsones i Afghanistan. Først Spaniens Zapatero, dernæst Italiens Prodi og siden Australiens Rudd kompenserede for at trække deres tropper ud af Irak ved at sende dem af sted til Kabul.

Frankrig og Tyskland kunne fremhæve deres fredsbevarende rolle her. I takt med at selvmordsbomberne steg i antal i Bagdad, var Afghanistan nu – for amerikanske demokrater, der var ivrige efter at bevise deres troværdighed udi ’sikkerhedspolitik’ – den ‘virkelige front’ i krigen mod terror, støttet af hver eneste amerikanske præsidentkandidat i 2008, og senator Obama lagde pres på det Hvide Hus for at krænke Pakistans suverænitet, når som helst det blev anset for nødvendigt.

Med forskellige grader af styrke blev besættelsen støttet af Kina, Iran og Rusland, om end der hos sidstnævnte altid var et stærkt element af skadefryd. Sovjetiske veteraner fra Afghanistan-krigen var forbløffede over at se deres fejltagelser gentaget af USA i en krig, der om muligt var endnu mere inhuman end den foregående.

I mellemtiden har antallet af dræbte civile afghanere langt oversteget de 2.746, der døde i Manhattan. Arbejdsløsheden er på omkring 60 procent ,og dødeligheden for kvinder i barsel, spædbørn og børn er blandt de højeste i verden.

Opiumshøsten trives, og ‘neo-talibanerne’ vokser sig stærkere år for år. Det er bredt anerkendt, at Karzais regering end ikke har kontrol over sin egen hovedstad, og endnu mindre agerer et eksempel på ‘god regeringsførelse’.

Midler til rekonstruktion forsvinder i forbryderes lommer eller går til at betale korte kontrakter med vestlige konsulenter. Politiet er rovdyr snarere end beskyttere. Den sociale krise bliver dybere og dybere.

Der er overordnet to, ofte overlappende, argumenter, som bliver fremhævet som forklaring på ‘hvad der gik galt’ i Afghanistan. For liberale imperialister kan svaret opsummeres i to ord: ‘Ikke nok’.

Invasionen organiseret af Bush, Cheney og Rumsfeld blev gjort for billigt. Den ‘Light Footprint’-strategi som Pentagon krævede, betød at der var for få landtropper i 2001-2. Økonomiske forpligtelser til ’stats-opbygning’ var utilstrækkelige. Selvom det måske nu er for sent, er svaret at hælde flere tropper, flere penge – ‘adskillige millioner’ over ‘adskillige år’, ifølge den amerikanske ambassadør i Kabul.

Det andet svar – som Karzai og det Hvide Hus er fortalere for, og som de vestlige medier generelt gentager – kan opsummeres i ét ord: Pakistan. Ingen af disse argumenter holder vand.

Politiske fiaskoer
Det er sandt, at der var en følelse af lettelse i Kabul, da Talibans styre blev væltet. Selvom voldtægter og heroinproduktion var blevet tøjlet under deres regeringsperiode, krigsherrerne holdt sig på måtten, og der i vidt omfang herskede ro og orden i et land, der var blevet smadret af invasionshære og borgerkrige siden 1979, var slutresultatet et grusomt diktatur med en grad af kontrol over almindelige mennesker hverdagsliv, som fik præstestyret i Iran til at fremstå som en oase af oplysning.

Taliban-regeringen faldt uden alvorlige kampe. Islamabad, officielt forpligtet på USA’s linje, forbød enhver konfrontation. Visse talibanske fanatikere krydsede grænsen til Pakistan, mens en mere uafhængig fraktion loyal overfor Mullah Omar marcherede op i bjergene for at gemme kampkræfterne til en anden dag. Kabul blev stort set ikke forsvaret; BBC’s krigskorrespondent kom ind i hovedstaden før den Nordlige Alliance.

Hvad mange afghanere nu forventede fra en ny regering, var samme niveau af ro og orden minus undertrykkelsen og de sociale begrænsninger, en frigørelse af landets sjæl.

Hvad de fik præsenteret i stedet, var et melankolsk skuespil, der sprængte alle deres håb i stykker.

Problemet var ikke manglende midler, men det vestlige statsopbygningsprojekt i sig selv, i udgangspunktet en utroværdig proces, rettet mod at konstruere en hær, som var i stand til at undertrykke sin egen befolkning, men ude af stand til at forsvare nationen fra udefrakommende magter; en civil administration uden kontrol over planlægning eller social infrastruktur, som er i hænderne på vestlige NGO’er; en regering, hvis udenrigspolitik marcherer i takt med Washingtons. Projektet havde ingen gang på jorden. Efter Taliban-regeringens fald, genopstod fire store væbnede grupper som stærke regionale spillere. (For en detajleret gennemgang af disse, se originalartiklen på engelsk her)

Udpegningen af Karzai
Washington tildelte den afghansk-amerikanske overkonsul i Kabul, Zalmay Khalilzad, opgaven at samle en ny regering. Hovedstaden var på det tidspunkt besat af konkurrerende militser, der kun var forenet af modstanden mod de overvundne Talibanere, og disse militsers repræsentanter skulle tilgodeses på alle niveauer.

I erkendelse af, at USA ikke kunne styre landet uden den Nordlige Alliance og dennes støtter i Teheran og Moskva, nedtonede Khalilzad frigørelsesretorikken, og koncentrerede sig om den store opgave, som besættelsen var.

Koalitionen, han sammensatte, var at sammenligne med en blind blæksprutte med Tajikkerne som de primære lemmer og Karzai som dens blinde øje.

Efter Karzais udnævnelse til midlertidig præsident, offentliggjorde det saudiske dagblad Al-Watan et afslørende portræt af Karzai:

”Siden (80’erne) har Karzais bånd til amerikanerne været uforstyrrede. På samme tid etablerede han forbindelser til briterne og andre europæiske aktører, især efter han blev viceudenrigsminister i 1992 i kølvandet på de afghanske mujahedineres magtovertagelse, og det pro-russiske Najibullah styre var blevet væltet. For Karzai var der ingen modsætning mellem hans tilknytning til amerikanerne og hans støtte til Taliban bevægelsen siden 1994, hvor amerikanerne – hemmeligt og gennem pakistanerne – havde støttet Talibans magtovertagelse for at sætte en stopper for borgerkrigen og den reelle deling af Afghanistan, som var fulgt efter Burhanuddin Rabbani’s mislykkede forsøg på at lede landet.”

Karzai blev formelt indsat i december 2001, men det viste sig, at hans tætte bånd til amerikansk efterretningstjeneste ikke kunne forvandles til autoritet eller legitimitet hjemme. Karzai selv nærede ingen illusioner om sin popularitet i landet.

Han vidste at hans fysiske og politiske liv var dybt afhængig af besættelsen, og forlangte bodyguards fra enten de amerikanske mariner eller de amerikanske lejesoldater, i stedet for fra hans egen etnisk pashtunske base. Der var mindst tre kupforsøg mod ham i 2002-3 fra hans allierede i den Nordlige Alliance, som blev afværget af NATO-tropper.

En rask lille præsident-konkurrence organiseret med stort ressourceforbrug af vestlige PR-firmaer i oktober 2004 – lige i tide inden den amerikanske valgkamp – kunne end ikke mobilisere støtte til marionet-præsidenten i selve Afghanistan.

Samtidig har Karzais vane med at tilgodese sine slægtninge og protegéer i stillinger som provinsguvernører eller politichefer drevet mange lokalsamfund i alliance med Taliban som den primære modmagt til regeringen.

Det er heller ingen hemmelighed, at Karzais lillebror, Ahmad Wali Karzai nu er blevet en af de rigeste narkobaroner i landet.

Nye uligheder
Hvad der også har styrket modstanden, er stilen fra den nye elite omkring Karzai og besættelsestropperne, der har specialiseret sig i at skumme fløden fra udenlandsk bistand til at skabe sine egne kriminelle netværk.

Korruptionen i dette lag vokser for hver måned som en ubehandlet kræftsvulst. Vestlige donationer kanaliseres til at finansiere prangende boliger til de indfødte magthavere. Karzais kolleger, med beskyttelse fra NATO-tropper, har bygget deres kæmpevillaer til frit skue fra de fattiges mudder-skure.

De svulmende slum-bebyggelser i Kabul, hvor befolkningen nu er vokset til omkring tre millioner, er et parameter på den sociale krise, som har bundfældet sig i landet.

På trods af 30 års krig, har ulighederne aldrig før haft et omfang, der kan måle sig med tilstandene i Afghanistan i dag. Meget få af de angiveligt 19 mia. dollars til ‘bistand og genopbygning’ har nået flertallet af afghanerne. Elektricitetsforsyningerne er dårligere end for blot fem år siden. De rige kan benytte private generatorer til deres air-condition, varmtvandsbeholdere, computere og tv-satellitter, mens gennemsnitsafghaneren må lide om sommeren uden air-condition og om vinteren uden varme. Hundredvis af afghanere dør af kulde hver vinter.

Samtidig har NGO’erne forvandlet Kabul til et Klondike under guldfeberen – de bygger kontorbebyggelser, der driver huslejerne op, cruiser rundt i deres pansrede jeeps, og spenderer ufattelige summer af andre menneskers penge, især på dem selv. De modtager kun ordrer fra fjerne aktører, og det samme gælder for den amerikanske hær, NATO, FN, EU og den efter sigende selvstændige afghanske regering. Ikke overraskende er NGO’erne nu også blevet mål for oprørerne, og er nødt til at hyre beskyttelse fra lejesoldater.

Kort sagt, selv ud fra vestlige specialister og institutioners perspektiv, har ‘nations-opbygningen’ i Afghanistan været forfejlet fra fødslen. Indtil nu har projektet produceret en marionet-præsident, der er afhængig af lejesoldater for at overleve, en korrupt og repressiv politistyrke, et juridisk system ude af stand til at fungere, et kriminelt lag der trives bedre end nogensinde og en social og økonomisk krise, der vokser i styrke.

Udviklingen får argumentet om ‘mere af det samme’ som svaret på Afghanistans problemer til at fremstå absurd.

En afghansk opstand?
Argumentet om, at flere NATO-tropper er løsningen er lige så uholdbart. Al erfaring peger på, at brutaliteten fra besættelsestropperne har været en af de primære kilder til Talibans mulighed for rekruttering. Der er udbredt raseri blandt afghanerne over antallet af civile døde, hvoraf mange er børn. Der har været utallige tilfælde af NATO-troppers voldtægter af og overgreb mod kvinder, såvel som vilkårlige bombninger af landsbyer og hus-for-hus razziaer.

Opførslen fra de fremmede lejesoldater, der hjælper NATO-styrkene, er lige så slem. Selv venligtsindede observatører indrømmer, at ‘deres alkoholforbrug og brug af et stigende antal bordeller i Kabul opildner offentlighedens vrede og foragt’.

Til dette kan tilføjes dødsfald og tortur i det amerikansk drevne Bagram fængsel, samt genindførelsen af en sikkerhedslov fra Sovjettiden, der tillader at tilbageholdte kan få domme på til 20 år i fængsel på basis af løse beskyldninger fra amerikanske militære myndigheder.

Alt dette skaber en længsel efter værdighed, som kun kan blive opfyldt med reel uafhængighed. Al snak om ’sejr’ lyder hult i afghanske ører. Mange, der afskyr Taliban, er så vrede over NATO’s fiasko og NATO-troppernes opførsel, at de er glade for, at der trods alt er lidt modstand.

Hvad der oprindeligt af nogle lokale blev betragtet som en nødvendig politi-aktion mod bagmændene for 11. september angrebene, bliver nu af et voksende flertal i regionen opfattet som en fuldkommen imperialistisk besættelse. Den ene rapport efter den anden har på det seneste vist, at besættelsen, med alt hvad den har ført med sig, har givet grobund for en nostalgi efter den tid, hvor Taliban var ved magten. Undertrykkelsen efterlader intet andet valg end at bakke op om dem, der yder modstand. Når et helt samfund føler sig truet, styrker det solidariteten – uanset karakteren af eller svaghederne ved dem, der kæmper imod.

Som briterne og russerne har erfaret i de to foregående århundreder, kan afghanere ikke lide af være besatte. Hvis en ny generation af Talibanere vokser frem nu, er det ikke fordi deres sekteriske religiøse praksis pludselig er blevet populær, men fordi det er den eneste forhåndenværende paraply for national frigørelse.

I starten blev gennemsnit-talibaneren rekrutteret fra flygtningelejrene og de religiøse skoler i grænselandet mellem Afghanistan og Pakistan. Fra 2004 og frem blev et stigende antal wazirier (fra den pakistanske provins, der grænser op mod Afghanistan, red.) radikaliseret af pakistansk militær- og politiaktioner i stammeområderne, såvel som ødelæggende angreb på landsbyer fra amerikanske ‘droner’ (ubemandede bombefly, red.). På samme tid begyndte Taliban-bevægelsen af vinde aktiv støtte fra landsby-mullaher i Zabul, Helmand, Ghazni, Paktika og Kandahar provinserne, og siden i byerne. Fra 2006 begyndte der at komme rapporter om at Kabul-mullaher, der tidligere havde støttet Karzais allierede, nu tordnede mod udlændingene og regeringen; opfordringer til jihad lød fra de nordøstlige grænseprovinser Takhar og Badakhshan. Fra 2006 har oprørerne også vundet støtte fra handlende og erhvervsfolk i Kandahar.

Genrejsningen af Taliban kan altså ikke blot tilskrives Islamabads manglende evne til at patruljere i grænselandet, som amerikanerne hævder. Mens den pakistanske efterretningstjeneste spillede en afgørende rolle i at bringe Taliban til magten i 1996, og i tilbagetrækningen i 2001, har de ikke længere samme grad af kontrol over en i stigende grad diffus og spredt bevægelse, hvor besættelsen i sig selv er blevet den primære rekrutteringsergent.

Det er et ældgammelt kolonialt trick at beskylde ‘udenforstående’ for interne problemer – og Karzai er specialist i denne tilgang. Men om noget fungerer destabiliseringen i modsat retning: krigen i Afghanistan har skabt en kritisk situation i to pakistanske grænseprovinser, og den nuværende grænse mellem Pakistan og Afghanistan, der blev dikteret af det britiske imperium, har altid været porøs.

Den vestlige besættelse af Afghanistan står nu over for fem, tilsyneladende uløselige, interrelaterede problemer. De systemiske fiaskoer i dens nations-opbygningsprojekt, korruptionen blandt de lokale repræsentanter, den stigende fremmedgørelse af store dele af samfundet, og den voksende væbnede modstand, der er bundet sammen af de forvrængninger, som opium-industrien medfører for landets økonomi.

Løsningen skal findes regionalt
Afghanistan blev udnævnt til den første front i den ‘globale krig mod terror’, mens Irak allerede dengang var Washingtons primære mål. De chok-og-ærefrygt flybombninger, der fulgte, var intet andet end en trommehvirvel før den kommende intervention i Irak, og der var intet militært rationale bag Afghanistan. Forudsigeligt nok, gav det blot al-Qaeda lederne en mulighed for at forsvinde i bjergene. At fremstille invasionen som NATOs ’selvforsvarskrig’ er en hån mod international lov, som blev perverteret for at legitimere en amerikansk militær konsolidering i Mellemøsten og Centralasien.

Og det er her, at årsagen til den nærmest enstemmige opbakning fra vestlige meningsmagere til strategien om, at besættelsen ikke blot skal fortsætte, men udvides – med ‘mange milliarder over mange år’.

Som sædvanlig vejer geopolitiske hensyn tungere end afghanske interesser i stormagternes ligning. En aftale mellem USA og marionet-regeringen i Kabul i maj 2005 giver Pentagon ret til at bevare en massiv militær tilstedeværelse i Afghanistan på ubestemt tid, potentielt inkluderende atomvåben-missiler.
Washington ønsker ikke permanente militærbaser i dette uvejsomme terræn for at fremme demokratiets og den gode regeringsførelses sag. Dette blev gjort klart af NATOs generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer i februar i år, hvor han i en tale ved The Brookings Institution sagde, at en permanent NATO tilstedeværelse i et land, der grænser op til de tidligere Sovjet-republikker, Kina, Iran og Pakistan, var en chance, der var for god til at lade gå fra sig.

Strategisk er Afghanistan blevet et centralt teater for at rekonstruere og udvide Vestens magtpolitiske greb om verdensordnen.

Selvom der er blevet sat lighedstegn mellem Taliban og al-Qaeda i de vestlige medier, er de fleste af deres sympatisører drevet af lokale bekymringer. En tilbagetrækning af NATO-tropperne kunne fremme en reel fredsproces. Det kunne også komme Pakistan til gode, forudsat at landets militære ledere forlader tåbelige forestillinger om Indien som en fjende, og i stedet ser landet som en potentiel partner i at skabe en sammenhængende regional ramme, hvor mange stridsspørgsmål kunne løses.

Under alle omstændigheder, er løsningen på krisen i Afghanistan politisk, ikke militær. Og den ligger i regionen, ikke i Washington eller Bruxelles.

Oversat, forkortet og redigeret af Nina Trige Andersen fra ‘Afghanistan: Mirage of the good war’, bragt i New Left Review nr. 50, marts-april 2008
 

 

 

Opslået i Asien

single.php