Ikke siden Anden Verdenskrig har vi været vidner til så store risikable og dødbringende befolkningsfor-skydninger, der tvinger så mange flygtninge til at udholde så umenneskelige lidelser og levevilkår.

 

Dette er i sandhed en tragedie, der blotlægger den kapitalistiske globaliserings nye internationale verdensorden. Beviserne er til stede i omfanget af de store migrationsstrømme.

I dag fokuseres opmærksomheden på krigsflygtninge fra Mellemøsten. Men der er mange andre militære konflikter, især i Afrika, der alle afstedkommer fordrevne befolkningsgrupper. For ikke så længe siden, var det millionvis af ofre for klimaforandringer i Asien, der var i fokus for mediernes opmærksomhed. I 2010 og 2011 blev mere end 42 millioner mennesker fordrevet i Asien og Stillehavsområdet [se Asian Development Bank report].

Tallet omfatter mennesker fordrevet af storme, oversvømmelser, ekstreme temperaturer, tørke og havstigning. Nogle vendte tilbage til deres hjem. Mange blev migranter, som regel inden for deres eget land, men også på tværs af landegrænser.

Såkaldte "økonomiske vandringer" er også "tvungne". De udspringer af nyliberalismens og voldsregimers mishandling og opløsningen af den sociale struktur, en proces, der understøttes af de vestlige magter. Så disse migrationer også er politiske.

Vandringer har en historie. Indtil nu har vi levet med en håbløs migration, inkarneret af den filippinske lærer, der i hemmelighed blev pige i huset i Italien. I dag oplever vi vandringer for at overleve.

Selvom mange europæere endnu ikke er nået så vidt, er lande som Spanien og Grækenland tegn på, at reelle migrationsbevægelser igen er blevet tidstypiske. Unge mennesker forlader disse lande, fordi deres fremtid er helt sat i stå. Denne situation har vi ikke set i årtier.

Der bygges i tusindevis af kilometer grænsehegn. Dette sker ikke kun Europa. Det sker også i Israel, hvor man ser bort fra de rettigheder, palæstinenserne har til deres jord. Det sker for mexicanerne på grænsen mellem USA og Mexico, hvor staten er i opløsning og transformeres til en narko-stat, og den øgede vold og drab på kvinder bidrager til befolkningens flugt.

Der er således mange forskellige årsager til den eksplosivt øgede migration: igangværende krige, klimakri-sen, ødelæggelsen af den sociale struktur, nedbrydning af nationalstaterne, opkomsten af ubegrænset vold; også ødelæggelse af jorden, sammenbruddet af fiskebestande, monopolisering af bøndernes jord, marginaliseringen af de fattige i byerne, fordrivelse af mennesker fra deres områder for at fremme mul-tinationale selskabers profit…

Alle de nævnte specifikke årsager har en fælles oprindelse: den kapitalistiske globaliserings dominans frembringer en hidtil ukendt situatio. En permanent tilstand af geopolitiske kaos, der sammen med arven fra tidligere nederlag medfører, at den hårde kerne af de globaliserede borgerskaber fører en voldsom envejs-klassekamp. Denne kontrarevolution uden revolution baner vejen for alle former for grusomhed. Det er skarp konkurrence mellem gamle og nye imperialismer, sub-imperialismer og andre regionale magter som i Mellemøsten, Iran og Saudi-Arabien. Det er permanent krig som svar på permanent ustabilitet.

Befolkningen betaler en forfærdelig stor pris for dette verdenskaos. Til gengæld demonstrerer ”flygtnin-gekrisen” dagligt det europæiske projekts svigt. [Se Etienne Balibar, “Borderland Europe and the challenge of migration”] For nylig, ønskede Eurogruppen (19 lande af de 28, der danner Unionen) at sætte Grækenland under administration. Man indførte sin egen lov på bekost-ning af institutionerne i hjertet af EU: Kommissionen og Rådet. Når syrerne modtages i dag, agerer hvert land individuelt. 26 europæiske lande har en Schengen-aftalen. Der formodes at være fri bevægelighed for personer mellem disse lande. Nu lukkes de nationale grænser. Det sker ikke kun i Østeuropa, men også mellem Frankrig og Italien. Nationale grænser er ved at blive lukket, selv i midten af Schengen-området med "bevægelsesfrihed".

I nogle lande, især i Tyskland, er der blevet mobiliseret store civile solidaritetsbevægelser for at modtage flygtningene. [se Manuel Kellner: An upsurge of solidarity – Refugees, welcome! Something new in Germany….] I andre lande, særligt Ungarn, vinder fremmedhad og racisme frem og den ekstreme højrefløj er vokset.
EU eksisterer, men den europæiske integration har fejlet. Den antidemokratiske proces med at etablere EU har ikke fremmet en europæisk borgerskabs-identitet. Man kunne have håbet, at en fælles, solidarisk identitet ville vokse nedefra, inden for rammerne af den Europæiske Sociale Forum eller demonstrationer mod arbejdsløshed og usikkerhed, men denne dynamik mislykkedes.

Den topstyrede proces med at opbygge EU blev grundlagt på to projekter: • det indre marked, som viser, hvor impotent, det er i krisetider, og • Europa som en magtfaktor, der er i stand til at spille en rolle i ver-den overfor USA – og efterhånden også Kina.

Men den europæiske imperialisme er impotent. De franske og britiske militærbudgetter bygger på nøj-somhed. Tyskland er en økonomisk kæmpe, men stadig en militær dværg. Hvordan kan man skille sig ud på den internationale scene, når man ikke engang kan svare på de udfordringer, Putin har indledt ved en egen gadedør?
Vil man håndtere kilden til "migrationskrisen", skal man tackle globaliseringen. Vil man tackle kilden til "den europæiske krise" skal man genopfinde et nyt fundament for et Europa, der er åbent for folkene i øst og syd, og man skal starte med Middelhavsområdet. Dette perspektiv er afgørende for at vi kan yde en langsigtet indsats og ikke lade os narre af de vores lederes vildledende erklæringer, når de hævder at bygge på humanisme.

Den civile mobilisering i Tyskland viser ægte solidaritet. Men lederne i Tyskland handler helt kynisk: for dem er arbejdsløsheden for lav. De håber, at landet vil få del i en arbejdsstyrke, der er godt uddannede og dygtige, men også desperat, og derfor klar til at acceptere alle former for arbejde.

Svaret fra europæiske stater er ganske ofte mere militært end humanitært. De kalder det "kampen mod menneskesmuglere”. Men i stedet for at åbne lovlige og sikre ruter for indvandring, gives der grønt lys for at gennemføre væbnede operationer mod de både, der transporterer flygtninge. Frankrig bruger flygt-ningetragedien til at retfærdiggøre en udvidelse af sin luftbårne angrebszone fra Irak til Syrien. I et stigende antal EU-lande mobiliseres soldater sammen med politiet for at styre de "fremmede" befolkninger.

Dette er en stærk tendens, som vi er meget fortrolige med i Frankrig, hvor militæret patruljerer mod terrortruslen. Mange eksperter mener, at denne politik er meget dyr og ineffektiv. Det er over-udnyttelse af ressourcer, da hæren allerede er forpligtet til operationer på andre kamppladser i Mellemøsten og Afrika. I virke-ligheden er denne tendens designet til at sløre grænsen mellem en krigs-situation (som er hærens arbejde), og en fredssituation (som politiets arbejde). Det fører til, at befolkningen vænnes til en slags permanent undtagelsestilstand. Flygtningekrisen udnyttes til samme formål.

Hvis vi skal forsvare flygtningene bedre, har vi brug for, at anti-krigsbevægelsen genopstår [5] se Nick Buxton, Ben Hayes: USA & beyond – Ten years on: Katrina, militarisation and climate change]; og vi har brug for at øge kampen mod fremmedhad og alle former for racisme. Denne opgave kommer på et tidspunkt, hvor den ekstreme højrefløjsbevægelser rider på bølgen af sig-selv-nok-holdninger. I Frankrig får Front National øget støtte. Desuden ser vi fascistlignende stater tæt på selve porten til Europa (i Tyrkiet) og endda inden for EU (i Ungarn). Det er helt logisk, at den kapitalistiske globaliserings destruk-tive brutalitet i sig selv skaber betingelserne for fremkomsten af nye former for fascisme.

"Flygtningekrisen" er således en tragisk facet af den samlede krise, fremprovokeret af den kapitalistiske globalisering. Ikke desto mindre kræver det, at vi bidrager med en omhyggelig analyse, hvilket igen giver os ansvar for en stor "opdateringsindsats". I den seneste periode har vi til stadighed besvaret de frem-medfjendske demagoger med statistikker for at vise, at strømmen af ind- og udvandring i Frankrig er for-blevet konstant. Det fortsætter naturligvis ikke længere med at være tilfældet, med mindre regeringens undertrykkende politiske praksis i "Fort Frankrig" fortsætter med at fjerne enhver mening med retten til asyl.

Vi står over for en humanitær krise af usædvanligt omfang; men de radikale venstreorienteredes traditi-onelle "software" er ikke tilpasset en sådan solidaritetsudfordring. De har hovedsagelig betragtet den humane nødsituation som værende udelukkende regeringens (Røde Kors eller Halvmåne) eller speciali-serede foreningers opgave. Der er heldigvis vigtige undtagelser, ligesom den bemærkelsesværdige mobi-lisering af Mihands-koalitionen i Mindanao, i den sydlige del af Filippinerne, hvorfra vi kan uddrage en masse lærdom. [se Sally Rousset, The socio-ecological crisis and the climate victims: some lessons from Asia]

Faktisk er vi nødt til at gentænke forholdet mellem det humanitære og det politiske. I en allerede fjern fortid, sendte vi lægehjælp til befrielsesbevægelser, som havde deres egne effektive og etablerede sundhedsvæsen. I dag er langt de fleste af de fordrevne befolkninger blevet frataget enhver form for organisation, med undtagelse af uformelle netværk baseret på oprindelsessteder, der bruger internet og mobiltelefoner til at udsende oplysninger.
Svaret på de forskellige humanitære kriser bliver et centralt område for en internationalistisk tilgang. Langt størstedelen af flygtningene er ikke i Europa, men i landene i Syd, som hverken har infrastruktur eller ressourcer som landene i nord. Og lederne af North bærer et stort ansvar for den nuværende situa-tion. Derudover er der enorme antal "internt fordrevne", som stadig er i deres egne lande. Nogle er endda forblevet, hvor de var, som i tilfældet med ofrene for klimakatastrofe, fordi de ikke har været i stand til at søge tilflugt andre steder. Ingen officielle tal formidler effektivt problemets omfang. Det er her, at solidaritet mellem nord og syd skal organiseres og styrkes.

Pierre Rousset er medlem af ledelsen i Fjerde Internationale og særligt involveret i solidaritet med Asien. Han er medlem af NPA i Frankrig.

Artiklen blev oprindeligt skrevet til det sydafrikanske magasin, Amandla! og genoptrykt i International Viewpoint . Oversat af Charlotte Valløe.

 

Opslået i EU

single.php