Den 17. december 2011 blev det nordøstlige Mindanao ramt af en uventet katastrofre. Tusinder blev dræbt inden for få dage, stormen ødelagde for millioner af pesos og hundreder mennesker forsvandt i vandmasserne.

af Harrison Mariano

De katastrofale begivenheder var resultatet af massive oversvømmelser, der bragte tonsvis af mudder og tømmer med sig. Mørket og den destruktive oversvømmelse begravede drømme og fremtid for utallige familier og for hele lokalsamfund. Eksperterne har benævnt katastrofen ‘Sendong’ eller ‘Washi’.

Umiddelbart efter stormen var der massive flygtningestrømme, hele samfund var rykket op med rode, lig flød langs flodbredderne, i gaderne og i kystområderne. For befolkningen i byerne Cagayan de Oro, Iligan og Dumaguete var udgangen på 2011 ulykkelig.

Katastrofen blev tilmed forværret af regeringens manglende evne til at reagere på situationen. De enorme byrder, som oprydnings- og nødhjælpsarbejdet udgjorde, blev i vid udstrækning overladt til de civile organisationer, kirkerne, de folkelige bevægelser og forskellige frivillige. Selv tre måneder efter katastrofen var der ingen plan for, hvad der skulle ske med de overlevende. Og der blev ikke sat gang i nogen form for proces, der kunne udrede de overlevendes behov, ud over den indsats, ngo’erne kunne iværksætte. Blandt de værste forbrydelser fra regeringens side er den, der sker lige nu, nemlig politikere, som forsøger at vinde opbakning til valget i 2013 på at tale om, hvor synd det er for ofrene for Sendong/Washi.

Katastrofer igen og igen
Før Sendong-katastrofen var størstedelen af ofrene fattigfolk i byerne og mindstelønsarbejdere, som led under den økonomiske katastrofe, som prisstigninger kombineret med stort set ikke-eksisterende social service fra regeringen. Flere og flere af disse familier var under konstant trussel fra arbejdsløshed og kontraktliggørelse.

Umiddelbart efter Sendong-tyfonen ikke så meget som overvejede regeringen at gøre bare en minimal indsats for at overbevise virksomhederne om at sænke priserne på energi eller lempe afgifterne på basale fødevarer. Og først langt senere begyndte myndighederne at revurdere tilladelserne til at fælde skovområder – en af de ting, som havde forværret katastrofen betydeligt. De undersøgelser af træhugsten, der blev iværksat fra myndighederne side, gik alene ud på at holde hånden over de ansvarlige og fjerne fokus fra regeringens egen rolle i ødelæggelsen af miljøet til fordel for træ- og mineindustrien.

Sørgeligt var det også at bevidne de familieklaner, der udnyttede situationen ved at oprette ngo’er, som kunne malke nødhjælpskasserne. Også internationale organisationer har bogstaveligt talt berøvet de eksisterende lokale organisationer deres mulighed for at få del i nødhjælpen og dermed opbygge en effektiv indsats. Ngo-ansatte har brugt katastrofen til at gøre karriere i systemet og overlade det beskidte arbejde til de lokale. Samtidig har de internationale organisationer behandlet de lokale aktivister, som om de ejede dem som slaver
Flere og værre katatrofer vil ske, så længe folket lader sig narre af disse rovdyr. Jo bedre organiseret, lokalbefolkningen bliver, desto bedre kan de modstå manipulationen fra opportunister.

Staten og dens modsætningsfulde handlinger
På officielt plan har regeringen sat ind på klimaområdet, indført love, der skal reducere risici i forbindelse med naturkatastrofer og indført straffe for de virksomheder, der bryder miljølovgivningen. Men samtidig har regeringen opmuntret mineindustrien og understøttet massiv ”selektiv” og ”ansvarlig” skovrydning.

Det samme gælder for landbrugssektoren, hvor regeringen med den ene hånd har understøttet økologi og bæredygtige landbrugsreformer, og med den anden promoveret kemisk gødning og genmodificeret industrielt landbrug, som kun gavner aktionærer og ikke befolkningen.

Den slags modsætningsfulde handlinger fra regeringens side giver de sociale bevægelser udfordringer. Revolutionære bevægelser og katastrofe-nødhjælpsgrupper må aldrig glemme, at regeringen er en institution beregnet på at undertvinge befolkningen, og altid vil have massernes interesse og velbefindende som sin sidste prioritet. Det er en institution, som først og fremmest har virksomhedernes og kapitalens interesser for øje. Og denne realitet bliver ekstremt tydelig i katastrofesituationer.

I teori og praksis bør massernes og miljøets velbefindende altid være en sag, der ikke er til forhandling.
Den grundlæggende og konstante katastrofe, som befolkningen er udsat for, er det kapitalistiske neo-liberale overgreb på mennesker og miljø, og vores svar skal altid være revolutionært og mobiliserende. Vi må aldrig underkende massernes egen afgørende rolle i kampen for at forbedre befolkningens vilkår.

Nødvendigheden af at afsløre og udrydde de opportunistiske personer og organisationer, som forvandler selv en katastrofe som Sendong-stormen til profitmuligheder, er en pligt for alle overlevende og frivillige, som en del af kampen for at befrie samfundet fra undertrykkelse og nød.

Harrison Mariano er medlem af RPM-M (Det Revolutionære Folkeparti i Mindanao, Fjerde Internationales sektion i Filippinerne)

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com