Det er politiske spørgsmål, som nu indrammer aktiviteterne og diskussionerne i den folkelige bevægelse kendt som “Hirak”. Siden den 22. februar, hvor protestbevægelsen i Algeriet startede, har kravene hurtigt bevæget sig fra den etiske dimension – afvisningen af en gammel og syg præsidents kandidatur til en femte periode, til de politiske spørgsmål, som lå bag hans kandidatur, og hele spørgsmålet om, hvordan en ny regering skal organiseres på demokratisk vis.

 

På den ene side har vi de kræfter, der sidder på magten, repræsenteret af de militære organer og de regerings-strukturer, som stadig står tilbage efter den afsatte præsident. Disse kræfter ønsker en fortsættelse af den eksisterende magtstruktur og kræver respekt for de nuværende myndigheder i form af en stringent og formel anvendelse af den nuværende grundlov, særligt artikel 102. På den anden side er der en opposition, som kræver et brud med det nuværende regime og ønsker en overgang til en ny politisk struktur.

 

Men denne opposition er fortsat diffus i sin organisering og er ikke enig om, hvad man skal forstå ved kravet om et ”brud”, og derfor heller ikke om en demokratisk fremtid for landet. Der er kræfter, som kræver en overgangsregering til at organisere valget af en ny præsident og sætte gang i reformer. Kræfter, som vi kan kalde ”reformistiske”. Andre i oppositionen vil ændre grundloven gennem en grundlovgivende forsamling på vejen til et ægte demokratisk brud og en ny magtstruktur. Kræfter, som kan beskrives som ”revolutionære”.

 

Men inden vi ser nærmere på disse spørgsmål, så lad os starte med at se, hvad denne folkelige og historiske mobilisering har betydet for Algeriet.

 

Bevægelsens betydning

Uanset de forhindringer og problemer, der kan bremse den bevægelse, som startede den 22. februar, så udgør den en kolossal åbning mod en ægte fremtid og en demokratisk mulighed for det algeriske samfund. En grundlæggende spontan opmærksomhed har afløst den opgivenhed, der i årevis har præget et land hjemsøgt af borgerkrig, problemer og frygten for en mørk fremtid. En vulkanisk luftforandring har ophævet dødvægten fra rækken af nederlag. Den folkelige bevægelse har kastet denne byrde af sig og forvandlet sig til et fællesskab, hvor demonstrationer skaber glæde og sejrsstemning.

 

Styrken i bevægelsen ligger i, hvor mange den omfatter og dens udbredelse geografisk og nationalt. Der ligger i denne styrke en vilje til at blive herrer over eget liv og historie, ikke kun i forhold de politiske beslutninger, men også i hverdagen. “Blad dyalna, n’dirou Rayna,” hedder det i en af hovedparolerne (landet er vores, vi gør, hvad vi vil”).

 

I denne bevægelse er heltene og genierne kollektive. Bevægelsen har ikke store ledere eller officielle vejledere. Men de ledende skikkelser, både teoretikerne og dem på gaden, mangler ikke geni, bredde eller kompetence. Den strategi, som bliver kaldt ”Silmiya” (fredelig), er blevet en god kampteknik, hvor kvinder, mænd og børn med blokader og kampråb stopper politiet, når der er optræk til vold.

 

Bevægelsens styrke ligger også i den enstemmige afvisning af organiseret tyveri og den udbredte korruption i ”systemet”. “Edditou blad ya serraquin” (Åh, tyve, I tog landet”) hedder det i et andet billedsprogs-slogan. Denne afvisning kommer først og fremmest til udtryk på et moralsk niveau ved at kræve ret til anstændighed og frihed, men debatten og kritikken, som kommer frem under demonstrationerne, peger på den dybe forankring og økonomisk underbygning af dette organiserede tyveri. I stigende grad fordømmer man økonomisk liberalisme og privatiseringen på alle områder. Paroler kræver retfærdig fordeling af landets rigdom. Det siger allerede nu noget om de diskussioner, der vil komme på vejen ud af krisen.

 

Denne kollektive og spontane kraft har imidlertid sine begrænsninger. Bevægelsen kan ikke undgå at skabe sin egen ledelse og fremstå som en alternativ kraft. Dette er en nødvendig forudsætning for at gennemtvinge en revolution eller, hvor det er relevant, at forhandle en reform af systemet på en ordentlig måde. Skønt denne mulighed er indeholdt i selve bevægelsen, så er teoretiske bidrag, såvel som offensive demokratiske og sociale krav nødvendig for at give bevægelsen en betydning.

 

Reform eller revolution?

Nogle teoretiske kritikere nøjes med at konstatere, at bevægelsen ikke er revolutionær. Den bliver kaldt reformistisk på grund af sin sociologiske sammensætning – mellemlag og unge – eller fordi der ikke er et avantgardeparti til at komme med den nødvendige revolutionære bevidsthed udefra. Denne udlægning bunder i en statisk og formel logik, for der findes ingen ”revolutionær” bevægelse per definition. Man kan ikke forudsige en afsløring. Kritik kan ikke foregå ved frelse eller fordømmelse på forhånd.

Protestbevægelser er ofte båret af frem af en spontan bevidsthed og begynder med umiddelbare sociale, kulturelle, økonomiske eller politiske krav, uden at adressere spørgsmålet om at “reformere” eller “revolutionere” det eksisterende system. Kravene kan udvides i tid og rum, hvis de ikke bliver imødekommet, uden at der sker et kvalitativt politisk spring. Det er i øjeblikket tilfældet med de gule veste i Frankrig. De kan hurtigt blive radikaliseret, kun for at ebbe ud senere. Det var tilfældet i Kabylien i 2001. Og de kan tage et politisk skridt og nå til revolutionære gennembrud, uden på forhånd at spå om omfanget og karakteren af denne revolution. Sådan som det var tilfældet i Tunesien i 2001.

 

Det er først og fremmest de politiske eliter og avantgarder, som ud fra deres kritiske bevidsthed formulerer projekter og alternativer i form af ”reform” eller ”revolution”. Disse formler er hypoteser om den nødvendige opbygning, som enten starter fra et forudbestemt filosofisk system eller fra den direkte kontakt med virkeligheden og en realistisk kritisk analyse af situationen med henblik på at forandre denne.

 

Ud fra dette synspunkt forsøger “systemet”, som i den grad bliver fordømt af demonstranterne, at bevare sig selv ved at tage udgangspunkt i grundloven som en politisk og ideologisk støtte. Kravet om en midlertidig regering, som organiserer et præsidentvalg ligger, som påpeget ovenfor, inden for radikal reformistisk ramme. De politiske kræfter i oppositionen, som grundlæggende er nyliberale og tilhører oligarkiet, kræver en parentetisk ændring af grundloven for at genetablere den, så snart en præsident er blevet valgt, og derefter om nødvendigt at reformere den. De afviser derfor ethvert revolutionært brud med ”systemet”. De afviser parolen om en grundlovgivende forsamling med forskellige undskyldninger, især at en grundlovgivende proces er langsommelig og kunne åbne en sprække for en ”udenlandsk hånd” eller ”islamistisk barbarisme”. I virkeligheden undgår denne afvisning en bred og åben debat om det udskældte ”system” med alle dele af samfundet.

 

Det er her, den revolutionære karakter af parolen om en suveræn grundlovgivende forsamling kommer ind. Den baner nemlig vej, under disse betingelser, for en radikal og ægte demokratisk ændring af ”systemet”.

 

Demokrati, en permanent kamp

Andre siger, at det ikke tjener noget formål at formulere systemoverskridende politiske alternativer, hvad enten det er en generalstrejke eller, endnu mindre, en grundlovgivende forsamling, eftersom demonstrationerne endnu ikke har formuleret et klart politisk program, der kan udfordre den herskende orden og ikke er organiseret som en alternativ revolutionær kraft. Tidspunktet er ikke gunstigt for en demokratisk eller revolutionær forandring, fortæller de os. Vi skal altså afvente opbygningen af dette avantgardeparti, som skal lede masserne frem til erobring af magten. I mellemtiden skal vi nøjes med at stille krav om demokratiske, økonomiske og faglige rettigheder fra det regime, der de facto sidder på magten. Ifølge denne opfattelse handler det med andre ord om at bede millioner af demonstranter om at opgive deres politiske krav, at bakke op om reformkræfterne eller at stille sig på sidelinjen af den historie, der udspiller sig for øjnene af os.

 

Det er nødvendigt at gøre op med denne tautologi. For at blive fri for dem alle sammen, “yetnahha-w gaâ”, som parolen hedder i protesterne fra millioner af folk, det vil sige blive fri for ikekkun for tyveknægtene, men også for undertrykkelse og udbytning, er det bestemt nødvendigt at have avantgardepartier, som kan fremføre denne kritiske bevidsthed. Men det er bevægelsen selv, som kan skabe betingelserne for sin egen politiske, sociale og kulturelle frigørelse. Det er fra protesternes midte, at et nyt projekt kan opbygges og med dette de strukturer, som kan lede frem til dets realisering.

 

Det er også her, at ideen af den Grundlovgivende Forsamling får sin fulde betydning. For ved at sætte en målsætning om en gendannelse af republikken, kræver det en bred og åben debat, som organiseringen af denne forsamling kan strukturere.

 

Men den Grundlovgivende Forsamling er ikke den endelige løsning. Det er startpunktet for en demokratisk løsning på krisen. Og den form, som dette demokrati, eller denne anden republik, vil tage, er ikke defineret på forhånd. Det er en opbygning. At præfigurere alternativet er det samme som at blive fanget i Utopiens fælde.

 

Demokrati har ikke en universel udtryksform. Det demokrati, som i dag kommer til udtryk på forskellig måde fra land til land, er en arv fra det 18. og 19. århundrede ”borgerligt-demokratiske revolutioner” i Europa inden for rammen af en sejrende kolonialistisk kapitalisme. Disse strukturer og styreformer er ikke konstante. Hvis denne styreform skal gælde for hele menneskeheden, så er der brug for forandring. Den har allerede udviklet sig fra en begrænset stemmeret til almen stemmeret, derefter fra hvide mænd til kvinder og ikke-hvide mænd, fra selvbestemmelse til sociale og kulturelle rettigheder. Den har også set andre direkte, men flygtige, former, for ”folkeråd”.

 

Men de nye strukturer kan ikke skabes ud af ingenting. Hvis mænd og kvinder skaber deres egen historie under betingelser, som de ikke selv har valgt, så skaber algerierne deres egen historie i en ramme med tilbagestående kapitalisme, som er afhængig af en anden – kriseramt – kapitalisme. Det er også dette problem, som debatten om en grundlovgivende forsamling vil prøve at løse.

 

28. april 2019

 

Artiklen er let forkortet og redigeret fra International Viewpoint af Åge Skovrind

 

Nadir Djermoune er medlem af ledelsen i Socialistisk Arbejderparti (Fjerde Internationale) i Algeriet.

Opslået i Arabiske revolutioner, Facebook

single.php