I de seneste halve snes år har vi af de næsten totalt dominerende borgerlige medier fået det indtryk, at vi skal bombe os til demokratiet rundt om i verden. Årtiet forud efter Murens fald blev to begreber nærmest synonyme: Markedsøkonomi og demokrati.

af Svend Vestergaard Jensen

Mere nede på jorden: En stemme hver fjerde år er vores bidrag. Men demokrati kan også være meget andet og meget mere. En norsk bog, der udkom sidste år, er værd at omtale. Bogen Deltakerne – en rejse i demokratiets framtid – er skrevet af Audun Lysbakken og Ingvar Skjerve. Den er udgivet af forlaget Manifest. Begge forfattere er medlemmer af det norske Socialistisk Venstreparti.

De ser ikke blot på Norge, men kommer ud i verden på jagt efter alternativer til de herskende tilstande. Menneskene, de møder, udfordrer de grænser, man sædvanligvis forbinder med demokrati.

Tilskuer eller deltager
Det er en rejse med eksempler fra Norge, Spanien, Holland, England og Brasilien. Forskellige typer af virksomheder – offentlige som private. Også demokratiske involverende tiltag i lokalområder, på arbejdspladser. Alle eksempler er taget fra virkeligheden, ikke visioner om en bedre fremtid. Forfatterne har mødt mennesker, som har bestemt sig for ikke længere at være tilskuere i deres eget samfund. De vil være deltagere.

Her gøres der op med tilskuersamfundet, som er et samfund, hvor magten samles hos færre og færre. Det deltagende demokrati i politik og arbejdsliv er den modsatte udvikling. Magten til forandring må ligge i bevægelser, som involverer mange mennesker. Og dermed sørger for, at den ikke monopoliseres hos dem, som har adgang til magten i kraft af ejerskab, rigdom, medier eller professionel karriere i systemet.

En sådan udvikling møder af naturlige grunde modstand fra de borgerlige, som bogen viser eksempler på. Ja, faktisk møder alle eksemplerne denne modstand fra højresiden i det politiske spektrum af den simple grund, at højresiden bygger sin magt på penge.

Mod privatisering
Bogen starter rejsen til et it-firma i Norge, som overtages af de ansatte. Her viste de solidariske kundskabsarbejdere sig som dem, der kunne levere de bedste internettjenester. Produktivkræfterne gennem fælles ejendomsforhold – blev faktisk udviklet!

Rejsen går videre til en engelsk by, hvor udgangspunktet var en del offentlige virksomheder, der skulle privatiseres. En privatisering som var resultatet af beslutninger i bystyret, som fuldstændig havde købt New Labours dagsorden. Alt skulle klares med udlicitering af kommunale virksomheder. De ansatte mente derimod, at det både var muligt at spare penge og forbedre serviceydelserne ved, at aktiviteterne forblev i offentligt regi. Men de politiske og administrative ledelser var ikke interesseret. Så gik de ansatte i gang med en politisk kampagne: "Vores by er ikke til salg".

De strejkede, demonstrerede og samlede en bred alliance af lokale organisationer, som modsatte sig privatisering. Det blev et eksempel på, hvad kreativitet og fleksibilitet kan udløse, når ansatte får magt over egen arbejdsplads. De gik udbudsmaterialet igennem. Der blev lavet workshops, hvor alle afdelinger og ansatte blev inddraget, og der blev brainstormet for at nå frem til bedre løsninger end det, de private kunne tilbyde.

Resultatet blev, at politikerne valgte de ansattes resultat fremfor det private firmas tilbud. Og byen sparede flere penge, end kommunen selv troede på, før udbudsrunden. Forbedringen af kvaliteten på ydelserne blev blandt de bedste i landet. Men kommunen måtte igennem en lang juridisk kamp mod staten for i det hele taget at få lov til at lave et forslag til organisering af sine egne tjenester.

Som en aktivist sagde: "Vi behøver ikke konkurrence for at gøre tingene bedre. Siden vi vandt retten til de forskellige tjenester, er alle vigtige kommunale opgaver gået til de ansatte uden konkurrence".

Politik for folk
En anden aktivist i et anden af bogens eksempler siger om sit arbejde for at forandre sin by:

"Politik er godt for dig! Fordi det giver resultater, selvsagt. Du kan drive kampagner, vinde sejre og opnå virkelige ting. Men også fordi processen forandrer mennesker. Jeg er stolt over vores sejre, men måske endda mere over alle dem, som sender mig en email og siger: "Tak for at I gav mig chancen for at gøre noget. Jeg troede aldrig, jeg kunne klare det. Jeg kommer til at huske det resten af livet".

"De traditionelle former for politik har frarøvet almindelige folk retten til at have en rolle i det politiske liv. Og vi er faktisk politiske væsener. Vi er ikke bare forbrugere, selv om vi helt klart også er det. Vi er spirituelle væsener, vi er seksuelle væsener. Og så er vi politiske væsener, og det er blevet så nedvurderet".

Centralt i nogle eksempler er at genrejse arbejderbevægelsens kampkraft. Som forfatterne skriver, er fagbevægelsen den vigtigste sociale bevægelse. Den er de økonomiske eliters organiserede modkraft. Den er en hjørnesten i ethvert virkelig demokratisk samfund, fordi den giver politisk magt til mennesker, som hver for sig står uden. Forfatterne viser gennem yderligere eksempler sammenhængen mellem demokrati og en stærk fagbevægelse.

Og hvorfor blive fri for politik? Det er en central tråd gennem bogen. De fleste mennesker har interesse i, at meget mere bliver politik. At udviklingen af arbejdspladserne bliver politik. At udviklingen af lokalsamfundene bliver politik. At det, der sker med de offentlige tjenester og ydelser, forbliver politik.

Demokratisk sektor?
Den offentlige sektor benævnes nogle steder i bogen som "den demokratiske sektor", eller det burde den være. I modsætning til det, der sker, når man efterligner den private sektors markedsløsninger. Vi får punkteret den sejlivede myte om, at den offentlige sektor er ineffektiv. Eller endnu værre: At den offentlige sektor ikke kan skabe værdier overhovedet, men lever af den private sektor, som en slags snylter.

New Public Management er indført i store dele af den offentlige sektor. Den medfører øget markedsorientering i den offentlige sektor, f.eks. gennem privatisering, udlicitering, stykprisfinansering, standardisering, målen og vejen af alt, kontrol, dokumentation, evalueringer i en uendelighed.

Den er dermed med til massivt at udbrede mistillid til de ansattes evner til at finde de bedste løsninger. Der er indført et utal af kontrolordninger og regler, som skal fremme konkurrence. Intern organisering skal efterligne markeder. Resultatet har været kraftigt øgede udgifter til offentlig administration på bekostning af serviceydelser – det behov, der er i et givent område.

Bogen er ikke et forsvar for den eksisterende offentlige sektor eller blot en venden tilbage til det, der var engang. Der er et alternativ ved at slippe demokratiet løs. De ansattes demokrati – brugerdeltagelse, som forfatterne udtrykker det, at kæmpe for en organisering af velfærden, som inviterer folk til at ta’ del, ikke bare ta’ imod! Og så er der vel ikke nogen blandt ansatte og brugere, der vil fremme privatiseringer og nedskæringer?

Tilbage i historien
Forfatterne dykker af og til ned i historien. Blandt andet Pariserkommunen, som for socialister fortsat er legendarisk, trods dens korte levetid fra marts til maj 1871. Kommunardernes to måneder ved magten er fortsat interessant på grund af de principper for samfundet, som de udviklede. Her blev gennemført en imponerende række reformer. Politiet og alle embedsmænd blev underlagt kommunen og gjort afsættelige. Ingen politiker og ingen embedsmænd skulle tjene mere end en almindelig arbejderløn. Stat og kirke blev adskilt, retten til skilsmisse gennemført og alle skoler gjort trosneutrale, åbne og gratis.

Indenfor arbejdslivet blev en serie reformer gennemført: Nedsat arbejdstid, slut med natarbejde. Alle lukkede fabrikker og værksteder blev udleveret til arbejderkooperativer. Og meget andet. Frem for alt var kommunen et deltagende demokrati. Det bærende princip var tilbagekaldelsesretten. Mandaterne til kommunens medlemmer kunne til enhver tid trækkes tilbage af folket i deres valgkreds. Repræsentanternes opgave var ikke at styre efter eget forgodtbefindende, men at gennemføre folkeviljen. Magten skulle til syvende og sidst ligge hos folket – ikke bare på valgdagen, men hver dag!

Selvom Pariserkommunen ikke var Internationalens initiativ og værk, understregede Karl Marx et par dage efter Pariserkommunens nederlag på et møde i den Internationale Arbejderassociations Generalråd, at her kunne man se konturerne til et nyt samfund – det socialistiske. Marx gjorde her og i et senere skrift opmærksom på kommunens deltagende demokrati som grundlæggende i et nyt samfund versus det gamle.

Gør det!
Bogen er ikke et strategisk oplæg til, hvordan kapitalismen overvindes. Men en række eksempler på, hvordan situationen kan ændres ved, at folk tager fat på problemerne, der hvor de er.

Bogen kan varmt anbefales – og den er en kraftigt opfordring til bare at gå i gang. Hvor? Overalt!

Audun Skjerve Lysbakken og Ingvar T. Skjerve: Deltakerne – en rejse i demokratiets framtid. 2009. Forlaget Manifest. Pris: 249 norske kroner.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com