Enhedslistens hovedopgaver i efteråret er dels organisering og mobilisering
om dagsaktuelle krav, dels at præsentere sine bud på grundlæggende
politiske alternativer.

 

Regeringen, eller mere præcist S-SF, er i krise. Præcist som før sommerferien. Samme perspektivløse politiske projekt og samme evne til at skabe mismod og splid blandt egne medlemmer og vælgere. At S og SF har vundet lidt af tabene til Enhedslisten tilbage i meningsmålingerne, betyder langt fra, at krisen er løst.
Dagpengesagen viser det på alle niveauer, og der er ingen tegn på, at finanslovsforslaget vil udstikke en anden kurs, sende et andet signal eller udløse andre reaktioner.

Umiddelbart har Enhedslisten vundet på S og SF’s krise. Flere vælgere i meningsmålingerne og flere medlemmer. Også det står fast på trods af en mindre modtendens hen over sommeren. Alligevel er regeringens krise også et problem for Enhedslisten. Uden forbedringer for arbejderklassen og folk på overførselsindkomst og uden stærkere bevægelse og organisering er Enhedslisten ikke kommet et skridt nærmere sit mål – med nok så mange medlemmer og nok så fine meningsmålinger.

Det er afgørende vigtigt, at Enhedslisten finder sammen om en kurs, som kan vende udviklingen i Danmark og sikre, at Enhedslisten ikke kommer til at betale prisen for regeringens blå politik og deraf følgende krise.
Det kan vi gøre, hvis vi fokuserer på det, der er hovedproblemerne, og på de områder, hvor vi har mulighed for at ændre noget. I første omgang er det ikke regeringens liberale, borgerlige kurs. At den er gal, er rigelig tydeligt for de fleste.
Det er heller ikke små eller store udsving i Enhedslistens måde at håndtere folketingsarbejdet på. Selvfølgelig er der masser, der kan tages fat på, men vi løser ikke noget ved at lægge partiets fokus her.
Der er to grunde til, at regeringen kan fastholde sin blå kurs, og at blå blok samlet set bliver styrket på rød bloks bekostning. Den ene er, at utilfredsheden ikke har udviklet sig til en tilstrækkelig stærk folkelig mobilisering og organisering af denne modstand på græsrodsniveau. Den anden er, at der ikke er et klart politisk alternativ til den fælles liberal-økonomiske platform, som blå blok og de tre regeringspartier arbejder indenfor. På de to felter kan Enhedslisten gøre en forskel.

For det første må Enhedslisten kaste kræfterne ind i den modstand og de kampe, der opstår – sådan som det til dels er sket i kampen for overenskomst og organisationsret på restaurant Vejlegården. Men Enhedslistens som parti har et ansvar for, at kampen kommer ud over det niveau, hvor 2.000 individer tager til demonstration og vender hjem igen.
Den slags demonstrationer må være en del af arbejdet med at skabe en organiseret bevægelse. Det kan være gennem lokale støttekomiteer, eller det kan være ved at stille forslag i de faglige klubber eller i de lokale fagforeninger om støtteudtalelser, deltagelse i støtte-demonstrationer eller sende folk til blokaderne foran restauranterne. Det er dog ikke nok at opfodre Enhedslistens medlemmer til individuelt at være aktive i sådanne initiativer. De lokale EL afd. skal deltage aktivt i opbygningen og organiseringen af initiativerne og Enhedslisten centralt skal diskutere initiativerne og indgå i koordineringen. Den slags kan være med til at opbygge netværk af aktive faglige organisationer, eller det kan skabe mindre netværk af fagforeningsmedlemmer, der gerne vil gå videre end deres klub eller fagforening.
En endnu større mulighed er dagpengekampagnen. Men det forudsætter, at Enhedslisten ikke begrænser kampagnen til folketingsforslag og partimaterialer, men kaster kræfterne ind på at organiserer aktiviteter på græsrodsplan som nævnt i forbindelse med Vejlegården og arbejder for, at det bliver koordineret på landsplan – f.eks. i form af lokale og landsdækkende tillidsmandskonferencer.
Risikoen er overhængende for, at der er elementer i regeringens finanslovsforslag, der vil være så grove, at det også kan udløse protester.
Igen må Enhedslistens medlemmer være den kraft, der sikrer, at modstanden bliver aktivitetsorienteret, organiseret og koordineret.
Enhedslistens planlagte folkehøring om, hvad befolkningen ønsker af den næste finanslov, kan blive en del af arbejdet for at opbygge den organiserede modstand. Det forudsætter, at det bliver mere end en udvidet fokusgruppe, mere end en særlig form for meningsmåling. Hvad enten Enhedslisten møder og diskutere med folk individuelt på gaden eller ved debatmøder skal Enhedslisten sprede det budskab, at folk selv har et ansvar, hvis kravene skal blive indfriet. Vi skal opfordre folk til selv at
gøre en indsats – her er medlemsblanketten for snævert et tilbud. Vi må sikre, at der er et konkret tilbud om at være med i en lokal organisering, der fører diskussionen og kampen videre. Lyttemøderne skal således også gøres til mobiliseringsmøder – og de kan og skal lige nu især organiseres omkring kravet om, at ingen må falde ud af dagpengesystemet.
Hvis modviljen mod regeringens kurs udmøntes i aktivitet og ikke mindst, hvis den udmøntes i organiseret aktivitet, så vil den kunne opnå konkrete resultater, skabe et permanent pres for et kursskifte fra regeringen og skabe støtte tiltro til, at regeringens fallit kan føre til andet end Løkkes tilbagekomst.

Men troen på at det nytter noget, kræver mere end organiseret modstand. Og her kommer vi til den anden hovedopgave for Enhedslisten i efteråret.
Siden regeringen kom til magten, har debatten stort set kun handlet om: hvad kan Enhedslisten ”bære” at stemme for, hvor lidt skal Enhedslisten have for at stemme for den ene eller anden pakke, eller hvordan kan Enhedslisten få regeringen til at føre den politik, som S og SF gik til valg på. Det er ikke nok.
Det indsnævrer det politiske felt til forskellige variationer af kapitalistisk politik. At begrænse den politiske debat på den måde, er en foræring til Løkke og co. Når præmisserne defineres på den måde, bliver det nemt for blå blok at lokke utilfredse røde vælgere til højre.
Derfor må Enhedslisten i efteråret udfordre regeringens grundlæggende kurs, der går tilbage til alle tre partiers valgprogrammer og ikke mindst til regeringsgrundlaget. Regeringen skal ikke tilbage på sporet. Denne regering har aldrig været på et fornuftigt spor. Det er Enhedslistens opgave at vise, hvilken vej sporet skal vende.
Det forudsætter, at partiet præsenterer de tiltag, der for alvor kan styrke arbejderklassen og skabe grundlag for forbedringer. Der ligger et arsenal af forslag til drastisk omfordeling mellem kapitalen og arbejderklassen i de seneste års Årsmøde-vedtagelser og udspil fra folketingsgruppen. De kan suppleres med nogle af de centrale ideer til at begrænse kapitalens magt, der er skitseret i principprogrammet: begrænsninger i arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, nationaliseringer af store virksomheder, der åbenlyst udnytter og skader arbejderklassen, nationalisering af de vigtigste dele af finanssektoren, omfattende oprustning af velfærd og anden offentlig service og offentlig grøn produktion.
Der er ingen modsætning mellem at præsentere et samlet politisk alternativ til regeringen, og at lægge pres på den, for at gennemfører små forbedringer sammen med Enhedslisten, tværtimod. De to elementer forudsætter hinanden. Ingen vil i længden tro, at noget kan blive bedre, hvis Enhedslisten indskrænker sig til nok så fornuftige +5% forslag til regeringens politik. Enhedslisten kan og skal gå på to ben.

At fokusere på de to udfordringer løser ikke alle Enhedslistens problemer.
Det er stadig en udfordring at lægge en linje i Folketinget, så der i bedste fald kommer en finanslov med kompensation for årets forlig med de borgerlige og klare forbedringer, eller at det i det mindste står klart, at det er regeringens ansvar, hvis den ikke kan samle flertal for finanslov.
Partiet skal integrerer, aktivere og politisk uddanne de mange nye medlemmer. Partiet skal forberede en kommunal valgkamp med fokus på kampen for velfærden. Og partiet skal udbygge det internationale samarbejde med andre antikapitalistiske partier for at udvikle et fælles svar på krisen i Europa.
Men det vil alt sammen blive lettere, hvis Enhedslisten fastholder hovedfokus på mobilisering og organisering og udbredelse af et politisk alternativ.

SAP’s Landsledelse, den 25. august 2012

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php