Denne læse-guide har til formål at give en ide om forskellige fokuspunkter, som marxistiske teorier i dag har til spørgsmålet om imperialismen. Det er ikke ambitionen at give en udtømmende anmeldelse af litteraturen, men mere beskedent at formulere nogle temaer, som stadig er aktuelle.

af Claude Serfati

[Læseguiden blev først offentliggjort i det fransksprogede webmagasin Période]

 

Vi begynder med en kort præsentation af de “klassiske” imperialisme-teorier, som blev udarbejdet i starten af det 20. århundrede. Derefter kommer en vurdering af disse teoriers aktualitet i lyset af en række nutidige forfattere. Endelig diskuteres spørgsmålet om afslutningen på de inter-imperialistiske krige og konsolideringen af militarismen – en udfordring, som i stor udstrækning bliver ignoreret i den nutidige marxistiske litteratur om imperialismen.

 

1. Analysernes forbundethed

Hobson redigerede i 1902 det første kendte værk om kapitalismens imperialistiske ekspansion, som begyndte i 1870 og slår fuldt igennem i midten af 1880’erne (note 1). Hobson er liberal og mener, at frihandel er nødvendig for at kurere kapitalismens bagsider, som består i en permanent tendens til underkonsumption og sociale uligheder. Finanskapitalen af Rudolf Hilferding blev offentliggjort i 1910, men var resultatet af flere års arbejde. Det er et grundlæggende værk, som behandler spørgsmålet om imperialisme. Imperialismen er, ifølge Hilferding, ”finanskapitalens økonomiske politik” (2). Den bygger på kartellernes [industri-sammenslutningernes, o.a.] protektionisme og udgør en magtfuld stimulans for væksten i kapitaleksporten og fører nødvendigvis til imperialismens udbredelse. Tilsvarende har andre marxistiske forfattere analyseret imperialismen. Lenins værk, Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, er utvivlsomt det mest kendte.

 

I dette værk beskrives imperialismen således, at ”kapitalismen har nået et udviklingstrin, hvor finanskapitalens og monopolernes herredømme er skabt, hvor kapitaleksporten har nået fremtrædende betydning, hvor verdens opdeling mellem de internationale truster er begyndt, og opdelingen af Jordens hele territorium mellem de største kapitalistiske lande er afsluttet”. Lenin betragter sit arbejde om imperialismen som et bidrag til et kollektivt arbejde. De forskellige værker af Bukharin (3) og Luxemburg er også grundlæggende, særligt i de aktuelle diskussioner om relevansen af begrebet imperialisme.

 

Det fælles punkt i de marxistiske analyser fra starten af det 20. århundrede er, at imperialismen udviklede sig med udgangspunkt i kapitalismens grundlæggende karakteristika, hvilket indebærer en ny historisk periode. Marx’ analyse om, at ”tendensen til at skabe et verdensmarked (understreget i teksten) er direkte givet i kapital-konceptet” (4), bliver bekræftet til fulde.

 

Inden for denne ramme kommer der to vigtige nye bidrag til teorierne om imperialisme, som bliver opsummeret i de supplerende definitioner fra Lenin og Luxemburg. For Lenin: ”Hvis man skal definere imperialismen i den kortest mulige form, så er det kapitalismens monopolistiske stadie.” (5) For Luxemburg: Imperialismen er det politiske udtryk for den kapitalistiske akkumulationsproces, som kommer til udtryk i konkurrencen mellem de nationale kapitalismer.” (6) Disse formuleringer opsummerer de to vigtige ændringer, som karakteriserer indgangen til den imperialistiske epoke. På den ene side fører dynamikken i kapitalens akkumulation og reproduktion til dannelsen af en monopolistisk finanskapital, som fra nu af kontrollerer de forskellige typer af kapital, som skal valoriseres [forøge deres værdi, o.a.]: den produktive kapital, handelskapitalen, lånekapitalen, boligkapitalen osv. (7) På den anden side kan det internationale rum – et bedre begreb end verdensmarkedet, ikke adskilles fra staterne, som spiller en central rolle i perioden med den monopolistiske finanskapitals ekspansion, og som skaber nye relationer mellem staterne, i ”staternes system”, som Rosa Luxemburg kalder det.

 

Det spørgsmål, som man nu diskuterer, er forholdet mellem den økonomiske og den geopolitiske dynamik. Harvey mener, at det er to autonome logikker. Callinicos mener, at de hænger sammen (8), men at den ene kan være underordnet den anden, hvor krigen mod Irak, som W.G. Bush iværksatte i 2003, er et af hans eksempler. Kontrollen med oliereserverne var samtidig et redskab til at konsolidere USA’s geopolitiske position i forhold til sine økonomiske konkurrenter.

 

Under alle omstændigheder ligger det på linje med Marx at inddrage staternes rolle i dannelsen af den monopolistiske finanskapital og imperialismen. Analyserne i Kapitalen er ofte blevet fortolket som relaterede til en kapitalisme, hvor kapitalens reproduktion rent økonomisk sagtens kan undvære staten. Men det er fejlagtigt. En nøje læsning af Marx, og mere præcist af hans noter om kolonialismen, viser ikke kun, at hans analyse tager udgangspunkt i verdensmarkedet, men at han opfatter det som et resultat af de europæiske staters intervention (9). Således er de voldelige processer i den primitive akkumulation, som indebærer staternes indgriben, ikke reserveret den indledende fase af den kapitalistiske udvikling, men de udfolder sig permanent. De supplerer den normale akkumulation, hvor lønarbejderne og arbejdsgiverne møder hinanden, som var det en fri udveksling. Globaliseringen gør, at normale og primitive former for akkumulation eksisterer side om side, hvilket illustrerer en af udtryksformerne for den ujævne og kombinerede udvikling.

 

2. Den ujævne og kombinerede udvikling

Hypotesen om, at den dominerende monopolistiske finanskapitals akkumulation finder sted i et hierarkisk mellemstatsligt system, står i modsætning til teorierne om økonomisk konvergens [at indkomsten per indbygger i de fattige lande tenderer til at vokse hurtigere end i de rige lande, o.a.], som ligger til grund for de dominerende økonomiske modeller, som har været anvendt på internationalt plan siden 1980’erne. Dette spørgsmål er historisk blevet beskrevet som den ujævne og kombinerede udvikling af Trotskij i hans Status og Perspektiver om den russiske revolution i 1905. Kapitalismens udvikling foregår ikke i et land, isoleret fra de andre lande, som konsekvens heraf:

 

”privilegiet af en situation , som er historisk tilbagestående – dette privilegium eksisterer – tillader et folk, eller mere præcist, det tvinger det til at assimilere det tidligere, idet det springer en række mellemstadier over (…) ud fra denne universelle lov om ulighed i rytmerne kan man udlede en anden lov, som i mangel på et bedre udtryk, kan kaldes loven om den kombinerede udvikling, i betydningen en tilnærmelse af de forskellige etaper, kombinationen af forskellige faser, sammenblandingen af gamle former med andre mere moderne.” (10)

 

Hilferding havde også bemærket dette ”privilegium for de tilbagestående nationer”, men uden at udvikle dette punkt.

 

”I dag har kapitalismen som konsekvens af de revolutionære virkninger etableret sig i et nyt land på sit højeste og mest udviklede niveau med en større styrke og i et meget kortere tidsrum end for eksempel den hollandske eller britiske kapitalisme (11). Selvfølgelig fører dette privilegium for de tilbagestående nationer kun til, at et lille mindretal i landet når op til de mest udviklede lande. Lenin mener, at den ulige politiske og økonomiske udvikling er en absolut lov i kapitalismen.” (12)

 

Teorien om den ujævne og kombinerede udvikling er uløseligt forbundet med teorierne om imperialismen. Faktisk tager den højde for den dobbelte dynamik, som former imperialismen. På den ene side foregår udviklingen i de tilbagestående lande under ”de ydre nødvendigheders pisk” (13) – det vil sige under påvirkningen fra kapitalens akkumulation. På den anden side bygger det internationale rum på et samlet hele af lande, hvis gensidige økonomiske afhængighed ikke fjerner de konkrete særtræk og endnu mindre de forskellige udviklingsniveauer (14). Man kan ikke genkende den vedvarende realitet ved staterne bedre end gennem en minutiøs analyse, som forener det globale med det lokale.

 

Den kritik, som fra marxistisk hold fremføres mod de klassiske imperialismeteorier, det vil sige mod den ovennævnte kerne, er på flere punkter forskellig. Man kan for nemheds skyld udskille tre strømninger. For det første stiller nogle forfattere spørgsmålstegn ved selve beskrivelsen af situationen ved starten af det 20. århundrede. Andre mener, at nok var analyserne præcise på deres tid, men ikke i dag. Det vil sige, at det, som man må bevare fra imperialismeteorierne afhænger af, hvad disse forfattere finder af nye karakteristiske træk i den nuværende konjunktur. Endelig er der nogle forfattere, om end færre, som går tilbage til selve grundlaget for imperialismeteorierne for at finde de elementer, som gør det muligt at analysere de aktuelle sammenhænge i imperialismen

 

3. Imperialismeteorierne har altid været utilstrækkelige

Mange marxister støtter tesen om, at imperialisme-teorier ikke er meget værd for at forstå den nuværende verden. En del af dem går videre og slår fast, at disse teorier altid har været utilstrækkelige. Det er nulevende marxister med stor indflydelse, som indtager denne position. Harvey, som har bidraget til forståelsen af de rumlige dimensioner af produktion og fordeling af værdier (15), fastslår, at imperialismeteorierne har fjernet sig fra Marx’ teori om akkumulation (16). Hvordan kan man udlede imperialismens nødvendighed af ”den interne logik” i den kapitalistiske produktionsmåde, sådan som den blev analyseret i ”abstrakt” form af Marx (anførselstegnene er Harveys). Ifølge Harvey besluttede Marx faktisk at lave en abstraktion af alle elementer for at aktualisere akkumulationens dynamikker, så derfor er det vanskeligt ud fra Marx’ ikke-rumlige teori at udlede en imperialisme-teorier, som omvendt hævder, at geostrategiske og geopolitiske slagsmål mellem nationalstater står i centrum (17). Harvey mener, ”imperialisme-teorier ikke engang var adækvate på deres tid.” (18) Teorierne udformet af Lenin, Luxemburg, Bukharin, Kautsky osv. er ikke relevante for en sammenhængende teori om nutidens imperialisme.

 

Dommen fra Panitch og Gindin over de klassiske imperialisme-teorier er tilsvarende hård: ”De tog fejl i deres læsning af situationen, i deres behandling af kapitalakkumulations dynamik og i deres formulering af en uforanderlig lov på baggrund af den kapitalistiske globalisering på et tidspunkt med en meget begrænset inter imperialistisk rivalisering” (19). Deres kritik er overvældende: overvurdering af de underudvikledes landes rolle i forhold til kapitaleksporten fra de udviklede lande, en betragtelig stigning i arbejderklassens levestandard i de udviklede lande.

 

To vigtige kritikpunkter bliver i forlængelse heraf fremført af Panitch og Gindin: De klassiske imperialisme-teorier bygger på en mekanistisk opfattelse, som ser kapitalismen udvikle sig i faser (se Lenin), og som periodevis bliver ramt af økonomiske kriser. En anden fejl i disse teorier er deres reduktionistiske og instrumentelle behandling af staten. Denne fører til, at man ser krigene som en direkte forlængelse af nationale, økonomiske rivaliseringer, og at man protesterer mod den formodede udvikling fra frihandel til protektionisme – et træk ved imperialismen, som er blevet understreget af alle imperialisme-teoretikere siden Hilferding. Men modsat denne påstand, så udgjorde frihandelen og imperialismen i løbet af det 19. århundrede et fint par i det, som to historikere i en berømt (og meget omdiskuteret) tese, i modsætning til Lenins analyse, har kaldt frihandelens imperialisme (20). Panitch og Gindins konklusion er utvetydig: Analysen af den kapitalistiske imperialisme må bygge på en udvikling af teorien om den kapitalistiske stat, i stedet for at blive udledt direkte af en etapeteori om kapitalismens udvikling eller være bundet op på kapitalismens økonomiske kriser.

 

 

4. Kapitalismens aktuelle karakteristika

Hvorfor erstatte de klassiske imperialisme-teorier? Der er som nævnt dem, der kritiserer det teoretiske fundament. Men der er også dem, der mener, at analysen var korrekt dengang, men at den ikke er et passende redskab til at forstå den nutidige kapitalisme. Ikke overraskende er det hypotesen om en sammensmeltning af statens interesser med de multinationale finanskoncerner, som bliver anset for mest forældet i forhold til en nutidig kritik. Denne hypotese blev delt af marxister i begyndelsen af det 20. århundrede, og blev formuleret i sin mest ekstreme form af Bukharin med hans nationale (eller statslige) kapitalistiske truster (21). Denne klassiske teori er forældet i to henseender. På den ene side er vi forbi perioden med inter-imperialistisk rivalisering, som blev løst med de to verdenskrige. For det andet betyder kapitalismens transnationale former i dag, at det er kapitalen og de herskende klasser snarere end nationalstaterne, som bliver de dominerende aktører og drivkræfter i de aktuelle forandringer.

 

Afslutningen på de inter-imperialistiske rivaliseringer: det (amerikanske) imperium

Panitch og Gindin er de mest konsekvente forsvarere af tesen om et amerikansk imperium. Et tilbageblik på kapitalismens udvikling peger ikke i en entydig retning. Den store krise i 1873 tilskyndede til en interimperialistisk rivalisering og førte til sidst til en krig, mens krisen i 1929 udmøntede sig mere i kapitalismens sammentrækning end i dens ekspansion. Endelig er der krisen i 1973, som i modsætning til den foregående i høj grad udvidede rummet for en kapitalistisk ekspansion. Man må således ikke overvurdere de strukturelle forudsætninger, men forstå, at den kapitalistiske orden altid er en bestemt social konstruktion. Globaliseringen er ikke en mekanisk udvikling af kapitalismens lange bølger, men et specifikt historisk projekt, hvis karakteristika afhænger såvel af de aktuelle modsætninger som af det, der foregik før globaliseringen. Ligesom den rolle, som USA spiller i historien, hverken var forudbestemt eller var et resultat af tilfældigheder. USA blev styrket efter Anden Verdenskrig, hvor de europæiske eliter accepterede den amerikanske dominans. Støtten fra USA var nødvendig for at genetablere de kapitalistiske sociale relationer i en ramme, hvor de herskende klasser i de europæiske lande var for svage og/eller for miskrediterede til at kunne vende tilbage og alene genoptage kapitalakkumulationen (22). Denne omstrukturering af verdensordenen omkring USA er efter deres mening solidt etableret takket være de nationale kapitalers gensidige påvirkning af hinanden, som modsvares af en internationalisering af de stærkeste stater, det vil sige deres evne til at styre den globale kapitalisme. Denne ledelse af verdensordenen er ikke truet, og der er altså i modsætning til en ofte fremført påstand ingen tegn på en svækkelse af det amerikanske økonomiske overherredømme. Dette synspunkt er genstand for kritik (23).

 

Ellen Meiksins Wood: Endelig, imperialismen (kapitalens imperium)

E.M. Wood, hvis tekster sammen med Robert Brenners er blevet kaldt politisk marxisme, udgav i 2003 Empire of Capital (24). Udtrykket kan overraske, men formålet er både at komme ud over de tidligere associationer, også de før-kapitalistiske, af begrebet imperialisme, og samtidig at understrege, at den nye periode, der startede efter Anden Verdenskrig, endegyldigt har udvidet kapitalens magt på verdensplan. Det er åbenlyst, at Wood ikke ignorerer den periode, som af historikeren P. Bairoch blev kaldt den første globalisering (1880-1914), og hun mener, at de marxistiske teorier analyserede den korrekt (hendes synspunkt adskiller sig fra Harveys). Alligevel var den klassiske imperialisme, sådan som den fungerede før 1914, stadig præget af politiske barrierer – som blev opsat af nationalstaterne. Dog minder Wood om, at kapitalismen er defineret af en helt særlig logik, nemlig en form for udtræk af værdi skabt af producenterne, og som adlyder en intern (eller endogen) impuls (”akkumulér, akkumulér”! Det er profeternes lov,” skriver Marx) (25). Den adskiller sig således fra de tidligere produktionsmåder, hvor de herskende klasser nødvendigvis måtte ty til tvangsforanstaltninger, som lå uden for økonomiens sfære, for at tilegne sig den værdi, der blev skabt af producenterne.

 

Man må her understrege den store betydning, som Wood i sit arbejde tillægger adskillelsen mellem det politiske og det økonomiske som et særligt kriterium for kapitalismen. Ifølge hende er denne adskillelse stadigvæk kun delvis – om end ganske udbredt – i den klassiske imperialismes epoke. Marxisterne havde ret i at lægge vægt på interaktionen mellem politikken (tvangen) og økonomien (markedet) – med andre ord ”staternes fusion med kapitalen”, som kulminerede med krigene.

 

Alligevel, efter Anden Verdenskrig, ”var den økonomiske nødvendighed stærk og dyb nok til at udgøre solide redskaber for imperiets dominans” (26). Staterne, som er organiserede i et internationalt system, forsvinder ikke med ”kapitalens imperium” og deres rolle er fortsat afgørende. Men når de tvangsmæssige foranstaltninger udøves i arbejdsprocesserne (den primitive akkumulationsproces) afspejler de en ”ufuldstændighed” i akkumulationens logik, sådan som Wood analyserer dem, og når de består af militære midler (for USA) er de politisk og økonomisk omkostningskrævende og står i modsætning til kapitalismens dynamik (27).

 

David Harvey og den nye imperialisme

Harvey daterer fremkomsten af den kapitalistiske imperialisme til midten af det 19. århundrede, da borgerskabet tager magten i de europæiske lande, og hans datering er på linje med Hannah Arendts. Under imperialismen udskiller sig to logikker, som reelt udgør kapitlet om kapitalismens historie: en logik om akkumulation, men også en logik om territorium. Et af kapitalismens vigtigste modsvar på kapitalens overakkumulation er nemlig den geografiske ekspansion (28).

 

Den uophørlige territoriale ekspansion er et forsøg på at modstå de perioder, hvor akkumulationen hører op, og et af de mest effektive redskaber til at realisere merværdien – en proces, som han beskriver med begrebet ”spatial fix”. Imperialismen er den form, kapitalismen har antaget for at forfølge denne ekspansion. Dog peger Harvey på, at fusionen af de to logikker støder på modstand i dag, også selv om integrationen af Kina og Sovjetunionen gav et nyt åndehul til kapitalismen. Disse blokeringer skyldes den kendsgerning, at for at kontrollere områder kræver kapitalens akkumulation en enorm immobilisering af den faste kapital, forstået som langsigtede investeringer, som – i bedste fald, sikrer et afkast af kapitalen i en lang tidshorisont. Heraf kapitalens bestræbelser på at overvinde disse blokeringer for dens territoriale erobringer med en akkumulation gennem berøvelse (disposession) – et begreb, der på trods af, hvad han siger, ligger langt fra den primitive akkumulation, som Marx bruger.

 

J. Smith mener, at Harvey reelt afviser imperialisme-begrebet (29).

 

Den transnationale imperialisme

Teserne om den transnationale imperialisme står mere eller mindre i modsætning til de ovennævnte analyser i spørgsmålet om staten. For nogle marxistiske forfattere er kapitalens internationale udbredelse i løbet af de sidste tre årtier, også kaldet globaliseringen, faktisk et udtryk for en radikal forandring, som ofte benævnes den transnationale imperialisme. W. Robinson opsummerer det således:

 

”globaliseringen repræsenterer en ny epoke i verdenskapitalismens udvikling, som er karakteriseret ved at have nået en produktion og et finansielt system, som er integreret på verdensplan, hvor en transnational kapitalistklasse er trådt frem og et transnationalt statsapparat er født.” (30)

 

Den transnationale kapitalistklasse består af aktionærer og ledere i de store multinationale selskaber og af bureaukratiske eliter i de internationale institutioner, men også af ledere af de dominerende politiske partier, medie-mastodonterne, de teknokratiske eliter og højere funktionærer i landene i Nord og Syd og de intellektuelle, som leverer de ideologiske argumenter (31).

 

Den trekant, som denne nye historiske æra støtter sig på – global produktion og finans, transnational kapitalistklasse og transnational stat – reproducerer således på verdensplan de særlige udviklingsprocesser for de kapitalistiske lande inden for rammen af nationalstaten. De klassiske imperialisme-teorier var underbyggede, men var analyser af en bestemt historisk periode. I dag foregår globaliseringen på såvel det økonomiske som det politiske og det kulturelt-ideologiske område (32). Resultatet er et globalt system, som er bredere end selve den globale kapitalisme, også selv om de kapitalistiske kræfter er de hovedansvarlige for udviklingen.

 

Denne tese om den transnationale imperialisme bliver ofte identificeret som tæt på den spådom om fremkomsten af en ultra-imperialisme, som Kautsky formulerede midt under Første Verdenskrig. Kautsky forklarer, at rivaliseringen mellem imperialisterne ikke er uundgåelig, og at ”konsekvensen af verdenskrigen mellem de store imperialistiske magter kunne blive dannelsen af en føderation af de stærkeste af dem, som vil give afkald på våbenkapløbet.” (33)

 

Det er denne antagelse om en fredelig kapitalisme, som blev skitseret af Kautsky og implicit kunne findes allerede i tidligere skrifter – og ikke Lenins tese – som ifølge nogle marxister faktisk gik i opfyldelse dagen efter afslutningen på Anden Verdenskrig, mens tilhængerne af teorien om den transnationale imperialisme mener, at det først skete efter 1980.

 

De klassiske marxistiske analytikere mente, at nogle stater ville miste det, som andre stater vandt. Kritikerne af de klassiske imperialisme-teorier siger derimod, at udviklingen i den økonomiske udveksling ikke er et nulsumsspil, men derimod er positivt for kapitalismen, hvilket kan forklare situationen med fred mellem de imperialistiske lande. Denne påstand bliver så omvendt kritiseret, for alene at bygge på en gensidig økonomisk afhængighed og på eksistensen af et mellemstatsligt samarbejde, selv om dette kun er et blandt flere udtryk for den kapitalistiske konkurrence og en generel fremskrivning af forholdet mellem staterne (34).

 

Tesen om en transnational imperialisme har været genstand for forskellig kritik. En reel integration af en transnational klasse synes ikke bekræftet af empiriske studier af de netværk, som lederne af de store transnationale selskaber indgår i. Nok er dannelsen af transnationale netværk i toppen af de store verdensfirmaer ubestridelig, men den bygger på de nationale fundamenter, som stritter imod (35). Desuden fastholder denne tese en instrumental opfattelse af staten, som angiveligt tilpasser sig den transnationale kapitals behov. Den aktuelle situation skulle reproducere et skema for statens tilpasning på samme måde, som det skete for to århundreder siden inden for den nationale ramme. Denne tese hviler på en manglende på forståelse af, hvordan nationalstaten blev dannet, og hvilken rolle den spiller (36). Man kan tilføje, at det at identificere de finansielle bevægelser, som verden gennemlever med fremkomsten af en global kapitalisme – et begreb, som er ekstraordinært diskutabelt – er at føje forvirring til debatten, eftersom de kapitalistiske relationer er sociale relationer og som sådan er de konstrueret politisk og defineret territorialt (37). Den kapitalistiske ejendom, der er repræsenteret i finansielle værdipapirer, kan naturligvis med lysets hastighed flytte rundt i hele verden, men dens valorisering [værdiforøgelse, o.a.] afhænger i sidste ende af værdiproduktionen i en arbejdsproces, som skal foregå et bestemt sted, og som foregår under forskellige betingelser i forskellige lande. Denne ulighed i situationen er et grundlæggende kendetegn ved kapitalismen. Endelig har de militære-sikkerhedsmæssige apparater, som er rodfæstet i nationale territorier, ikke kun til opgave at forsvare (eller angribe) nabolande; de er også et element, som er beregnet til at opretholde ro og orden internt i landet i situationer, hvor den fredelige reproduktion af de sociale relationer er truet (38)

 

På samme måde kan vi spørge, hvad teorierne om den transnationale imperialisme siger om konsekvenserne af den åbne krise i 2008. Den skærpede konkurrencen mellem de store multinationale selskaber på de markeder, der var tæt på at blive – eller allerede var – mættede. Krisen forårsagede en styrkelse af de protektionistiske tiltag, som de stærkeste regeringer satte i værk for at beskytte kapitalen i eget land. Er det ikke en bekræftelse på den permanente rivalisering mellem de nationale borgerskaber? Det er ikke beskeden fra Robinson, som udtaler, at de mest bevidste dele af den transnationale elite ønsker et stærkere apparat for den transnationale kapital for at styrke den transnationale kapitalistiske klasses dominans (39). Det lader ikke til, at disse strømninger har meget at sige om den stigende spænding og rivalisering mellem de vestlige lande og Kina og Rusland, og hvis de har, er det som en sidebemærkning om imperialismens karakter, og ikke specifikt om disse to lande.

 

En EU-imperialisme?

Den institutionelle udvikling af den Europæiske Union fik marxisterne til at interessere sig for EU’s opbygning (41). Ernest Mandel udpeger hurtigt fremkomsten af en europæiske kapital og mener, at de stadig stærkere tendenser til en internationalisering af kapitalen fører til dannelsen af en overstatslig imperialistisk stat i Europa (42).

 

Forudsigelsen er, at kontinentets kapitaler samler sig, hvilket styrker den europæiske kapital og skærper den inter-imperialistiske konkurrence med to forskelle i forhold til det leninistiske skema: at de imperialistiske magter bliver begrænset til tre (USA, Europa og Japan), og at de inter-imperialistiske verdenskrige forsvinder, hvad der ikke udelukker lokale inter-imperialistiske krige (med tredjeparter som stedfortrædere) eller krige om koloniale erobringer eller mod revolutionære bevægelser (43).

 

Denne hypotese bliver taget op af Guglielmo Carchedi, som mener, at ”fra sin dannelse havde EU den imperialistiske virus i sine gener” (44), og at indførelsen af euroen var et afgørende element i dannelsen af en europæisk imperialistisk blok. Det indebærer dog på ingen måde afslutningen på nationalstaterne, som har deres egne relationer med de øvrige dominerende lande. Udviklingen af EU’s militære kapacitet er uundgåelig indtil det punkt, hvor den bliver en rival til USA, som er ”i stand til at forsvare sine interesser, også om nødvendigt mod USA” (45). Dette synspunkt står i modsætning til tesen om det amerikanske imperium, som er præsenteret i denne artikel og til Poulantzas, som mener, at den amerikanske kapitals indtrængen i andre landes kapitaler fører til, at de europæiske borgerskaber ”indoptager” den amerikanske imperialismes interesser. Imidlertid tager Poulantzas ikke den modsatte proces i betragtning – den, hvor de europæiske kapitaler trænger ind på det amerikanske territorium (46). Imidlertid antager Cardechi, at eftersom USA er det eneste hegemoniske land, er det det eneste, som råder over redskaber til en systematisk tilegnelse af den skabte værdi. I konkvens heraf kan man tilegne sig den værdi, der kommer fra de afhængige lande og også fra andre imperialistiske lande (i EU) (47). Denne tese om USA’s udbytning af de udviklede lande er i høj grad diskutabel (48).

 

Et andet diskutabelt element i hans argumentation er, at den produktive kapital i dag er dominerende og ikke finanskapitalen (49). Det er ikke muligt i denne artikel at udfolde det centrale spørgsmål om finanskapitalen, som fortsat er et relevant begreb (50), selv om de fleste marxister i stedet bruger begrebet finansialisering. Litteraturen om finansialisering er ofte frakoblet spørgsmålet om imperialisme. Især skal nævnes værker af Prabht og Utsa Patnaik, som mener, at den imperialismen i dag er de internationale finansers imperialisme understøttet af nationalstaterne.

 

Der eksisterer næppe tvivl om, at EU, hvis kernelande har været i centrum for den imperialistiske udvikling i over et århundrede, udgør en vigtig faktor og et hovedelement i den aktuelle imperialisme. Imidlertid er det nyttesløst at forvente et fælles forsvar i forlængelse af oprettelsen af en fælles valuta. Euroen var et politisk projekt, som blev delt af flertallet af medlemslande og afspejlede de europæiske borgerskabers fælles bestræbelser på at optrappe angrebene på lønmodtagerne. Der eksisterer ikke en fælles europæisk interesse i forhold til forsvaret (selv om der er alliancer og overensstemmelser), ikke engang et projekt på mellemlangt sigt om et fransk-tysk parløb på dette område. Frankrigs militære konkurrencefordel – såvel ud fra et teknisk-industrielt som et operationelt synspunkt, står i modsætning til Tysklands industrielle styrke, som indtil nu sikrer de herskende klasser en position, som bliver set som tilfredsstillende. Dertil kommer, at de øvrige medlemslande ikke er parat til at acceptere, at den dynamik i forhold til sikkerhed (og militær), som man i mange år er enedes om i Europa, giver Frankrig en rolle som kontinental leder.

 

Spørgsmålene om det europæiske forsvar fører endnu en gang til, at man må holde sig den dobbelte dimension for øje – den økonomiske og den politisk-militære, når man vurderer et lands position i en global sammenhæng.

 

5. Spørgsmålet om afslutningen på de inter-imperialistiske krige

Som vi har set, markerer afslutningen på de inter-imperialistiske krige siden 1945 også for de fleste forfattere en afslutning på de klassiske teorier om imperialismen. Faktisk var verdenskrigene resultatet af monopolkapitalens etablering i sine nationalstater, og den inter-kapitalistiske konkurrence førte til en inter-imperialistisk krig. Tidspunktet for afslutningen på disse krige, sådan som det bliver fortolket, medfører efter min mening en vigtig brist, nemlig at militarismens rolle i den nutidige kapitalisme bliver marginaliseret (51). Når spørgsmålet om militarisme (meget sjældent) bliver taget op inden for verdensøkonomien, er svaret næsten altid USA’s rolle som international politibetjent. Uenighederne drejer sig om, hvorvidt denne rolle er for at varetage den amerikanske kapitals interesser eller interesserne hos den transnationale kapital, der er opstået.

 

Årsagerne til denne manglende interesse for militarismen er mange, og hvis man følger Alexander Anievas, så handler det ikke kun om den nuværende epoke, for han gør opmærksom på, at også i forhold til Første Verdenskrig var de ”marxistiske tænkere” (i hvert fald i den anglofile verden) kun i ringe grad opmærksomme på teorier om oprindelsen til krigen (52). En lang række analyser begår den fejl, at de ikke forstår militarismens politiske økonomi, som ledsagede den kapitalistiske ekspansion, og som kulminerede i verdenskrigen. Marx og Engels placerer militarismens konsolidering i den fransk-preussiske krig i de kapitalistiske sociale relationer. Statsformerne bliver på denne måde omdannet, så ”hæren er statens hovedformål, den er blevet et mål i sig selv; folket er kun til for at levere soldater og ernære dem. Militarismen behersker og opsluger Europa.” (53) Engels finder forskellige grunde til denne iver, som han anser for uundgåelig: de geoøkonomiske rivaliseringer giver forklaringen; og i forlængelse heraf er ”det militærteknologiske kapløb” indtil dette øjeblik uden grænser, selv om det udligner de dominerende staters ødelæggelses-kapacitet; og endelig vejer de stadig tungere i de offentlige finanser indtil det punkt, hvor det fører til staternes bankerot og truer hele den kapitalistiske konstruktion.

 

Disse observationer af Engels er interessante af to grunde. På den ene side foreslår de, at militarismen selvfølgelig har som funktion at mobilisere mod de ydre fjender. Den er også et internt ideologisk kald, som handler om mobilisering af befolkningen omkring forsvaret af fædrelandet i en form, hvor de interne fjender, som sætter spørgsmålstegn ved denne vision, skal undertrykkes med passende tvangsmidler. K. Liebknecht interesserede sig også, kun nogle år efter Engels, for disse eksterne, men også interne, funktioner ved militarismen (54). På den anden side inviterer Engels’ analyse til, at man ikke opponerer mod dynamikken i kapitalens ekspansion, som i hans epoke antog en international dimension, og som nogle år senere i den imperialistiske æra danner et interstatsligt system. Militarismen etablerer sig i hjertet af de europæiske lande og kommer til at påvirke udviklingen af verdensordenen i en vedvarende form. Rosa Luxemburg er den af alle imperialisme-teoretikere, som mest klart så militarismens mange funktioner. Kapitlet med den vigtige titel (”Militarismen, kapital-akkumulationens område”) er det mest udviklede forsøg på at beskrive de økonomiske dimensioner af militarismen. Mindre kendt, men allerede klarsynet, er en artikel, som udkom i 1899 55.

 

Kort sagt kan man ikke reducere den militarisme, som slår rødder i imperialismen i det 19. århundrede til dens udtryk (til sidst) i de inter-imperialistiske krige. På højdepunktet af Første Verdenskrig modstiller Lenin på ironisk vis perioden 1871-1914, hvor kapitalismen bredte sig ”fredeligt” (hans citationstegn) over umådelige endnu ubesatte territorier og til lande, som endnu ikke var totalt hærget af den kapitalistiske orkan (56). Han tilføjer, at for 90 procent af befolkningen i de tilbagestående lande, for hundreder af millioner mennesker i kolonierne og de tilbagestående lande var det ikke en periode med fred, men med undertrykkelse, tortur og endnu værre rædsler, fordi de ikke så ud til at ville stoppe.

 

Undervurderingen af militarismens rolle i den nuværende kapitalismes konfiguration fører i dag ofte til en opfattelse af, at den eneste form for internationale relationer i årtierne med imperialismens dannelse (årene 1880) var den militære rivalisering og krigene mellem stormagterne. Men det internationale samarbejde mellem de store nationale grupper – i form af karteller, fusion af selskaber, internationale bank-syndikater osv. – spiller en stor rolle hos teoretikerne, som beskriver den klassiske imperialisme. Faktisk samarbejder selv våbenhandlerne i de store konkurrerende lande – Frankrig og Tyskland, England og Tyskland – ofte med det formål at åbne nye markeder (57).

 

Spørgsmålet om militarismens rolle i relation til imperialismen hører ikke kun fortiden til. Den minimale opmærksomhed, som de fleste nutidige forskere retter mod en analyse af militarismen i den periode, der fulgte efter Anden Verdenskrig, er også beklagelig.

 

USA’s overherredømme har gjort en militær konfrontation umulig mellem de ledende kapitalistiske magter. Men alligevel bliver den militære faktor afgørende i den internationale konjunktur, som opstår efter Anden Verdenskrig. Fra starten var det tilfældet med USA, som indarbejdede sin rolle som international politibetjent i de interne politiske relationer (jf. det militær-industrielle kompleks). Det var også tilfældet med Storbritannien og Frankrig (58), de to sejrherrer i den globale konflikt, selv om det i tilfældet Frankrig var en status, der blev opnået takket være hjælp fra sejrherrerne. Disse tre lande, som befinder sig i en hierarkisk position, danner den ramme, som bliver kaldt den transatlantiske blok. Det er ikke et geografisk, men et geo-økonomisk område. Denne blok er integreret samtidig på det produktionsmæssige plan og i en finansiel og varemæssig udveksling og organiseret i form af alliancer på det militære plan. Således omfatter det USA og Europa, men også de lande, hvor der eksisterer militære alliancer (Australien (59), Israel, Japan osv.). Denne transatlantiske blok står i en geo-økonomisk konkurrence overfor andre magter, som fra start har en fast plads (Kina, Rusland), og senere lande, der prøver at konsolidere sig på regionalt plan (Iran).

 

Den transatlantiske blok er ikke en homogen samling, og den er gennemskåret af en økonomisk konkurrence, hvor det politisk-militære potentiale tæller. For det internationale rum er fortsat struktureret af den dobbelte dynamik i såvel kapitalens akkumulation som i det interstatslige system, og disse to elementer viser sig fortsat i den nuværende konfiguration af imperialismen (se ovenfor).  Det sker i en form, hvor den plads, som et land optager i det internationale rum, på samme tid afhænger af dets økonomiske præstationer – som utvivlsomt også indbefatter evnen til at hente værdi skabt i andre lande – og af dets politisk-militære magt. Dette hviler på en række “fredelige” instrumenter (soft power) som kultur, diplomatiske netværk og indflydelsen i FN mv. – men også på militære redskaber. De militære magtmidler bruger man indirekte – fx i form af trusler – og/eller direkte gennem åbne militære interventioner, særlige operationer osv.

 

Forholdet mellem økonomiske redskaber og den politisk-militære magt er forskellig fra land til land, også de lande, vi kan kalde imperialistiske. Man skal bare sammenligne Frankrig og Tyskland for at blive overbevist om dette. Den forskellige brug af økonomiske og militære redskaber hos de to lande bliver endnu stærkere efter 2008 (60). Den nationale fordeling af dette forhold afspejler den internationale position, som et land har i det internationale rum, men omvendt, så må ændringerne i dette internationale rum være udgangspunktet for en konkret landeanalyse, som altid kombinerer udviklingen af økonomien og den internationale geopolitiske udvikling (den ujævne og kombinerede udvikling).

 

Her er en hypotese, der helt ignoreres i litteraturen verificeret, nemlig: at imperialismen er på den ene side en historisk periode, hvis konfiguration har ændret sig i et århundrede, og på den anden side en samling af konkrete handlinger udført af de mest magtfulde lande (61).

 

4. juli 2018

Claude Serfati er økonom, tilknyttet den franske fagbevægelses Institut for Økonomiske og Sociale Undersøgelser (IRES). Han underviser og forsker på Université Versailles-Saint-Quentin uden for Paris.

 

Oversat fra spansk og (originalsproget) fransk af Åge Skovrind

 

Noter:

1/ Hobson J.A. (1902), Imperialism: A Study, New York, James Pott and Co.

2/ Hilferding, Le Capital financier, Les Éditions de Minuit, 1970 (première édition 1910).

3/ Især Boukharine, L’Économie mondiale et l’impérialisme, Anthropos, 1967 (première édition 1916).

4/ Marx, Fondements de la critique de l’économie politique, tome 2, Éditions Anthropos, 1968, p.364-365.

5/ Rosa Luxembourg L’accumulation du capital (I). Contribution à l’explication économique de l’impérialisme. François Maspero, Petite collection Maspero, n° 47, Chapitre 7, 1969 (første udgave 1913).

6/ Kapitel 31. Bukharin laver en ubegrundet kritik, L’impérialisme et l’accumulation du capital, kapitel 4.

7/ Spørgsmålet om krisens karakter er der stor uenighed om, og for Bukharin er det et hovedpunkt mod Rosa Luxemburg. Henryk Grossman knytter imperialismns udvikling til behovet for at imødegå kapitalens over-akkumulation (for meget kapital i forhold til at den kan forrente sig). Marx placerer ”udlandshandel” (reelt bruger han dette begreb til at definere det, som i dag er kendt som direkte investeringer i udlandet) som et af midlerne til at modstå merværdiensratens fald. Grossman bygger delvist på Marx for at påvise de forskellige funktioner ved den imperialistiske ekspansion; Grossman, The Law of Accumulation and Breakdown of the Capitalist System, Pluto Press, 1992. Se også Michael Roberts, Imperialism, globalization and the profitability of capital, Rupture magazine, Issue 1, 2017 ; i https://rupturemagazine.org/2018/01/25/imperialism-globalization-and-the-profitability-of-capital/.

8/ Alex Callinicos Imperialism and Global Political Economy, Polity, Londres, 2009, Cf : “The state system is treated as a dimension of the capitalist mode of production”,p.83.

9/ Lucia Pradella “Imperialism and Capitalist Development i Marx’s Capital”, Historical Materialism, 21.2., 2013. Se også Kevin Anderson, Marx aux antipodes. Nations, ethnicité et sociétés non occidentales, Syllepse, 2012.

10/ Trotsky, Histoire de la révolution russe, Seuil, 1950 skrevet i 1929 og 1932), p.41-42.

11/ Le capital financier, op. cit., kapitel 22.

12/ Sotsial-Demokrat, n°. 44, 23. august 1915.

13/ Trotsky, op.cit., id.

14/ For at bruge den analytiske ramme på EU, se Claude Serfati, “The European integration as a structural uneven process”, Research in Political Economy, n°30, 2015.

15/ Harvey, The Limits to Capital, Chicago, The University of Chicago Press, 1982.

16/ Harvey, The Spatial Fix: Hegel, Von Thunen, And Marx”, Antipode, 13, No.3, 1981, p.10.

17/ Harvey, “In What Ways Is ‘The New Imperialism’ Really New?“, Historical Materialism 15, 2008, p.58.

18/ Id., p.57

19/ Leo Panitch et Sam Gindin, “Global Capitalism and American Empire”, Socialist Register 2004: The New Imperial Challenge, p.5.

20/ John Gallagher and Ronald Robinson, ‘The Imperialism of Free Trade’, The Economic History Review, VI(1), 1953.

21/ For en analyse af Bukharin, se Maurice Andreu, “Boukharine et la question de l’impérialisme”, Contretemps, revue de critique communiste, https://www.contretemps.eu/boukharine-imperialisme/

22/ Leo Panitch & Sam Gindin, The making of global capitalism: The political economy of American empire, Verso, 2013, p.90.

23/ Se Radhika Desai, Geopolitical Economy, London, Pluto Press, 2013

24/ E. M. Wood, Empire of Capital, London, Verso, 2003.

25/ Marx, Le capital. Critique de l’économie politique, Éditions sociales, 1969, livre 1, chapitre 24.

26/ Wood, Empire of Capital, Verso, 2003, p.117.

27/ Bob Sutcliffe, “Imperialism Old and New: A Comment on David Harvey’s The New Imperialism og Ellen Meiksins Wood’s Empire of Capital”, Historical Materialism, 14.4, 2007, p.64

28/ Harvey, op.cit

29/ John Smith, Imperialism in the twenty-first century: globalization, super-exploitation, and capitalism’s final crisis, Monthly Review Press, 2016.

30/ William Robinson, “Global Capitalism Theory and the Emergence of Transnational Elites”, Critical Sociology, 2011.

31/ William Robinson, A Theory of Global Capitalism: Production, Class, and State in a Transnational World, Johns Hopkins University Press, 2004, p.75-76.

32/ Leslie Sklair, “The transnational capitalist class and the discourse of globalisation”, Cambridge Review of International Affairs 14 (1), 2000, 67-85

33/ Voir, Socialism and Colonial Policy (1907), især kapitel 9, : https://www.marxists.org/archive/kautsky/1907/colonial/index.htm.

34/ Christakis Georgiou, “Un capitalisme global pacifié? A propos du livre The Making of Global Capitalism: The Political Economy of American Empire de Leo Panitch et Sam Gindin”, 2016 : https://www.contretemps.eu/un-capitalisme-global-pacifie-a-propos-du-livre-the-making-of-global-capitalism-the-political-economy-of-american-empire-de-leo-panitch-et-sam-gindin/

35/ W.C. Carroll, The making of a transnational capitalist class?, Zed Books, 2010

36/ Wood E.M., “A reply to critics”, Historical Materialism 15, 2007.

37/ Serfati, «The new configuration of the Capitalist class », in L.Panitch, G.Albo and V.Vhibber (Eds) , Registering Class, Socialist Register 2013.

38/ K. Van der Pijl , “Globalization Or Class Society In Transition?”, Science & Society, Vol. 65, No. 4, Winter, 2001-2002.

39/ Robinson, “Debate on the New Global Capitalism: Transnational Capitalist Class, Transnational State Apparatuses, and Global Crisis”, International Critical Thought, Volume 7, Issue 2, 2017.

40/ Jeg bruger forkortelsen for at forsimple.

41/ I de dominerede lande, fremførte nogle marxister hypotesen om en subimperialisme, hvor relationen til afhængighedsteoprierne er tydelige. En af dens vigtigste repræsentanter, Ruy Mauro Marini, foreslog i 1960’erne denne analytiske ramme for Brasilien. For en nylig kritisk gennemgang, se Richard Fidler y Claudio Katx “Imperialism Today: A Critical Assessment of Latin American Dependency Theory Imperialism », MRonline, marts 2018.

42/ Ernest Mandel, Le troisième âge du capitalisme, Éditions de la Passion, Paris, 1997 (primera edición en 1972), P.260

43/ Id. P. 264.

44/ Guglielmo Carchedi : “Imperialism, Dollarization And The Euro”, Socialist Register, 2002, p.163.

45/ Carchedi, “The Military Arm of the European Union”, Rethinking Marxism: A Journal of Economics, Culture & Society, 2006, p.335.

46/ I 2017 var de europæiske virksomheders samlede direkte investeringer (ID) i USA 2700 milliarder dollars, og de amerikanske virksomheders direkte investeringer i Europa 2000 milliarder dollars.

47/ Archedi, op. cit, p..157.

48/ En lille note hertil. En af måderne til at vurdere omfanget af den værdi, et land realiserer, er differencen (eller saldoen) mellem renterne fra de direkte investeringer, som virksomhederne trækker tilbage fra et land i den øvrige verden, sammenlignet med det, som resten af verden trækker ud af dette land. Frankrig er et af de lande, der får mest ud af dette, med en positiv saldo på 403 tusinde millioner euro i perioden 2005-2016. I samme periode var saldoen mellem Frankrig og USA meget favorabel for Frankrig med et overskud på 60 tusinde millioner. Men at konkludere ud fra dette, at Frankrig udbytter USA ……

49/ Carchédi, op. cit. p.166.

50/ Serfati, “La domination du capital financier contemporain: une lecture critique de Hilferding » i Bellofiore, Cohen, Durand et Orléan, Monnaie, Finance et Capital. Contributions en hommage à Suzanne de Brunhoff, Presses Universitaires de Rennes, Rennes et François Chesnais (2016) Finance Capital Today. Corporations and Banks in the Lasting Global Slump, Leiden/Boston, Brill

51/ Serfati, Impérialisme et militarisme. Actualité du vingt-et-unième siècle, Éditions Page2, 2004

52/ Anievas, “La théorie marxiste et les origines de la Première Guerre mondiale”, Période, http://revueperiode.net/la-theorie-marxiste-et-les-origines-de-la-premiere-guerre-mondiale/

53/ Friedrich Engels, Anti-Dühring, Éditions sociales, Paris,1973, p.199.

54/ Karl Liebknecht, Militarism & Anti-Militarism, Rivers Press Limited, Cambridge, 1973, (skrevet i 1907) :https://www.marxists.org/archive/liebknecht-k/works/1907/militarism-antimilitarism/index.htm

55/ Rosa Luxemburg (1899), “The Militia and Militarism”, Leipziger Volkszeitung, 20-26 febrero, https://www.marxists.org/archive/luxemburg/1899/02/26.htm

56/ Forord til Bukharin, L’économie mondiale, op.cit

57/ Se nogle eksempler i Claude Serfati, Le Militaire, une histoire française, Éditions Amsterdam, 2017, kapitel 1.

58/ Jörg Nowak og Ekrem Ekici, klassificerer, på en mærkelig måde, Frankrig som subimperialistisk, sammen med “Canada, Mexico, Brasilien, Rusland, Indien, Tyrkiet, Egypten, Sydkorea, Taiwan osv. “The return of the national imperialist state“, Rupture Magazine, Issue 1, 2018.

59/ Se den betydelige oprustning af det militære samarbejde, såvel industrielt som strategisk, mellem Frankrig og Australien, ”det eneste land i verden, hvor Frankrig og USA er til stede både i Stillehavet og i det Indiske Ocean”, Revue stratégique défense et sécurité nationale 2017, p.44.

60/ Serfati, “Le «moment 2008″¡ et le rebond militaire de la France “, Les Possibles, n°13, 2017, https://france.attac.org/nos-publications/les-possibles/numero-13-printemps-2017/dossier-militarisation-et-controle-social/article/le-moment-2008-et-le-rebond-militaire-de-la-France

61/ Serfati, “France and Imperialism: A Marxist Perspective”, Historical Materialism, 2015.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com