Lørdagens (8. december) enorme Gule Veste-mobilisering over hele Frankrig lod hånt om Macrons Projekt Frygt, da gymnasieelever gav den statslige undertrykkelse svar på tiltale og sluttede sig til en bevægelse, der vokser for hver dag, der går. John Mullen rapporterer fra Paris

 

[Foto copyright: Photothèque Rouge /Martin Noda]

Det er meget svært at danne sig et billede af, hvor mange demonstranter, det drejer sig om, når de er spredt ud på tusinder af mobiliseringer, men det ser ud, som om en halv million tog del i ’4. akt’ af de Gule Vestes mobilisering i Frankrig lørdag den 8. december. I Bordeaux sang universitetsstuderende og Gule Veste, i en enorm fælles demonstration, ’Studerende og Gule Veste, samme Macron, samme kamp!’ I Toulouse, Lyon, Saint Etienne, Marseilles, Dieppe og snesevis af andre byer marcherede tusinder. Selv i mindre byer som Albi og Auch var der Gule Veste-demonstrationer med stor deltagelse.

 

Der blev organiseret en levende blokade foran den fabrik i Sarthe, der laver tåregasgranater. I Saint Avoid i det østlige Frankrig blev der rejst en kopi af en guillotine i en rundkørsel. Nogle få dage tidligere var der demonstranter i havnebyen Saint-Nazaire i Bretagne, der malede byens banker i en klar gul farve, mens en bager sydpå begyndte at sælge særlige vandbakkelser, der var formet som Gule Veste-demonstranter!

 

En folkebevægelse som denne står aldrig stille: Den bliver nødt til at blive ved med at vokse, ellers vil den hurtigt svinde ind. Folk ofrer sig for at gå ud og besætte rundkørsler eller betalingsanlæg ved motorveje, de finder tid og penge til at rejse til Paris eller den regionale hovedby til lørdagens demonstration, og de lever aktivismens hæsblæsende liv. Men de vil se resultater. Selv om samhørigheden og den værdighed, der indrammer modstanden, er meget vigtig for folk, så vil fristelsen til at gå hjem, se fjernsyn eller give sig til at male badeværelset, trække det længste strå, hvis ikke der er bare ét fremskridt hver uge.

 

En voksende mobilisering

I sidste uge var det slet ikke sådan – der har været en kolossal fremgang. Det begyndte denne gang med, at hundreder af gymnasier blev blokeret af elever, og der blev organiseret demonstrationer i Paris, Lille, Marseilles og mange andre steder. Denne nye mobilisering var inspireret af de Gule Veste, men baseret på de unges egne krav – imod de nylige reformer, der gør det sværere at komme ind på universitetet, og imod regeringens beslutning om, at udenlandske studerende skal betale 3.000 euro pr. år i undervisningsgebyr (mod 300 nu).

 

På mange universiteter – Rennes, Toulouse og Paris-Nanterre bl.a. – var der massemøder, hvor tusinder stemte for at blokere universiteterne og slutte sig til Gule Veste-bevægelsen. En stor mængde betalingsanlæg ved motorveje er stadig besat af Gule Veste, der lader biler slippe gratis igennem, og vejspærringer er effektive ved storcentre og rundkørsler: De har en meget klar indvirkning på weekendhandelen. Mindst ét storcenter er lukket på grund af mangel på leverancer.

 

Nu er der så kommet meldinger om energistrejker i denne uge, nogle lærerfagforeninger har opfordret til strejker, og en bevægelse af småbønder med betydelig indflydelse har opfordret til at tage del i opstanden. Lørdag den 8. december gik Gule Veste-folk med i klimamarcher i mange byer (Paris, Amiens, Nantes) for at yde deres til at stede den løgn til hvile, at Macrons brændstofskatter på en eller anden måde var grønne, samtidig med at han nedlægger tusinder af kilometer jernbane og nægter at pålægge de store olieselskaber at betale skat.

 

I Paris sluttede hospitalsarbejdere, der kæmpede for at bevare jobs, sig også til de Gule Veste, samtidig med at igangværende strejker på stål- og oliedepoter bidrog til atmosfæren af bred opstand. Der sker mange andre ting, lad det være nok at sige, at dette stadigvæk er en bevægelse i vækst.

 

Macron og hans regering har svaret igen på tre måder: undertrykkelse, propaganda og indrømmelser. Ingen af dem har været vellykkede: Bevægelsen er stadigvæk på vej op, og den offentlige mening stadigvæk i massivt omfang på de Gule Vestes side. Den 5. december viste meningsmålinger 66 procents ’støtte eller sympati’ med bevægelsen, mod 24 procent ’imod eller fjendtlig’ . For en måned siden var disse tal 71 procent og 11 procent. I mindre byer er opbakningen stærkere; alder spiller ikke nogen større rolle med hensyn til omfanget af støtte, og blandt dem, der har fysisk arbejde, er opbakningen ekstremt høj (78 procents støtte eller sympati). Andre meningsmålinger viser, at 50 procent af befolkningen ønsker, at Macron skal gå af. Der er noget i luften. Damen, der gør rent i trappeopgangen i vores blok, fremviste stolt to gule veste på bagsædet i sin bil.

 

Undertrykkelse, propaganda og mindre indrømmelser

Efter at 20-30 bankfilialer og nogle butikker var blevet smadret i Paris lørdag den 1. december besluttede regeringen at sætte Projekt Frygt i gang på et niveau, der ikke var set i Frankrig i de seneste 35 år. Præsidentens talsperson påstod (uden nogen form for bevis), at en ’hård kerne på adskillige tusinde mennesker’ var på vej til Paris i weekenden for at ’smadre og dræbe’. Eiffeltårnet, Louvre, alle gymnasier i Paris og en række andre institutioner holdt lukket. I de enorme stormagasiner stoppede arbejdet også med tab på tocifrede millionbeløb til følge ved julesalget. Tolv skinnende pansrede køretøjer blev kørt frem under stor ståhej, og TV-kommentatorer med ansigterne lagt i de alvorligste folder tyggede hele dagen drøv på, ’hvordan det værste kan undgås’ (selvom det i sidste øjeblik blev droppet at sætte hæren ind).

 

Baggrunden for Projekt Frygt var også at gøre det klart for de mere ondskabsfulde politichefer og politienheder, at lige meget hvad der skete, ville de være dækket ind af statsmagten. Det fik vi at se med det samme. Utallige videoer af teenagedemonstranter, der blev sparket og tævet med stave, cirkulerer på de sociale medier. Mange elever er blevet alvorligt kvæstet, nogle varigt vansirede af flashballs (gummikugler) og tåregascylindere. Der er unge, der har været spærret inde i celler i 36 timer, fordi de havde lavet graffiti på mure. En anonym urobetjent fortalte en journalist, at han for første gang i sin karriere havde modtaget en (ulovlig) ordre til at sende tåregasgranater direkte mod demonstranter i stedet for at sigte over deres hoveder. En 80-årig arabisk kvinde i Marseilles døde på operationsbordet, efter at hun var blevet ramt af en tåregasgranat, mens hun var ved at lukke sine skodder: Det så ud, som om politiet havde sigtet på kvinden med overlæg. To tydeligt identificerbare fotografer fra ’Le Parisien’ blev ramt af flashballs, og i mange større byer blev demonstranter alvorligt kvæstet. 1700 blev arresteret over hele Frankrig den 8. december.

 

Og så var der den video, der er gået viralt, hvor massevis af skolebørn i Mantes-la-Jolie blev tvunget til at knæle med hænderne over hovedet, som i en politistat.

 

Den altdominerende reaktion i befolkningen var dybt chok. Kolleger, der aldrig snakker om politik, tog det spontant op på arbejdet. Forældreorganisationer har fremsat offentlige klager, og kommunistiske regionsrødder og fagforeninger tilbød at organisere beskyttelse ved de store skoleelevers demonstrationer. Politivold over for demonstranter er i løbet af de sidste 30 år blevet stadigt værre (hvad tidligere generationer af skoleaktivister kan bevidne). Den intensivering, der finder sted lige nu, er ment som en advarsel om, at statsmagten er parat til at gå længere i fremtiden, så længe som dens desperate kamp for at understøtte profitjagtens diktatur fortsætter.

 

Samtidig med Projekt Frygt er statens pr-eksperter, der har været på overarbejde, kommet på banen med andre heksekunster. En lille højrefløjs-udbrydergruppe fra de Gule Veste, der stort set ingen indflydelse har (de kalder sig ’frie Gule Veste’), bliver interviewet dag og nat i tv-nyhederne. Urobetjente bliver interviewet anonymt, hvor de taler om, hvor skrækslagne de er over at blive sendt ud til demonstrationer, hvor de frygter for deres liv. Og nogle af medierne bliver ved med at påstå, at bevægelsen er kontrolleret af den yderste højrefløj, og at Macron er det eneste værn mod fascismen. Det er rent faktisk sådan, at da de Gule Veste sluttede sig til klimamarcherne den 8. december (især i Toulouse og Paris), og kravet om højere mindsteløn trådte mere i forgrunden, begyndte Marine le Pens indflydelse at dale, da hun er konsekvent imod ethvert progressivt initiativ på begge disse områder. I Paris-området har sorte aktivist-organisationers opfordringer til slutte sig til Gule Veste-demonstrationerne (med deres egne paroler mod racistisk politivold) bidraget at få bevægelsens grundlæggende politiske karakter frem i lyset.

 

Macron prøver at undgå at trække i land

Macron ville virkelig helst undgå at droppe skattestigningerne på brændstof, fordi hans renommé som én, der aldrig trækker i land, er det centrale i hans strategi. Hans ministerpræsident, Edouard Philippe, meddelte ikke desto mindre tirsdag den 4. december, at skattestigningerne var sat i bero. Indrømmelsen blev fordømt over hele linjen som alt for lille, alt for sen, og allerede næste dag besluttede Macron sig til at meddele, at skattestigningerne var skrottet, ikke udsat. Episoden blev opfattet som et tegn på spændinger mellem Macron og Edouard Philippe, og der var rygter om, at Macron ville fyre sin ministerpræsident. Også episoden med formueskatten var tegn på forvirring. En af Macrons ministre foreslog, at en nyligt afskaffet skat på formuer kunne bringes i spil igen. Macron korreksede hende offentligt få timer senere.

 

Macron leder med lys og lygte efter andre indrømmelser, som han kan give, og som kan splitte bevægelsen, uden at det koster for meget. Et forslag om, at arbejdsgivere i den private sektor skal opmuntres til gennem skattelettelser at give en kontant bonus på 1000 euro til deres ansatte her i år, er en af de ideer, der har været fremme. På områder, der lovgivningsmæssigt ikke har noget med hinanden at gøre, bliver der på må og få fundet indrømmelser, der skal afværge, at bevægelsen breder sig yderligere. 400 mio euro til hospitalerne, som man ikke havde kunnet finde i månedsvis, blev pludselig opdaget af sundhedsminister Agnés Buzyn.

 

Fagforeningsledere

Selv om lokale og regionale faglige organisationer tit støtter Gule Veste-bevægelsen, så er de nationale ledelser tit værre end bare imod. Jeg er ikke tilhænger af overgearet retorik, men det er svært at komme uden om ordet ’forræderisk’, når man taler om pressemeddelelsen fra i torsdags, der var underskrevet af alle nationale fagforbund, med en enkelt undtagelse.

 

Den fordømte demonstranternes vold, men den nævnte ikke politiets vold. Den erklærede, at fagforbundene var ivrige efter at forhandle med regeringen til hver en tid, og den opfordrede ikke folk til at slutte sig til de Gule Vestes protester, lidt så lidt som den gav udtryk for ønsker om, at de skulle få held med dem. Eftersom bevægelsen ikke har et etableret lederskab, er det svært for professionelle forhandlere at lukke bevægelsen ned med komplicerede, men mindre indrømmelser (sådan som det tit sker ved strejkebølger), men det faglige bureaukrati er tilsyneladende desperat efter at få en mulighed for at gøre det.

 

Med torsdagens pressemeddelelse blev det faglige bureaukratis forfærdelige rolle udstillet i al sin gru. Ledere af de store landsdækkende fagforbund i Frankrig tjener kun en brøkdel af de fuldstændig ublu gager, som de faglige ledere i Storbritannien modtager, men deres rolle som professionelle forhandlere får dem alligevel til at gå efter at lukke luften ud af enhver opstand. Krisens alvor og bevægelsens masseopbakning ville fuldt ud have berettiget til at opfordre til en endags-generalstrejke – der ville ikke have været noget som helst utopisk ved en sådan opfordring – og de faglige lederes valg af handlemåde viser det ekstremt påtrængende behov for et alternativt lederskab inden for arbejderklassen.

 

Venstreorienterede forbund som det det magtfulde CGT har dog modstridende tilgange. Samme dag, som de skrev under på den fælles pressemedelelse, udsendte CGT’s nationale ledelse to timer senere en pressemeddelelse, hvor de fordømte politiets vold, og opfordrede til en betydelig forøgelse af mindstelønnen, og deres leder, Philippe Martinez, har for nylig udtalt, at det var CGT’s opgave at få enhver til at gå i strejke. På lokalt plan har faglige ledere tilbudt at yde beskyttelse til Gule Veste-demonstrationer imod politiet, og regionale faglige organisationer under CGT har i flere tilfælde anlagt en stærkt venstreorienteret kurs. CGT har opfordret til en landsdækkende strejke fredag den 14. december.

 

Den yderste venstrefløj

Orgaisationer fra det yderste venstre er blevet stadig stærkere involveret i løbet af denne uge. Mélenchon, leder af Det ukuelige Frankrigs parlamentsgruppe (La France insoumise), holdt en tale, der gjorde et meget stærkt indtryk, hvor han hyldede Gule Veste-bevægelsen og forudsagde, at den nuværende regering var tæt på at gå af. Det er værd at citere ham:

 

’Det er lykkelige dage, som vi gennemlever, for Frankrig har omsider gjort oprør, overalt i landet, imod en uretfærdig samfundsorden, der har overlevet alt for længe. Der er millioner af mennesker, hvis liv er gjort usynligt, herhjemme og i de oversøiske territorier, og disse millioner, folket, træder nu ind på den franske histories scene. Som et udslag af historiens ironi er denne gule vest på en måde blevet det franske folks nye frygiske hue – det franske folk, der nu befrier sig for tålmodets og forladthedens lænker, der nu tager afsked med tanken om fortsat at døje med barske lidelser i værdig tavshed.’

 

Det ukuelige Frankrig har krævet en offentlig undersøgelse af politiets vold, og sammen med det kommunistiske parti og det socialistiske partis parlamentsmedlemmer har de planer om en mistillidsdagsorden oover for regeringen mandag den 10. december. Det meget mindre, men godt forankrede Nyt Antikapitalistisk Parti opfordrer til generalstrejke.

 

5. akt

Det er allerede en flot sejr for vores fløj, at så mange tidligere upolitiske mennesker er gået i aktion, og at en ny generation af elever har taget del i kampen for at forandre deres liv. Det er erfaringer, der kan bidrage til at udvikle de politiske og psykologiske kræfter, der bliver brug for i fremtidige kampe.

 

Macron er, som jeg skrev det, ved at forberede en ’Tale til nationen’ mandag aften. Han giver næppe større indrømmelser, han håber at kunne holde bevægelsen hen, til den går i sig selv.

 

Efter fredag, hvor videoen fra Mantes-la-Jolie blev kendt og set af alle, bliver det spændende at se, hvor mange skoler og universiteter, der går i aktion. Også den kommende uge er præget af en bevægelse i vækst, og som det ser ud en bredere bevægelse, der satser på snarlige massestrejker. CGT har opfordret til landsdækkende strejker næste fredag, den 14., der vil blive den næste store dato. Jernbane- og metroarbejdere er blevet opfordret til at gå i strejke, og der kommer andre opfordringer til i de nærmeste dage.

 

Der er nogle kommentatorer, der forståeligt nok er blevet revet lidt med. Frankrig er ikke på randen af en revolutionær situation eller borgerkrig. Men bevægelsen bliver ved med at vokse, og den er meget målbevidst. En parisisk urobetjent, der blev interviewet, beklagede sig til journalisten over, at ’folk plejer at være bange for os, men det er de ikke mere. Det er os, de går løs på, fordi vi er symboler på staten.’

 

Det er yderst vigtigt, at vi får dem, der står i spidsen for staten, til at fortryde, hvad der blev gjort mod skolebørnene i Mantes-la-Jolie, og hvis det lykkes for os, så er der masser af håb for dybtgående samfundsmæssige forandringer.

 

8. december 2018

 

Oversat fra Counterfire af Niels Overgaard Hansen.

 

Opdatering: Mandag den 10. december holdt Macron en tale, hvor han for første gang reagerede på krisen og kom demonstranterne i møde – på enkelte punkter. Han annoncerede en skattenedsættelse for de fattigste pensionister og en hævelse af mindstelønnen med 100 euro om måneden. Det er dog kun en del af dem, der er på mindsteløn, som vil få forhøjelsen, som vil blive betalt via en statsfinansieret bonusordning. Et andet krav om genindførelse af formueskat var ikke med. Fredag den 14. appellerede han om at afblæse fortsatte demonstrationer på baggrund af terrorangrebet i Strassbourg tidligere på ugen. Lørdag den 15. demonstrerede mange tusinder i franske byer, dog færre end tidligere. SI-red.

 

Opslået i Facebook, Sydeuropa

single.php