De befriede bydele i det østlige Aleppo, som hverken havde været under Assad-regimets eller de jihadistiske styrkers kontrol, faldt i midten af december. De, der boede der, måtte udholde en uafbrudt strøm af luftangreb, mens pro-regime styrker – hundreder af elitesoldater fra den republikanske garde og den 4. syriske division, sammen med tusinder af udenlandske krigere under ledelse af Iran og Hizbollah – rykkede frem på jorden.

 

Det østlige Aleppo havde været under belejring siden juli 2016, og civilbefolkningen manglede mad, vand, medicin og andre fornødenheder. Før magtovertagelsen var ca. 50.000 flygtet, de fleste til områder, der var under regimets kontrol. Adskillige tusinde drog dog til Sheikh Maqsoud-bydelen, der var under kurdisk kontrol. Nogle kilder rapporterede, at regimet havde beordret de væbnede kurdiske styrker, Folkets Befrielsesenheder (YPG), til at forlade deres position inden årets udgang (note 1).

Få dage efter den officielle bekendtgørelse af erobringen af Aleppo havde højtstående repræsentanter for det russiske militær imidlertid været værter for et møde på deres flybase i Hmeimim i det vestlige Syrien med forskellige deltagere fra de kurdiske bevægelser, herunder både Bevægelsen for et Demokratisk Samfund (Tev-Dem) – der reelt også repræsenterede det kurdiske Demokratisk Unionsparti (PYD) – og Kurdisk Nationalråd (KNC), støttet af Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), for at mægle mellem dem og Assad-regimet.

Regimet, der indtil da havde nægtet at anerkende ”ulovlige” autonome områder under PYD, underkastede sig en liste af betingelser, der skulle regulere forholdet mellem Damaskus og den kurdiske enklave: Kurdiske partier skulle støtte Assad ved de kommende valg, de skulle opgive deres krav om et føderalt system, og de skulle hejse det syriske flag over alle regeringsbygninger (2) De kurdiske PYD-myndigheder havde faktisk allerede dagen før tilkendegivet, at de droppede ordet ”Rojava” – et kurdisk ord for det vestlige Kurdistan – fra den Nordsyriske Føderations navn.

Assads diplomatiske manøvrer fandt sted på en yderst blodig baggrund. Under slaget om Aleppo begik pro-regime soldater krigsforbrydelser i forbindelse med en tvangsflytning af befolkningen. Kontoret for FN´s Højkommissær for Menneskerettigheder meddelte, at de var i besiddelse af fuldt troværdige vidnesbyrd om, at soldater myrdede 28 civile, enten i deres hjem eller på gaden, under indtagelsen af byen.

Pro-iranske militser forsinkede den skrøbelige evakuering af civile ved at angribe de første konvojer. Andre pro-regime styrker begik røveri mod de flygtende indbyggere. Krigere fra jihadistgruppen Jund Al-Aqsa – allieret med Jabhat Fateh al-Sham – brændte de busser, der skulle evakuere de sårede fra to shia-byer, sådan at de midlertidig blokerede for, at civile kunne komme ud af det østlige Aleppo. Det var en handling, der blev fordømt af mange på de sociale medier.

Mænd på flugt, mellem 18 og 45, blev adskilt fra resten af den civile befolkning og forhørt af sikkerhedsfolk. Der var nogen, der frygtede at blive fængslet eller henrettet, men de fleste blev indrulleret i Assads hær for at kæmpe imod oppositionen, for nogens vedkommende imod deres tidligere kammerater.

Oppositionsstyrkerne består af mellem 7000 og 10.000 kombattanter. Selv om mange journalister (3) har fokuseret på antallet af jihadister i det østlige Aleppo, var det kun ca. 250-700 krigere (4), der kom fra Jabhat Fateh al-Sham (5). De lokale brigader var mest en blanding af bevæbnede grupper, der optrådte inden for rammerne af den Frie Syriske Hær (FSA), Ahrar al-Sham, en salafistisk styrke, og andre islamistiske grupper, men de var ikke jihadister. Det er ikke ensbetydende med, at disse grupper ikke begik krigsforbrydelser. Mange syriske venstreorienterede har fordømt deres bombning af civile, og civile infrastrukturer, i de regioner, der var under kontrol af regimets styrker, og af de kurdiske Sheikh Maqsoud-bydele, blandt andre overgreb. Det, der brændte mest på, var dog at modsætte sig en ødelæggende og aggressiv krig imod civile i det østlige Aleppo, uanset den reaktionære karakter hos dele af oppositionen.

Grupperne i byen udgjorde en forenet kommando under navnet ”Aleppos hær”, der skulle forsvare de distrikter, der var under deres kontrol, men det forhindrede hverken indbyrdes kampe eller kriminelle aktiviteter. Og så var der nogen af brigaderne, der var afhængige af støtte fra Tyrkiet, der forlod Aleppo i august for at slutte sig til den tyrkiske intervention mod IS og det kurdiske PYD i det nordlige Syrien. Deres fravær bidrog til det kaos, der kendetegnede belejringens sidste uger.

Ja, den tyrkiske præsident, Recep Tayyib Erdogan, forblev tavs om det, der skete i Aleppo, på trods af hans angivelige støtte til oprørerne, og hans premierminister erklærede, at han ikke havde nogen indvendinger imod, at Assad forblev ved magten i en overgangsperiode. Erdogan er reelt gået med til en magtdeling med de russiske og iranske ledere: Aleppo til dem, Jarablus og andre grænseregioner til Tyrkiet.

Tyrkiet har længe prioriteret bekæmpelsen af de kurdiske styrker over afsættelsen af Assad (6). De udstedte den 22. november en arrestordre imod PYD-lederen Saleh Muslim, og slog brutalt ned på valgte repræsentanter og medlemmer af det venstreorienterede Folkets Demokratiske Part (HDP) hjemme i Tyrkiet. Den 7.januar 2017 erklærede den tyrkiske hær, at 291 medlemmer af YPG var blevet dræbt under militære operationer i det nordlige Syrien siden august 2016 (7). Dertil kommer, at mere end 280 civile blev dræbt af tyrkiske tropper i begyndelsen af den militære intervention i Syrien, samt at tyrkiske grænsevagter dræbte ca. 170 civile på flugt i løbet af 2016.

Iran, Tyrkiet og Rusland mødtes den 20. december for at diskutere Syriens fremtid og vedtog en fælles erklæring om at bringe konflikten til afslutning og arbejde hen imod en landsdækkende våbenhvile. De væbnede kræfter blev opfordret til at kæmpe imod terrorisme, ikke for en ændring af regimet. I forlængelse af dette møde blev en landsdækkende våbenhvile, med støtte fra Rusland, Tyrkiet og Iran ført ud i livet den 29. december, selv om den dog visse steder blev brudt af regimet. Der har været luftangreb mod forskellige områder under oppositionens kontrol, men de mest alvorlige krænkelser af våbenhvilen fandt dog sted i Wadi Barada-dalen, nordvest for Damaskus. Pro-regime styrker og Hizbollah forsøger at generobre dette område, hvis største kilde står for hovedparten af vandforsyningen i Damaskus, og som er beliggende på den vigtigste forsyningsrute fra Libanon til Damaskus, som bliver benyttet af Hizbollah.

Væbnede oppositionskræfter, både fra FSA-netværket og islamistiske styrker, erklærede den 2. januar, at de havde besluttet at fastfryse enhver dialog vedrørende deres eventuelle deltagelse i forhandlinger om fred i Syrien, som Rusland havde lagt op til i Kazakhstan, hvis ikke det syriske regime og dets Iran-støttede allierede ophørte med deres krænkelser af våbenhvilen.

Samtidig hermed var der enorme folkelige demonstrationer med demokratiske og ikke-sekteriske paroler de sidste to fredage (21. december og 6. januar (8)) i de befriede områder, der nød godt af det delvise ophør af fjendtligheder, sådan som det også var tilfædet i februar og marts 2016.

Det østlige Aleppos betydning
På trods af deres erklærede mål, at besejre IS i Syrien, så var det allervigtigste for Assad og hans allierede at tilintetgøre en demokratisk udfordring.

Lad os vende tilbage til Aleppo. Anti-regime styrker befriede de østlige bydele i sommeren 2012. I tæt samarbejde med civile grupperinger etablerede de et revolutionært overgangsråd, som det følgende forår blev erstattet af et demokratisk valgt lokalråd.

De 25 medlemmer af rådet var på valg hvert år (9). De blev ikke valgt direkte, men udvalgt fra lister af forsamlingsmedlemmer fra de 63 områderåd i de befriede regioner. Repræsentanter fra fagforeninger, herunder også advokater, ingeniører og lærere, havde også stemmeret. Det lokale råd stod for administrationen af teritoriet og opfyldte basale behov hos indbyggerne, som f.eks. uddannelse, infrastruktur og hospitaler, som de traf beslutninger om efter møder med bydelsforsamlinger (10). Der var 600 mennesker, der arbejdede for de forskellige råd.

Det var selvfølgelig ikke uden problemer – kvinder (11) og etniske mindretal var underrepræsenterede i rådets lederskab. I andre regioner blev rådsmedlemmer håndplukket, i stedet for at blive valgt, afhængigt af de lokale militære lederes indflydelse, klaner, familiestrukturer og landsbyældste. I nogle tilfælde, som det er blevet fremført af journalisten Sabr Darwish (12), var det mere familie- og stammekvoter, der var drivkræfter ved etableringen af de lokale råd, og ikke demokratiske principper.

Trods dette var det helt åbenlyst, at folkemagten blomstrede, selv under ekstremt vanskelige forhold. Lokale beboere etablerede også folkelige organisationer og iværksatte demokratiske, sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle aktiviteter. Lokale radiostationer og aviser skød op. Også kampagner, rettet imod både regimet og de islamistiske fundamentalister, så dagens lys. Og aktivister og græsrodsorganisationer arbejdede hele tiden hårdt for at formidle et inkluderende budskab, vendt imod sekterisme og racisme. De udfordrede på denne måde den autoritære praksis hos nogle af de bevæbnede grupper og udgjorde en modpol til den islamistiske fundamentalisme.

IS fik fodfæste i byen i 2013, men blev sparket ud i begyndelsen af 2014 takket være en massiv folkelig mobilisering og bevæbnede oppositionsgrupper, med tilknytning til især FSA. Jabhat al-Nusra var de næste i rækken til at mærke denne demokratiske modstand imod deres reaktionære og autoritære facon.

Det så stort set ud på samme måde i andre befriede områder i Syrien, som det gjorde i det østlige Aleppo. Som følge af det, så har de været de primære mål for Assad-regimet og dets allierede. Aleppo led under en bølge af luftangreb siden sommeren 2013, og russiske fly tog del i angrebene fra oktober 2015.

I sommeren 2013 levede der 1,5 millioner mennesker i Aleppo, og det var de demokratisk valgte råd, der i overvejende grad tog sig af deres basale behov. Men bare tre år efter var der kun 250.000 tilbage, og de manglede næsten alting.

Alle de byer, hvor der var et folkeligt forankret demokratisk alternativ til Assad, kom i skudlinjen. I august 2016 erobrede pro-regime styrker Darayya i Damaskus-provinsen. I hvert af disse områder gik Assad og hans allierede efter at ødelægge infrastrukturen. I tiden mellem marts 2011 og juni 2016 blev 382 hospitaler og klinikker angrebet, og mere end 700 læger, sygeplejersker m.fl. blev dræbt. Assad og Putin er ansvarlige for 90 procent af disse forbrydelser. De har også bombet andre civile institutioner, hvor humanitære hjælpearbejdere blev dræbt, såvel som bagerier, skoler og fabrikker.

Siden 2011 har disse demokratiske organisationer, hvor ufuldkomne de end undertiden har været, været dem, som regimet frygtede allermest. Den korrupte og landflygtige officielle opposition og de islamistisk-fundamentalistiske styrker bekymrer ham ikke nær så meget. Når alt kommer til alt, så er det regimets autoritære og sekteriske måde at føre sig frem på, der har gødet og næret jorden for opblomstringen af IS, Jabhat al-Nusra og andre lignende organisationer – det er bedre at have en islamistisk-fundamentalistisk fjende end én, der kan vinde udbredt international solidaritet og folkelig legitimitet derhjemme.

IS´ invasion af Palmyra den 11. december er et vidnesbyrd om dette (13). Regimet koncentrerede sine styrker om det østlige Aleppo og evakuerede Palmyra umiddelbart før IS´ ankomst. Da de overtog den stort set ubeskyttede by, fandt de lagre af tunge våben. Regimet havde gentagne gange erklæret, at IS ikke er en prioritet, og det russiske luftvåben har koncentreret deres angreb om områder, hvor IS stort set ikke er tilstedeværende.

Med venner som disse…
De vestlige magter har ikke gjort ret meget andet end at udtrykke afstandtagen fra, hvad der sker i Syrien. Den 19. december vedtog FNs Sikkerhedsråd enstemmigt at sende observatører, der skulle overvåge evakueringen af Aleppo og drage omsorg for civilbefolkningens sikkerhed (14). Dette beskedne indgreb ændrer nu ikke noget ved USA´s og Europas generelle orientering. Da det ligger dem fjernt at gøre sig til talerør for en demokratisk proces i Syrien, har de ikke meget andet at tilbyde end en retorisk modstand imod Assad og hans klike, på trods af vidnesbyrd om krigsforbrydelser, mens de prøver at finde frem til et politisk overgangsforløb, hvor de vigtigste strukturer i Assad-regimet bliver opretholdt. Dertil kommer, at den USA-ledede koalition, der har bombet IS´ stillinger i Syrien og Irak siden august 2014, har dræbt ca. 2000 civile.

Verdensmagterne har til hensigt at kvæle den syriske revolutions demokratiske aspirationer under dække af ”krigen mod terror”. Donald Trumps sejr understreger bare dette, da han ved flere lejligheder har tilkendegivet, at han ønsker at samarbejde med Putin om at bringe krigen i Syrien til ophør.

Uanset om Trumps internationale politiske position måtte forblive ustabil og usikker, så har hans udnævnelse af Rex Tillerson – tidligere formand og administrerende direktør for ExxonMobil – til udenrigsminister bekræftet hans holdning til Syrien (15). Tillerson er kendt for sin pro-russiske indstilling, og i 2013 modtog han den største russiske æresbevisning, der kan blive en civil til del, Venskabets Orden, af Putin selv.

Det bliver i denne sammenhæng klart, at erobringen af det østlige Aleppo var kernen i Assad-regimets plan om at kunne præsentere krigen i Syrien som et fait accompli, når den nye amerikanske præsident trådte til. Den såkaldt realistiske politik over for Assad, der er bragt på bane af de vestlige stater – og endda visse venstreorienterede kræfter – hviler på den formodning, at de kan slippe af med IS og dens søsterorganisationer ved at styrke lige netop de elementer, der har givet frodig næring til deres ekspansion. Det betyder, at de vil blive ved med at støtte diktatoriske regimer, der har ført en neoliberal politik og åbnet porten for, at den vestlige militære intervention har kunnet udfoldes over hele regionen. To forhold, der begge har været direkte årsag til fremkomsten af grupper som IS.

Vores skæbner er forbundne
Ansigt til ansigt med Assad-regimets og dets allieredes endeløse forbrydelser mod det syriske folk, ansigt til ansigt med de vigtigste internationale aktørers ønske om at kvæle den syriske revolutions demokratiske aspirationer (16), må vi igen bekræfte vores støtte til de progressive grupper, der kæmper for demokrati, social retfærdighed og lighed og imod enhver form for sekterisme.

Det er af afgørende betydning ikke at adskille kampen for kurdisk selvbestemmelse fra de ovennævnte forhold (17). I 2012 tvang mobiliseringerne i den syriske befolkning Assad-regimet til at trække sig tilbage fra visse regioner, hvor flertallet var kurdere, og underskrive en ikke-angrebsaftale med PYD-styrkerne. Den syriske revolutions nederlag vil også være ensbetydende med, at kurderne igen bliver undertrykt af et chauvinistisk regime, der altid har modsat sig enhver anerkendelse af det kurdiske folks rettigheder.

Det lader os stå tilbage med det indlysende spørgsmål: Hvilken form for løsning skal venstreorienterede så støtte? (18) I en kompliceret og yderst alvorlig situation er der ingen nemme løsninger, men der er nogle ting, der ikke kan herske tvivl om. Vi må tydeligt gå ind for et ophør af en krig, der medfører frygtelige lidelser, afskærer flygtninge og internt fordrevne fra deres hjem, og som kun de kontrarevolutionære styrker på begge sider har fordel af. Vi må også fordømme enhver udenlandsk intervention, der modsætter sig demokratiske forandringer i Syrien, hvad enten denne modstand kommer fra pro-regime kræfter – Rusland, Iran og Hizbollah – eller fra dem, der har ført sig frem som ”venner af det syriske folk” – Saudi-Arabien, Qatar og Tyrkiet. Den syriske opstands eksempel har også vist os blindheden hos dem, der tror, at man kan lave strategiske aftaler med eller fæste nogen form for tillid til, at imperialistiske stater eller regionale magter vil bidrage til kampen for folkets befrielse.

Vi må ligeledes tage afstand fra alle de forsøg, der lige nu mangedobles, på at legitimere Assad-regimet på internationalt plan eller tillade det at spille nogen som helst rolle i forhold til landets fremtid. En blanco-check til Assad i dag vil opmuntre andre autoritære stater til at slå ned på deres egne befolkninger i morgen, hvis de gør oprør. Derfor må enhver politisk overgang til at afslutte krigen og bevæge sig frem mod et demokratisk system indebære, at Assad og hans klike forsvinder fra scenen, for ellers vil krigen fortsætte og fremkalde yderligere katastrofer med hensyn til tab af menneskeliv.

Vi må derfor endnu engang bekræfte vores solidaritet med de demokratiske og progressive kræfter, der både kæmper imod Assads kriminelle regime og de fundamentalistiske kræfter. Der er stadigvæk andre kræfter, hvis mål er at opbygge et ægte internationalistisk og progressivt alternativ i Syrien, og vore skæbner er forbundet med deres.

Noter:

[1] Rudaw “Damascus gives YPG to end of year to vacate Aleppo”.

[2] Rûdaw “Kurds and Damascus meet over tensions, future of Rojava”.

[3] Reuters 12 December 2016 “Factbox: Combatants fighting in Aleppo”.

[4] حدثـنـا غـودو “Quick notes on the doomsday of Aleppo”.

[5] Huffington Post, 18 July 2016 “Under Pressure, Syria’s Rebels Face al-Nusra Quandary”.

[6] elén Fernández, Jacobin, 9 September 2015, “Turkey’s War on the Kurds”.

[7] AraNews, 8 January 2017, “Turkey’s war on Syrian Kurds under scrutiny”.

[8] Suria Freedom Forever, 30 December 2016, “Demonstrations Friday “The revolution brings us together”- 30-12-2016”.

[9] Orient XXI (in French), 2 December 2016, “Comment s’organise la population d’Alep”.

[10] Carnegie Middle East Center, july 2015, “The Assad Regime’s Hold on the Syrian State”.

[11] Badael Foundation, 2015, “ ‘Peacebuilding defines our future now’: A study of women’s peace activism in Syria”.

[12] In Arabic, 13 September 2016 السوريون المحاصرون: قراءة في أحوال.

[13] The Guardian, 11 December 2016, Islamic State retakes historic city of Palmyra.

[14] Al-Jazeera, 19 December 2016, “UN Security Council backs sending observers to Aleppo”].

[15] NPR, 11 January 2017, “5 Top Moments From Rex Tillerson’s Hearing To Be Secretary Of State”.

[16] Asa Winstanley, Jacobin, 27 November 2013, “Syria: The Revolution That Never Was”.

[17] Alex De Jong, Jacobin, 30 November 2016, “The Rojava Project”.

[18] Yusef Khalil and Yasser Munif, Jacobin, 9 January 2017, “Syria and the Left”.

Første gang bragt i Jacobinmag.com (USA), 15. januar 2017. Oversat af Niels Overgaard Hansen.

Joseph Daher er en schweizisk-syrisk socialistisk aktivist, akademiker, og grundlægger af bloggen Syria Freedom Forever. Han er forfatter til Hezbollah: Political Economy of the Party of God, Pluto Press, London, 2016 (distribueret i USA af University of Chicago Press) og (sammen med John Rees) af The People Demand. A short history of the Arab Revolutions, Counterfire, London, 2011.

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php