Denne tekst er det danske bidrag til en bog om populistiske højrefløjspartier i Europa, som udkommer senere i år på forlaget Socialist Resistance. Selv om målgruppen således er et internationalt publikum, vil den efter vores mening også være interessant for danske læsere, både for den grundige historiske fremstilling og for sin analyse af fremgangen for Dansk Folkeparti.

af Tobias Alm

Når talen falder på højrepopulismen i de europæiske lande, er det ofte lande som Holland, Østrig, Schweiz og Italien, der nævnes. Danmark bliver sjældent omtalt i denne forbindelse, og sker det, er det kun i sidebemærkninger. Det kan man undre sig over, når man tager i betragtning, at der i Danmark siden 1995 har eksisteret et stadigt voksende højrepopulistisk parti, nemlig Dansk Folkeparti (DF), der i næsten ti år havde afgørende indflydelse som støtteparti for den borgerlige regering og som længe har været Danmarks tredjestørste parti.

Den danske højrepopulisme er ikke en døgnflue. Diskrimination, propaganda mod indvandring og massive lovstramninger på asylområdet er blevet en accepteret og integreret del af det politiske landskab og den offentlige diskussion. Dette skal ses som en følge af en udvikling siden slutfirserne, hvor der skete en samfundsmæssig forskydning af interesser og behov og dermed også et paradigmeskifte.

Sociokulturelle eller værdipolitiske temaer som vold, kriminalitet, børnemishandling og indvandring fik i denne periode en markant større betydning, mens socioøkonomiske spørgsmål som skatte- og arbejdsmarkedspolitik rykkede mere i baggrunden. Immigration er i de seneste årtier blevet koblet sammen med en række af disse sociokulturelle temaer, hvilket har resulteret i, at flygtninge og indvandrere som gruppe er blevet gjort til syndebukke for en række samfundsmæssige problemer, især volds- og berigelseskriminalitet. Dette paradigmeskifte har Dansk Folkeparti formået at udnytte til fulde.

 

Højrepopulisme og indvandringsmodstand i Danmark
Højrepopulisme som fænomen i Danmark opstod i starten af 1970’erne. I 1972 grundlagde advokaten Mogens Glistrup et nyt parti, Fremskridtspartiet, i protest mod offentligt bureaukrati og stigende skatter i kampen for en liberal finanspolitik.

Allerede året efter rodede Fremskridtspartiet grundigt op i det politiske landskab ved folketingsvalget i 1973, det såkaldte Jordkredsvalg, hvor partiet stormede ind i Folketinget med 15,4 % af stemmerne og dermed blev det næststørste parti.

Kulturen i partiet var præget af internt kaos og en ustruktureret og provokerende stil. På trods af dette, eller måske snarere pga. dette, nød Fremskridtspartiet en høj tilslutning hos vælgerne indtil slutningen af 70’erne. Samtidig havde partiet en tiltrækningskraft på personer fra antikommunistiske og stærkt højreorienterede miljøer, en tendens der især slog igennem ved indgangen til 80’erne.

Fattigfirserne blev starten på partiets nedgang. Mogens Glistrup forsøgte med en opsigtsvækkende aktion at vende denne udvikling. I et forsøg på at udstille den danske skattepolitiks ufuldkommenhed anmeldte han sig selv for skatteunddragelse. Retssystemet reagerede humørløst og sendte ham i fængsel. Den dengang forholdsvis ukendte Pia Kjærsgaard blev den nye partiformand, uden at dette dog hjalp partiet, der ved det næste folketingsvalg i 1983 styrtdykkede til kun 3,8 % af stemmerne.

Kort efter sin løsladelse startede Mogens Glistrup, med baggrund i den mere liberale udlændingelov, der var blevet vedtaget i 1983, en kampagne mod immigration af især muslimer. Han koblede spørgsmålet om immigration til sociale spørgsmål, og derigennem lykkedes det ham at knytte negative associationer til flygtninge- og indvandringsspørgsmålet. Glistrup vandt en vis opbakning til sin antimuslimske linje, og han fortsatte sin arbejde op gennem 80’erne og 90’erne. Fremskridtspartiets nye rolle som et immigrationsfjendtligt parti blev senere den ene grundsten i Dansk Folkepartis succes.

Den anden grundsten blev lagt i 1987, da Den Danske Forening (DDF) blev stiftet af en gruppe uorganiserede læserbrevsskribenter og andre indvandringsmodstandere fra det udenomsparlamentariske højre med præsten Søren Krarup i spidsen.

Foreningens udgangspunkt var fra modstanden mod muslimsk immigration, og den lagde stor vægt på en selvforståelse, hvor der gik en lige linje fra modstandsbevægelsens kamp mod den nazistiske besættelsesmagt i Danmark under Anden Verdenskrig og til foreningens ideologiske kamp mod indvandring. Danmark var både dengang som i dag truet, påstod man, og en modstand mod udviklingen var nødvendig. Som modstandsfolkene under besættelsen forsvarede landet mod tyskerne, således forsvarede ideologerne i DDF nu i deres egen selvforståelse landet mod indvandringen og især mod folk med muslimsk baggrund. Islam sidestilledes således ofte med nazisme, og derigennem retfærdiggjorde DDF antimuslimsk racisme. DDF er således en vigtig del af forklaringen på, hvorfor det er lykkedes at rykke Danmark mod højre.

Centralt i Den Danske Forening sad flere personer, der senere kom i Folketinget for Dansk Folkeparti. Samtidig har Den Danske Forening siden grundlæggelsen set sig selv som den udenomsparlamentariske højrefløjs intelligentsia. Foreningen har især tidligere udviklet ideologi, argumenter og strategi, som mange andre højrefløjsgrupper, også Dansk Folkeparti, enten har overtaget, kopieret eller i det mindste ladet sig inspirere af.

 

Fra kaos til professionelt parti
Dansk Folkeparti (DF) så dagens lys i oktober 1995, hvor partiet blev stiftet af Pia Kjærsgård og andre udbrydere fra Fremskridtspartiet efter politiske stridigheder i partiet. Samtidig fulgte en række af de dygtigste kræfter fra Den Danske Forening med over i det nye parti. Fremskridtspartiet genvandt aldrig tidligere tiders popularitet, og det nye DF blev heller ikke spået mange chancer af hverken presse eller de andre partiers politikere. De skulle dog blive klogere.

Med det nye parti fulgte en professionalisering af partipolitikken. Det kaos og de skandaler, der havde været en del af Fremskridtspartiet, lagde stifterne af det nye parti bag sig. Problemer blev nu håndteret internt i partiet frem for at lade det udstille til offentligt skue. Indvandring og integration blev udvalgt til kernepunkter i partiet, og strategien var en konstant kobling af disse emner til sociokulturelle spørgsmål såsom kriminalitet og vold. Sammenkoblingen skabte en mulighed for som vælger at danne sig et sammenhængende verdensbillede, ligesom den tilbød en identifikation med dette verdensbillede.

En anden medvirkende årsag til Dansk Folkepartis succes var deres politiske retorik. Fagtermer og akademisk sprog blev fra start undgået i et vellykket forsøg på at formidle en følelse af, at DF-politikkerne talte „folkets sprog“. Endelig blev billedet af et professionelt agerende parti massivt eksponeret gennem en offensiv mediestrategi. DF var meget tidligt allestedsnærværende i offentligheden. Indholdet har ofte været andenrangs, mens det primære budskab stod klart: „DF har en holdning og er der for dig“. Og dette budskab har virket.

Dansk Folkeparti passede perfekt ind i den politiske tidsånd, og folk strømmede til partiet, der nu gav tankegodset fra Den Danske Forening og Fremskridtspartiet et nyt professionelt ansigt. Socialdemokratiet formåede ikke at afværge DF’s opblomstring, og partiets overtagelse af mange traditionelle socialdemokratiske mærkesager betød, at Socialdemokratiet i de følgende få år mistede mange vælgere til den nye højrefløj. Allerede i 1998 opnåede Dansk Folkeparti 7,8 % af stemmerne, og da statsminister Poul Nyrup Rasmussen efter valget brød sit valgløfte og strammede efterlønsreglerne, flygtede mange pensionister også til højre.

I 2001 nåede Dansk Folkepartis udvikling hen imod at blive et fuldt anerkendt og etableret parti sit foreløbige højdepunkt, da partiet fik 12 % af stemmerne ved folketingsvalget og dermed blev det tredjestærkeste parti i Folketinget.

For at kunne komme igennem med sit bebudede ’systemskifte’, måtte statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans regeringskoalition med Det Konservative Folkeparti bruge Dansk Folkeparti som støtteparti for at kunne danne flertal. Denne position som garant for regeringen var et politisk lykketræf for DF.

For det første fik partiet stor indflydelse på den førte politik gennem truslen om at bringe regeringen i mindretal. For det andet fik partiet iscenesat sig selv som et antielitært parti, der kiggede de mægtige efter i sømmene som den sande repræsentant for danskerne. Dansk Folkeparti udnyttede denne fordelagtige stilling til det yderste. F.eks. har de i løbet af de ti år, de var støtteparti for VK-regeringen, i snit fået gennemført massive stramninger af udlændingelovgivningen hver 8. måned.

Venstre og Konservative lod sig glædeligt afpresse og kalkulerede altid med Dansk Folkepartis reaktion i udformningen af deres lovforslag. Det gik hovedsagligt ud over mennesker, der ikke var EU-borgere eller mere præcist folk, der kom fra ikke-vestlige lande og som ønskede at blive i Danmark. Lovgivningen blev strammet i sådan en grad, at det i slutningen af 2010 var så godt som umuligt for folk med ikke-vestlig baggrund at opnå permanent opholdstilladelse.

Meningsmålinger viste dog på dette tidspunkt, at vælgerne efter ti år med massiv instrumentalisering af muslimer og hetz mod dem, var blevet trætte af den evige debat om islam og muslimer. Disse temaer var ikke længere nok til at tiltrække vælgere.

Dansk Folkeparti var ikke sene til at opfatte denne ændring i folkestemningen og reagerede straks. Fokus blev nu rettet mod de angivelige ”østeuropæiske indvandrebander”, som kom illegalt til Danmark for at arbejde, stjæle eller tigge.

Dette blev særligt tydeligt, da Dansk Folkeparti af de andre regeringspartier blev tvunget til at indgå kompromisser på efterlønsområdet, et at partiets yndlingstemaer. Kort tid før forhandlingerne blev Pia Kjærsgaard citeret for at sige, at der på dette område ikke kunne blive lavet kompromisser med Dansk Folkeparti. Dette kunne partiet imidlertid ikke holde, og det truede dermed partiets troværdighed. Dansk Folkeparti forsøgte nu at aflede opmærksomheden fra dette politiske fejltrin med et mediestunt, hvor partiet krævede en genindførsel af grænsekontrollen. Dette skulle stoppe ”tusinder af østeuropæiske bander”.

Genindførslen af grænsekontrollen skabte røre ude i Europa, og var kun i anden række et forsøg på at holde østeuropæiske bander ude at landet. Hovedformålet var skadesbegrænsning og at profilere partiet som et hard-liner parti på indvandringsområdet. Fokus blev flyttet fra islam til østeuropæiske bander i håb om at vinde point på deres sædvanlige politik. Dette taktiske træk virkede dog ikke, og for første gang i partiets historie oplevede det en nedgang i vælgertilslutning, som bidrog til regeringsskiftet i 2011, hvor centrum-venstrepartierne overtog regeringsmagten. At tilbagegangen ved valget kun var på 1 %, især da Breiviks attentat i Norge endnu var i frisk erindring, er et tydeligt tegn på Dansk Folkepartis stærke basis og på kernevælgernes trofasthed, idet partiet ved valget opnåede 12 % af stemmerne.

 

Dansk Folkepartis politiske hovedtemaer
Hovedomdrejningspunktet for Dansk Folkeparti har fra start været en omfattende antiimmigrationspolitik og i sidste ende en politik, hvor bestemte menneskegrupper skal afskæres fuldstændigt fra integration ind i det danske samfund. Dette kommer bl.a. til udtryk i de stadige stramninger af udlændinge- og asyllovgivningen, som partiet har været arkitekt bag.

Det racistiske fokus begrænser sig dog ikke til disse to temaer. Det dukker op igen og igen i debatter, der ikke er direkte knyttet til immigration og integration. Dansk Folkeparti fremstiller således sig selv som en viderefører af 70’ernes kvindekamp og profilerer sig som forsvarer af kønnenes ligestilling. I partiets partiprogram må man dog lede forgæves efter en egen politik på området. DF anser ligestillingen i Danmark som gennemført, og kampen for ligestilling defineres ikke gennem progressive feministiske holdninger, men udelukkende over begrænsninger overfor folk, som antages ikke at gå ind for ligestilling.

”Efter 100 års kvindekamp betragter vi danskere i dag kvinders ligeværd som en selvfølge. Men ikke alle er enige med os i denne sag” lyder det i filmen Ligeværd på DF’s hjemmeside.

Med tanke på partiets fokus på indvandring, er det indlysende, hvem det er, man forsøger at ramme med denne udtalelse. Det er immigranter fra ikke-vestlige og sydeuropæiske lande, som siges ikke at ville acceptere disse progressive værdier. Særligt hårdt angribes folk med muslimsk baggrund. Deres kultur og religion bliver udnævnt til at være tilbagestående, kvindefjendsk og med voldsforherligende og umoralske træk.

Alle bliver skåret over en kam, og Dansk Folkepartis såkaldte kamp for ligestilling er blevet ført bl.a. gennem krav om forbud mod burkaer i Danmark og generaliseringer af alle muslimske mænd som pædofile, voldtægtsforbrydere og voldsmænd. Muslimer fremstilles som undertrykte ofre uden egne holdninger: ”Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt,” skrev Jesper Langballe fra Dansk Folkepartis folketingsgruppe i en kronik i Berlingske Tidende den 22. januar 2010 som en kommentar til en antimuslimske debattørs udtalelser om muslimer.

Dansk Folkepartis holdninger til homoseksuelle gentager det samme mønster. Politikken på området bruges udelukkende til at afgrænse sig i forhold til ”undertrykkerne”.

Næsten al argumentation fra Dansk Folkeparti tager udgangspunkt i en ekskluderende, diskriminerende og national politik. Kampen for ytringsfriheden er ingen undtagelse.

Ytringsfriheden er blevet fremstillet som værende truet gennem immigration og ”antiracisme”, ”menneskerettigheder”, og ”politisk korrekthed”. De undertrykkende elementer fra indvandrernes kultur bliver stærkt fremhævet, og den korrupte elite, de etablerede partier, intellektuelle og det politiske venstre bliver angrebet og kaldes for landsforrædere.

Søren Krarup formulerede det således i Jyllandsposten den 21. oktober 2000: ”Jeg betragter Dansk Folkeparti som en modstandsbevægelse, hvor jeg kan aftjene min nationale værnepligt mod det landsforræderi, som vi ser fra folketingspolitikerne. De lukker hvert år tusindvis af nye flygtninge og indvandrere ind i vores land, samtidig med at bander af unge indvandrere hærger og terroriserer danskerne, og på den måde er de i gang med fuldstændig at afmontere vores land.”

Dansk Folkeparti føler sig således som repræsentant for befolkningens sande stemme og som modpart til landsforræderne. Man konstruerer et uforanderligt billede af et ”Vi” og et ”Dem”. ”Dem” står for indvandringen og integrationen, som truer Danmark. ”Vi” er DF og dets tilhængere, der vil forsvare det af dem selv definerede begreb danskhed. Kun foragt er tilovers for ”landsforræderne” og disse personer rykker over i kategorien ”dem”.

Mønsteret gentager sig i partiets politik på områderne EU og miljøbeskyttelse. DF er betingelsesløse modstandere af EU og afviser alle former for indblanding i danske anliggender. De jævnlige påvisninger fra udlandet af Danmarks krænkelser af internationale standarter på asylområdet bliver anset som irrelevante og ignoreres fuldstændigt og anses for at være utidige indgreb i danske anliggender. For DF bliver danskerne i EU et truet mindretal. Som disse eksempler viser, er den væsentlige del af DF’s politiske agenda baseret på diskriminerende, ekskluderende og nationalistiske elementer.

Venstrefløjens anerkendelse af DF
Politiseringen af de sociokulturelle spørgsmål har ført til massive problemer for den parlamentariske venstrefløj. Den nye diskussion af disse temaer blev hverken imødegået med overbevisende modpositioner eller med alternative forslag fra den parlamentariske venstrefløj. Politisk såvel som agitatorisk blev feltet overladt til højrefløjen, og en allestedsnærværende frygt for at miste vælgere førte til indrømmelser til den parlamentariske højrefløj. Resultatet blev en venstrefløj – særligt Socialdemokratiet – hvis egne holdninger nærmest var usynlige. Følgerne heraf blev en ængstelig venstrefløj næsten uden egne standpunkter, som i stedet lod sig drive frem foran højrefløjens hetz.

Politisk blev den udlændingefjendtlige hetz knapt imødegået, og tværtimod blev retorikken og de politiske krav overtaget af Socialdemokratiet ofte i en lidt mildere form. Det førte til et brud med gamle socialdemokratiske idealer og en opportunistisk politisk linje, og samtidig blev det stadig sværere at se forskel på partierne.

Desillusionerede socialdemokratiske kernevælgere strømmede i armene på Dansk Folkeparti. Det var blevet det nye parti for arbejdere og pensionister, fordi at disse to grupper følte sig ladt i stikken af de traditionelle arbejderpartier, Socialdemokraterne og til dels Socialistisk Folkeparti. Socialistisk Folkeparti har gennem de senere år gennemført en udvikling svarende til Socialdemokratiets dog i en hurtigere og mere kalkuleret gengivelse. Begge partier har sågar overtaget temaer som ligestilling og homoseksuelles rettigheder og anvendt disse til at rette en „kulturkritik“ mod immigranter, især muslimer.

Et afgørende vendepunkt i historien om venstrefløjen og Dansk Folkeparti fandt sted i marts 2012. For at opnå kompromis i et trafikforlig, inviterede den socialdemokratisk ledede regering, der har det socialistiske parti, Enhedslisten, som parlamentarisk grundlag, DF med til forhandlingsbordet. Dette var et foreløbigt politisk nederlag for den parlamentariske venstrefløj. Ethvert forsøg på at afvise et samarbejde med højrepopulisterne er dermed blevet historie, og venstrefløjen hjælper således højrefløjen til indflydelse og magt. Det bliver signaliseret, at DF er et parti, som man helt igennem kan arbejde sammen med.

Den manglende afvisning af Dansk Folkeparti og venstrefløjens ringe evne til at sætte dagsordenen har haft to tungtvejende konsekvenser: For det første førte de øvrige partiers anerkendelse af DF til en legitimering af partiet og dets politik. Fra den ene dag til den anden blev DF en anerkendt spiller på den politiske scene. For det andet betød overtagelsen af DF’s højrepopulistiske dagsorden at deres politik blev særdeles udbredt, således at DF’s politiske rækkevidde nu spænder langt ud over egne kredse. Uden denne ideologiske støtte og manglende opposition i politik, medier og offentlighed ville DF’s politiske projekt have været begrænset til deres egne kernevælgere.

Som beskrevet ovenfor er det ikke kun midterpartierne, der anerkender DF og dermed medvirker til blåstemplingen af partiet og dets ideologi. Også den parlamentariske venstrefløj bidrager til dette.

 

Det ekstreme højre bagatelliseres
I Danmark er der en kraftig tendens til, at (ekstremt) højreorienterede meninger bliver identificeret med nazisme og ikke bliver erkendt som (ekstremt) højreorienterede meninger. Det fører til en bagatellisering af problemet og til en overbevisning om, at racisme og højreorienterede ideologier ikke har nogen betydning i Danmark.

Opfattelsen af Danmark som „tolerancens moderland“ falder naturligt ind i denne konstruktion. Progressivitet på nogle områder som f.eks. ligeberettigelse mellem køn eller eksistensen af fristaden Christiania indgår i selvopfattelsen som et tolerant folkefærd. Toleranceopfattelsen har således på nogle områder nogle reelle byggesten. Det er imidlertid problematisk, at denne grundopfattelse er bestemmende for det videre billede af Danmark. Mindre progressive aspekter ved velfærdsstaten kommer sjældent frem i lyset. Ved en undersøgelse i 2004 svarede 2/3 af de adspurgte danskere, at de mente de boede i verdens bedste land. På dette tidspunkt, sad VK-regeringen med støttepartiet Dansk Folkeparti på magten på tredje år og havde allerede da trukket lovgivning, retorik og politik massivt mod højre. Byder de adspurgte 2/3 de foregående års massive ryk mod højre velkommen? Eller bliver fakta og stemninger ignoreret for at billedet af „det bedste land i verden“ kan blive opretholdt? For mange er det sandsynligvis en blanding af begge. I denne sammenhæng skal det ikke glemmes, at racistisk og diskriminerende retorik konstant bagatelliseres som ytringsfrihed eller kulturpolitik og derved bliver afpolitiseret.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd påbegyndte i 2010 en undersøgelse, hvis foreløbige resultater opsummeres på følgende måde af seniorforsker Tina Gudrun Jensen: ”Gennemgående for vores studier har været, at der er meget lidt fokus på de her emner ude omkring. Det har noget at gøre med, at vi i Danmark er styret af en lighedsideologi om, at vi alle sammen er ens, og der ikke er forskel på den måde, vi behandles. Diskrimination bliver på den måde noget subtilt. Noget med diskrete negative forventninger og fordomme, som etniske minoriteter ikke desto mindre hele tiden konfronteres med og må forholde sig til, når de søger arbejde eller er under uddannelse. Vores studier viser også, at de fleste af os nedtoner, at racisme og diskrimination skulle finde sted, og at hvis vi er nødt til at erkende, at det finder sted, så lægger vi skylden på enkelte individer, ikke på hverdagspraksisser i det brede fællesskab eller samfundets institutioner.”

Konklusionen er altså, at racismen eksisterer i det danske samfund, men at den ikke bliver behandlet som et kollektivt eller samfundsmæssigt problem, men derimod et individuelt. Dermed kan forestillingen om den danske tolerance opretholdes.

At Dansk Folkeparti har stor succes i områder, hvor andelen af migranter er relativt lav, viser, at fordomme og racisme fungerer fint uden at ofrene for disse er til stede. Billederne og fordommene bliver bestemt, fortolket og transporteret af politikken og medierne, hvorefter de bliver overtaget af hverdagsmennesker, uanset om de nu kender en indvandrer eller ej.

Den tyske undersøgelse Migrations- und Integrationspolitik in Dänemark und Finnland – ein nordischer Sonderweg? Fra Rostocks Universitet konkluderer, at der findes en slags velfærdspopulisme i Danmark og Finland, og beskriver dette som et fænomen, der ser velfærd, socialsystem og værdisæt truet af indvandring. Undersøgelsen konstaterer, at de danske og finske velfærdsmodeller er lukkede systemer, hvor staterne og samfundene kun med besvær finder integrerbare svar på indvandring og i nogle tilfælde reelt udelukker disse. Eller med forfatternes ord: ”På baggrund af studiet kan det slås fast, at Danmark og Finlands ellers meget omtalte rolle som forbilleder på det undersøgte felt ikke er en realitet.” Det er altså ikke, ifølge rapporten, i overensstemmelse med virkeligheden, når Danmark og Finland udråbes til rollemodeller for andre lande, når det handler om migrations- og integrationspolitik.

Det må derfor være på tide at tilpasse den nationale såvel som den internationale opfattelse af Danmark til kendsgerningerne. En sætning, der kunne beskrive vor tids Danmark, kunne være: ”Velfærd? Ja! Men helst ikke for alle.”

 

Nationalisme, der ikke må være nationalisme
Det er påfaldende, at der i Danmark i vid udstrækning hersker et positivt syn på eget land og befolkning. Spørger man ind til det, bliver det kraftigt afvist, at denne positivitet kunne have noget at gøre med nationalisme: „Nationalisme er noget negativt. Her fremhæver man sit eget land, sin egen befolkning eller egen kultur frem for andre lande, befolkninger eller kulturer. Men sådan gør danskerne ikke. Vi ser det mere som nationalfølelse. Nationalfølelse er noget positivt. Man kalder det også kærlighed til sit eget land – man elsker sit fædreland,” hedder det i bogen Dansk, Danskere og Danskest – Om Danskhed. At positiv nationalfølelse indeholder en potentiel udelukkelse af andre og nødvendigvis må have negative konsekvenser, bliver ignoreret.

Professor i sociologi Peter Gundelach deler ikke disse antagelser og sætter kritikken på spidsen: “Når man siger, at noget er dansk, siger man samtidig, at der er noget det ikke er.“

Vi ser allerede, at overtagelsen af positive værdier og omdannelse af dem til ”danske værdier” hører med til konstruktionen af den danske selvopfattelse. Pia Kjærsgård siger i et filmklip på Dansk Folkepartis hjemmeside at: „Hygge, spontanitet og godt humør. Det er sådan noget vi meget ofte forbinder med det at være dansk. Vi er et folkefærd med et glimt i øjet og en god humor.“ Denne måde at gøre ting positive tydeliggør ikke kun, hvad der er dansk, men gør det samtidigt klart, hvad der er udansk og dermed ikke positivt.

Det er afgrænset, hvem der dansk, og hvem der ikke er. Og hvem, der kan være det. Den meget stramme indvandringspolitik udvælger, hvem der kan komme igennem nåleøjet og blive en del af det danske fællesskab, men der er ikke nogen garantier. End ikke ens fødsel er en sikkerhed for at tilhøre danskerne. Dette kommer meget tydeligt til udtryk med betegnelser som 2.- og 3. generationsindvandrer, og begår du som person med et af disse stempler kriminalitet, kan du risikere at blive udvist til et land, du aldrig har sat en fod i, men hvor din familie engang, før du blev født, havde et liv.

Udviklingen af en stærk højrepopulisme er ikke det, der adskiller Danmark fra lande som Italien, Schweiz og Holland. Det er auraen af normalitet, der ledsager denne udvikling og danskernes manglende evne til at se sit sande spejlbillede i øjnene, der får landet til at skille sig ud fra de andre. Det tolerante, åbne og progressive Danmark eksisterer ikke længere i denne form.

Der foregår en organiseret hetz mod flygtninge- og indvandrere uden at dette skaber ramaskrig og skandaler. Det er ikke politisk selvmord at komme med racistiske udtalelser og karikaturer af etniske minoriteter. Et civilsamfund, der danner en slagkraftig offentlig modpol, er nærved ikke-eksisterende. Der foregår en ’positivering’ af egen fortid og nutid, der tillader en ureflekteret identificering med egen stat og eget folk. Positive værdier som tolerance og ligestilling bliver som såkaldt danske værdier udråbt til en grundsubstans i samfundet. Alle danskere er indforståede med de danske værdier. Samfundsmæssige selvmodsigelser og fejltrin bliver der ikke snakket om og hvis det sker, bliver de udelukkende bebrejdet ”fremmede” kulturer.

Dansk Folkepartis stedfundne og stadig igangværende højrepopulistiske projekt med at rykke den offentlige mening kraftigt mod højre er ganske vist blev drejet frem af en effektiv mediestrategi, men den havde ingen chance havde haft, hvis det ikke havde været visse samfundsmæssige forudsætninger. Og man kan med rette frygte, at højredrejningen kun lige er begyndt. De seneste meningsmålinger, hvor Dansk Folkeparti står til at blive lige så store som Socialdemokratiet, hvis ikke større, lader én frygte det værste. Det ligner en let sejr for centrum-højre og Dansk Folkeparti.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com