Den almene boligbebyggelse Galgebakken i Albertslund på Københavns Vestegn fejrer sit 40 års jubilæum i denne måned. I den anledning udsendte beboerbladet Galgebakkeposten et jubilæumsnummer med en række historier fra de 40 år. Denne artikel fra bladet beskriver en interessant epoke i bebyggelsens liv i 70’erne.

I foråret 1976 nægtede Galgebakkens beboere at betale en 4 procent huslejestigning. Et flertal på et beboermøde sagde nej. Dermed var huslejeboykotten en realitet. De følgende næsten to år bakkede et flertal op om boykotten, der efter en pause blev efterfulgt af en ny boykot. Det fik alt sammen stor betydning ikke kun for husleje og økonomi, men også det sociale liv på Galgebakken.

Vi vil ikke betale
Et budgetbeboermøde havde nogle måneder før afvist en 3 procent stigning og besluttet at ”fastfryse” huslejen. VA’s bestyrelse (Galgebakken er en afdeling af VA, Vridsløselille Andelsboligforening) besluttede at gribe ind og pålægge afdelingen en stigning på 4 procent (som de kunne efter vedtægterne).

Men sådan kom det ikke til at gå. En gruppe beboere diskuterede huslejeboykot. Det handlede for dem ikke kun om afdelingens økonomi, men også beboernes levevilkår og muligheder for at betale huslejen. Det var krisetider, Galgebakken var netop indflytningsklar, da oliekrisen startede i 1973.

Deres konklusion var klar, huslejestigninger var uansvarlige og risikerede at tvinge folk til at flytte væk fra Galgebakken.

De fandt også ud af at det – på lidt længere sigt – handlede om langt mere end de 4 procent. Administrationens tal viste, at huslejestigningen snarere burde være 15 procent, hvis Galgebakkens økonomi skulle hænge sammen.

Et flertal af beboerne sagde nej til huslejestigningen og boykotten var en realitet. De fortsatte med at betale den gamle husleje på et almindeligt girokort i stedet for de girokort med den nye ”officielle” husleje, som VA udsendte.

Køb Klassekampen!
Hvordan fik de dog idéen kunne man spørge? Huslejen er steget mange gange siden uden den slags konsekvenser, også i krisetider. Det kan være svært at give et entydigt svar, men jeg vil forsøge alligevel. Der var i 70’erne en tendens til at se det ”politiske” i alting. Der var masser af såkaldte vilde strejker, boligaktioner og husbesættelser mod ejerlejlighedsudstykninger. Den generation af unge, der flyttede ind i Galgebakken og andre nye almene bebyggelser var helt med på at se på muligheder for aktioner.

Der var også de mange små eller lidt større venstrefløjspartier, som også havde en vis tiltrækning i Galgebakkemiljøet. Det oplevede man meget konkret, når man lørdag formiddag skulle forbi vores beboerejede købmand på torvet efter brød eller mælk. Avisen kunne man nå at købe allerede, inden man nåede ind hos købmanden. Foran butikkerne stod sælgerne af Land og Folk, Solidaritet og Klassekampen plus evt. andre skrifter fra den yderste venstrefløj.

Galgebakken ikke alene
Huslejeboykot i de almene byggeri bredte sig i de år med lynets hast. I Albertslund Syd og Vest var over 2000 boliger ramt af alvorlige byggeskader. Her var beboerne allerede startet på deres deponeringsaktion under parolen. ”Vi vil ikke betale for andres svigt og fejl”. De var vigtige allierede, f.eks. da vi udskiftede flertallet i VA’s bestyrelse. Det betød meget at have en ”venligtsindet” bestyrelse, der ikke truede lejerne med udsmidning bare fordi de boykottede.

Der var også andre bebyggelser i VA, der havde huslejeaktioner, f.eks. Askerød og Hyldespjældet. Også Hedemarken boykottede. Men det var ikke kun i Albertslund og VA, der var aktioner. Det skete mange steder, f.eks. i Farum Midtpunkt, Måløv Park og Vejlby Vest i Århus.

Og så var der ikke mindst de mange kollegier med huslejeboykot. Alt sammen på grund af huslejerne, men efterhånden også problemer med byggefejl.

I en weekend i oktober 1976 mødtes folk fra nogle af disse bebyggelseri Kongsholmcentrets festsal i Albertslund for at diskutere huslejeaktionerne og koordinere arbejdet.

Der var stort behov for at snakke sammen. Der var risiko for splittelse, fordi det i praksis endte med, at vi kæmpede om at få del i de samme midler, f.eks. driftsstøtte fra Landsbyggefonden.

Det var ellers ikke aktivisternes ønske, at lejerne selv skulle betale gennem Landsbyggefonden. Så hellere statsmagten. Nogle af os tænkte, at vi måtte lægge hele finansieringssystemet om, med statslån måske kombineret med nationaliseringer af hele kreditsektoren og de store byggemonopoler. Det var der ikke enighed om, men det var en stor diskussion.

Strædemøderne
Hvordan kunne det i det hele taget lade sig gøre? At organisere en huslejeboykot gennem flere år, uden at folk stille og roligt faldt fra? Svaret er ”strædemøder”, ”stræderåd” og åbne aktionsgrupper. Og samtidig et tæt samarbejde med det valgte beboernævn (afdelingsbestyrelse). Der blev gjort et kæmpestort arbejde med at bygge en organisation, der svarede til opgaven: at lave huslejeboykot. En masse mennesker gjorde en utrolig stor indsats.

Hvert eneste stræde i Galgebakken holdt jævnligt møder om både boykot og en masse andre spørgsmål af fælles interesse. Der blev valgt stræderepræsentanter, der mødtes en gang om måneden til et ”Stræderådsmøde”. Mellem disse møder arbejdede en masse åbne aktionsgrupper.

Der var stadig en officiel struktur med beboernævn, som tog alle de vigtige beslutninger, som hører til i en boligafdeling.

Alle de store beslutninger blev taget på beboermøder. De var gerne velbesøgte.

Demokratiet fungerede – nok bedre end nogensinde. Da et beboermøde vedtog at sende et spørgsmål om fortsat aktion til urafstemning, udviklede vi et nyt koncept: Afstemningen skete i forbindelse med strædemøder, men den var hemmelig, og også ikke-tilstedeværende kunne deltage i afstemningen. Og alt var under minutiøs kontrol; der kunne ikke snydes.

Kulturen på Galgebakken
Der opstod i de år en masse nye aktiviteter, til dels på grund af boykotten men også mere eller mindre uafhængig af den. Strædespisning er et eksempel; mange stræder havde spiseklubber. Nogle eksisterede i årtier (måske er de her endnu). Helt naturligt fulgte andre fælles aktiviteter i forlængelse af strædemøder og strædespisning.

Der er skrevet flere sange om huslejeboykotten på Galgebakken. Og mange af de lidt primitive duplikerede tryksager, der blev udgivet, herunder Galgebakkeposten, er illustrerede med festlige humoristiske tegninger.
I samme periode opstod et nyt musikmiljø på Galgebakken. Hver søndag mødtes en række mennesker til folkedans og musik. Helt i tidens ånd, hvor der også politisk var en søgen mod ”traditionerne”, som et alternativ til den herskende kommercielle kultur.

Støtte fra Landsbyggefonden
Beboernes og aktivisternes drøm om ”fastfrysning af huslejen”, var ikke så let at realisere. Vi ville gerne skabe en ny boligpolitik, hvor alle kunne få en rimelig bolig de kunne betale. Vi måtte stille os tilfreds med mere beskedne mål. Efter knapt to års boykot fik vi i 1978 tilbud om et lån fra Landsbyggefonden på 4 millioner kr. til nedbringelse af huslejen. Det var ikke det, vi drømte om, men den anden side var der for usikkert at fortsætte boykotten, og noget havde vi dog fået.

Et beboermøde besluttede at stoppe boykotten. Det skulle være midlertidigt, det lå i kortene, at vi ville starte igen, hvis der ikke kom noget bedre på bordet. De mange byggefejl, som Galgebakken var befængt med begyndte at blive tydelige, så nu var det ikke kun huslejen, der var problemet.

Deponering af huslejen
Sommeren 1979 blev der oprettet en deponeringsforening. Denne gang var det en total boykot; et flertal deponerede hele huslejen. Deponeringen sikrede, at pengene var der, når aktionen sluttede.
Den sidste huslejeaktion sluttede med et nyt lån fra Landsbyggefonden. Det var nok til, at beboerne sagde jatak. For mange (herunder undertegnede) var det uden begejstring. Men nu var de politiske muligheder ikke så gunstige.

De fleste boykotaktioner var slut, Folketinget gennemførte lovgivning, der skulle forhindre huslejeboykot og flere af de, som tidligere havde støttet os vendte os ryggen. Vi lavede en demonstration foran Folketinget, men fagforeningerne ville ikke være med.

Var det umagen værd?
Jeg mener, at boykotaktionerne – på den lange bane – har haft stor positiv værdi for Galgebakken. Vi havde ikke haft det samme sociale miljø, hvis Galgebakken ikke havde været igennem en meget politisk periode i 70’erne med huslejeaktioner, strædemøder og hvad deraf følger.

Lovgivningen med lån fra Landsbyggefonden til opretning af byggeskader er nok det vigtigste resultat af huslejeaktionerne.

Det er lejerne selv, der skal betale gennem Landsbyggefonden, og det var nok ikke det vi drømte om. Det blev hverken til statsfinansiering eller nationaliseringer af finanssektoren og byggemonopolerne. Men de krav er stadig aktuelle, mere end nogensinde.

Ebbe Rand Jørgensen var en af de mange boligaktivister og har boet på Galgebakken i knap 40 år.

Opslået i Historie, Socialt og Bolig

single.php