Valget af Jeremy Corbyn til Labour Party i Storbritannien til ny formand har skabt og er ved at skabe noget andet. Noget nyt er på vej.

Han er leder af et parti, der nu har op mod 600.000 medlemmer, Europas største og med fortsat medlemsfremgang. Et socialdemokratisk parti med en anden kurs end de kriseramte søsterpartier i Vesteuropa, som oplever historisk tilbagegang.

 

En ny undersøgelse – foretaget af Legatum Institute – viste for nylig, at tre fjerdedele af briterne støtter Corbyn-ledelsens forslag om at nationalisere jernbanerne i Storbritannien. Halvdelen er tilhængere af at nationalisere bankerne. TUC, der svarer til LO i Danmark vedtog for nylig en resolution om klimaforandringer, der støtter, at energisektoren skal tilbageføres til offentligt ejerskab under demokratisk kontrol.

 

Tilfældigt samspil med den nye Labour Partys ledelse? I hvert fald er situationen omkring det britiske arbejderparti forandret. Stærkt undertippet vandt Jeremy Corbyn formandsvalget i september 2015 takket være en klar politisk linje, der adskiller sig fra de ledelser, partiet har haft i nyere tid.

 

En ny bog fra forlaget Manifest i Norge i serien “Radikale bevægelser” beskriver hele processen henimod valget af Jeremy Corbyn til formand. Der stillede flere kandidater op til posten. Nogle, som helt sikkert ifølge såvel den gamle partiledelse som medierne ville vinde. Ude fra kulden og ind fra venstre kom Corbyn, som mest var kendt som en enlig stemme mod magten i partiets parlamentsgruppe.

 

Jeremy Corbyn tilhørte historisk den sidste rest af bennitter – opkaldt efter Tony Benn, der frem til sin død for få år siden havde symboliseret partiets venstrefløj. Corbyn var en principfast protest – hvad enten det var mod regeringen eller mod flertallet i sin egen partigruppe. Som støtter for hans kandidatur sagde: “Vi trænger til en leder, som ser fremad, og som vil udfordre nedskæringspolitikken, tage kampen mod big business op og præsentere et alternativ til “austerity” – ikke en leder, som vil trække os tilbage til fortidens “New Labour”-værdier”.

 

Et vejskilt

Omtalte Tony Benn plejede at dele politikken ind i to kategorier: Vejskilte og vejrhaner. En vejrhane lader sig styre af fokusgrupper og meningsmålinger. Vejrhanen peger som vinden blæser. Et vejskilt – derimod – siger konsekvent, hvilken vej vi skal gå. Vælger man en anden vej, vil vejskiltet fortsat være der og pege i samme retning, når du ombestemmer dig 27 år senere. Og Corbyn var et vejskilt!

 

Corbyn nægtede at skære ned i velfærdsydelserne, ville øge skatterne, var krigsmodstander, ville have mere indvandring – ikke mindre, og var EU-kritiker

 

I bogen beskrives hele processen, opbygningen af den strømning, Jeremy Corbyn repræsenterer. Desuden beskrives de højre-udspaltninger, de nyere Labour Party-debatter har medført, men som for øjeblikket ikke er tilfældet. Venstrefløjen omkring Corbyn er bygget op omkring bevægelsen Momentum. Hele partiet har måttet forholde sig til Toryerne – de konservative, der siden Margaret Thatcher havde fortsat med at ødelægge fagforeninger, arbejdstagerrettigheder og fjernet grundlaget for den britiske industri.

 

Faglig støtte

Jeremy Corbyn fik i formandskampagnen støtte fra en række fagforeninger: Storbritanniens største transportarbejderforbund RMT, lokoførerforbundet Aslef, brandmandsforbundet  FBU og bager- og fødevareforbundet BFAWU. En række fagforeninger havde gennem et stykke tid været den gamle Labour Partys ledelses støtter. I 2015 valgte en af de største fagforeninger, Unite, at bevæge sig til venstre. Det gav Corbyn-fløjen afgørende vind i sejlene.

 

En stor del af Jeremy Corbyn støtte kom fra ungdommen. Folk sagde, at denne gamle mand og marxist var passé, men som unge sagde: “for vores generation virker hans ideer ganske nye”.

 

I hele sit voksne, bevidste liv har Corbyn været politisk aktivist baseret på aktivisme i bevægelser, ligesom han i det meste af sit liv har arbejdet fagligt og været ansat i fagforeninger. Når han så er blevet valgt leder af Labour Party udsattes han selvfølgelig for både research og kampagne mod sig. Men kritikken gjorde ham ikke mindre populær, tværtimod.

 

Mødesale blev fyldt, somme tider måtte de flyttes ud på gaderne. Anklager for trotskisme, og “trotskister laver jo entrisme”. Corbyns svar hertil var: “Den eneste entrisme, jeg har set, er, at der kommer masser af unge folk til partiet, som ikke plejer at være særligt interesserede i politik”.

 

Labour Party havde under Tony Blair med perioden “New Labour” udrenset adskillige venstrefløjsstrømninger og folk

 

Momentum

Jeremy Corbyn vandt en sikker sejr i september 2015. Han fik en tilslutning på 59,5 procent. Corbyn byggede et nyt lederskab op, og opbyggede en permanent politisk bevægelse, der fik navnet Momentum. Den blev mere en aktivistbevægelse end partipolitik. Samtidig udpegede Corbyn flere kvinder end mænd til skyggeregeringen. 16 kvinder og 15 mænd.

 

Folk ville have en Labour Party-leder, der ikke forsøger at slå de konservative ved at kopiere dem, men stå for noget helt andet.

 

Da Corbyn vandt lederskaber i  Labour, skræmte det de britiske EU-tilhængere. Han havde i flere årtier været en af Tony Benns nærmeste allierede som nævnt. Benn havde siden 1975 været frontfiguren for partiets venstre-opposition mod EU-projektet. Og hvad ville det betyde for hele situationen omkring Brexit? “Corbynmania” satte sine spor omkring afstemningen for eller mod EU-medlemskabet. Alene i løbet af den første uge efter afstemningen fik Labour Party 60.000 nye medlemmer.

 

Største europæiske parti

Corbyn blev valgt med et overraskende valgskred med støtte fra alle niveauer i partiet – bortset fra de øverste. Støtten til ham er blot vokset. Tidlige forsøg på at vælte ham har kun styrket hans lederskab og strømningen omkring ham. Corbyns slagord “genopbyg og transformer”. Her foreslår han blandt andet en renationalisering af jernbanerne og lokale bustjenester, afskaffelse af private indslag i sundhedssektoren, indførelsen af en national minimumsløn på mindst ti pund inden 2020 og en million nye boliger i løbet af næste parlamentsperiode.

 

Labour Party var blevet et helt andet parti siden sommeren 2015, da Corbyn-bevægelsen kom på banen. Med over en halv million medlemmer – de fleste indmeldt efter sommeren 2015. Det er blevet Vesteuropas største parti. Og Corbyn som partiets ubestridte leder. Store dele af Storbritanniens venstrefløj vælger – i stedet for at opbygge sig udenfor – nu at søge ind i det store arbejderparti – ikke mindst omkring Momentum.

 

I dag er alle Fjerde Internationales medlemmer i Storbritannien nu medlemmer af Labour Party, og opbygger sig som tendens, en tendens i tendensen – en strømning, der arbejder indenfor Labour Party.

 

Bogen er forsynet med en tidslinje i Corbyns vej til magten bagest i bogen. Forrest er der en oversigt over partier og navne for at holde styr på dem. Den er udgivet som en del af serien “Radikale Bevægelser” – en serie, hvor en anden bog sætter danske Enhedslisten under lup.

 

Corbyn-bogen er værd at læse, så man kan se, at tingenes tilstand kan ændres – også i de store socialdemokratiske partier, hvis de vælger en anden politisk linje end den herskende omkring neo-liberalismen.

 

Michael Brøndbo: JEREMY CORBYN – og året som snudde opp-ned på britisk politikk

Forlaget Manifest, 190 sider, 149,- norske kroner

Opslået i Anmeldelse, Facebook, Nordeuropa

single.php