FN’s  24. Konference om Klimaforandringer (COP24) er netop slut i Katowice i Polen. I stedet for at give et svar på det klare budskab fra den seneste rapport fra FN’s Klimapanel (IPCC) om at tage øjeblikkelige skridt for at holde den globale opvarmning under 1,5 grader over det før-industrielle niveau, sloges konferencen om at fastsætte de regler, som hvert land skal følge for at måle deres udledning af drivhusgasser efter 2020. IPCC-rapporten blev stort set ignoreret, ”forhøjelsen af ambitioner” blev udsat til senere, og ”udviklingslandene” må stille sig tilfredse med vage løfter om en Grøn Klimafond.

 

COP21 i Paris satte en kurs: Bliv pænt under 2 grader sammenlignet med den førindustrielle epoke og fortsæt bestræbelserne på ikke at komme over 1,5 grader. I lyset af denne beslutning blev IPCC bedt om at udarbejde en specialrapport om 1,5 grader. I oktober konkluderede denne alarmerende rapport, at menneskeheden kun har et dusin år (maksimalt) til at undgå en massiv katastrofe, og at grundlæggende ændringer på alle samfundsniveauer er afgørende for at reducere udledningerne med 50 procent i 2030 og stoppe dem helt i 2050.

 

I Katowice kæmpede USA, med støtte fra Rusland, Saudi-Arabien og Kuwait for at undgå, at alarmen fra videnskabsfolkene blev hørt af verdens regeringer. De nåede deres mål, for så vidt som at konferencen nøjedes med at takke IPCC for at levere deres rapport til tiden. Den otte siders erklæring, som blev vedtaget af konferencen, refererer ikke et eneste sted til det absolutte hastværk, som IPCC understreger. Samtidig med at de nationale regeringers klimaplaner (“Nationally Determined Contributions” – NDC) sætter et perspektiv om en katastrofal opvarmning på mellem 2,7 og 3,7 grader, har ingen stat taget skridt for at stramme deres forpligtelser. Vi må vente med at se, hvordan man forbinder kløften mellem ordene fra Paris og regeringernes handlinger … hvis de bliver forbundet.

 

Farvel, differentieret ansvar

At man vender det blinde øje til IPCC’s diagnose er ikke den eneste grund til skandalen ved dette COP. FN’s Framework Convention on Climate Change (Rio, 1992) fastslår, at global opvarmning er et ”fælles, men differentieret ansvar”. Det er derfor et spørgsmål om at fordele anstrengelserne, fordi de såkaldte ”udviklede” lande bærer det største historiske ansvar for opvarmningen. Denne passage, som er afgørende for landene i det globale Syd, har siden starten på forhandlingerne været i de rige lande, især USA’s, søgelys. Men under dække af standardiserede procedurer for udledningsberegning markerer COP24 et nyt skridt i fortsatte tilbageskridt.

 

COP24 har faktisk besluttet, at CO2-udledningerne fra et rigt land – som sagtens kunne stoppe med at fyre med kul til elproduktionen – bliver ligestillet med dem fra et fattigt land, som ikke har de finansielle og teknologiske midler til at udvikle grønne alternativer. Denne ligestilling kunne retfærdiggøres, hvis støtten fra de udviklede lande til energiomstillingen i de sydlige lande var reel, omfattende, betingelsesløs og proportionel i forhold til det historiske ansvar. Men det er ikke tilfældet. De hundrede milliarder om året fra den grønne klimafond, som er stillet i udsigt fra 2020 (et beløb, som under alle omstændigheder er helt utilstrækkeligt til at finansiere omstillingen) er mest af alt et papirløfte, og de rige lande vender det døve øre til, når de fattigste kræver kompensation for tab og skader, som rammer deres lande på grund af mere voldsomme tyfoner og andre ekstreme vejrmæssige begivenheder.

 

Folk som Trump, der benægter eksistensen af ”menneskeskabte” klimaforandringer, tøver kynisk nok ikke med at bruge den ”økologiske nødsituation” til at kvæle spørgsmål om social retfærdighed. Selvfølgelig retfærdighed i forholdet mellem Nord og Syd, men også i forholdet mellem rig og fattig, både i Nord og Syd. De gule vestes bevægelse viser tydeligt, at der ikke er nogen vej ud af klimakrisen med en nyliberal politik, som på den ene side deler gaver ud til de rige med henvisning til konkurrenceevnen, og på den anden side beskatter de fattige med henvisning til miljøet. Alligevel er det denne hykleriske og uretfærdige politik, som regeringerne ønsker at forstærke, under dække af at redde klimaet. Især ved at indføre (overladt til en senere COP) en global CO2-pris og en ny ”markedsmekanisme” for at generalisere markedsgørelsen af økosystemer med udledningsrettigheder, som kan købes og sælges.

 

Vækst eller klima? Jesus eller Barabbas?

Ved afslutningen af dette COP svinger de fleste kommentarer mellem billedet af et glas, der er halvt fuldt eller halvt tomt. De beklager langsommeligheden med at implementere ”den gode aftale” fra Paris. Men denne langsommelighed kommer ikke alene fra det polske formandskabs svage ledelse af COP’en, dens føjelighed for kulindustriens interesser (COP24 var sponsoreret af det største europæiske kulmineselskab), eller fra den krise, som den modbydelige Trump har åbnet op for med den ”multilaterale” model for at håndtere internationale relationer. Mere grundlæggende handler det om, at klimaopgaven umuligt kan løses uden at bryde med kapitalismens produktivistiske logik. Så COP21 må genvurderes for at se den mørke side af den ”gode aftale” fra Paris.

 

At redde klimaet betyder at stoppe vækst. For at sige det enkelt, så er det nødvendigt at producere mindre og dele mere, hvilket kapitalismen grundlæggende er ude af stand til. Med andre rod er der en dyb modsætning mellem løsningen å klimakrisen på den ene hånd og på den anden den kapitalistiske logik om akkumulation. I et kvart århundrede har COP ikke gjort andet end at dreje rundt om dette dilemma: vækst eller klima? Jesus eller Barabbas? Paris-aftalen gav det indtryk, at en løsning var fundet, men det var kun en erklæring om hensigter, et kunstgreb. For bag tæppet blev den ”gode aftale” understøttet af et tosset og kriminelt kapitalistisk projekt: den ”midlertidige udskydelse” af tidsgrænsen for klimatruslen. Barabbas er fri, Kristus bliver ofret, Pilatus vasker sine hænder.

 

Et scenarie med troldmandens lærlinge

Ideen er som følger: Grænsen på 1,5 grader vil blive overskredet i 2030-40 – profitvæksten gør det nødvendigt! – men ”negative udledningsteknologier” og geoengineering [tekniske indgreb, f.eks. ved at påvirke alle verdenshavene eller sende ‘klima-partikler’ op i atmosfæren, o.a.] vil hjælpe med at køle klimaet i anden halvdel af århundredet. Sov godt, godtfolk, alt er under kontrol … Implicit i Paris-aftalen, men nu helt åbenlyst i de videnskabelige tidsskrifter, som danner grundlag for klimaforhandlerne – også i arbejdet i IPCC.

 

Dette projekt med ”midlertidig overskridelse” er et projekt, der er troldmandens lærlinge værdigt af mindst to grunde: 1) De teknologier, der er på tale, er hypotetiske og endog farlige (økologisk og socialt), og 2) uigenkaldelige katastrofer – for eksempel at nedbrydning af iskappen ved polerne forårsager en stigning af vandstanden på flere meter! – kan finde sted i dette tidsrum. Men troldmandens lærlinge har iført sig ”elitens” ører, fordi deres ”løsning” ser ud til at tillade en udsættelse af vækstdilemmaet til senere. Pludselig får de multinationale fossile selskaber og de banker, der finansierer dem, den nødvendige tid til at gøre deres investeringer i kul, olie og gas profitable. I realiteten dikterer alliancen mellem de fossile brændstoffer og finanssektoren hastigheden og formerne for energiomstilling.

 

Den totale hengivenhed til nødvendigheden om profit og konkurrence (mellem firmaer, men også mellem stater, som beskytter ”deres” firmaer) får forhandlerne til at tro på, at Teknologiens Gud vil komme dem til redning og sikre deres markedsøkonomi og dens følgesvend: ubegrænset vækst. Derfor deres ligegyldighed over for den aktuelle katastrofe og deres entusiasme, endda deres oprigtighed om at (forsøge at få os til at tro på, at) de har nået en ”historisk aftale” – endnu en gang. Samtidig med katastrofen fortsætter komedien.

 

Social retfærdighed og klima-retfærdighed: samme kamp

Efter denne COP24 må en ting stå krystalklart: man skal intet, absolut intet, forvente sig fra regeringerne, fra FN, fra Talanoa Dialogen, fra den ”Høje Ambitionskoalition” osv. Vi må helt forlade illusionen om at overbevise alle disse ansvarlige for den kaotiske situation, uanset hvem de er, om de fordele, de ville pådrage sig ved at ”tage ledelse” og ”hæve ambitionerne” ved at gå foran i en ”retfærdig overgang” hen imod en ”bæredygtig udvikling” osv. De ønsker ikke at have noget med det at gøre. Punktum. Alle dette bla-bla, alt dette spil for galleriet, har kun et formål: at få folk til at falde i søvn, sløve deres opmærksomhed, nedbryde deres organisationer. Det er edderkoppens strategi. At samarbejde er at kaste sig selv ind i spindet.

 

I Belgien er dødvandet for samarbejdsstrategien hos de største miljøorganisationer (og de faglige ledelser, som støtter dem) kommet for dagens lys. Efter den enorme klimademonstration i starten af december (75.000 i Bruxelles) opfordrede ”Klima-Koalitionen” og ”Klima Ekspres” faktisk til, at den højreorienterede regering ikke skulle træde tilbage, mens Greenpeace bad kongen om at overbevise den politiske klasse om den klimamæssige nødsituation. Selvfølgelig uden held. Er det ikke åbenlyst, at denne vej er en blindgyde? Når alle jordiske midler er blevet udryddet, står der kun tilbage at bede om en guddommelig indgriben.

 

Dette dødvande svarer på alle måder til det, fagforeningernes lederskab havnede i i slutningen af 2014, da de indstillede deres aktionsplan ”for at give forhandlingerne en chance”. Vi ved alle, hvad der kom ud af det: Højrefløjs-regeringen har genvundet selvsikkerheden og en efter en forringet mange sociale landvindinger.

 

Uanset om det er på sociale eller miljømæssige spørgsmål, er konklusionen klar: Det eneste budskab, som disse ledere forstår, er magt. Derfor er det nødvendigt at opbygge et styrkeforhold og her er der kun en vej: at forene kampene for klima-retfærdighed og for social retfærdighed i et anti-kapitalistisk perspektiv.

 

19. december 2018

Daniel Tanuro er agronom, aktiv i Gauche Anticapitaliste (Fjerde Internationale) i Belgien og forfatter til »Green Capitalism: why it can´t work«

 

Oversat fra International Viewpoint af Åge Skovrind

Opslået i Facebook, Klima

single.php