Mord på fagforeningsmedlemmer og ledere af sociale bevægelser, paramilitær aktivitet, koka-produktion… Hvis vi kun så på de traditionelle medier, ville vi ikke vide, at disse problemer faktisk vokser i Colombia, et år efter fredsaftalen mellem den colombianske regering og FARC kom i stand.

Hits: 323

For at få et bedre indtryk af situationen, og for at forstå hvordan alle disse elementer hænger sammen med USA’s politik og forretningsinteresser har vi interviewet Daniel Kovalik, en advokat og menneskerettighedsaktivist, der længe har været involveret i kampen for fred og retfærdighed i Colombia.

 

Fredsaftalen mellem FARC og den colombianske regering faldt på plads for cirka et år siden. Og dog, som du påpeger i en artikel, som du skrev for nylig, så myrdes fagligt aktive, ledere af sociale bevægelser, indfødte og afro-colombianske ledere i højere tal end før fredsslutningen. Hvordan forklarer du det?

 

Ja, det er sandt. Faktisk bliver folk dræbt i større omfang nu end tidligere, selv om det generelle voldsniveau er faldet i Colombia på det seneste. Jeg tror, at det er meget nemt at forklare. De paramilitære er stadig i høj grad en faktor og en styrke i Colombia. De er nu ved at overtage de områder, som FARC tidligere kontrollerede, og de føler sig ærlig talt også opmuntrede af fredsprocessen.

 

Det var den frygt, som folk havde. Du kan formentlig huske, at i 80’erne indgik FARC også en fredsaftale og nedlagde våbnene for at fungere som politisk parti, den Patriotiske Union (UP). Og 3-5000 af deres medlemmer blev dræbt. Det var det, der førte FARC tilbage til junglen. Så der har altid været en frygt for, at det kunne ske igen, og jeg tror, at vi ser det ske igen. Forskellen er, at denne gang vil hverken Colombias eller USA’s regering indrømme, at de paramilitære eksisterer. Men det gør de i høj grad.

 

For nylig var der en generalstrejke på ubestemt tid (paro nacional indefinido) i Colombia. Hvad var årsagen til strejken?

 

Igen, så tror jeg, at det har at gøre med volden mod lederne af de sociale bevægelser, og strejkens formål var at lægge pres på regeringen for at beskytte disse ledere. Men der er også alvorlige økonomiske uretfærdigheder i Colombia, det er et af de mest ulige samfund i verden. Der er meget få arbejdere, der arbejder under overenskomst, og protesterne var også en støtte for arbejderrettigheder.

 

Som du sagde, så frygter mange, at fredsaftalen ikke bliver overholdt af regeringen. FARC har endda indgivet en klage til FN i sidste uge. Hvad præcist anklager de regeringen for ikke at gøre?

 

En del af aftalen gik ud på, at regeringen ville gribe ind overfor de paramilitære grupper, som regeringen ikke anerkender eksistensen af. De påstår, at der er tale om kriminelle grupper (bandas criminales). Og regeringen gør intet. Jeg tror, at de sociale bevægelsers synspunkt, og at FARC’s synspunkt er, at regeringen i bedste fald vender det blinde øje til disse grupper, fordi de ønsker at se de sociale bevægelser udslettet. Frygten er selvfølgelig, at nu hvor FARC har nedlagt våbnene og overdraget dem til FN, føler regeringen, at den ikke behøver at give indrømmelser til FARC eller bare overholde aftalen. For hvad kan FARC egentlig stille op? Ingenting… Det er et meget kynisk standpunkt, men jeg tror, at det er det standpunkt, som den colombianske regering tager.

 

Tilbage i 2003 erklærede den daværende præsident Alvaro Uribe, at de paramilitære grupper blev opløst, men de synes at være spillevende. Hvilke (økonomiske) interesser har de i at overtage de områder, hvor FARC holdt til?

 

Som du sagde, så var det en fup-demobilisering af de paramilitære. De fleste menneskeretsgrupper, Human Rights Watch for eksempel, bekræfter, at det ikke var en reel demobilisering. Og de paramilitære har et antal interesser i colombianske landområder. Francisco Ramírez, der er advokat og fagforeningsmand i det område, har for eksempel skrevet en bog, der viser, at når minedrifts-interesser bevæger sig ind i et område, så er der en tendens til, at de paramilitære rykker ind først og undertrykker området. Så de paramilitære tjener penge, både fra deres eget engagement i illegal minedrift, men også fordi deres interesser er i overensstemmelse med de store virksomheder, både de hjemlige og de internationale. De er dybest set frontløberne for mine- og landbrugsinteresser.

 

Buenaventura er formentlig det mest groteske eksempel på denne økonomiske realitet. Det er en by på Stillehavskysten, hvis havne er opbygget i forventningen om den Colombianske Frihandelsaftale. Der har paramilitære overtaget byen og stået for egentlige sociale udrensninger, hvor hundredvis af mennesker er forsvundet. De blev parteret levende i de såkaldte “slagtehuse”, det er en virkelig grusom situation. Men igen – de paramilitære er tæt knyttede til de store virksomheders interesser, både colombianske og udenlandske. De kan være fra Sydafrika, som Anglogold Ashanti, eller fra Storbritannien, men de kommer først og fremmest fra Nordamerika, fra USA og Canada.

 

Der var en historie for nogle få år siden om paramilitære, der jagtede fagligt aktive i Coca-Colas tappefabrikker, der var også historier om, at Chiquita betalte paramilitære for at udrydde modstandere. Derfor er disse grupper ikke et isoleret, lovløst sydligt fænomen, men passer som hånd i handske med de transnationale virksomheders interesser. Mener du ikke også det?

 

Jo, i høj grad. Jeg var i øvrigt involveret i Coca-Cola sagen, i retssagen og det hele [1], Men Chiquita er formentlig det bedste eksempel, for Chiquita har tilstået deres gerninger. De erklærede sig skyldige i at have betalt 1.7 millioner dollars over en 7-årig periode til de paramilitære grupper, mellem 1997 og 2004, og i at have forsynet dem med 300 Kalashnikov-rifler. Og selv om de hævdede, at de først og fremmest blev afpresset af de paramilitære, er Uribes egen chefanklager uenig i den påstand. Han hævdede, at de ikke betalte for sikkerhed, de betalte for blod. Det var hans ord. De betalte for at få underkuet bananregionen Urabé. Og de betalte med blod. Tusinder blev dræbt af de paramilitære, som Chiquita finansierede. Ikke nok med det, paramilitarismen blev i stand til at få fodfæste i hele Colombia på grund af Chiquitas handlinger, og det har Chiquita aldrig betalt den rigtige pris for. De erklærede sig skyldige i denne forbrydelse, fordi de havde givet hjælpen til den paramilitære gruppe AUC, som USA har erklæret for terrorister. Men erkendelsen af skyld betød ikke, at nogen kom i fængsel. Den gav bare Chiquita en bøde på 25 millioner dollars, som de fik lov til at betale over en femårig periode, og de 8 Chiquita-ansatte som havde lavet aftalen om betaling [med de paramilitære /oa] fik faktisk holdt deres navne hemmelige for den colombianske regering, så Colombia ikke kunne kræve dem udleveret. I øvrigt var en af Chiquitas advokater, der forhandlede aftalen på plads, Eric Holder, der senere blev justitsminister under Obama.

 

Og hvad siger det om den amerikanske regerings rolle?

 

Jeg synes, at det er vældigt afslørende. I øvrigt sagde Salvatore Mancuso, en af de paramilitære ledere, at det ikke bare var Chiquita, der betalte dem, men også Dole og Del Monte. Så vi kan ikke bare se forbindelsen til erhvervslivet, vi kan også se den amerikanske regerings sande følelser for de paramilitære.

 

Hvis Chiquita havde betalt grupper som al-Qaida, eller ISIS eller selv FARC, så – lad os se det i øjnene – ville nogle af deres folk være havnet i fængsel. Men de betalte USA’s drenge. De paramilitære er “de gode terrorister” i Colombia, ifølge USA’s regering.

 

For nogle år siden var der en historie i Washington Post om, hvordan CIA’s hjælp var af afgørende betydning for den colombianske regerings forsøg på at svække FARC. CIA hjalp regeringen med at spore forskellige ledere i FARC og forsynede også regeringen med de “smartbombs”, der blev brugt til at dræbe dem med. Imidlertid er der også en lille note til historien. Den fortæller, at CIA i den samme periode stort set lod de paramilitære være i fred. Så både FARC og AUC blev stemplet som terrorgrupper, men AUC lod man være i fred, fordi de, i sidste ende arbejdede for amerikanske interesser.

 

Man får tanken, at de er der for at gøre det beskidte arbejde.

 

Præcist. Og sådan har det været i årtier! Det var US General William Yarborough, der først fik ideen med at oprette paramilitære enheder, i 1962. Det var før FARC, de opstod i 1964. En anden interessant historie blev bragt i New York Times for ikke så længe siden. Den handler om, at CIA hjalp med at flyve mindst 40 paramilitære ledere ud af Bogotá, til USA, så de ikke kunne gøres ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden i Colombia. Frygten var, at de ville begynde at sætte navne på deres bagmænd, inklusiv Álvaro Uribe og hans fæller. Så de blev transporteret til USA og dér kun anklaget for narko-kriminalitet, og fik meget milde domme, selv om de regnes for ansvarlige for alvorlige overgreb på menneskerettighederne. Salvatore Mancuso anses for personligt at have dræbt over 1000 mennesker. Og de giver amnesti, eller asyl til de mennesker i USA.

 

Hvis jeg husker ret, så skal nogle af dem snart løslades, ikke? De får deres domme gjort betingede og løslades tidligt…

 

Det er rigtigt. Dette er rigtige terrorister, folk, der har voldtaget og dræbt uden skrupler. En fyr, der blev særligt nævnt i artiklen i New York Times, blev kendt som “boret”, fordi han, udover at slå folk ihjel, havde en særlig trang til at voldtage piger helt ned til 9-års alderen. Og den fyr kan dukke op i dit nabolag. Så det er ret utroligt, og endnu engang temmelig afslørende hvad angår USA’s sande følelser for de paramilitære.

 

Lad os et øjeblik skifte til narkotikahandlen, for “War on Drugs” er – i det mindste officielt – retfærdiggørelsen for den enorme amerikanske tilstedeværelse i Colombia. Tit hører man påstanden, at guerrilla-problemet og narkotika-problemet er det samme problem. Efter at FARC har demobiliseret, så man en af de største Koka-høste i årevis. Så hvad er den rigtige historie her?

 

Det er meget vigtigt at påpege, nemlig at FARC fik hele skylden for narkoen og overgrebene mod menneskerettighederne, og dog er FARC nu forsvundet som en militær gruppering. Og så vi allerede har diskuteret er der nu flere mord på ledere af sociale bevægelser end i de foregående år, og 2016 gav en fantastisk Coca-høst. Og det ved jeg, for jeg var på den amerikanske ambassade i Bogotá i marts i år, og folkene på ambassaden fortalte, at CIA og DEA [amerikansk narkotika-politi /oa] var hernede og, at de var i panik! Fordi de nu måtte bekendtgøre, at 2016 havde givet den største Coca-høst i Colombia, nogen sinde.

 

FARC havde travlt med våbenhvilen i 2016, de var stort set ikke en faktor i produktionen, så nu kan vi se hvem der er de rigtige narko-smuglere, nemlig de paramilitære og, for at være helt ærlig, det colombianske militær. Jeg mener, som vi tit har set, så er USA ikke bekymrede over narko-smugling som sådan. De ønsker bare at være sikre på, at det er deres venner, der profiterer af handlen, og at se hvordan “the War on Drugs” kan bruges til at tjene USA’s interesser. Vi så det under Vietnam-krigen, vi så det selvfølgelig med Kontra-Kokain-forbindelsen, som Gary Webb fra San Jose Mercury News afslørede [2]. Da USA invaderede Afghanistan i 2001 havde Taliban stort set udryddet valmuedyrkningen. Nu, hvor vi har alle disse amerikanske soldater, CIA og DEA til at fare rundt, så står Afghanistan for produktionen af cirka 85 % af verdens heroin.

 

Der er smukke fotografier af militærbaser lige ved siden af store valmuemarker…

 

Ja, du kan også se billeder af soldater, der løber gennem de lyserøde valmuemarker. Det er en joke! Der er ingen krig mod narko. Der er en krig mod fattige under påskud af en krig mod narko. Der var en krig mod FARC, under dække af krigen mod narko. Der er en krig mod ledere af sociale bevægelser i hele Latinamerika, igen med krigen mod narko som påskud. Det er løgn! Det har altid været løgn.

 

Måske har denne absurditet ikke noget mere slående eksempel end at sige, at du vil bekæmpe narkotika, og at din nærmeste allierede skal være Àlvaro Uribe...

 

Du husker måske, at der blev lækket et dokument fra USAs Defence Intelligence Agency (DIA) for nogle år siden, hvor Àlvaro Uribe bliver listet som nr. 82 på listen over vigtige narkosmuglere i Colombia, og som en person, der havde tætte kontakter til Pablo Escobar og Medellín-kartellet. Vi ved faktisk, at manden er narkosmugler! Og dog fik han præsidentens medalje for frihed af George W. Bush. Han blev budt velkommen i det Hvide Hus af Barack Obama. Det er til grin! Det ville være morsomt, hvis ikke det var så tragisk…

 

I et lidt andet perspektiv bliver Colombia altid præsenteret som “godt for forretninger”. De siger måske, at det er godt for forretninger, på trods af alle disse uhyrligheder, men jeg vil hellere sige, at det er “godt for forretninger”, på grund af disse uhyrligheder. Er du enig i det?

 

Det er helt rigtigt. Og jeg vil give dig et eksempel på dette. For år siden sagsøgte vi Occidenal Petroleum for dets meget tætte involvering i bombningen af Santo Domingo [3], det kan du læse om i en stor artikel i LA Times. Så vi sagsøgte Occidental Petroleum og USA’s udenrigsministerium sendte et brev til retten, hvor de skrev, at de ønskede sagen afvist, da den ville skade USA’s udenrigspolitiske interesser. Og hvis du læser brevet, kan du se, at implikationen var, at hvis firmaer blev gjort ansvarlige for mordene på fattige bønder, så var det skidt for forretningerne. Så ja, jeg er enig med dig i, at det er godt for forretningerne, for disse mord og uhyrligheder har gjort et fantastisk arbejde med at udslette fagforeningsbevægelsen her, udslette de sociale bevægelser, så det er blevet trygt at gøre forretninger her.Det er ikke trygt for mennesker! Du ved, at Colombia har rekorden i antallet af ufrivilligt “forsvundne” personer, på denne halvkugle, 92.000 i alt. Man tror normalt, at det er Argentina, der er det største land på det punkt, men her var det totale antal forsvundne på rundt regnet 30.000 mennesker.

 

Colombia har også et meget stort antal internt fordrevne, flere end Syrien, tror jeg…

 

Det er på næsten 8 millioner nu, ud af en befolkning på cirka 50 millioner. Kan du forestille dig det? Og dog er det eneste vi hører om i nyhederne, at der sker slemme ting i Venezuela. Men der sker intet af den størrelsesorden i Venezuela. Der er heller ikke noget massivt angreb på ledere af sociale- eller menneskeretsbevægelser i Venezuela. Der er ikke denne enorme internt fordrevne befolkning. Faktisk ved de færreste, at Venezuela har taget imod 6 millioner colombianske flygtninge. Du hører tit i medierne om, at der er en strøm af flygtninge fra Venezuela til Colombia, men vurderingen er, at der er omtrent 500.000 venezuelanske flygtninge i Colombia, sammenlignet med de 6 millioner, der er flygtet den anden vej.

 

Ja, det er langt hinsides “dobbelte standarder”… Så lad mig spørge dig om mediernes rolle i alt dette. Hvorfor tror du, at der er, ikke bare denne dobbelte standard, men denne fløjlshandske-behandling, når det kommer til Colombia?

 

Jeg tror, at vi skal se på hvad den afdøde Edward Herman forklarede. De færreste kender hans navn, men han var medforfatter på Noam Chomskys bog “Manufacturing Consent” [At skabe samtykke /oa]. Faktisk gav Chomsky ham hovedæren for bogen. Hans navn stod først, selv om det alfabetisk skulle have været omvendt.

 

Det var Herman, der fremførte ideen om, at der var “værdige” og “uværdige” ofre i verden. De værdige ofre er dem, der bliver dræbt eller undertrykt af USA’s fjender og modstandere. Så hvis nogen bliver undertrykt af Kina eller Rusland, så kender vi til det. Men hvis nogen (uretmæssigt) bliver dræbt af USA, eller af dets allierede som Colombia, som er USA’s nr. 1 allierede i Latinamerika, så hører vi ikke om det, for de er uværdige ofre. Dem vi dræber er uværdige, også selv om de, numerisk set, langt overgår de såkaldt værdige ofre. Faktisk er det, i følge Chomsky, klart, at efter 1960 var Vestens undertrykkelse langt større end Østblokkens og Sovjetunionens. Men så igen, det viste man intet om, for pressen forblev tavs omkring dem, der blev dræbt af Vesten. Colombia er et storslået eksempel, men et andet er Yemen, hvor bogstavelig talt millioner af mennesker, mindst 7 millioner, måske 12 millioner, vil dø på grund af den saudiske krig og blokade af Yemen, som USA hjælper og støtter meget konkret og håndfast.

 

Der er også en koleraepidemi i gang, som er uden fortilfælde i moderne tid…

 

Det er helt rigtigt. Og dog hører man næsten intet om det i medierne, og når du endelig gør, så hører man ikke, at USA i høj grad er involveret i den krig. Så vi vender tilbage til Hermans argument om værdige/uværdige ofre. Jeg vil foreslå, at folk vender tilbage til at “skabe enighed”.

 

Hvis vi skal fortsætte af linjen med at skabe enighed, mener du så også, at hvis der var mere fokus på Colombia, så ville hele dette militære engagement, hele denne krig mod drugs få mere opmærksomhed, hvad der i det lange løb ville være dårligt for at lave forretninger?

 

Helt sikkert. På den måde er medierne medskyldige i alt dette. Jeg vil give dig et eksempel: Jeg lytter faktisk til National Public Radio (NPR) hver dag. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg kan ikke fordrage den! Jeg kommunikerer meget, for eksempel på Twitter, med folk fra NPR, som Scott Simon eller Steve Inskeep, og de svarer mig somme tider. Jeg har spurgt dem utallige gange “hvorfor dækker I ikke Colombia?”. De har intet svar. Selv når jeg præsenterer dem for fakta, kommer det aldrig med i deres historier.

 

De har en vinkel – den samme vinkel som medierne. Det er at fremme denne skøre, religiøse ide om amerikansk eneståenhed, at på en eller anden måde er USA det eneste kraftcenter for det gode i verden, at vi støtter demokrati, vi støtter frihed, når virkeligheden er den stik modsatte. Vi lever i en Orwellsk verden, hvor vi støtter diktatur og undertrykkelse i frihedens navn. Og folk er nødt til at vågne og indse, at det er virkeligheden.

 

1. december 2017

 

Noter:

(1) Coca-Cola er blevet beskyldt for at være direkte involveret i mordene på adskillige faglige ledere på tapperierne i Colombia. Daniel Kovalik var leder af bestræbelserne på at skaffe de efterladte familier retfærdighed. For yderligere information, se her. Der blev også lavet en dokumentar om sagen.

 

(2). De oprindelige dokumenter blev offentliggjort af Webb og er tilgængelige her.

 

(3) Den 13. december 1998 blev der kastet en amerikansk leveret klyngebombe fra en colombiansk kamphelikopter, der dræbte 17 civile. Occidental Petroleum (OXY) var involverede ved at have leveret koordinaterne til angrebet, som om de havde direkte forbindelse til det colombianske militær og ydede hjælp til militæret. Mere om retssagen mod OXY, hvor Daniel Kovalik repræsenterede klagerne, se her.

 

David Kovalik beskæftiger sig med menneskerettigheder og med arbejderrettigheder, og han er professor ved Pittsburgh Universitet. Han har en årtier lang historie med involvering i kampen for fred og retfærdighed i Latinamerika, og især Colombia, og han har ført sager med virksomheder som Coca-Cola og Occidental Petroleum om deres ansvar for overtrædelse af menneskerettighederne. Han kan følges på Twitter.

 

Artiklen er oversat fra Links, International Journal of Socialist Renewal, af Steen Andersen. Den blev først offentliggjort i Investig’Action

 

Opslået i Facebook, Latinamerika

single.php