Op mod 80 aktivister fra Danmark og Sverige sad i slutningen af august klemt trangt sammen med deres bagage i en dobbeltdækkerbus mod Groningen i Nederlandene for at blokere et gasværk. Folks bevæggrunde for at tage med til Code Rood (Rød Alarm på hollandsk), var mange. De kom fra mange forskellige organiseringer, SUF, Klimakollektivet, Afrika Kontakt mv., og der var folk i et bredt aldersudsnit, dog mest meget unge og et par folk, der var gået ind i klimabevægelsen for deres børns skyld, så de ikke skulle leve med visheden om, at deres forældre ikke gjorde noget, inden det var for sent.

 

(foto: Code Rood)

Sover udendørs

Området vi skulle ned til, Groningen, har en stærk, lokal baseret modstand mod den naturgasudvinding, der over årtier har ødelagt deres område, samtidig med at den selvfølgelig har haft ødelæggende effekt på hele klodens klima. Gasudvindingen skaber nemlig ugentlige jordskælv, der ødelægger husene i området. 100.000 mennesker bor i huse, der er skadet af jordskælvene. Folk tvinges til at flytte, og der er folk, der sover i telte udenfor deres huse, i frygt for at det falder sammen over dem ved næste skælv. Folkene i Groningen har også den anden del af sloganet “not here, not anywhere” med og er seje til at forbinde deres kamp med den kamp, der over hele verden foregår mod fossile brændstoffer. Det er meningen, at udvindingen af gas i området skal stoppe i 2030, men det kan hverken Groningen eller vores klima vente på.

 

Vi kom sent om aftenen til en gård, hvor klima-campen var. Som noget af det første fik vi at vide, at lejren allerede havde nået sin fulde kapacitet på 500 mennesker, og selvom det var glædeligt, at lejren var så velbesøgt, var det lidt irriterende, at der ikke var plads til, at vi kunne sætte vores telte op, men måtte sove i workshopteltene indtil næste dag, hvor camp-området blev udvidet til en mark, der før havde gået får på.

 

De næste par dage på klima-campen gik med talrige plenum-møder og møder i de grupper, der arrangerede de forskellige fingre til aktionen, møder i affinity-grupper og for nogens vedkommende aktionstræning. Af og til hørte man om aktivister, der blev arresteret for ikke at ville eller kunne identificere sig, hvis de bevægede sig alene omkring i området.

 

Så kom dagen, hvor det rigtigt gik løs. Mange danskere var i, og/eller var med til at arrangere den orange finger, som skulle køre i bus stort set hele vejen til blokaden ved gasværket. Kort før den ankom til blokaden ved middagstid, ankom den gyldne finger, der havde gået i tre timer til stedet og startede blokaden. Det var ret problemfrit at etablere blokaden, for politiet havde besluttet at lade det ske, hvis det ikke varede længere end en-to dages tid, og vi ikke gik ind på selve gasværkets indhegnede område, men holdt os udenfor.

 

Peberspray eller …?

Dagen gik med taler fra de lokale, musik, møder i affinitygrupper, store fællesmøder, men også med workshops om f.eks. queerfeministisk praktisk aktivisme. Hen på aftenen begyndte nogle folk at kede sig lidt og besluttede sig for at sætte bannere op på gasværkets hegn. Det var politiet ikke glade for og viste for første gang i denne aktion rigtigt, at de ikke er på vores side. De begyndte at daske til os med deres stave og sprøjte med noget, vi ikke vidste om var peberspray (som dog var sæbevand), så folk trak sig hurtigt tilbage lidt længere væk, hvor humøret dog blev holdt højt.

 

Blokaden var konstant omgivet af fancy fotovogne, politibiler, politiheste og af og til også hunde. Rundt omkring i selve blokaden gik et antal machoagtige mænd med lædersko, rank, arrogant kropsholdning og store smartphones – og var til grin. Det var undercover-politiet.

 

Lokal sympati…

Selvom det var tydeligt, at det meste af lokalbefolkningen bakkede op om os, ligesom vi da også var kommet for at bakke op om deres kamp, var der også folk, der var imod vores tilstedeværelse. Under et møde i vores affinity-gruppe, hvor vi lå henslængt i solen på jorden begyndte en stor lastbil at bakke mod os ret hurtigt. Der var ingen tvivl om, at hvis vi ikke havde sprunget op og havde flyttet os, var vi blevet ramt. Chaufføren råbte bare noget om ikke at vide, hvad “stop” betød og kørte aggressivt derfra.

 

Hen på eftermiddagen begyndte folk gående at forlade blokaden, og der var de fleste danskere med. Nogle af de sidste ord, vi fik med fra en taler på den opstillede scene, var: “Revolutionen starter i Groningen!”.

 

Politi streamet live

Hjemturen til campen var et par timers gang hen til en bus, hvor der også skulle hænges et banner op på vejen på et symbolsk sted. Da dette skete, viste politiet sig fra en for de fleste chokerende side: Undercover-politiet skulle igennem rækkerne hurtigt, og til det brugte de deres stave. Flere gange var politiet i bilerne meget kort fra at køre folk ned. En politibil begyndte pludselig at køre folks cykler, som de gik med ved deres side, ned. Ingen blev vist alvorligt såret, men der var blod hele vejen ned ad siden på en af politibilerne. Pludselig var vi trængt sammen i et kryds, hvor politiet var til alle sider. Vi var i tvivl, hvad de havde tænkt sig at gøre, men de faldt mere til ro, da vi råbte til dem, at deres vold blev streamet live.

 

Der kom busser fra lejren og hentede os og kørte os tilbage til lejren, hvor vi spiste aftensmad, drak et par øl og faldt i søvn i det sekund vi lagde os i vores soveposer. Dagen efter var der evaluering og om aftenen hjemtur. Allerede i bussen blev der delt sedler ud, hvor man skulle skrive sig op, hvis man ville være med til at planlægge den næste aktion.

 

Opslået i Facebook, Tyskland-Benelux

single.php