Klimaforkæmperen James Hansen væver sit forslag ind i minimalstat og a-kraftdreven vækst, men venstrefløjen kan lade sig inspirere til at blive mere offensiv for grønne afgifter med social omfordeling.

Hvordan sikrer vi en vej ud af den fossilt baserede økonomi i tide til at afværge globalt klimakaos? Hvilke centrale krav kan for alvor sætte den grønne omstilling på skinner og bringe os ud af den fossile tidsalder i tide?

Den kendte klimaforsker og -aktivist James Hansen, forhenværende direktør for NASA’s Goddard Institute for Space Studies, har kastet sit internationale renommé ind bag kravet om en CO2-afgift som omdrejningspunkt i en klimastrategi. Ikke en hvilken som helst CO2-afgift, men en afgift, der gradvist vokser, og hvor alle indtægterne uddeles ligeligt til borgerne.

Spørgsmålet er, om venstrefløjen kan gribe dette krav og gøre det til en del af sit eget arsenal i kampen mod klimaødelæggelsen.

Opgør med kvotehandel
James Hansen er en betydelig autoritet på klimaspørgsmålet. Som fremtrædende klimaforsker slog han allerede i 1988 alarm om den globale opvarmning over for et udvalg i USA’s Kongres. Han har forsvaret videnskaben over for olieselskaber og politikere. Han er blevet anholdt under protester mod nye kulkraftværker og mod den planlagte Keystone XL-rørledning, der skal føre tjæresandsolie fra Alberta i Canada til den Mexicanske Golf. Og han gik sidste år på pension som for at hellige sig kampen mod klimaforandringer.

»For nogle år siden troede jeg, at regeringerne måske ikke forstod, hvad videnskaben tilsiger, og hvor meget det haster. Men gennem mine kontakter til regeringer i en række lande har jeg indset, at regeringerne ikke er uvidende om klimaproblemet – de er ikke uvidende om nødvendigheden af at gå hurtigt over til ren energi. Alligevel kommer de ikke med mere end målsætninger og spæde skridt, for de er under stærk indflydelse af fossilbrændselsinteresser. Der er for mange mennesker, der tjener på vores afhængighed af fossile brændsler – og de har en kolossal indflydelse på vores regeringer.« (»A conversation with Bill McKibben«, Grist.org, 23.12.2010)

»Vi har lært, at det ikke er nok at få politiske ledere til at erkende, at den menneskeskabte klimaforandring finder sted, og love at gøre noget ved den,« konkluderer James Hansen. »Vi må stille specifikke krav, for ellers ender vi med ineffektive misfostre som lovforslaget om ‘cap and trade’ (kvotehandel, red.), som er blevet fremsat i USA’s Kongres.« (»The People’s March«, James Hansens nyhedsbrev den 29. august 2014).

En effektiv klimapolitik må ifølge James Hansen bygge på »Fee and Dividend« eller på dansk: »gebyr og dividende«. Forslaget går ud på,
• at der ved udvinding og ved import af fossile brændsler opkræves et bestemt beløb per ton CO2, der vil blive udledt fra brændslet
• at afgiften vokser år for år
• at pengene fra afgiften uddeles ubeskåret til befolkningen: samme andel til hver voksen indbygger med lovligt ophold og op til to halve andele for børn per familie.

Afgiften vil føre til prisstigninger på benzin, dieselolie osv. på alle varer, som er fremstillet eller transporteret ved hjælp af fossile brændsler. Borgerne kan vælge at bruge dividenden på at fortsætte et uændret forbrug, men de vil få en gevinst, hvis de skifter til vedvarende energi, sparer på energien eller køber varer, der er fremstillet med lavere klimabelastning.

Rygraden i grøn omstilling?
James Hansen hævder ikke, at Fee and Dividend kan stå alene, men han omtaler den som »rygraden« i en omstilling (Storms of My Grandchildren, s. 219).

Forslaget promoveres i USA af organisationerne Carbon Tax Center og Citizens’ Climate Lobby og støttes også af Bill McKibben fra klimakampagnen 350.org. I Repræsentanternes Hus fremsatte demokraten Jim McDermott et Fee and Dividend-forslag i maj 2014, ganske vist uden chance for at blive vedtaget.

Også blandt nogle socialister har Fee and Dividend-forslaget vakt interesse. Den amerikanske marxist John Bellamy Foster, redaktør af Monthly Review, meldte i februar 2013 ud med en støtte til forslaget. Han omtalte Fee and Dividend som »et beregnet forsøg på at gennemtvinge en plan, som er det maksimale, kapitalens regime kunne tænkes at acceptere, og det minimale, der er nødvendigt for at undgå en fuldkommen katastrofe«.

Læs John Bellamy Fosters artikel »James Hansen and the Climate-Change Exit Strategy« hos Monthly Review

Foster ser dog Fee and Dividend som ét af mange elementer i en klimastrategi:

»Rent markedsbaserede strategier har tendens til at give bagslag, fordi de hovedsagelig støtter sig på økonomiske incitamenter. Hansens Fee and Dividend er nødvendig under de nuværende betingelser, men er kun en enkelt kile i, hvad der må være en meget mere omfattende strategi mod klimaforandringer.«

Social retfærdighed
Fee and Dividend har en vis appel til venstrefløjen i kraft af sit element af social kompensation for klimaafgiften – til forskel fra grønne afgifter, som vi f.eks. kender dem i Danmark. Social retfærdighed er afgørende for at vinde folkelig opbakning til en stærk klimapolitik, og det har James Hansen indset.

Ifølge James Hansen vil ca. 60 procent af befolkningen – dem, der ikke har råd til så store boliger, så mange flyrejser osv. – vil få umiddelbar økonomisk fordel af forslaget, dvs. deres »dividende« vil overstige de prisstigninger, de vil skulle betale.

»Hvis midlerne uddeles 100 procent til befolkningen, vil befolkningen tillade afgiften at stige til høje niveauer, i modsætning til den relativt ineffektive kulstofpris, der kendetegner Cap and Trade eller en ren kulstofafgift.« (»Storms of My Grandchildren’s Opa«, James Hansens nyhedsbrev 13.12.2012)

Hvor effektiv er afgiften?
Konkret har Hansen foreslået at begynde med en afgift på 115 dollar per ton CO2 svarende til en prisstigning på 1,50 kr. per liter benzin eller 37 øre per kilowatttime. Hver voksen borger i USA ville i »dividende« modtage ca. 17.000 kr. om året.

Kan afgiften få borgere og virksomheder til at handle klimavenligt? Forventningerne er store blandt forslagets fortalere: »Hvis gebyret stiger med 10 dollar per ton CO2 om året, vil USA’s udledninger i løbet af 10 år blive reduceret med 20-30 %,« hævder James Hansen og henviser til modelberegninger foretaget af Carbon Tax Center (»Climate and Energy: Fundamental Facts, Responsibilities and Opportunities«, vidnesbyrd til Senatets udenrigsudvalg 13.3. 2014)

James Hansen peger på den canadiske provins British Columbia (BC) som et eksempel på, at Fee and Dividend-modellen er mulig og virker. Her indførte provinsregeringen under det borgerlige Liberal Party i april 2008 en CO2-afgift, hvor borgerne bliver kompenseret via lavere person- og selskabsskatter samt en grøn check.

Generelt faldt BC’s energirelaterede drivhusgasudledninger ikke mere end resten af Canadas i perioden 2007 til 2011, og perioden var præget af den økonomiske afmatning i 2008-09. Men ser man specifikt på salget af raffinerede olieprodukter, faldt det 15 % de første fire år med afgiften, og faldet var 10 procentpoint større i BC end i Canada som helhed. Det tyder på, at afgiften har haft en vis effekt, selv om det ikke vides, hvor meget der skyldes økonomiske forskelle.

I modsætning til Hansens forslag er afgiften i BC imidlertid ikke beregnet til at blive ved med at stige. Den stoppede i 2012 ved 30 dollar per ton CO2, selv om miljøorganisationer har påpeget, at den skal langt højere op for at nå provinsens erklærede mål for drivhusgasreduktioner.

En række canadiske miljøorganisationer og fagforbund har desuden påpeget, at CO2-afgifter ikke er en mirakelkur: »Højere CO2-afgiftssatser vil kun give succes, hvis de er en del af en integreret tilgang. For eksempel vil investeringer i kollektiv trafik- og elbilinfrastruktur gøre det lettere for trafikanterne at vælge CO2-lette transportformer og undgå situationer, hvor folk bliver frustrerede, fordi der ikke er passende løsninger til rådighed.«

Derfor ønsker organisationerne, at en del af indtægterne fra CO2-afgiften investeres i projekter, der hjælper provinsens erhverv med at reducere deres drivhusgasudledninger. (»Recommendations regarding the future of British Columbia’s carbon tax«, 31.8.2012)

Men her skilles vandene i forhold til James Hansens strategi. Den offentlige sektor skal efter Hansens mening ikke have en øre af provenuet: »not one dime to the government« (»Storms of My Grandchildren’s Opa«, James Hansens nyhedsbrev 13.12.2012).

Liberalistisk tilgang
»De penge, der inddrives, skal gå til befolkningen, hvor der er brug for dem, og hvor de vil sætte skub i økonomien – ikke til staten, så staten kan blive større og blande sig mere,« siger James Hansen (»The People’s March«, James Hansens nyhedsbrev 29.8.2014).

Hansen bekender åbent, at hans politik er »conservative« og nærmest »libertarian«. Begge begreber indebærer i amerikansk sammenhæng, at man slås for »det frie marked« og imod offentlig regulering.

»Energivalgene overlades til den enkelte og til markedspladsen,« fastslår Hansen og tilføjer: »Det er en konservativ plan, der ville udrette mirakler.« (»Climate and Energy: Fundamental Facts, Responsibilities and Opportunities«, citeret ovenfor)

Ifølge Hansen viser erfaringen, at »regeringer ikke bør forsøge at udvælge teknologiske ‘vindere’ – hvis de vælger at støtte bestemte teknologier med skatteydernes penge, vil de bare spilde en masse af vores penge« (James Hansen: Storms of My Grandchildren, Bloomsbury, 2009, s. 191).

»Jeg holdt en tale for internationale fagforeningsledere. Da jeg bemærkede, at Fee and Dividend ville lade markedspladsen tage beslutningerne i stedet for statslige bureaukrater, sagde en af dem: ‘Det er jo libertært!’ Ja, det er, med lille l.« (Storms of My Grandchildren’s Opa, citeret ovenfor)

Appellerer til højreorienterede
»Love og regler er ikke en løsning, selv om det at true med dem kan være med til at få konservative til bordet. Løsningen må nødvendigvis bygge på konservative principper, for det er det, der vil virke,« hævder James Hansen (»The People’s March«, citeret ovenfor).

James Hansen satser i utvetydige vendinger på at få USA’s »conservatives«, dvs. højreorienterede liberalister, til at bakke op om Fee and Dividend-forslaget og advarer mod »liberale«, dvs. mere venstreorienterede, synspunkter, som kan skræmme de højreorienterede væk:

»De konservative er ikke fjender af Jorden. Historisk er de dens bedste ven. Naturfredning og beskyttelse af skaberværket ligger de fleste konservative stærkt på sinde. Den politiske kløft opstår, fordi konservative frygter, at liberale vil bruge klimaspørgsmålet til at forhøje skatterne og øge den statslige indblanding. Liberales politiske forslag puster til de bekymringer og gøder jorden for antividenskabelige tosser.«

Sådan skrev James Hansen i sit ugebrev, dagen inden den store People’s Climate March i New York den 21. september 2014, og bad de overvejende venstreorienterede demonstranter »se i øjnene, at statsdirigerende venstreorienteret politik ikke har en chance for at løse det globale klimaproblem«. (»Speaking Truth to Power – and to Friends«, James Hansens nyhedsbrev 20.9.2014)

Adfærdsændringer kræver alternativer
En voksende mængde studier og analyser viser behovet for direkte investeringer i udvikling og anvendelse af ren energiteknologi, fortæller Mark Muro fra tænketanken Brookings Institution, som ikke kan beskyldes for at være voldsomt venstreorienteret.

»Mens den gængse opfattelse blandt dem, der vil sætte en pris på CO2, er, at højere priser for beskidt energi vil sende de rigtige markedssignaler til erhvervslivet, som så vil udvikle rene nye teknologier og tage dem i brug, tyder megen dokumentation på, at prissætning alene ikke vil bringe nok ren teknologi i brug til at få os i mål,« skriver Muro. (»Carbon Tax Dreams: What About Cleantech Deployment?«, 31.10.2012).

Styrken ved en afgift på CO2 ved kilden er, at den kan sende et prissignal ud i økonomiens afkroge og derigennem – potentielt – påvirke borgere og virksomheders adfærd. Men prissignaler har også vigtige begrænsninger.

En af dem er, at der skal være alternativer. For at folk reelt kan vælge en CO2-let forbrugsmåde, f.eks. i deres transport, må der ændres på, hvilke varer og tjenesteydelser der udbydes, f.eks. ved at der investeres massivt i kollektiv trafik, ændres i by- og regionalplanlægning osv.

»Australien har haft meget høje afgifter på olie siden 1970’erne, men det har ikke ført til et væsentligt skift til kollektiv trafik eller køretøjer på ren energi. Manglen på transportalternativer og regeringens støtte til vejbyggeri og privatbilisme betyder, at stigende omkostninger for forbrugerne bare dækkes ved at bruge mindre på andre ting,« forklarer australierne Tad Tietze og Elizabeth Humphrys. (»Carbon pricing: A smokescreen for inaction on climate change«, Australian Broadcasting Corporation, 10.6.2011)

Blandt virksomhederne fører prissignaler ikke nødvendigvis til en bevægelse væk fra den eksisterende produktion, tilføjer Tietze og Humphrys. Selv om prisen for CO2-udledning stiger, kan det nemlig godt være mere profitabelt for selskaber at fortsætte med de klimabelastende aktiviteter end at holde op:

»De fleste kapitalistiske investeringer kan ikke opgives, uden at det gør voldsomt indhug i profitterne,« forklarer de. For »selv i en globaliseret verden er produktive investeringer placeret i bestemte geografiske områder, hvor det forventede afkast afhænger af, at man over en længere periode anvender det maskineri og den infrastruktur, man har betalt for […].«

Derfor kan man ikke bygge en strategi for virkelig grøn omstilling snævert på afgifter – og da slet ikke afgifter sat i modsætning til offentlige investeringer og indgreb i markedet.

»Hvad regeringen proaktivt planlægger, opmuntrer og gennemfører, er lige så vigtigt for klimakampen, som hvad markedet straffer,« bemærker David Roberts fra den amerikanske miljønyhedstjeneste Grist.org (»10 reasons a carbon tax is trickier than you think«, Grist.org, 19.11.2012).

Offentlige investeringer
Der er »intet scenario, hvori vi kan vige uden om krigstidslignende niveauer af udgifter i den offentlige sektor – ikke hvis vi virkelig vil forhindre katastrofal opvarmning og minimere de kommende uvejrs ødelæggende potentiale,« skriver Naomi Klein i sin nye bog om klimakampen (This Changes Everything – Capitalism vs. the Climate, Allen Lane, 2014, s. 108).

Det er udgifter til blandt andet »intelligente elnetværk, letbaner, komposteringssystemer på byplan, energirenovering af bygninger, visionære kollektive transportsystemer, omlægning af byerne, så vi ikke skal bruge halvdelen af vores liv i trafikpropper«.

»Statslige investeringer er en absolut nødvendig del af omstillingen til vedvarende energi, så hvorfor give afkald på en stor indtægtskilde?« spørger David Roberts og anbefaler denne udgave af en CO2-afgift:

»Cirka 15 % af provenuet ville gå til at kompensere lavindkomst-skatteydere. Cirka 10 % ville gå til bestikkelse, dvs. støtte til diverse CO2-intensive og handelsudsatte erhverv for at beskytte dem mod afgiftens virkninger. Og de resterende 75 % ville gå til at reducere CO2, dvs. til forskning i, udvikling af og anvendelse af ren energi.« (http://grist.org/climate-energy/help-henry-waxman-write-a-new-carbon-tax-bill 13.3.2013)

Lettere at få igennem end rød-grønne reformer?
Fee and Dividend præsenteres som et forslag, der er mere realistisk at få igennem nu, hvor det haster, end reformer, der kræver en ændring af styrkeforholdene til fordel for venstreorienterede, grønne og sociale bevægelser. Men med sit element af omfordeling fra rig til fattig og sin trussel mod olie- og kulselskaberne vil Fee and Dividend også støde ind i massiv modstand fra kapitalen og dens politikere.

Visse højreorienterede økonomer og politikere samt olieselskabet Exxon har ganske vist erklæret deres støtte til en CO2-afgift – men på betingelse af velhavervenlig skattekompensation og i stedet for regulering. (»ExxonMobil would like a carbon tax. Barack Obama would not«, Grist.org, 15.11.2012)

James Hansen påpeger med rette, at den fossile kapital »bruger enorme summer på at sikre, at Cap and Trade skrues sådan sammen, at den tillader største mulige business as usual-udledninger at fortsætte så længe som muligt« (Storms of My Grandchildren, s. 212). Men også Fee and Dividend har i praksis mange skruer, der kan stilles på: Hvor meget skal være omfattet? Bliver energitunge erhverv undtaget? Hvor høj skal afgiften være, og hvor meget skal den stige? Hvor længe skal den stige? Hvem skal have hvor meget udbetalt?

I British Columbia blev afgiften som nævnt ret lav, og dens stigning hurtigt standset. Den sociale kompensation blomstrede også hurtigt af: Mens afgiften blev tredoblet, steg skattereduktionen for lave indkomster kun med 15 %.
»Grønne afgifter har vist sig at være lige så lidt immune over for studehandler som Cap and Trade-ordninger,« skriver den amerikanske økonom Richard Smith. »Mange lande og regioner har indført CO2-afgifter siden 1990, men i de fleste af landene har de ikke ført til betydelige fald i udledningerne. Det skyldes, at erhvervslivet overalt har lobbyet for at holde afgifterne nede (svarende til at holde CO2-lofterne høje); diverse grupper kræver undtagelser; fagforeninger sagde nej til afgifter, der kunne koste arbejdspladser; forbrugere sagde nej til nye afgifter.« (»Green Capitalism: The God That Failed« på Truth Out, 9.1. 2014, )

En afgift for øget vækst?
CO2-afgifter og andre klimatiltag er gang på gang blevet afvist eller udvandet på grund af kortsigtede hensyn til at styrke den økonomiske vækst og »konkurrenceevnen« på de globaliserede markeder. Men for James Hansen er et af argumenterne for Fee and Dividend netop, at den vil »stimulere økonomien« og forøge BNP-væksten. Han anerkender ikke nødvendigheden af at nedbringe energiforbruget endsige sætte grænser for den samlede økonomiske vækst (Storms of My Grandchildren, s. 207).

Omstillingen til en fossilfri økonomi skal imidlertid ske over få årtier og indebærer storstilede investeringer i nye energisystemer. Som påpeget af blandt andre den belgiske marxist Daniel Tanuro indebærer det i sig selv et stort energiforbrug til fremstilling af solcellepaneler, vindmøller, isoleringsmaterialer, energivinduer, elbiler, tog osv. Dette forbrug vil i første omgang hovedsagelig skulle dækkes med fossile energikilder, og alene for at kompensere for det er man nødt til at reducere udledningerne ekstra meget i andre sektorer af økonomien.

Selvfølgelig kan og skal energiforbruget reduceres ved at gøre bygninger, køretøjer, apparater osv. mere energieffektive. Men også det kræver, at man producerer nye ting og dermed forbruger fossilt produceret energi.
»For at overholde de begrænsninger, som klimastabiliseringen sætter, må de gigantiske investeringer i energiomstillingen gå hånd i hånd med en reduktion af slutefterspørgslen på energi, især i begyndelsen og i hvert fald i de ‘udviklede lande’,« konkluderer Tanuro (»James Hansen se convertit au nucléaire«, La Gauche, 3.1.2014)

Hvis man ikke kan satse på fortsat samlet vækst, må man gribe ind og skabe nye arbejdspladser i stedet for dem, der er knyttet til klimaskadelige aktiviteter. Ellers vil mange af de arbejdere, der er indrulleret i den fossile økonomi, være tilbøjelige til at støtte deres arbejdsgivere og stritte imod omstillingen, som det betones af Richard Smith:

»Fordi vi lever under kapitalismen, ikke socialismen, lover ingen nye job til alle de kulminearbejdere, olieborearbejdere, naturgas-frackere, kraftværksteknikere, landmænd og gødningsfremstillere, skovhuggere og bygningsarbejdere, bil- og flyfabrikarbejdere, lastbilchauffører, flypiloter og -kabinepersonale og de utallige andre, hvis job vil være i farezonen, hvis brugen af fossile brændsler virkelig indskrænkes.« (»Green Capitalism: The God That Failed«, Truth Out, 9.1.2014)

Pro atomkraft
James Hansen har også fokus på job, men går en helt anden vej. Da han ikke anser det for ønskeligt eller muligt at begrænse den samlede økonomiske vækst, ser han et stort behov for at øge energiproduktionen kraftigt. Og derfor fører han ikke blot kampagne for en CO2-afgift, men også for en satsning på atomkraft.

Allerede i Hansens bog Storms of My Grandchildren er et længere afsnit helliget atomkraften, som Hansen forestiller sig udbygget i form af sikrere reaktorer af en ny type, den fjerde generation. Sammen med tre andre specialister inden for global opvarmning skrev han i november 2013 et åbent brev til »dem, der øver indflydelse på miljøpolitikken, men har afvist atomenergien«.

Se brevet hos New York Times.

I brevet hævdes det, at »der i den virkelige verden ikke er nogen troværdig vej til klimastabilisering, som ikke indbefatter en betydelig rolle for atomkraft«.

Hansen og de tre andre eksperter fik svar på tiltale fra over 300 miljøorganisationer i USA og andre lande. I et fælles brev den 6. januar 2014 påpeger de atomkraftens enorme økonomiske omkostninger og dens lange historie af uheld, næsten-uheld og ophobning af radioaktivt affald.

»Hvad angår de ‘avancerede’ atomkraftløsninger, som støttes i jeres brev,« fortsætter miljøgrupperne, »er de blevet forsøgt og har slået fejl eller er kun på tegnebrættet uden realistisk håb om at kunne komme på markedet på kort sigt, hvis nogensinde.« De afviser Hansens forhåbninger til formeringsreaktorteknologien og henviser til, at der internationalt er brugt 100 mia. dollar de sidste tres år på at gøre teknologien klar til erhvervsmæssig udnyttelse – uden held. Desuden er der nye sikkerhedsproblemer: »Kølesystemet baseret på flydende natrium er yderst farligt, hvilket er bevist i Japan og USA. Og teknologien har vist sig højst upålidelig.«

I forhold til hvor meget det haster at nedbringe CO2-udledningerne, er atomkraft slet ingen løsning, skriver miljøgrupperne. Det er langt hurtigere og billigere at satse på vedvarende energi med solceller og vindmøller samt på energieffektivisering, distribueret elproduktion og energilagring.

Læs miljøorganisationernes brev hos Nuclear Information & Resource Centre

Hvad kan bruges i Danmark?
Selv om det er stærkt beklageligt, at James Hansen væver CO2-afgiftsforslaget ind i en liberalistisk minimalstats- og atomkraftdreven væksttankegang, kan venstrefløjen lade sig inspirere til at blive mere offensiv i brugen af grønne afgifter med social omfordeling. Sådanne afgifter kan være et væsentligt virkemiddel i et program for rød-grøn omstilling af energi, transport, industri, landbrug, byudvikling osv. – sammen med offentlige investeringer og igangsættelse af grønne job, samfundsovertagelse af banker og energisektor, demokratisk planlægning for at begrænse og prioritere ressourceforbruget, produktstandarder for cirkulær økonomi og fremme af lokal, fællesejet, bæredygtig produktion.

CO2-afgifter og andre grønne afgifter er i sig selv ikke ligefrem revolutionerende i en dansk sammenhæng. Danmark er et af de lande i den rige del af verden, der har de højeste afgifter på energi, og afgifterne stiger hurtigere i Danmark end i de andre lande. Sidste år blev der hentet ca. 36 mia. kr. i grønne afgifter på energi og vand, især fra de private husstande, og det var 26 % mere end i 2007.

Men de hidtidige grønne afgifter er skæve både socialt og miljømæssigt. For det første rammer de socialt skævt, idet der til forskel fra skattesystemet ikke er nogen progression i afgiftssystemet. For det andet ryger indtægterne typisk ned i kassen til det offentliges almindelige finansiering, som derved faktisk bliver afhængig af fortsat klima- og miljøødelæggelse.

Mens DI og højrefløjen presser på for at mindske afgifterne, må venstrefløjen derfor koble grønne afgifter til både social omfordeling og finansiering af grøn omstilling.

Enhedslisten har da også længe haft grønne afgifter med indbygget social kompensation som del af sin klimapolitik. Som Frank Aaen forklarede allerede i 1998:

»Afgift på f.eks. el rammer socialt skævt, men hvis en familie får et bundfradrag svarende til et normalt miljøbevidst forbrug, mens overforbrug beskattes hårdere, kan miljøafgifter både gøres socialt retfærdige og i højere grad tilskynde til at mindske overforbruget. «

Rød-grønne afgifter

Enhedslisten har netop genfremsat et forslag til folketingsbeslutning om at gennemføre et forsøg med bundfradrag og progressiv afgift på energi og vand (B9 fremsat den 10. oktober 2014). Et lignende forsøg blev i Nyrup-regeringens sidste tid aftalt mellem S, R, SF og Enhedslisten, men det blev forpurret af Fogh-regeringen. Derfor burde dette beskedne forslag blive båret igennem – men det samme kan siges om mange grønne forslag, som er blevet syltet, opgivet eller afvist af SR de sidste tre år.

Enhedslisten har også foreslået en række andre grønne afgifter, ofte med vægt på at målrette afgifterne, så de både er socialt retfærdige og knyttede til grøn omstilling. Det gælder f.eks. i forhold til trafik, boliger og landbrug.
Se Enhedslistens klimaplan (2009)

Afgørende er imidlertid, om der skabes et pres for en stærkere klimapolitik uden for Folketinget. Dermed bliver det også vigtigt, at Enhedslisten kan præsentere nogle centrale rød-grønne krav, der er velegnede til at nå ud over rampen. Afgifter kan være meget tekniske og komplekse, men eksemplet med James Hansen og Fee and Dividend viser trods alt, at det er muligt at formulere et grønt afgiftskrav, som er klart og attraktivt for den brede befolkning.

Et centralt forslag i Klimakommissionens rapport fra 2010 var at indføre en gradvist stigende afgift på fossile brændsler, men det blev hverken taget op af Løkke- eller Thorning-regeringerne.

Enhedslisten kunne tage det op, men på sin egen måde: en gradvist stigende afgift, hvor indtægterne dels sikrer social kompensation af lavindkomstmodtagere, dels går til omstillingstiltag, som forbedrer hverdagen for almindelige mennesker og skaber flere grønne job: energirenovering og -effektivisering, bedre kollektiv trafik, sundere fødevarer osv.

Se også artiklen »Grøn kapitalisme: En farlig illusion« i Socialistisk Information

Opslået i Klima

single.php