Ikke bare en kunstudstilling i gængs forstand, men en totalinstallation er, hvad kunstneren Michael Kvium gør på ARKEN i disse måneder. Et cirkus, som er et gammelt europæisk begreb - en forestilling, noget spektakulært. Alle sanser tvinges i et spil, der forener det groteske med noget smukt.

af Svend Vestergaard Jensen

Midt i det umenneskelige er der en menneskeliggørelse. Kviums virkelighed foregår med et bagtæppe af cirkusstriber og arena. Midt i et kaos kan en udvej skimmes og fornemmes.

 

Michael Kvium er markant politisk – og god kunst er vel altid i en eller anden forstand altid politisk – og den kan flytte tingenes tilstand. Dog er der intet budskab i udstillingen som sådan, men det ligger bagved. Bag gøgl og drama er der en virkelighed: Krige, flygtninge, klimatrusler, turisme, nyhedsstrømme, “fake news”, “breaking news” og så videre. Det er her, Kvium tager sine afsæt.

Når “vi” bomber Mellemøsten skaber det flygtningestrømme – og terrorister. Altså Europas egen historie og forsøge at undgå at tabe det hele på gulvet. Terrorangreb rundt om er småting i forhold til, hvad der er sket i disse lande – dem som Vesten bombede, som Kvium selv siger i en video på udsillingen inde i biografsalen.

Drages af
Europa på vej mod ødelæggelse – i cirkus-form. Måbende turister, der ser bådflygtninge komme ind mod stranden, hvor der i forvejen ligger rester af materialer fra såvel flygtninge som turister. Hjælpe flygtningene nu, når “vi har betalt for rejsen, for ferien ved Middelhavet”? To verdener tørner sammen.

 

Skal Europa mure sig inde – som USA gør nu – materielt, men også med ideer? Tilbage til små nationalstater? Mere snæversyn? Hvad vil vi gøre, hvis vi bliver udsat for det, syrerne har oplevet?

 

Det handler om Europas aktuelle tilstand, især når kontinentet får uventet besøg i massevis. Unionen er lammet og kan ikke handle humanitært. Dette kompleks – Europa – er ikke nødvendigvis en enhed. Det består af et utal af delelementer, af forskellige kulturer. Europæisk identitet er umulig at definere som samlet størrelse. Alligevel er Europa et mål, som mange tiltrækkes af og drages mod.

 

Olien som kunst
Religionskrige bringer intet godt med sig – se på historien! Troen i udstillingen er tæt knyttet til olien. Eksempelvis står præsten i en olietønde. Det samme gør friheden, frisindet og retfærdigheden – og kunsten. Det er titler på skulpturer, figurer lavet i silikone. Figurer som legemsstore og kroppe i forfald. Figurerne har konfrontatoriske blikke, der forhindrer, at vi ser passivt til.

 

Olietønderne er gennemgående. Magten – igen en titel på en figur – er en olietønde, som holder pressekonference med mange mikrofoner fra diverse nyhedsbureauer. Ingen mennesker – magten er olien. Denne grimhedens dialektik gennemsyrer udstillingen. Men grimhed må ikke misforstås. Michael Kvium er en fremragende kunstner ud i de materialer, han vælger.

 

Fremtiden er druknet i olie. Et barn sænket i en olietønde og hejst op derfra i et reb. Sønderbombede Aleppo i Syrien i “breaking news” bliver til ren underholdning og videre til det næste, det næste indslag.

 

Kig ind i manegen
Strandene igen – med skidt med masser af affald, inklusiv døde rotter. Igen ned i ubehaget. Kunstneren ændrer gennem totalinstallationen folks mangel på iagttagelse. Et maleri, en skulptur er uskyldig, men afspejler virkeligheden. Kunstværker er ikke mennesker kombineret på anden måde end at disse genstande træder frem som den virkelighed, som kunstneren affatter den gennem sit billedsprog. Billedmæssigt bevæger Kviums værker på udstillingen sig ud over kanten. De er figurative og narrative elementer, der afspejler, at menneskeheden har forvandlet kloden på ganske kort tid.

Kig ind i Michael Kviums cirkusmanege – og luk op for alle fem sanser –  og se om kunsten kan vise og svare på den politiske virkelighed. Se udstillingen – det kan stadig nås. Det er på ARKEN – Museum for Moderne Kunst – i Ishøj  syd for København. Den vises frem til den 14. januar 2018.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com