Owen Jones, en ung fagforeningslobbyist og Labour-medarbejder, giver med denne bog et billede af det stadigt voksende klassehad i Storbritannien og arbejderklassens mange nederlag gennem de seneste 30 år.

af Bjarne Thyregod

Bernard Shaw skrev om klassekampen:”Den ene verden prædiker klassekamp, den anden praktiserer den med ihærdighed”. Det er denne klassekamp fra overklassens politiske repræsentanter, som bogen giver en levende og grundig beskrivelse af.

Bogen er en guldgrube af citater fra samtaler med politikere og meningsdannere, som danner ramme om en godt researchet og underbygget tur gennem 30 års systematisk klassekamp rettet mod arbejderklassen.

Thatchers klassekamp
Da Margaret Thatcher blev valgt, proklamerede hun et opgør med den engelske arbejderklasse og dens institutioner. Kollektive løsninger anså hun for den skinbarlige kommunisme, som skulle bekæmpes og erstattes af individualisme.

Første mål for angrebet blev fagforeningerne. De stærkeste fagforeninger var i mine- og fremstillingsindustrien, og det var derfor, angrebet blev sat ind her. Kulminestrejkerne og nedlæggelse af minedriften var første slag. Derefter kom turen til tekstilindustrien og metalindustrien, bilindustrien, værfter mm.

Med en passiv opposition (Labour), en fagbevægelse uden solidaritetshandlinger, et massivt opbud af statens repressionsapparat (politiet) og med en ny fagforeningsfjendsk lovgivning fik man knækket modstanden. Konsekvensen blev, at 4,5 mio. velorganiserede arbejdspladser med ordentlige løn- og arbejdsforhold forsvandt – et tilbageslag som man endnu ikke har overvundet.

Dette har haft en fatal betydning for massevis af bysamfund, arbejdsløsheden har siden været høj, og den sociale sammenhængskraft er mange steder brudt helt sammen. De jobs, der stadig findes, er usikre lavtlønsjob især i detailhandlen og servicefag.

Næste skridt var privatiseringen af Council Housing (det almennyttige boligbyggeri). Ligesom VK-regeringen herhjemme forsøgte at sælge de almennyttige boliger til lejerne, så skete dette også i Storbritannien under Thatcher. Men her var det med en meget mere aggressiv tilgang, hvor støtte til Council Housing blev kraftigt nedsat, hvilket betød, at huslejen 4-dobledes hen over 10 år, og renoveringsmidlerne blev kraftigt beskåret. Fra at have været en sammenhængende blandet boligform, skete der en opdeling af befolkningsgrupperne.

Ud over disse angreb på arbejderklassen, gennemførte regeringen skattelettelser for de allerrigeste, mens skatten steg for almindelige lønmodtagere, hvilket kombineret med stærkt asociale momsstigninger ramte ekstra hårdt.

Hvor fagforeningerne, arbejdet og lokalsamfundene tidligere var omdrejningspunktet for en positiv arbejderklasseidentitet og selvsikkerhed, findes denne ikke længere.

Ofrenes egen skyld
I stedet for at tage ansvar for samfundenes sammenbrud, arbejdsløsheden og den sociale forarmelse skabt af Thatchers politik, ja så er det dem, der er ramt deraf, som anklages for at være uansvarlige og uden ”drivkraft”. Altså ”blame the victim”.

Medier og politikere giver i stort omfang udtryk for, at det er ofrene for den sociale ulighed, som selv bærer skylden for arbejdsløshed, manglende uddannelse, fattigdom, kriminalitet mm.

For at legitimere denne brutale politik har det været nødvendigt at skabe et billede af en forsvunden arbejderklasse, hvor man enten har haft ”viljen til fremdrift” og gennem hårdt arbejde er blevet middelklasse eller er blevet tilbage som en ”velfærdsafhængig” underklasse. Billedet af arbejdsløse, socialt utilpassede, teenagemødre og misbrugere er konstant blevet brugt for at beskrive dem, som ikke havde ”vilje til fremdrift”- et stereotyp, som er kommet til at gælde arbejderklassen generelt.

Det er her, Chav-karrikaturen præsenteres. Chavs bruges om personer, der er på overførselsindkomster, bor i socialt boligbyggeri og er overpræsenteret i statistikker for kriminalitet, narkomisbrug og teenagegraviditet. Men oprindeligt kommer “chav” fra roma-ordet ‘chavi’, som betyder “barn”. Dette har siden transformeret sig til ”en ung fra arbejderklassen klædt i casual sportstøj” og er endt med klart mere klasseforagtende akronymer som bl.a. Council Housed And Violent.

New Labours fallit
Owen Jones påviser, hvorledes arbejderklassen er skiftet fra at være i stabile og velorganiserede jobs med ordnede løn- og ansættelsesforhold, til en fragmenteret arbejderklasse med lav faglig organisering, i korttids-ansættelser, med lavtlønnede job og elendige arbejdsforhold i serviceindustri, detailhandel og i call-centre. Store dele af de lavestlønnede er nu modtagere af offentlige ydelser, fordi lønningerne er så lave, at man ikke kan leve af dem.

Thatchers nedbrydning af fagforeningerne og klassestolthedens havde omfattende konsekvenser.

Under New Labour fortsatte det neo-liberalistiske angreb på arbejderklassen uden modstand fra fagbevægelsen. New Labour opfattede arbejdervælgerne som en kernevælgergruppe, der ikke havde andre valgmuligheder, hvorfor New Labour intet behøvede at gøre for dem.

Labour-ledelsen fraskrev sociale betingelser nogen som helst betydning for individernes muligheder, for alle kunne jo ved flittighed og uddannelse hæve sig ud af sin klasse. Måske fordi Labour-ledelsen stort set delte baggrund med resten af det politiske, erhvervs- og akademiske establishment, var de ude af stand til at se alle de mange barrierer og forstå almindelige lønmodtageres levevilkår.

New Labours arbejderklasseforståelse resulterede i en massiv lovgivning rettet mod anti-social adfærd, altså lovgivning mod adfærd, som ikke svarede overens med middelklassens moral. Det resulterede i massevis af fængslinger og genopdragelsestiltag rettet mod unge fra sociale bebyggelser.

For at legitimere nedskæringer på offentlige ydelser har politikere fra såvel de Konservative som New Labour misbrugt dramatiske historier om enkeltstående sociale tilfælde til at generalisere hele befolkningsgrupper i de socialt belastede områder.

Owen Jones påviser ved en række eksempler og citater, hvor omfattende brugen af stigmatiserende generaliseringer som Chavs er i alle ledende kredse i det britiske samfund og endog har spredt sig langt ind i centrum/venstre-grupperinger i middelklassen. Ligeledes afsløres det engelske klassesamfunds varigt voksende modsætninger

Bogens styrke er dens historiske grundighed, de mange og vidtfavnende kilder og den klare klassemæssige forankring og analyse. Hele gennemgangen af Chavs-begrebet, og den stigmatiserende brug deraf er yderst gennemarbejdet og velargumenteret. Svagheden er beskrivelsen af British National Partys (den yderste højrefløj) indtog i arbejderkvarterne, og hvad der må gøres for at ændre styrkeforholdene, hvor Jones forfalder til en forenklet tro på opbygning og tilslutning til Labours yderste venstrefløj. Men den hører absolut til på listen over bøger, som man som venstreorienteret bør læse.

Owen Jones: Chavs. Verso Forlag. Kan købes på Amazon.com for 10,50 pund.

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com