Au Loong Yu, forfatter til bogen China’s Rise, Strength and Fragility, forklarer, hvorfor han kalder den kinesiske magtelite bureaukratisk kapitalistisk, og hvordan arbejdernes modstand vokser i den kinesiske industri.

 

Terry Conway (TC): Kan du forklare, hvorfor du har udviklet begrebet bureaukratisk kapitalisme til at beskrive vore dages Kina, og hvad du mener med det?

ALY: Det var ikke mig, der opfandt begrebet. Den blev første gang brugt ironisk af det kinesiske kommunistparti (KKP) i 40’erne til at beskrive den form for kapitalisme, som Guomindang [det borgerlige parti, som styrede Kina før Mao, o.a.] havde skabt under sit styre.

Maurice Meisner definerer bureaukratisk kapitalisme i sin bog The Deng Xiaoping Era – an Inquiry into the Fate of Chinese Socialism 1978-994. Det er et begreb for brugen af politisk magt til personlig økonomisk vinding gennem kapitalistiske eller nærmest-kapitalistiske metoder eller aktiviteter. Han tilføjer, at selvom dette ikke er noget historisk nyt, så er den kinesiske version mere fremtrædende end de andre tilfælde.

Jeg vil også sige, at de kinesiske bureaukrater på alle niveauer af landets styre i dag driver virksomheder, profiterer af dem og sjældent bliver retsforfulgt, fordi bureaukratiet fuldstændig har monopoliseret statsmagten, og det sætter dem i stand til at hæve sig over alle klasser. Man kunne sågar sige, at bureaukratiet har privatiseret staten.

Marx bemærkede engang, at bureaukratiet opfatter staten som dets private ejendom. Hvor Marx anså dette for at være en indbygget tendens i bureaukratiet, er det kun i vore dages Kina, at den er blevet fuldt udviklet. Fuldstændig uhindret er dette bureaukrati nu blevet totalt borgerliggjort.

Et aktuelt eksempel er selskabet Chongqing Security Group, som blev grundlagt af Chongqings politistyrke (der blev ledet af Wang Lijun, indtil han blev anholdt efter sit forsøg på at flygte fra et komplot af den tidligere leder Bo Xilai, ved at hoppe af via den amerikanske ambassade) og drives af dets ledende funktionærer. Denne virksomhed søgte for nylig om at blive noteret som virksomhed i Kina på trods af forbuddet mod, at politiafdelinger driver sikkerhedsvirksomhed.

Det, der har sat socialismen i miskredit i Kina, er det faktum, at KKP som lavede revolution mod Guomindangs bureaukratiske kapitalisme, endte med at tilslutte sig denne. Det er ret almindeligt i vore dage at fortolke begrebet revolution i dens oprindelige betydning: noget, der bevæger sig i et kredsløb, og derfor altid vender tilbage til sit udgangspunkt. Faktisk betyder det oprindelige kinesiske begreb for revolution (geming) et mandat fra Himlen til et nyt dynasti, og derfor antyder det også, at der blot er tale om en udskiftning af lederne, men ikke selve dynastiets sociale orden – faktisk er gemings mission netop at genskabe dynastisk fred. Mange intellektuelle ser simpelthen revolutionen i 1949 i det lys og argumenterer derfor imod idéen om en revolution.

Jeg er ikke enig i, at revolutionen i 1949 kan fortolkes på den måde. Selv om bureaukratisk socialisme er blevet bragt tilbage af KKP, som engang udryddede den, er nogle af revolutionens frugter stadig stort set intakte. For eksempel nationens uafhængighed og bøndernes kollektiveje af jorden. Der er flere og flere alvorlige forsøg på at underminere det sidstnævnte, ved at lokale magthavere eller deres kumpaner overtager jordbesiddelser, men bønderne gør også brug af deres konstitutionelle rettigheder for at forsvare disse jorde.

Den halsbrækkende hurtigt gennemførte industrialisering sat i gang af KKP moderniserer også de økonomiske og sociale strukturer grundlæggende. Det giver ironisk nok også næring til de sociale kræfter, som i sidste ende udfordrer de foregående tusind års tradition for despoti. Bureaukratisk kapitalisme gør det muligt for bureaukratiet at plyndre landet i en helt forfærdelig grad, men skaber samtidig en ny arbejderklasse af udvandrede bønder, og skaber potentiale for, at sociale kræfter som bønderne og de studerende bringes sammen og gør fælles sag mod bureaukratiet.

TC: Kan du fortælle læserne hvilken rolle KKP har spillet i genindførelsen af kapitalismen i Kina, og hvordan partiet har nydt godt af dette?

ALY: De øverste ledere i bureaukratiet har gjort et bevidst valg om at genindføre kapitalismen. Deng Xiaoping følte sig allerede frem, da han i 1984 underskrev en aftale med Storbritannien om Hong Kong, hvor den fri kapitalisme ville blive videreført i 50 år efter overdragelsen til Kina – i total modstrid med socialistiske principper, selvfølgelig.

Senere kom der meldinger om, at han mente, at kapitalismen i Hong Kong skulle have lov til at fortsætte ud over den afsatte tidsramme.

I 1987 sagde han til en afrikansk delegation ”Følg ikke socialismen. Gør alt, hvad I kan for at få økonomien til at vokse.” Da han efterfølgende slog ned på demokratibevægelsen i 1989, markerede det, at hans parti på helt afgørende vis og kvalitativt set havde omdannet sig til et kapitalistisk parti.

Til gengæld er det fuldstændig utroværdigt, når nogle maoister forsøger at lægge al skylden over på Deng Xiaoping alene. Det faktum, at Deng Xiaoping ikke mødte nogen betydelig modstand men tværtimod fik entusiastiske tilbagemeldinger fra bureaukratiet, viser, at han bare gjorde det, de gerne ville have.

Selv i Maos æra, da bureaukratiet var stærkt anti-kapitalistisk, var det i høj grad privilegeret som en ledende elite. De monopoliserede retten til at distribuere det samfundsmæssige overskud ved at monopolisere statsdriften. Som alle andre ledende eliter var de aldrig tilfredse med deres løn – som var ti til tredive gange større end en almindelig arbejders – og ønskede altid at tilegne sig stadig mere af det samfundsmæssige overskud. Deres grundlæggende interesse lå i at genindføre privat ejendomsret snarere end at være trofaste tjenere for det offentlige og forsvare fælleseje for evigt.

Sidst i 1980’erne skabte en prisreform de såkaldte guandao – eller funktionærer, som deltog i spekulation. Samtidig igangsatte næsten alle ministerier forskellige virksomheder for at tjene penge. Bureaukratiet var begyndt at forvandle sig til kapitalister. Det gjorde folk rasende, og de rejste sig i protest mod regeringen i 1989. Men KKP slog ned på enhver modstand mod kapitalistisk reform, og dette alene er tilstrækkeligt bevis for, at KKP på afgørende vis havde forvandlet sig fra et antikapitalistisk parti til et parti, der tilsluttede sig kapitalismen.

Deng Xiaopings berømte rejse i 1992 til den sydlige del af landet betød, at KKP igen havde taget endnu et stort skridt i retning af fuld integration med den globale kapitalisme. For at denne udvikling kunne lykkes, var det ikke længere tilstrækkeligt med den terror, der fulgte efter repressionen i 1989. Det var bydende nødvendigt, at de ansatte i de statsejede virksomheder blev påført flere nederlag, gennem en privatisering af disse virksomheder og dermed fyring af over 40 millioner arbejdere.

TC: Kan du forklare, hvordan en ny arbejderklasse er blevet skabt af indvandrede arbejdere fra landet, og på hvilken måde bevidstheden hos den nye klasse adskiller sig fra den ”gamle” arbejderklasses i statssektoren?

 

ALY: Et positivt aspekt ved den kapitalistiske gendannelse i Kina – i modsætning til det, der skete i det tidligere Sovjetunionen – er en accelererende industrialisering. Resultatet er, at antallet af kinesiske lønmodtagere konstant stiger. De udgør nu halvdelen af den arbejdende befolkning og udgør en fjerdedel af industriarbejdere i verden. De fleste er indvandrede landarbejdere.

Eftersom de er i produktionens centrum, er de potentielt set en fænomenal social kraft. For øjeblikket er de dog mere en klasse ”i sig selv” end en klasse ”for sig selv”.

Når det har været så vanskeligt at etablere en ny arbejderbevægelse, skyldes det ikke statens undertrykkelse. Der ligger mere grundlæggende forhold bag. Selv om de indvandrede landarbejdere nu er oppe på 250 mio. i antal og ikke har oplevet det samme sviende nederlag som arbejderne i de statsejede virksomheder, har de heller ikke en fælles hukommelse som klasse. De er nongmingong – bogstaveligt talt bondearbejdere – mere bønder end arbejdere. Ikke fordi de virkelig dyrker jorden – faktisk gør de fleste sjældent det – men fordi hukou-systemet med husstands-registreringer fungerer som en slags socialt apartheid, der forhindrer dem i at stifte familie i byerne og slå rødder for alvor. Ligegyldigt hvor længe de bliver i byerne, er de opmærksomme på, at det er nødt til at være midlertidigt. Dermed bliver det svært at skabe en egentlig klasseidentitet.

TC: Kan du fortælle om nogle af de seneste arbejderkampe, som har rejst spørgsmål om demokrati, gået imod privatisering og/eller kæmpet for bedre forhold på arbejdspladsen?

ALY: To sager burde være af særlig interesse. Den første og seneste var 700 arbejdere på Ohms Electronics Shenzhen Co., som er forretningspartner med den japanske TNC Panasonic. De ansatte gik i aktion fra den 29.-31. marts 2012 på grund af dårlige lønninger og arbejdstider. De forlangte mere i løn og genvalg af deres fagforening, så deres interesser kunne blive bedre repræsenteret. Arbejderne klagede i et åbent brev den 26. marts over, at fagforeningens formand var udpeget af ledelsen og selv var leder, hvilket gik imod fagforeningens love og den officielle fagforenings vedtægter. Strejken kom succesfuldt fra start, da en del af de lavere rangerende ledere og også sikkerhedsvagterne gik med. Arbejderne brugte også den kinesiske udgave af twitter, weibo, til at sprede deres krav på internettet.

Selvom ledelsen senere var i stand til at splitte de lavere rangerende ledere fra de strejkende, var aktionen stadig i stand til at tvinge indrømmelser igennem i forhold til de økonomiske krav. Der blev også indgået en aftale om, at den lokale fagforening ville afholde et genvalg af arbejdspladsens fagforeningsledelse. Valget blev holdt mellem slutningen af april og starten af maj, og selvom den gamle formand tabte valget, er den nyvalgte formand en værkstedsleder, og det blev antydet i referater, at der var tale om manipulation og valgsvindel. På trods af dette er halvdelen af medlemmerne i den nye fagforeningskomité angiveligt arbejdere, som havde strejket. På grund af censur og den brutale undertrykkelse er det vanskeligt at få bekræftet.

Dette tilfælde er enestående, eftersom indvandrede landarbejdere – selv om de ofte strejker – ikke så tit er bevidste om vigtigheden af at kræve fagforeninger for dem selv på demokratisk vis, da de ikke har en stærk fælles identitet.

Jeg er ikke sikker på, om arbejderne ved Ohms var inspirerede af Honda Foshan strejken i 2010. Men i hvert fald anses den strejke for at være en milepæl i udviklingen af bevidstheden hos de indvandrede landarbejdere. I maj 2010 gik 1.800 arbejdere hos Honda Foshan i aktion og krævede højere løn og en reorganisering af arbejdspladsens fagforening og igangsatte dermed en bølge af strejker blandt arbejdere i udenlandsk ejede bilfabrikker den sommer. I et åbent brev fordømte arbejdernes repræsentanter branchens fagforbund og sagde ”Vi er oprørte over fagforbundets tilegnelse af frugterne af arbejdernes kampe. Vi insisterer på, at fabrikkens branchefagforbund skal vælges af samlebåndsarbejderne”

De begrundelser, de giver i brevet for deres kampe, er værd at lægge mærke til: De kæmpede ikke kun for deres egne interesser, men var også optagede af forholdene for arbejdere i hele Kina. Sådan et bredt syn på sagen er sjældent blandt de indvandrede landarbejdere. Strejken varede i mere end to uger og sluttede først, efter at de fastansatte på fabrikken blev tilbudt en 35 procent lønstigning, og praktikanterne fik en stigning på mere end 70 procent.

Senere gik ledelsen også med til et nyvalg af arbejdspladsens fagforening. Den lokale fagforening annoncerede snart valget til at finde sted sidst i august 2010. Det viste sig, at det blot var et suppleringsvalg hvor kun en del af fagforeningsledelsen var på valg, og den oprindelige formand, som var meget forhadt af de strejkende arbejdere beholdt sin plads.

Lidt under et år efter blev valget af en ny ledelse gennemført i november 2011. Det var heller ikke rigtig demokratisk, eftersom den afgående ledelse stod for nomineringen af kandidater sådan, at folk fra virksomhedsledelsen blev valgt som ledere i fagforeningen, mens aktivisterne fra 2010 helt blev skubbet ud. På trods af dette viser strejken, at arbejderne har magt til at forbedre deres situation.

TC: Kan du sig noget om hvordan genindførelsen af kapitalismen i Kina forværrer den miljømæssige krise i landet, og hvilke kampe, der har været som reaktion på det?

ALY: Kinas sindssyge fart, når det kommer til industrialisering, har affødt et dobbelt problem med vandmangel og vandforurening. I dag har 400 ud af 660 byer i Kina ikke tilstrækkeligt med frisk vand, og blandt disse byer oplever 136 alvorlig vandmangel. Omkring 1/3 af Kinas befolkning savner adgang til rent drikkevand. 70 procent af landets floder og søer er forurenede. Over 25.000 store dæmninger over hele landet forårsager økologisk skade og tvangsforflytninger af millioner af mennesker. Den slappe håndhævelse af miljølovgivningen betyder, at forureningen fra industrialiseringen slet ikke er under kontrol. Det sker dog i højere og højere grad, at folk finder forureningen af luft og vand så alvorlig, at de begynder at tage sagen i egen hånd.

Et interessant eksempel er protesterne imod bygningen af PX fabrikker over hele landet. Paraxylene (PX) er et vigtigt kemikalie i produktionen af fibre til plastikflasker. Ubekræftede rapporter viser, at der er mindst 13 PX fabrikker over hele landet, som har forårsaget alvorlige helbredsproblemer for de lokale. Den første offentligt kendte protest fandt sted i 2007 da lokale beboere i Xiamen demonstrerede imod en PX fabrik, og til sidst lykkedes det dem at standse opførelsen der. Det inspirerede selvfølgelig de lokale beboere i byen Dalian. I 2011 demonstrerede 10.000 her med krav o lukning af det lokale PX-anlæg. Det tvang borgmesteren til at love, at han ville lukke det. Senere rapporter har siden tydet på, at fabrikken er blevet genåbnet. Men mange af nyhedsrapporterne på kinesiske websites om anlæggets genopstart er siden blevet fjernet.

På trods af dette blev kampen mod PX genoptaget for kun få dage siden. Denne gang i byen Ningbo. Den 24. oktober 2012 annoncerede Ningbos regering et nyt PX projekt. Det blev øjeblikkeligt fulgt op af protester næste dag, og de fortsatte til søndag den 28. oktober 2012, hvilket fik mere end 10.000 demonstranter på gaden. Aktionen tvang den lokale regering til at udskyde beslutningen. Om det er en holdbar sejr er svært at sige lige nu. Det, der er betydningsfuldt ved disse kampe, er derimod at de måske afspejler en gradvis forandring i folks mentalitet.

Der var en fuldstændig demoralisering, efter at demokratibevægelsen blev slået ned i 1989. Den frygt overvældede de statsansatte arbejderne og satte en stopper for, at de kunne stå i spidsen for en effektiv kamp mod privatisering. Denne frygt spredte sig også i hele samfundet som sådan.

Og dog ser det ud til, at frygten på det seneste er ved at forsvinde. Arbejderes strejker for bedre økonomiske forhold stiger i antal, og tendensen er, at de kan vinde delvise indrømmelser. Det samme gælder for bønders forsvar af deres jord og lokale beboeres kamp imod forurenende projekter. Selv om de stadig ikke er politiske, så opmuntrer den slags kampe og delvise sejre folket til at overvinde deres frygt. Forhåbentlig kan de også hjælpe med til, at de intellektuelle overvinder deres konservative frygt for nogen som helst form for oprør.

 

Terry Conway er med-redaktører af International Viewpoint og ledende medlem af Socialist Resistance, den britiske sektion af Fjerde Internationale.

Artiklen er oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen. Bogen kan bestilles hos Amazon.com og koster omkring 20 dollar.

Opslået i Anti-racisme

single.php