Med digtet ”De ukendte soldater” har Klaus Rifbjerg i Politiken brudt den ellers etablerede tavshed, der ligger som en dyne over krigen i Afghanistan, Gør det samme…

af Jan Carlson

Digtets præcision er slående, for det er jo sandt at der er alt for stille omkring den danske krigs deltagelse. Hvor længe endnu kan denne udsigtsløse krig fortsætte med at kræve ofre, før vi kan gøre de folkelige protester store nok til at standse den?

Én start kunne være at skrive under på kravet om, at de danske soldater bliver trukket hjem nu:

Skriv under her!

Og her er Rifbjergs digt :

 

De ukendte soldater

Undtagen for de nærmeste

Fædre, mødre, koner, kærester

Venner

Er de døde danske soldater i

Afghanistan

Ukendte

Anonyme

Unge

Og intet lys skal til evig tid

Brænde over deres tragedie.

Som af vinden hvirvles de væk

Som havets skum farer de hen

Som glimt i bevidstheden

Blusser de op og forsvinder

Men skammen bliver tilbage

Løgnen hvis enorme tæppe af slam

Omfatter os som sendte dem af sted

På en heroisk mission impossible

En dødsens tivoli-udflugt

I frihedens og demokratiets navn

Med automatvåbnet i den ene hånd

Og skovlen til genopbygning i den anden

(»Hej, søster, det var din far vi skød

i går og din bror vi sprængte i luften,

smid så det slør,

nu skal du i skole«.)

Skyldfri hviler de ukendte soldater

I deres grave

Mens en gasblå, giftig flamme

Til evig tid

Brænder over hovedet på os

Som sendte dem af sted.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com