Digtets præcision er slående, for det er jo sandt at der er alt for stille omkring den danske krigs deltagelse. Hvor længe endnu kan denne udsigtsløse krig fortsætte med at kræve ofre, før vi kan gøre de folkelige protester store nok til at standse den?
Én start kunne være at skrive under på kravet om, at de danske soldater bliver trukket hjem nu:
Skriv under her!
Og her er Rifbjergs digt :
De ukendte soldater
Undtagen for de nærmeste
Fædre, mødre, koner, kærester
Venner
Er de døde danske soldater i
Afghanistan
Ukendte
Anonyme
Unge
Og intet lys skal til evig tid
Brænde over deres tragedie.
Som af vinden hvirvles de væk
Som havets skum farer de hen
Som glimt i bevidstheden
Blusser de op og forsvinder
Men skammen bliver tilbage
Løgnen hvis enorme tæppe af slam
Omfatter os som sendte dem af sted
På en heroisk mission impossible
En dødsens tivoli-udflugt
I frihedens og demokratiets navn
Med automatvåbnet i den ene hånd
Og skovlen til genopbygning i den anden
(»Hej, søster, det var din far vi skød
i går og din bror vi sprængte i luften,
smid så det slør,
nu skal du i skole«.)
Skyldfri hviler de ukendte soldater
I deres grave
Mens en gasblå, giftig flamme
Til evig tid
Brænder over hovedet på os
Som sendte dem af sted.