1. Baggrund
I det store perspektiv var valgresultatet den foreløbige konklusion på en periode i klassekampen og dansk politik, der begyndte med velfærdsdemonstrationerne i 2006. Perioden har været præget af: a) et opsving i udenomsparlamentariske politiske mobiliseringer sammenlignet med perioden 1987-2006 b) en partipolitisk venstredrejning med to sammenhængende elementer; dels en fremgang samlet set for arbejderpartierne (fra 33,1 procent i februar 2006 til 49 procent i februar 2011), dels en bevægelse inden for arbejderpartierne fra S til SF, derefter fra S/SF til Enhedslisten c) et gradvist stigende ønske om og forventning til forandring i forbindelse med et regeringsskifte.

af SAPs Landsledelse

Denne udvikling har Michael Voss behandlet mere grundigt i sin artikel ”Fem års mobilisering baner vejen for ny regering” (http://www.socialistiskinformation.dk/side.php?id=686)

Samtidig var valget også et resultat af den afmatning i mobiliseringer og den tilbagegang for arbejderpartierne samlet, som har fundet sted siden begyndelsen af dette år.

2. S-SF tabte valget, men vandt regeringsmagten
I medierne har Socialdemokraternes og især SF’s tilbagegang under valgkampen været omtalt en del. Men det er en tilbagegang, som begyndte allerede i februar i år.
Et gennemsnit af februars meningsmålinger gav S og SF 45,5 procent af stemmerne, og sammen med Enhedslisten 49 procent, et mulehår fra rent rødt flertal sammen med Nordatlanten. Det var tredje gang inden for to år, at arbejderpartierne nåede over 48 procent.

Fra februar til udskrivelsen af valget tabte S-SF 4,1 procent, og på valgdagen havde de mistet i alt 11,4 procent siden februar, og kun de 3,2 procent var gået til Enhedslisten.
På seks måneder forspildte S-SF muligheden for at få et rødt flertal. Hvad er forklaringen på det?
I januar-februar var diskussionen om efterløn på sit højdepunkt efter nytårstalen. S-SF fokuserede på sociale argumenter, næsten klasseargumenter, og markerede sig med skarp anti-regerings polemik, og fagbevægelsens socialdemokratiske ledere afholdt stormøde om temaet – for at komme mere vidtgående aktiviteter i forkøbet.

I perioden efter nedtonede begge partier klart klasseprofilen og reagerede uskarpt på De Radikales medvirken i tilbagetrækningsreformen. De udråbte valgkampen til et folkeafstemning om efterløn, men undlod at føre en folkeafstemningskampagne. Selv de mest radikale dele af Socialdemokratiet, 3F-ledelsen, valgte at holde hånden over De Radikale og undlod derfor at arbejde for et politisk ryk fra De Radikale til arbejderpartierne.
For det andet talte de bevidst forventningerne ned til, hvilke forbedringer et regeringsskifte vil medføre.
I valgkampen havde de ikke et reelt alternativ til blå bloks ”økonomiske ansvarlighed”. I stedet anviste de andre måder at styrke arbejdsgivernes konkurrenceevne på.

Endelig skubbede de stemmer både til Enhedslisten og De Radikale ved at fastholde at være lige så skrappe strammere på indvandrer- og flygtningepolitikken som VKO.
Dette er fire vigtige dele af en forklaring, men der kan sikkert findes andre også.

3. Den politiske situation efter valget
Denne udvikling i løbet af 2011 og selve valget har skabt en parlamentarisk situation, der bestemt ikke er optimal for Enhedslisten.

Et rent rødt flertal ville have gjort det muligt for Enhedslisten at sætte S-SF under maximalt pres, fordi vi hele tiden ville kunne tilbyde et flertal. Med det nuværende folketing er De Radikale ikke alene uundværlige (hvis DF ikke er en mulighed), partiet fik også en valgsejr, der vil gøre det meget svært at banke dem på plads med truslen om at udskrive nyvalg.

Omvendt vil den nuværende parlamentariske situation gøre det nemt for S-SF at etablere situationer, hvor de kan tildele Enhedslisten ansvaret for, at regeringen må gå af (”Enhedslisten vælter regeringen”). Enhedslisten får svært ved på én gang at fastholde den ubetingede klassepolitik (ingen forringelser), presse S-SF og sikre, at det er tydeligt for brede grupper i samfundet, at det er S-SF’s egen skyld, hvis den vælter, fordi Enhedslisten afviser at støtte forringelser.

Dette understreger endnu engang, at hvis S-SF skal presses til at afstå fra forringelser og til at gennemføre bare begrænsede forbedringer, kræver det pres udefra, fra arbejderklassen, fra S-SF’s egne vælgere.
Erfaringer fra tidligere viser, at det er svært at mobilisere til egentlige udenomsparlamentariske aktiviteter i de første måneder/halve år efter et valg. Der er en udbredt holdning om, at nu har vi haft og brugt vores demokratiske mulighed for at påvirke, og nu skal det nye flertal/den ny regering have en chance for at vise, hvad den kan.

Dertil kommer, at det nok er lykkedes for S-SF at tale forventninger ned.
Men det betyder ikke, at det er umuligt at opbygge et pres udefra på en ny regering. Allerede inden for den første uge efter valget markerede socialdemokratiske lokalformænd sig med krav om at holde Radikale uden for regering, hvis det var nødvendigt for at sikre dagpengeretten. En konference for tillidsfolk i den offentlige sektor formulerede syv krav til en ny regering. 3F Rønne er ikke den vigtigste eller rødeste del af fagbevægelsen, men netop derfor er det en interessant indikation, at formanden umiddelbart efter valget udtalte: ”Vort krav til en kommende regering må derfor være, at man trods tidligere indgåede forlig, må tage ansvar disse menneskers skæbne og katastrofale situation, da det danske velfærdssystem ellers står for fald.”

4. Enhedslistens fantastiske valgresultat
Enhedslistens fremgang fra 2,2 til 6,7 procent og fra 4 til 12 mandater var fantastisk og oversteg selv de mest optimistiske forventninger. Flere faktorer medvirkede til dette resultat.

Grundlaget for fremgangen var den stigende utilfredshed hos socialdemokratiske og især SF-vælgere. Denne vælgerbevægelse fra S-SF til Enhedslisten kom, inden de to partier i praksis, dvs. i regering, havde vist, hvad de står for, og hvad deres politiske linje fører til. Forklaringen er, at SF totalt udviskede sin egen profil som to-parti-alliancens venstrefløj. Rigtig mange mistede lidt efter lidt troen på, at SF ville eller kunne trække S til venstre.

Selv om Enhedslisten for mange vælgere overtog SF’s rolle, er der ikke desto mindre tale om en venstredrejning i en lille del af befolkningen. Partierne har en nogenlunde fast plads på den politiske skala, og i de flestes selvopfattelse er det en mere venstreorienteret markering at stemme Enhedslisten i stedet for SF, og Enhedslistens faktiske valgkamp var mere venstreorienteret end SF’s ditto for fire år siden.
Enhedslistens og SUF’s valgkamp havde naturligvis stor betydning for resultatet. Om ikke andet fremgår det af, at hovedparten af fremgangen kom i løbet af de tre uger (fra 4,4 til 6,7 procent).

For det første gennemførte Enhedslisten en meget fokuseret valgkamp, hvor vi prioriterede et forholdsvist lille antal temaer og politiske krav. I sig selv har det medvirket til en større gennemslagskraft – helt uafhængigt af hvilke temaer og krav der faktisk blev valgt.

Dertil kommer, at der var en klasse-profil i de krav og temaer, der var valgt med fokus på arbejdsløse (dagpenge og beskæftigelse), lavtlønnede offentligt ansatte, børnefattigdom og kravet om, at de rige skal betale. Enhedslisten var også det eneste parti, der tog vælgernes interesse for klima alvorligt og krævede grøn offentlig beskæftigelse.

For det andet var Enhedslisten denne gang bedre end nogensinde til at popularisere vores politik, både i skrift og ord. Det var klart og tydeligt, hvad vi ville politisk, og hvordan vi ville gribe ind i den politiske kamp efter valget (inden for de rammer, der var valgt).

For det tredje formulerede vi en skarp kritik af VKO – og De Radikale – også når det gjaldt de spørgsmål, som S-SF forsøgte at lægge død, f.eks. udlændinge og retspolitik.

For det fjerde havde Johanne en utrolig gennemslagskraft. Det havde stor betydning for stemmetallet, og det er værd at bemærke, at denne gennemslagskraft ikke kun handlede om alder og udseende, men om en kombination af dette med en imponerende evne til at formulere politikken klart og gå i polemik med andre uden skræmmende aggressivitet.

For det femte kan fravalget af markante antikapitalistiske krav have været en medvirkende årsag til det høje stemmetal (men det havde til gengæld en pris -se senere). Der er ikke i dag små syv procent af befolkningen, der bakker om op antikapitalistiske indgreb. Det er derfor sandsynligt, at en klarere antikapitalistisk profil havde kostet noget af fremgangen. Til fravalget af antikapitalistiske krav hører også en række spidskandidaters uvidenhed om, distancering til og direkte kritik af Enhedslistens strategiske mål og program.

5. Enhedslistens situation efter valget
Med valgresultatet er Enhedslisten styrket parlamentarisk. Selv hvis det ikke fører til større konkret indflydelse, giver det os en langt større synlighed og gennemslagskraft i den daglige politiske debat.
Dernæst har Enhedslisten langt flere medlemmer end før valget. Valgkampen har aktiveret tidligere hel- og halvpassive medlemmer, og gejsten blandt medlemmerne er høj lige nu.

Endelig har Enhedslisten fået langt flere økonomiske ressourcer både på Christiansborg og i landsorganisationen.

Tilsammen er det et utroligt godt udgangspunkt for de kommende års arbejde.
Men Enhedslisten står også med store og til dels nye problemer. Som nævnt ovenfor vil den parlamentariske situation være meget svær at håndtere, og vi skal være meget taktisk dygtige for at undgå en situation, hvor vi enten opgiver vores politiske eksistensberettigelse ved at gå på kompromis med vores politisk platform eller kommer til at fremstå for det store flertal som det sekteriske parti, der væltede en rød regering for at forsvare golde principper.

I den forbindelse vil vi blive udsat for et kraftigt pres fra højre. Det er allerede begyndt. Journalister, kommentatorer og lederskribenter forlanger, at partiet bliver realistisk, pragmatisk og ansvarligt – i betydningen bliver lige som alle de andre partier. En del af dette pres vil komme fra S og SF, når situationen spidser til, dels som offentlig polemik, dels ved at tilrettelægge politiske situationer, hvor det bliver sværest muligt for Enhedslisten at forklare, hvorfor vi ikke bryder med vores grundlag og redder regeringen.

I en særlig form vil presset fra højre også komme fra nogle af Enhedslistens egne vælgere og måske medlemmer. Det er den del af vælger- og medlemsskaren, som ser Enhedslisten som ”det gamle SF” eller ”det rigtige SF”.

Endelig kan presset fra højre komme fra partiets egen selvforståelse, hvis valgresultatet stiger os kollektivt til hovedet med det resultat, at den uofficielle overordnede målsætning bliver ”hvordan bevarer vi de 12 mandater til næste valg?”

6. Delvist eget ansvar
Nogle af disse problemer ville eksistere, uanset hvordan vi havde opnået så stor en fremgang, og uanset hvad der havde ført til den nuværende parlamentariske situation. Men problemerne er til dels også selvforskyldte.

Den ekstreme popularisering af kravene, den delvise nedtoning af uenighederne med S-SF-R, det næste totale fravalg af opfordringer til udenomsparlamentariske aktioner, det klare fravalg af partiets egne mere vidtgående, antikapitalistiske paroler og det monopol, som Johanne nærmest fik på at repræsentere partiet i landsmedierne afspejler, at stemmemaximering har været den overordnede overvejelse bag hvert eneste initiativ og hver eneste udsagn i valgkampen.

Som nævnt har det været medvirkende til det resultat, vi alle jubler over. Til gengæld har Enhedslisten med denne prioritering undladt at forberede den brede offentlighed, vores egne vælgere og medlemmerne på den politiske situation, vi står i.

Derfor risikerer vi, at det kommer som et stort chok for mange vælgere og medlemmer, hvis vi ikke får indflydelse af betydning på en kommende regerings politik.

Gang på gang i løbet af valgkampen understregede Johanne og andre spidskandidater, at vi delte grundlæggende værdier med rød blok, at uenighederne ”var velkendte”, og at vi kunne sætte os sammen ved forhandlingsbordet og finde ud af det. Dermed har vi ikke bidraget til at forberede de dele af befolkningen, som lytter til os, på, at S-SF ikke ønsker at genere eller konfrontere kapitalejerne/de rige/systemet og derfor ofte vil ende med at angribe arbejderbefolkningen – bortset fra en diplomatisk distance til de 12 minutter (”ikke min kop the”)

Med den megen tale om, hvordan Enhedslisten vil bruge sin indflydelse i Folketinget, og det næsten totale fravær af henvisninger eller opfordringer folkelig udenomsparlamentarisk aktivitet risikerer vi, at Enhedslistens, S’ og SF’s vælgere står helt uforstående, når vi – efter valget – forklarer, at pres udefra er nødvendigt for at få S og SF til at føre en fornuftig politik.

Når S-SF-R i det kommende år præsenterer en økonomisk politik ift. krisen, som ikke løser problemerne, og som indeholder angreb på arbejderklassen og på velfærdsordninger plus klare indrømmelser til kapitalen, så vil Enhedslisten blive nødt til at præsentere antikapitalistiske indgreb og reformforslag. Det er ikke en ide, vi har forberedt omverdenen på under valget, og selv blandt vores egne vælgere vil mange bliver overraskede og vende sig imod os.

Dertil kommer, at Enhedslistens valgkampagne til dels spillede med på fokuseringen på Johanne, f.eks. ved at sende hende til næste alle centrale debatter. Nogle af de vælgere, vi fik alene pga. Johannes person, vil blive vende sig imod os, når Enhedslisten bliver nødt til at supplere de grundlæggende agitatoriske krav og forslag med mere vidtgående krav og med en klarere understregning af, at vi ikke er S-SF’s kritiske hjælpetropper men et politisk alternativ til reformismen.

Samlet set har Enhedslisten med den ensidige fokusering på fællesskabet med S-SF, på parlamentarisk indflydelse og på stemmemaximering bragt sig i en situation, hvor vi risikerer et kraftigt tilbageslag i meningsmålingerne, betydelige udmeldelser og et pres fra især nye medlemmer, som vil arbejde for at omdanne Enhedslisten til det parti, SF var for 5-10 år siden.

7. Ikke nødvendigt
Det vil altid være svært for et socialistisk parti at finde balancen mellem de agitatoriske krav, der kan samle opbakning her-og-nu, på den ene side og på den anden side propagandaen for mere vidtgående krav og præsentationen af partiet som et politisk alternativ til de andre partier. Det er utrolig nemt at falde i den grøft, hvor alt, hvad der bliver sagt, er korrekt og perspektivrigt, men hvor vi ikke overbeviser nogle, og hvor vi ikke opnår den synlighed, som en styrket folketingsgruppe giver.

Men ensidigheden i Enhedslistens valgkamp kunne med små greb været undgået uden at falde i den sekteriske grøft:
– hvis nogle af vores antikapitalistiske krav fra det seneste årsmøde havde været med i det skriftlige materiale
– hvis vores repræsentanter i offentlige debatter en gang imellem havde trukket disse krav frem, når krisen var til debat, eller når spørgsmål som ”job- og virksomhedsflugt”, ”bankerne sender regningen til kunderne” og ”konkurrenceevne” kom op – gerne med en formulering om, at det forventer vi ikke at få vedtaget i Folketinget, selv om vi går frem til 15 mandater, men vi mener, at det er nødvendigt
– hvis vores repræsentanter lidt oftere havde omtalt, at det vil kræve pres udefra for at få S og SF til at støtte nogle af de krav, vi i øvrigt fremførte i valgkampen
– hvis vores repræsentanter, når de blev konfronteret med partiet mål og strategi, oftere havde sagt, at det er vores mål, men vi forlanger ikke, at S og SF gennemfører alle vores mål under en ny regering; eller det er ændringer/omvæltninger, som forudsætter at vi har overbevist et stort flertal om det
– hvis vores repræsentanter i det mindste ikke havde benægtet, at vi vil nationalisere banker og store virksomheder, eller hvis vores repræsentanter ikke havde givet de andre i studiet ret i, at vi ikke kan undvære et privat erhvervsliv.

8. Styrk aktivismen og presset på en ny regering
Enhedslisten står altså med et udgangspunkt, der på den ene side er rigtig godt (mandater, medlemmer, økonomi, begejstring), men til gengæld står vi i en politisk situation, der er kompliceret, og som vi ikke selv har forberedt optimalt.

Det betyder, at den kommende periode også kan gå rigtig galt for Enhedslisten. Nu er opgaven for alle i Enhedslisten at iværksætte de aktiviteter, som bedst muligt styrker arbejderklassen, klassekampen og Enhedslisten. I den nærmeste fremtid handler det om:

A) Vi skal bruge på begejstringen over valgresultatet til at styrke aktivismen og organiseringen i Enhedslisten. Vi skal ud på gaden igen, f.eks. som Enhedslisten Amager gjorde for nylig. Det kunne også være løbesedler med Enhedslistens krav til finanslovsforhandlingerne. Vi skal styrke de faglige netværk, andre interventionsstrukturer, afdelingerne og SUF

B) Vi skal styrke alle initiativer til krav og mobiliseringer udefra, der kan lægge pres på S og SF. Det kan Enhedsliste- og SUF-medlemmer tage initiativ til gennem fagforeninger, uddannelsesorganisationer, lejerorganisationer og meget andet. Det kan også ske gennem debatmøder og fællesudtalelser med lokale S- og SF-afdelinger. Sådan et pres kan både komme fra direkte krav til regering og folketing, fra faglige kampe og fra mobiliseringer mod kommunale nedskæringer, der – direkte eller indirekte – lægger pres på regeringen for at give flere penge til kommunerne.

C) Vi skal udnytte den nyvundne parlamentariske styrkeposition til at lægge maximalt pres på S- og SF, så vi opnår flest mulige konkrete resultater og får flest mulige til at se og forstå, at det er S, SF og R, der er årsagen til, at vi ikke opnår flere resultater, og årsagen til, at den nye regering kommer i problemer.

D) Vi skal udnytte den nyvundne parlamentariske og aktivistiske styrkeposition til at synliggøre vores samlede politiske alternativ til både blå blok og den nye regering. Det bliver således en stor opgave at vinde, dem der har stemt på Enhedslisten, for vores politik. Dette gælder også for en stor del af de mange nye medlemmer.

E) Vi skal styrke den politiske diskussion og alle former for skolings-initiativer i Enhedslisten og SUF om: oplæg på offentlige møder og afdelingsmøder, intromøder, studiekreds, seminarer, publikationer.

F) Skoling og diskussioner må omfatte Enhedslistens principprogram. Ikke for at ændre på det,
men for at uddanne medlemmer og kandidater i det, således de får reelt ejerskab til og bliver i stand til at forsvare det i en bredere offentlighed. Det vil også afklare om nogle kandidaters
manglende forsvar for og kritik af principprogrammet udtrykker egentlige strategiske uenigheder,
mindre taktiske uenigheder eller er udtryk for mangel på skoling og diskussioner om, hvordan vi forandrer samfundet. Dette vil muligvis føre til et ønske om at opdatere det og revidere det på enkelte punkter. En sådan programdebat vil styrke Enhedslisten politisk. Alternativet er, at principprogrammets status gradvis devalueres.

9. Taktik og temaer
På valgaftenen satte Enhedslisten fokus på de Radikale. Det fokus skal fortsætte. Det vil sige, at vi skal sætte fokus på partiets rolle som trojansk hest for blå blok og som undskyldning. Ved at pege
på, hvilken politik, der kunne føres med et arbejderflertal, kommer vi også indirekte med en kritik
af S-SF’s manglende vilje til at distancere fra den borgerlige og liberalistiske og rejser allerede et
nyt perspektiv for et kommende valg: et arbejderflertal, der fører arbejderpolitik.

Fundamentet for at gøre det er, at vi fortsat tydeliggør, at vi peger på Helle Thornings-Schmidt som statsminister, men at vi ikke har lod og del i regeringsgrundlaget, dvs, at vi vil lægge et konstant pres fra venstre på en ny regering.

Spørgsmålet om efterlønnen udgør et særligt problem, som blev behandlet i ugekommentaren i forrige uge. Her ændrer betingelserne for kampen sig hele tiden. For det første skal det stå lysende klart, at vi ikke medvirker til eller godkender angreb på efterlønnen. For det andet skal vi udnytte mulighederne for at presse S, SF, R og DF til det sidste. For det tredje skal vi klart og tydeligt opfordre S og SF til hellere at lade sig stemme ned på efterlønnen end selv at lægge navn og legitimitet til tilbagetrækningsreformen. S-SF medvirken vil fungere som en våd klud i ansigtet på alle, der forventer forbedringer af den nye regering. Men det forudsætter selvfølgelig, at S-SF har holdt R ude af regering.

I forlængelse af dette skal vi udfordre S-SF og R med de forslag og krav, der er størst opbakning til i partiernes bagland, og hvor det derfor vil ramme dem hårdest, hvis de afviser. Blandt disse er: dagpenge, jobskabelse gennem (grønne) offentlige investeringer, praktikpladser, kommunal velfærd, hospitaler, udlændingepolitik og retspolitik.

Endelig skal vi benytte flest mulige lejligheder til at forklare, at vi har forslag til love og indgreb, som for alvor kan styrke arbejderklassen og folk på overførselsindkomst, fordi de griber ind i kapitalens magt og angriber deres profit.

Dette arbejde må hele tiden foregå som en kombination af parlamentariske og udenoms-parlamentariske initiativer. Det er vigtigt, at diskussionerne i Enhedslisten i de næste måneder fokuserer på, hvordan vi bedst opbygge sådan et pres den nye regering omkring konkrete krav.

 

1. oktober 2011

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com