SAP’s Landsledelse diskuterede valget, valgkampen, den politiske situation efter valget og Enhedslistens opgaver på sit møde den 1. oktober. Denne ugekommentar består af udpluk fra den vedtagne tekst.

 

Hele statussen kan findes her

På seks måneder forspildte S-SF muligheden for at få et rødt flertal. Begge partier nedtonede klasseprofilen fra januar-februars efterlønsmodstand og reagerede uskarpt på De Radikales medvirken i tilbagetrækningsreformen. De udråbte valgkampen til et folkeafstemning om efterløn, men undlod at føre en folkeafstemningskampagne.
For det andet talte de bevidst forventningerne ned til, hvilke forbedringer et regeringsskifte vil medføre.

Denne udvikling i løbet af 2011 og selve valget har skabt en parlamentarisk situation, der bestemt ikke er optimal for Enhedslisten.
Med det nuværende folketing er De Radikale ikke alene uundværlige (hvis DF ikke er en mulighed), partiet fik også en valgsejr, der vil gøre det meget svært at banke dem på plads med truslen om at udskrive nyvalg.
Dette understreger endnu engang, at hvis S-SF skal presses til at afstå fra forringelser og til at gennemføre bare begrænsede forbedringer, kræver det pres udefra, fra arbejderklassen, fra S-SF’s egne vælgere.

Enhedslistens fremgang fra 2,2 til 6,7 procent og fra 4 til 12 mandater var fantastisk og oversteg selv de mest optimistiske forventninger. Flere faktorer medvirkede til dette resultat.
Grundlaget for fremgangen var den stigende utilfredshed hos socialdemokratiske og især SF-vælgere.
Enhedslisten gennemførte en meget fokuseret valgkamp, hvor vi prioriterede et forholdsvist lille antal temaer og politiske krav. I sig selv har det medvirket til en større gennemslagskraft.
Dertil kommer, at der var en klasse-profil i de krav og temaer, der var valgt med fokus på arbejdsløse (dagpenge og beskæftigelse), lavtlønnede offentligt ansatte, børnefattigdom og kravet om, at de rige skal betale.
Enhedslisten var også det eneste parti, der tog vælgernes interesse for klima alvorligt og krævede grøn offentlig beskæftigelse.

Med valgresultatet er Enhedslisten styrket parlamentarisk. Selv hvis det ikke fører til større konkret indflydelse, giver det os en langt større synlighed og gennemslagskraft i den daglige politiske debat.
Dernæst har Enhedslisten langt flere medlemmer end før valget. Valgkampen har aktiveret tidligere hel- og halvpassive medlemmer, og gejsten blandt medlemmerne er høj lige nu.
Endelig har Enhedslisten fået langt flere økonomiske ressourcer både på Christiansborg og i landsorganisationen.
Tilsammen er det et utroligt godt udgangspunkt for de kommende års arbejde.
Men Enhedslisten står også med store og til dels nye problemer. Vi skal være meget taktisk dygtige for at undgå en situation, hvor vi enten opgiver vores politiske eksistensberettigelse ved at gå på kompromis med vores politisk platform eller kommer til at fremstå for det store flertal som det sekteriske parti, der væltede en rød regering for at forsvare golde principper. I den forbindelse vil vi blive udsat for et kraftigt pres fra højre.

Problemerne er til dels også selvforskyldte. Den ekstreme popularisering af kravene, den delvise nedtoning af uenighederne med S-SF-R, det næste totale fravalg af opfordringer til udenomsparlamentariske aktioner, det klare fravalg af partiets egne mere vidtgående, antikapitalistiske paroler og det monopol, som Johanne nærmest fik på at repræsentere partiet i landsmedierne afspejler, at stemmemaximering har været den overordnede overvejelse bag hvert eneste initiativ og hver eneste udsagn i valgkampen. Med denne prioritering har undladt at forberede den brede offentlighed, vores egne vælgere og medlemmerne på den politiske situation, vi står i.
Derfor risikerer vi, at det kommer som et stort chok for mange vælgere og medlemmer, hvis vi ikke får indflydelse af betydning på en kommende regerings politik.

Nu er opgaven for alle i Enhedslisten at iværksætte de aktiviteter, som bedst muligt styrker arbejderklassen, klassekampen og Enhedslisten. I den nærmeste fremtid handler det om:
A) Vi skal bruge begejstringen over valgresultatet til at styrke aktivismen og organiseringen i Enhedslisten.
B) Vi skal styrke alle initiativer til krav og mobiliseringer udefra, der kan lægge pres på S og SF.
C) Vi skal udnytte den nyvundne parlamentariske styrkeposition til at lægge maximalt pres på S- og SF.
D) Vi skal udnytte den nyvundne parlamentariske og aktivistiske styrkeposition til at synliggøre vores samlede politiske alternativ til både blå blok og den nye regering.
E) Vi skal styrke den politiske diskussion og alle former for skolings-initiativer i Enhedslisten og SUF.

Vi skal sætte fokus på De Radikales rolle som trojansk hest for blå blok og som undskyldning. Ved at pege på, hvilken politik, der kunne føres med et arbejderflertal, kommer vi også indirekte med en kritik af S-SF’s manglende vilje til at distancere fra den borgerlige og liberalistiske og rejser allerede et nyt perspektiv for et kommende valg: et arbejderflertal, der fører arbejderpolitik.
I forlængelse af dette skal vi udfordre S-SF og R med de forslag og krav, der er størst opbakning til i partiernes bagland, og hvor det derfor vil ramme dem hårdest, hvis de afviser. Blandt disse er: dagpenge, jobskabelse gennem (grønne) offentlige investeringer, praktikpladser, kommunal velfærd, hospitaler, udlændingepolitik og retspolitik.

SAP’s Landsledelse, 1. oktober 2011

Hele udtalelsen her.

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php