Mens midsommerbålene tændes i Danmark torsdag den 23. juni om aftenen, påbegyndes optællingen af stemmerne fra dagens britiske folkeafstemning om EU. På papiret er valget klart: Hvis man stemmer REMAIN, så forbliver Storbritannien medlem af EU, således som landet har været siden 1972. Hvis man omvendt stemmer LEAVE, så forlader Storbritannien EU-samarbejdet senest efter en traktatfastsat separationsperiode på to år, hvor boet skal fordeles.

Men så klar er virkeligheden næppe. F.eks. vil det ligne EU meget dårligt at acceptere en britisk udmeldelse uden videre. Der venter nok både trusler og tilbud om nye forhandlinger. Og i tilfælde af et REMAIN, så skal det jo ske på premierminister Camerons nyforhandlede vilkår, hvis faktiske realisering først skal godkendes i bl.a. EU-Parlamentet.

Heller ikke de traditionelle skillelinjer i britisk politik bringer klarhed. Det konservative regeringsparti er kløvet fra top til bund mellem EU-tilhængere og EU-modstandere. Det store socialdemokratiske oppositionsparti – Labour – anbefaler officielt REMAIN, men mindst halvdelen af partiets traditionelle vælgerbasis blandt arbejderne ser ud til at stemme nej. Det har givet plads til det nationalistiske United Kingdom Independence Party (UKIP), og for nylig kritiserede et Labour-parlamentsmedlem ligefrem Labours EU-positive position for at være ”en rekrutteringsagent for UKIP”.

Også den yderste venstrefløj er splittet mellem dem, som ud fra en fundamental kritik af EU anbefaler LEAVE, og så dem, som deler denne fundamentale kritik, men som frygter, at en sejr for LEAVE-kampagnen vil styrke de højrenationalistiske og fremmedfjendske kræfter, og at den engelske arbejderbefolkning dermed vil komme til at stå i en vanskeligere situation efter et LEAVE end efter et REMAIN.

Afstemningens konsekvenser
Det er ubestrideligt, at frygten for immigration spiller en central rolle hos toneangivende kræfter på LEAVE-siden, først og fremmest hos UKIP og de Konservative. Derfor står den yderste venstrefløj givetvis i en meget vanskelig situation – ikke mindst efter årtiers sekteriske splittelser og manglende evne til bl.a. at opbygge en stærk bevægelse i arbejderklassen mod EU’s arbejderfjendske politik.

Samtidig er det vigtigt at huske på, at hovedproblemet for den britiske arbejderbefolkning ikke udgøres af UKIP (som ved valget i maj sidste år fik 12,6 procent af stemmerne). Hovedproblemet er alliancen mellem den konservative premierminister Cameron, finanskapitalen i ”City of London” og de store arbejdsgivere. Og blandt dem er der en overvældende tilslutning til REMAIN, fordi de simpelthen anser EU for at være det bedste redskab til at bevare deres privilegier og holde arbejderklassen nede.

Et sigende eksempel er Ryanair-direktøren, Michael O’Leary, som har dekoreret sine fly med opfordringer til at stemme REMAIN med den begrundelse, at EU har gjort hans forretningsmodel – byggende på uorganiseret og lavtlønnet arbejdskraft – mulig. Aktuelt reklamerer han med et særligt REMAIN-tilbud, hvor britiske statsborgere i udlandet kan komme hjem og stemme REMAIN til en særlig lav billetpris.

At ønske en britisk forbliven i EU af frygt for, at et LEAVE-flertal kan styrke UKIP, er at lukke øjnene for alternativets konsekvenser, som består i, at et REMAIN-flertal vil styrke Cameron og hele hans bagland af finans-, industri- og handels-kapitalister – til skade for den britiske arbejderbefolkning i årtier fremover.

Bekymringen for fremmedfrygt og racisme er velbegrundet, men at det skulle føre til en REMAIN-konklusion, bygger på den fejlslutning, at medlemsskabet af EU på en eller anden måde skulle udgøre en forhindring for det. Det forholder sig imidlertid lige omvendt. Fremmedfjendske demagoger har jo netop vokset sig stærkere i ly af EU-medlemsskabet, hvor almindelige menneskers frustration er blevet udnyttet. At tro at det vil blive ændret, hvis Storbritanien forbliver i EU, og hvis den EU-kritiske bane overlades til højrenationale demagoger, giver ikke meget mening.

En svækkelse af kapitalens EU
Det virkeliggjorte EU, som siden krisens gennemslag i 2007 har været kapitalens redskab til at kaste krisens byrder over på den almindelige arbejderbefolkning, spiller en helt igennem negativ rolle – både på den globale scene (flygtninge-aftaler med Erdogan og en række andre autoritære regimer, FRONTEX, TTIP m.v.), men også i forhold til lande inden for EU, som forsøger at gøre op med den EU-dikterede nedskæringspolitik. Vi så det i Grækenland sidste år, vi ser det i forhold til den portugisiske regering, og vi vil meget snart kunne komme til at se det i forhold til Spanien, hvis valget den 26. juni – tre dage efter den britiske folkeafstemning – resulterer i en sejr for samarbejdet mellem PODEMOS og venstrefløjsalliancen IU.

Et ja fra de britiske vælgere til Camerons ønske om at forblive i EU vil betyde en styrkelse af EU og dermed en fortsættelse af den nuværende politik. Omvendt vil et flertal for en britisk udtræden kaste EU ud i en voldsom krise og svække EUs muligheder for at spille sin negative rolle. Det vil være en gevinst for alle progressive kræfter.
Derfor krydser vi vores fingre for et klart og solidt LEAVE-flertal den 23. juni.

SAPs forretningsudvalg, den 12. juni 2016

This statement is also available in English

 

 

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php