Denne udtalelse blev vedtaget af Socialist Resistance, den britiske sektion af Fjerde Internationale, den 25. juni 2016, efter folkeafstemningen.

Hits: 82

Brexit er en sejr for fremmedhaderne på højrefløjen og en katastrofe for kampen imod nedskæringer i Storbritannien. Det er en sejr for racismen og et mandat til yderligere forstærkning af Storbritanniens grænser over for indvandring.

Vi siger, at det er en katastrofe, ikke fordi vi har nogen som helst illusion om EU som de neoliberale magthaveres klub. Heller ikke fordi vi har noget som helst til overs for den reaktionære officielle Remain-kampagne, som blev anført af Cameron, der med sin såkaldte genforhandling satte sig for at forværre forholdene for arbejdere i dette land, herunder migrantarbejdere. Det er fordi en udtræden af EU på dette tidspunkt og på denne måde vil presse den politiske situation stærkt mod højre og svække kampen mod nedskæringer. Det vil også være en katastrofe for enhver migrantarbejder, enhver flygtning og enhver minoritet i landet.

Det er interessant, at Cameron i sin tale, da han trådte tilbage, sagde, at der ikke ville blive tale om nogen forandring af EU-borgernes situation i dette land – "lige nu".

De millioner, der stemte for Leave, gjorde det, fordi de troede på det argument, at forringelser af levestandard og offentlige ydelser skyldtes immigration, ikke nedskæringer, der var indført af regeringen. Leave-lejren gav heller ikke bankerne og finansverdenen skylden for den økonomiske krise i 2008.

Som Left Unity udtrykte det i deres udtalelse: "Denne folkeafstemning skyldtes pres fra det yderste højre – drevet frem af en anti-immigrations-indstilling, hvor racisme bar ved til bålet. Det har været den mest reaktionære nationale kampagne i Storbritanniens politiske historie, der har ført til, at højreekstremismen har fået en platform i det offentlige liv."

Det har de fuldstændig ret i. Atmosfæren blev forgiftet, hadet blev pisket op, og et parlamentsmedlem blev myrdet af en fascist, der råbte "Britain First", et af hovedtemaerne i den reaktionære del af Leave-kampagnen.

Selv om mordet på Jo Cox var en dybt tragisk begivenhed, så var den også et resultat af det reaktionære orgie, som folkeafstemningskampagnen havde frembragt. Jo Cox var en forsvarer af flygtninge og tilhænger af Remain-kampagnen. Det smuds og den galde, der blev udgydt af den reaktionære del af Leave-kampagnen, bakket op af de fleste medier og højrefløjspolitikere, har ikke bare rykket Storbritannien årtier tilbage med hensyn til racisme og fremmedhad, men den har skabt grobund for, at en højreekstremistisk fanatiker, med forbindelser til tilhængere af hvid overlegenhed, mejede hende ned på åben gade.

Folkeafstemningen har legitimeret racisme og fremmedhad som aldrig før. Modbydelige udtalelser med ekko af det racistiske konservative parlamentsmedlem Enoch Powell er blevet lukket ud ustraffet og er blevet godtaget af medierne som en slags saglig kritik. Powells berygtede "floder af blod"-tale tilbage i 1968 førte til, at han blev fyret af Ted Heath, formanden for det konservative for det konservative parti, og Powell blev en politisk paria – Farages racistiske plakat "Bristepunktet" førte bare til lidt spagfærdig og forsinket kritik, ene og alene som følge af mordet på Jo Cox. Lignende har været i aviserne masser af gange uden kommentarer eller indvendinger. Der er blevet klaget over Daily Express, fordi avisen havde "indvandring" på forsiden med store typer 17 dage i træk.

Der er dele af venstrefløjen og arbejderbevægelsen, der har erkendt disse farer. Dannelsen af "Another Europe is Possible" var et vigtigt skridt. Corbyn og McDonnell, Momentum, Left Unity og Ken Loach, de fleste Grønne og især Caroline Lucas arbejdede hårdt for at dæmme op for den racistiske galde.

Flertallet af fagforeningsledere havde det rette standpunkt – og både UNITE og UNISON fremlagde vigtigt materiale imod racisme og til forsvar for migrantarbejdere. Matt Wrack fra FBU og Manuel Cortez fra TSSA spillede særligt vigtige roller. Det gør dem stor ære.

De fleste på den yderste venstrefløj gik imidlertid ind for Leave og den såkaldte Lexit-kampagne – som havde nul indflydelse på folkeafstemningen som helhed. De falbød den illusion, at et venstre-Leave var et godt tilbud, hvad det ikke var, og de påstod fejlagtigt, at hvis Cameron blev tvunget til at træde tilbage, så ville det åbne op for muligheder for venstrefløjen. Selv nu, efter en sejr til Farage og de konservatives højrefløj, hævder Lexit-folkene, som f.eks. SWP, at det var et "oprør imod de rige og mægtige" og at den racistiske fare "langt fra er uundgåelig".

De så ikke de farer, som den reaktionære del af Leave-kampagnen, anført af fremmedhadere fra højrefløjen, repræsenterede. De ignorerede den racisme og det had, som de førte med sig, den reaktionære indvirkning, som det ville have på den politiske situation og styrkeforholdet mellem klasserne, og de farer, der var forbundet med på nogen måde at blive forbundet med dem – især i tilfælde af en sejr til Leave-siden.

De valgte at ignorere (selv når de blev advaret) den belastning, som det ville være for de 2,2 mio EU-borgere, der lever i dette land, og hvis situation ville blive truet som en direkte følge af det. Og det på trods af, at det er organisationer, der har kæmpet imod racisme og fremmedhad hele vejen igennem. Rock Against Racism rettede et hårdt slag imod racismen i 70´erne, og det har SWP stor ære for.

Lige så snart resultatet blev bekendtgjort, var Farage i medierne, hvor han galede op om en historisk sejr for befrielsen af Storbritannien og udmalede sin reaktionære vision om et nyt Storbritannien. Han blev behandlet som leder af vindersiden. Han sagde, at Cameron skulle gå af omgående – hvad han gjorde fem timer senere – og at den nye konservative premierminister skulle være en Leave-tilhænger for at føre Folkeafstemningens mandat ud i livet.

Der vil nu blive sat et formandsvalg i gang i det konservative parti, der så skal være afgjort forud for den konservative partikonference. Det kan antages, at der vil blive udskrevet valg til parlamentet hurtigt efter med en erklæring, der har til formål at føre det ud i livet, som de hævder er folkeafstemningens mandat: en drastisk stramning i forhold til immigration, en yderligere forstærkning af grænserne og uden tvivl også en indskrænkning af rettighederne for de EU-borgere, der bor i landet.

Et valg sidst på året under betingelser, hvor den politiske situation bevæger sig mod højre, er yderst farligt. Det er tvingende nødvendigt, at venstrefløjen hurtigt kommer op i gear i forhold til det, og det gælder også Labour.

Jeremy Corbyn har spillet en principfast rolle under hele folkeafstemningskampagnen – han har opfordret til at blive, men uden illusioner om EU eller dets institutioner. Interviewet med ham på SkyTVNews i den sidste uge op til afstemningen f.eks. var i særlig grad kendetegnet ved stærk afstandtagen fra fremmedhad, privatiseringer og nedskæringer foran et overvejende ungt og lydhørt publikum. Skygge-finansminister John McDonnell gik til angreb på nedskæringer og racisme på et klart venstreorienteret grundlag ved et stort "Another Europe is Possible"-møde i London sammen med Matt Wrack fra FBU, Caroline Lucas og Yannis Varoufakis.

Men de fleste medier fastholdt i flere måneder et billede af folkeafstemningen som først og fremmest en kamp mellem de to fløje i det konservative parti. Mange Labour-parlamentsmedlemmer, der var fjendtligt indstillet over for Corbyn, gik med på den galej og optrådte på talerstolen som de konservatives tyende. Tretten år med Labour-regeringer under Tony Blair og George Brown, der gik ind for nedskæringer, og fem år med en tandløs opposition under Ed Miliband havde en stor del af skylden for, at Labours vælgere var desillusionerede. Labour-flertal i kommunalbestyrelser og regioner havde gennem årtier vist sig ude af stand til at forsvare lokalbefolkningen mod de angreb, der var rettet mod den. Fjendtlighed over for kravet om boliger, som folk havde råd til at bo i, nedprioriteringen af det lokale sundhedsvæsen, nedskæringer af skolernes budgetter osv. åbnede leddet for det vildspor, der førte så mange ind i højrefløjens fremmedfjendske kampagne mod indvandrere.

I nogle dele af landet – i mange tilfælde der, hvor Labour og venstrefløjen var bedst organiseret – gik de fleste Labour-stemmer til Remain-fløjen. I London og Lambeth, der for nylig havde været skueplads for kampe i forbindelse med biblioteksnedskæringer, stemte 79 % Remain, i Bristol, hvor en Corbyn-tilhænger snuppede borgmesterposten for bare syv uger siden, var der flertal for Remain, i nogen af de største byer mod nord – Manchester, Liverpool og Newcastle – var der flertal for Remain. Men i det store flertal af Labour-højborge i England og Wales, hvor de lokale Labour-afdelinger havde været hensygnende gennem årtier, og hvor partiets højrefløj havde et fast greb om partiapparatet, protesterede Labour-vælgerne imod deres arbejds- og levevilkår ved at stemme for Leave.

De gamle Labour-højborge i Skotland, der var i opposition til Labours pro-union-synspunkt, er nu svinget over mod et mere venstredrejet Scottish National Party, og hvert og et af de 32 distrikter i Skotland stemte Remain og fremkaldte også en forfatningsmæssig krise, der kan føre til en ny folkeafstemning om uafhængighed.

Nu står Corbyn over for angreb fra overvejende fjendtlige Labour-parlamentsgruppe på grund af hans angivelige fiasko med hensyn til at mobilisere vælgerne i tilstrækkeligt omfang. Det var dog i områder, hvor højrefløjen havde kontrol over partiet, at det ikke lykkedes at overbevise Labour-vælgerne om nødvendigheden af at stemme Remain for at dæmme op for nedskæringer og fremmedhad. De menige Labour-medlemmer og fagforeningerne må kæmpe hårdt for at forsvare Corbyn mod parlamentsgruppen og ethvert forsøg på at fjerne ham.

Hvis Labour vinder det valg, der sandsynligvis kommer sidst på året, over et konservativt parti, der bliver anført af et Boris-Johnson-Michael-lederskab med friske kræfter og på vej længere mod højre med en programerklæring, der skal lukke af for indvandringen, og som påberåber sig folkeafstemningens autoritet, så kan partiet kun gøre det med et klart venstreorienteret program, der går imod enhver form for nedskæringer og bakker op om indvandreres rettigheder og alle arbejderes rettigheder.

Hvis Corbyn er klar til at kæmpe for sådan en platform, hvad vi tror, han vil, så bør venstrefløjen stå helhjertet bag ham.

Socialist Resistance blev grundlagt i 2002 af britiske marxister, der støttede sammenlægningen af Scottish Socialist Party, Socialist Alliance og Respect-partiet, og blev i 2009 anerkendt som den britiske sektion af Fjerde Internationale. 

 

 

Opslået i EU, Nordeuropa

single.php