I denne lange analyse fremlægger Revolutionære Socialister i Egypten deres vurdering af situationen i landet, efter at militæret afsatte præsident Morsi og således afsluttede flere dages masseprotester. Organisationen er helt uenig med de fleste liberale og venstreorienterede, som har hilst militærets indgriben velkommen som en garant for revolutionens fortsættelse.

Forfærdelige massakrer og voldelig undertrykkelse, en kæmpe eskalering af angrebene på egyptiske kristne og kirker, konsolideringen af den undertrykkende militærstat fortsætter. Dette er de væsentlige politiske udviklinger, vi har erfaret gennem de sidste få uger.

De udgør enorme udfordringer for revolutionen, men de indeholder også muligheder for at forberede de kommende revolutionære bølger. Muligheder, som de revolutionære socialister i praksis kan bruge til at opbygge bevægelsen, hvis vi vel at mærke udvikler en taktik, der gør os i stand til at klare de nye betingelser.

Revolution eller militærkup?
Efter at millioner gik på gaden for at vælte Mohamed Morsi, og al-Sisi bekendtgjorde, at Morsi var fjernet fra præsidentposten, har der været udbredt debat om, hvordan man skal karakterisere disse begivenheder. Var dette en revolution, som masserne stod bag, eller et militærkup for at fjerne præsidenten og etablere et militærdiktatur? Svaret på spørgsmålet om ”revolution eller kup” er afgørende for at udvikle en strategi for den egyptiske revolution for de kommende måneder og måske år.

De, som affærdiger indsatsen fra den gigantiske massebevægelse, som igangsatte den nye bølge i den egyptiske revolution, lukker øjnene for dens iboende modsætninger – og dermed også fra den egyptiske revolutions nye udfordringer og de muligheder, fremtiden kan bringe. Ikke overraskende lider de revolutionære, som affærdiger værdien af massernes indgriben – eller i hvert fald betragter den udelukkende som ofre for et kontra-revolutionært spil – i dag af en dyb frustration. Det sker som resultat af det, de kalder tilbagetrækningen eller afslutningen på den egyptiske revolution og deres benægtelse af de muligheder, der findes.

De er heller ikke alene om at afffærdige betydningen af massernes direkte indgriben for Morsis fald fra tronen, eller affærdige legitimiteten fra stemmeboksene, som faldt med Morsi. Næsten alle de kræfter, som forholder sig til den politiske situation i dag, inklusiv de internationale, affærdiger massernes rolle.

Militærets interesser
Eneste undtagelse er den militære elite, som tidligere brændte fingrene på massebevægelsen og derfor ikke kunne ignorere eller overse den. Der er snarere tale om, at massebevægelsens udvikling, som bliver afgørende for deres politik og fremtidige indgriben. Militær-eliten repræsenterer den herskende klasses, regimets og statens fælles grundlag. De er spydspidsen for kontra-revolutionen, som sætter sig på massebevægelsen som et faktum, samtidig med at de spreder panik for muligheden for, at en massebevægelse udvikler sig. De kæmper med alle mulige midler for enten at inddæmme bevægelsen i en fast ramme, som ikke truer deres klasseinteresser – eller de griber til direkte undertrykkelse, sådan som det også er sket tidligere.

Hæren vil helt sikkert gerne bestemme rammerne for den gigantiske massebevægelse, som krævede Morsis fald. Hæren ønsker at forhindre bevægelsen i at gå videre end den ramme, der hed ”Morsis fald”, så den ikke bliver en alvorlig udfordring for regimet i dets helhed. Militærets egentlige mål var at få de millioner af mennesker, som fyldte og kontrollerede gaderne, til at tage hjem så hurtigt som muligt og at standse bevægelsen ved den grænse, der handlede om at styrte statsoverhovedet og komme af med ham. Det mål var foreneligt med militærets interesser, efter Morsi mislykkedes med at stoppe revolutionen i den forvirring, der på grund af revolutionen have spredt sig i den herskende klasse under hans ene år på magten.

Morsis fiasko
For efter Morsis magtovertagelse sidste år, med USAs, militærelitens og store dele af erhvervstoppens velsignelse, lykkedes det ham ikke at indfri den herskende klasses mål om at standse den egyptiske revolution. Morsi så i starten ud til at være en bedre mulighed for størstedelen af den herskende klasse fordi han tog det neo-liberale projekt til sig og allierede sig med erhvervslivets interesser. Han havde ingen skrupler over en alliance med USA og var forsigtig med ikke at forstyrre den zionistiske stat. Vigtigst af alt havde han sin base i den største masseorganisation i Egypten – en organisation, som gør et stort græsrodsarbejde med hundredtusinder af medlemmer, sympatisører og støtter. De ville være i stand til at absorbere folks vrede og overbevise masserne om det neo-liberale projekt og de ubarmhjertige planer for nedskæringer, som følger med. Dermed kunne den herskende klasse undgå faren for et masseoprør under forsøget på at gøre noget ved den økonomiske krise – eller i det mindste mindste formindske effekten for sig selv.

I stedet førte den økonomiske krise og Morsis mislykkede forsøg på at implementere revolutionens krav (eller mere præcist: hans udtalte forsøg på at udfordre disse krav og mål) til et fald i hans popularitet og i hans organisations popularitet. Og det i en sådan grad, at den herskende klasse og dets institutioner ikke længere kunne stole på ham i forhold til masserne.

Da det blev klart, at den folkelige vrede var vokset nok til at styrte Morsi, blev det nødvendigt for den mest magtfulde og sammentømrede institution i den herskende klasse – militæret – at gribe ind hurtigt for at stoppe massernes vrede og gennemføre deres krav. Det var nødvendigt at spille på en anden hest og omorganisere og forene de herskende klasser omkring nye ledere, der kunne fremstå som helte, der gennemførte det, som foket krævede, i en ”fælles front”.

Hærens dilemma
Hæren var virkelig fanget i dobbeltild. På den ene side massebevægelsen og muligheden for, at den brød ud over rammerne, hvis Morsi blev ved magten. På den anden side Broderskabet og islamisterne på gaderne, og med åbningen af nogle komplicerede fronter specielt i Sinai og i mindre grad i nogle områder i det nordlige Egypten, hvis Morsi blev styrtet. For ikke at nævne de uenigheder, der ville udvikle sig i forholdet til den amerikanske administration og truslen fra det, de kalder ”den demokratiske vej”.

Hæren valgte at undgå ilden fra massebevægelsen, til trods for konsekvenserne. Den besluttede at slå Morsi ud og på den måde berolige masserne og standse udviklingen af deres bevægelse. De valgte at slå til mod Broderskabet, som var mindre skræmmende end masserne. Hvad angår USAs administration og i mindre grad EU har de et langsigtet strategisk forhold til den egyptiske militærelite, som er i stand til at absorbere alle de spændinger, der måtte opstå på grund af Morsis fald. Altså, militæret gik i panik over udsigten til en massebevægelse, der slap løs fra sin snor. Den anden mulighed var brolagt med farer: Hvis hæren ikke styrtede Morsi, og bevægelsen udviklede sig i en mere radikal og dybere retning, ville den tillid, store dele af masserne viste hæren (en tillid, der blev født af mangel på andre kræfter, der effektivt kunne ordne Morsi) blive rystet. Det var en faktor, som ville kunne skubbe bevægelsen af sporet.

For at afslutte arbejdet med at inddæmme massebevægelsen udnævnte militæret en midlertidig præsident og en ny regering, så man havde et civilt ansigt udadtil. Målet var som det første at bevare al sin magt og sine privilegier og sin rolle som dem, der om nødvendigt kan intervenere med magt. For det andet var målet at færdiggøre kontra-revolutionens projekt på både politisk og økonomisk niveau. Det betød ikke, at militæret trak sig fra magten, men snarere det modsatte. For selv om militæret har trukket sig tilbage bag den civile kåbe i form af den nye regering, så styrer de stadig alt, ligesom de gjorde under det halvandet år, hvor Militærrådet havde magten under [feltmarskal] Tantawi og [general] Anan [fra februar 2011 til juni 2012, red.]

Massebevægelsen
Så vi har været vidne til den enorme protestbølge den 30. juni og de efterfølgende dage, og vi har set militæret sætte sig på revolutionen efter den 3. juli for at bremse udviklingen af massebevægelsen. Massebevægelsen kunne have udviklet sig videre og være blevet radikaliseret, især med de begyndende punktstrejker i det offentlige transportvæsen, i jernbanerne, i Mahalla og blandt funktionærer i Statsministeriet og flere andre steder.

Vi ser også, at den gamle herskende klasse kommer tilbage med fuld styrke med deres militære symboler og de gamle ledere, efter at Broderskabet er smidt ud af statsapparatet, for at militæret kan hjælpe den herskende klasse og de kontrarevolutionære kræfter med at opnå det, som Morsi ikke formåede: At stoppe revolutionen og en stadig mere selvbevidst massebevægelse, som ganske vist var fuld af modsætninger hvad angår bevidsthed og organisering. Det er uundgåeligt, at vi må forholde os til bevægelsen med dens modsætninger og udnytte de eksisterende muligheder til at forberede os på, at den egyptiske revolution vil komme til at skylle endnu kraftigere over landet.

Fra denne vinkel ligner 11. februar [2011 – den dag, hvor præsident Mubarak efter 17 dages masseprotester blev afsat af militæret, red] ikke helt 3. juli 2013. Faktisk er de i mange henseender helt forskellige. I det første tilfælde var den herskende klasse tvunget til at skaffe sig af med statsoverhovedet og lukke op for en større forvirring i egne rækker. I forhold til, hvordan det ser ud nu, var staten dengang betydeligt mere svækket, efter Indenrigsministeriets sammenbrud og det enorme had til Mubaraks kammesjukker. I det andet tilfælde skaffede den herskende klasse sig derimod af med statens overhoved for at skabe samling i egne rækker, omfordele kortene og reparere skaderne med det formål at forberede sig på at angribe de revolutionære bevægelser. Men det betyder ikke, at den politiske og økonomiske krise for den herskende klasse er slut.

Broderskabets reaktion
Stillet over for afsættelsen af Morsi forsøgte Broderskabet og deres islamistiske allierede at optrappe deres mobilisering i gaderne med sit-ins og demonstrationer for at genoprette den ”legitimitet” (som blev væltet af masserne), sammen med deres mislykkede projekt, som står i modsætning til revolutionens målsætninger. I denne proces har de mange steder i mange provinser begået afskyelige forbrydelser, som ikke kan tilgives, ligesom de har pisket en sekterisk retorik op og hidset folk op mod de kristne, som er blevet mål for deres vrede og har fået brændt deres kirker af. Som Revolutionære Socialister må vi vende os kategorisk mod denne aggression og mod ethvert angreb på de kristne i Egypten. Det er et principielt spørgsmål for os.

Vi er ganske klar over, at for Broderskabet er dette en kamp for overlevelse, og de vil ikke bare overgive sig. Parallelt med Broderskabets angreb og forbrydelser er de selv ofre for en voldelig undertrykkelse fra militæret og Indenrigsministeriet, som startede med massakren foran den Republikanske Gardes hovedkvarter og sluttede den barbariske rydning af protestlejren på al-Nahda-pladsen og Raba’a al-Adwiyya, for ikke at nævne drabet på tre af deres kvindelige medlemmer i Mansoura, osv.

Broderskabets forbrydelser har fået de fleste grupper på venstrefløjen til at indtage en ekstremt opportunistisk holdning og til at alliere sig medmilitæret og støtte den repressive stat, endda med gentagelser af den borgerlige presses løgne, og fuldstændigt at forlade en revolutionær eller klassebaseret holdning. Dette perspektiv bygger på en katastrofal analyse, som anser de Muslimske Brødre og deres allierede for at være den egyptiske revolutions største fjende. Men selv om Broderskabet i en vis udstrækning udgør en fare, så er det i virkeligheden statens institutioner, som har monopol på midlerne til undertrykkelse, som udgør en langt større fare for revolutionen. Det kommer til udtryk nu, hvor den undertrykkende stat vender tilbage i al sin brutalitet, i den diktatoriske Grundlovserklæring, i udnævnelsen af provins-guvernører fra militæret og politiet og det gamle regime, i angrebet på de strejkende stålarbejdere i Suez, osv.

Kontrarevolution
Ud over den opportunistiske og forræderiske holdning hos de såkaldte liberale og venstreorienterede, som støtter militæret (anført af dem, som deltog i Al-Sisis regering), er der mange, som ser kampen mellem Broderskabet og det nye/gamle regime som en kamp uden betydning for revolutionen, og at revolutionen ikke har noget lod i resultatet. Ud fra dette perspektiv må de revolutionære indtage en neutral holdning, som om de to parter i konflikten er lige stærke og udgør den samme fare for revolutionen. Denne opfattelse er ekstremt kortsigtet. De ser den egentlige mening med det nuværende styres handlinger, og grinet hos militæret, når de smadrer sit-in-demonstrationerne på Raba’aal-Adawiyya and al-Nahda. Disse massakrer er en generalprøve på at smadre den egyptiske revolution og vil blive gentaget i morgen mod enhver opposition, der dukker op, ikke mindst arbejderbevægelsen. Vi så det glimtvis i angrebet på de strejkende i Suez. Massakren mod islamisterne er kun første skridt i den køreplan mod kontrarevolutionen, og vi må gøre dette klart i et skarpt og principielt angreb på dem.

I dag bliver vi mødt med en del angreb, fordi vi fordømmer myndighedernes vold mod islamisterne, og fordi vi angriber Al-Sisi for at være leder af kontrarevolutionen. Men det får os ikke til at opgave vores holdning i retning af at ”afveje” vores angreb på militæret og islamisterne, som om der var en ligevægt mellem dem i forhold til den fare, de udgør for revolutionen. Vi er i en proces med en omfattende og gennemgribende kontrarevolution, og knusningen af de Muslimske brødres sit-ins og protester er kun det første skridt. Vi vil ikke vakle i vores resolutte modstand mod militæret og deres skrappe undertrykkelse. ”Balance” mellem de to parter ville kun afspejle en tøven og ubeslutsomhed i stedet for at indtage en klar og modig holdning mod den undertrykkende stat. Vi kan ikke lukke munden over for militærets massakrer, som har dræbt dusinvis af islamister, og vi kan ikke støtte staten i dens knusning af deres sit-ins. Ej heller kan vi stoppe med at gøre opmærksom på militærets forbrydelser, advare mod Indenrigsministeriet og kræve retsforfølgelse af deres forbrydere ved enhver given lejlighed. Ligeledes må vi advare mod, at Mubaraks stat og dens undertrykkende institutioner vender tilbage, og rette vores angreb mod denne.

Forsvar islamisterne mod overgreb
Vi må heller ikke lade os forføre af det gamle regimes støtter og deres bander, når de forfølger og dræber islamisterne på gaden. Der er en enorm forskel mellem massernes selvforsvar – også når det sker med voldelige midler – over for angreb fra Broderskabet, som vi så i Maniel og Bayn-al-Sayrat og Giza for nogle uger siden, og volden fra undertrykkelses-institutionerne og banderne fra det gamle regime mod det Muslimske broderskab. Sidstnævnte er ikke vold, som forsvarer demonstranter eller revolutionen, men snarer et forsøg på at stabilisere tingene i det nye regimes hænder uden opposition fra nogen side. Hæren, politiet og elementer fra det gamle regime blandede sig ikke, ikke en eneste gang, i de seneste uger for at beskytte lokalbefolkningen eller demonstranter i noget som helst sammenstød.

Det er i denne sammenhæng, at ”oprørsbevægelsen” Tamarod og venstrefløjen er fulgt i hælene på militærets støvler, i deres opfordring om at danne folkekomiteer for at beskytte staten og de undertrykkende institutioner og at hjælpe dem med at knuse islamisterne. Dette er fascistisk opfordringer, som vi ikke deler eller accepterer.

Vi må konfrontere mediernes løgne, som giver politisk dækning til at hænge det Muslimske Broderskab op på alle militærets og det gamle regimes forbrydelser. Vi må udfordre den afskyelige fortælling, som forsøger at udradere 25. januar-revolutionen og udskifte dermed 30. juni-revolutionen, hvor ”alle klasser” deltog, og hvor det ikke handlede om at ”nedbrænde politistationer” og ”angribe institutioner”. Denne fortælling fremstiller januar-revolutionen som et simpelt konspiration fra Broderskabets side, som krævede en modrevolution, og ikke en revolution mod den herskende klasse og dens stat og statslige undertrykkelse. Dertil kommer, at vi hører hadefuld racistiske retorik mod palæstinenserne og syrerne.

Nationalistisk stemning
Staten mobiliser næsten alle sine politiske kræfter og (tidligere) revolutionære kræfter bag sig, og brede dele af masserne, med det formål at konfrontere det Muslimske Broderskab og den islamiske alliance omkring dem. I det, de kalder ”krig mod terror”, gejler de en modbydelig nationalistisk stemning op, og opstår, at ”ingen lyd er højere end lyden fra kamp” for at undertrykke og afspore revolutionens krav.

Hvad angår “eksklusion” (fra den politiske proces) og “forsoning” kan Revolutionære Socialister ikke indtage en holdning til dette isoleret fra folkestemningen – trods de kraftige interne modsætninger. Denne stemning hos masserne vil ikke acceptere en forsoning med det Muslimske broderskab. Som vi sagde i en af vores udtalelser, ”at slå på tromme for forsoning betyder at ligestille morder og offer, hvilket er helt uacceptabelt, uden at stille martyrernes mordere, alle martyrerne, og dem, der ophidser til vold, foren retfærdig domstol.” Hvis masserne, under indflydelse fra medierne og den borgerlige propaganda, ønsker at ekskludere broderskabet, og samtidig ser bort fra elementer fra det gamle regime og militæret, så må vi også angribe, at det gamle regimes støtter og Mubaraks stat vendte tilbage under Al-Sisis banner. Alle er de fjender af den egyptiske revolution og dens fremtidsprojekt, og Al-Sisi er i enhver henseende meget farligere end [leder af broderskabet] Muhammed al-Beltagi.

Under disse omstændigheder må vi direkte og uden nogen tøven rejse parolen om ”Ned med militærregimet … nej til at få feloul [det gamle regimes støtter] tilbage — nej til det Muslimske Broderskab.”

Er vi bange for at blive isolerede?
Der er ingen tvivl om, at Revolutionære Socialisters taktik afhænger grundlæggende af en vurdering af massernes og særligt arbejderklassens og dens avantgardes bevidsthedsniveau på den ene side, mens vi på den anden side vurderer muligheder for at udvikle og uddybe massebevægelsen i den revolutionære proces.
Massebevægelsen lider i dag af store indbyrdes modsætninger og står over for store udfordringer, og måske er den største den tilsyneladende forsoning mellem en del af masserne med statens institutioner, og her særligt militæret og Indenrigsministeriet – kontrarevolutionens hoved og hjerte. Trods den massive frustration, som præger mange revolutionære, som kæmpede mod Militærrådet gennem halvandet år, og som fortsatte deres kamp mod Morsis regime, er det ingen anden vej end at spilel en aktiv rolle inden for massebevægelsen, at forholde sig til den, som den er, og forstå dens modsætninger uden hverken at se bort fra eller at overdrive dens aktuelle potentiale.

Alliancen mellem det gamle regime og de liberale medier med sikkerhedstjenesterne, militæret og Indenrigsministeriet har til en vis grad formået at påvirke masserne ved at fremstille et falsk billede af et neutralt militær og Indenrigsministerium, som bliver portrætteret som forenet med folket mod Morsi, Broderskabet og deres islamistiske allierede, i et forsøg på at slette statens forbrydelser med mord og tortur fra massernes hukommelse.

Mange politiske kræfter, især den opportunistiske Nationale Frelserfront, Tamarod-kampagnen og den Folkelige Strømning, har spillet en særdeles opportunistisk og beskidt rolle ved at pynte på dette billede gennem deres opfordringer til ”enhed i rækkerne”. De lovpriser hæren og de statslige institutioners nationale rolle som dem, der kommer folkets krav i møde for at gøre op med broderskabets regime, som de anså for at være den største og eneste trussel mod revolutionen. Men dette perspektiv udgør kun en tynd skal omkring massernes bevidsthed. Det er ganske vist en solid skal, og næsten alle partier arbejder på at gøre den endnu stærkere, men nedenunder ligger en ægte bevidsthed om revolutionens krav og dens målsætninger om brød, frihed og social retfærdighed.

Vi må ikke glemme, at midt I disse bevidsthedsmæssige modsætninger har store dele af masserne en udstrakt selvtillid, trods alle forstyrrelser og tågen med ”krig mod terror”. Masserne har på ægte vis gennemtrumfet deres vilje og afsat to præsidenter og fire regeringer siden starten på revolutionen. Selvtilliden, som ligger under skallen af modsætningsfuld bevidsthed, i det, der fik masserne til at stå op imod Morsi i første omgang, og det er også dette, som får nogen til gradvist at forberede sig på at gøre kampen færdig mod den nye regering, fordi det vil blive mere og mere tydeligt, at dens økonomiske og politiske program står i modsætning til massernes krav. Dette til trods for et vist håb blandt nogle dele af masserne om, at regeringen vil imødekomme revolutionens krav.

På nuværende tidspunkt må vi finde enhver tænkelig vej til at nå den ægte kerne af bevidsthed hos de fattige og arbejderne. Det er i deres grundlæggende interesse at fortsætte revolutionen og gennemføre dens krav. Vi må fortsat understrege det gigantiske potentiale, som masserne demonstrerede i bølgen fra 30. juni og de tidligere revolutionsbølger ved at udbrede de sande krav fra den egyptiske revolution og mobilisere for dem i alle provinser og på alle arbejdspladser. Men dette kan ikke og skal ikke få os til at skjule eller udskyde andre dele af vores politik og principper for at nyde den midlertidige, tætte støtte fra masserne bag vores retorik og vores paroler.

Principfasthed
Tværtimod, at droppe nogle af vores paroler eller vores politik for at opnå kortsigtede politiske mål vil kun føre til opportunisme. Det er ikke den måde, Revolutionære Socialister arbejder på, og vi har fuldstændig undgået opportunisme i opbygningen af vores organisatoriske projekt midt blandt masserne og for den egyptisk revolutions sejr. For eksempel kan vi ikke slække på vores angreb på de løgne, der spredes af det gamle regimes medier og de borgerlige liberale, eller stoppe vores angreb på den kontrarevolution, som militæret og Indenrigsministeriet er ved at gennemføre nu. Vi kan ikke stoppe med at fortælle den kriminelle historie om Militærrådet og Mubaraks kammesjukker og kræve, at de kommer på anklagebænken ved siden af Broderskabets ledere, som i de seneste uger har udmærket sig ved opgejling af vold og drab og spredning af modbydelig sekterisme.

Vi kan ikke, under nogen omstændigheder, holde igen med at rette et direkte politisk angreb på elementer fra det gamle regime og opportunisterne i Beblawis regering, regeringens klare liberale tendenser og konsolideringen af den undertrykkende stat gennem udpegningen af nye provinsguvernører. Vi kan ikke standse vores angreb på den enorme magt og de privilegier, som militæret nyder i henhold til grundloven, og dets kontrol med omkring 25 procent af den egyptiske økonomi, og fortsættelsen af den ydmygende Camp David-aftale osv. Vi er nødt til at forholde os til disse ting på en stringent principiel måde.

At undervurdere tilbagekomsten af Mubaraks stat og den militære undertrykkelse er ekstremt farligt. Mubaraks stat, som – det er rigtigt – ikke forsvandt fra scenen efter revolutionens begyndelse, kommer i dag tilbage med fuld kraft, frigjort fra interne kriser, og med støtte fra brede dele af masserne. Det er denne situation, som tvinger os til at gå til angreb, umiddelbart mod denne stat, som ikke vil vente længe, før den retter angreb mod alle, som forsvarer revolutionens krav.

Vores principielle holdning kan betyde, at vi midlertidigt bliver isolerede I forhold til masserne. Vores budskab vil ikke i almindelighed finde bred opbakning blandt masserne, trods alle vores anstrengelser for at være til stede og lave aktiviteter på arbejdspladserne, universiteterne og de lokale boligområder. Denne isolering begyndte i realiteten allerede før 30. juni, som et resultat af vores principielle holdning til militæret, det gamle regime og broderskabet. Men vi må ikke tillade os selv at forfalde til nogen form for frustration, for så længe modsætningerne fortsætter i bevidstheden hos masserne, og i deres evne til at organisere sig, så vil massebevægelsen forblive en motor, som kan blive påvirket af mange faktorer på kryds og tværs, som vil tvinge den til at gå videre ad snørklede veje og ikke konstant langs en lige linje. Det reelle indhold i det undertrykkende regime, som nu er ved magten, vil blive afsløret i massernes øjne, som gradvist vil begynde at kæmpe mod det.

Dette betyder ikke en fuldstændig isolation og adskillelse fra masserne, eftersom der er titusinder af revolutionære unge, som kæmpede indædt mod militærstyret i bølgerne fra den egyptiske revolution, og som kæmpede videre mod Morsis regime. Deres erindring er stadig rodfæstet i revolutionære principper, de har ikke så mange modsætninger i deres bevidsthed, og de satser ikke på de statslige institutioner, især ikke militæret, kontrarevolutionens rygrad. De vil finde Revolutionære Socialisters holdning attraktiv, i lyset af de politiske kræfters storstilede skifte over til at støtte militæret og den regering, det har indsat. Ud fra dette synspunkt er situationen bedre, end den var før den 11. februar 2011, hvor det i måneder kun var Revolutionære Socialister og enkelte aktivister, som ville sige Militærrådet imod.

I de kommende uger og måneder har vi muligheden for at tiltrække og vinde nogle af disse revolutionære og styrke vores kræfter, for at spille en mere aktiv og stabil rolle I revolutionens næste bølger. Men samtidig ønsker vi også at inddrage arbejdere og de fattige, som lavede revolutionen og deltog i den sidste bølge fra den 30. juni for revolutionens mål, som aldrig blev gennemført. Her er det af allerstørste vigtighed at genoplive projektet om den Revolutionære front med principfaste partier, som hverken flyder over i armene på staten og den nye regering, eller allierer sig med islamisterne mod staten, men som står for et program med kravene fra revolutionen og dens målsætninger.

Revolutionære Socialister, Egypten
15. august 2013

Mellemrubrikker er indsat af Socialistisk Information. Oversat fra International Viewpoint af Bodil Olsen og Karina Skov

 

Opslået i Arabiske revolutioner

single.php