Hoforganet for det internationale finansielle borgerskab – The Economist – insisterer på, at det brasilianske militær har en modererende indflydelse på præsidentkandidaten Jair Bolsonaro. Men præcist det modsatte er tilfældet.

 

[Foto: agenciabrasil.ebc.com.br]

I første runde af præsidentvalget i Brasilien manglede den nyfascistiske kandidat Jair Bolsonaro kun 4 procent i at vinde. Arbejderpartiets (PT) kandidat Fernando Haddad blev nummer to med blot 29 procent af stemmerne. Derudover gik Bolsonaros Socialliberale Parti (PSJ) fra at være politisk ubetydeligt til i løbet af ingen tid at blive landets næststørste. Det er ingen overdrivelse at sige, at selve demokratiet i Brasilien står på spil.

 

[Den 28. oktober tabte Haddad anden runde med 44 procent mod 54 procent til Bolsanaro. Artiklen er skrevet før anden runde. O.a.]

 

Selv om Haddad skulle få held til en feberredning og vinde valget kunne der stadigt i det polariserede klima, som brasiliansk politisk befinder sig i, ske et hårdt militærkup som afløser for det bløde kup, som Kongressen gennemførte ved at fjerne Dilma Rousseff i 2016. Bolsonaro har opbakning fra betydningsfulde dele af militæret, som er fjendtlige overfor PT.

 

Disse dele, sammen med mange på den brasilianske højrefløj, påstår, at PT prøver på at gennemføre en ”stille revolution”, som har til hensigt at omdanne Brasilien til et kommunistisk diktatur. For at kunne forstå både Bolsonaros fremgang og den fare, som han udgør for demokratiet, er det afgørende at se nærmere på anti-PT-fraktionen inden for militæret.

 

Bolsonaros kandidat til vicepræsidentposten, general Antônio Mourão, var ansigtet på den offentlige opposition blandt de ledende officerer i de væbnede styrker mod Dilma Rousseffs Sandhedskommission. Kommissionen havde til opgave at kaste lys over de forbrydelser, der var blevet begået af militæret under det militærdiktatur, der sad på magten fra 1964 til 1985.

 

Sandhedskommissionen

Medens militæret har været mere eller mindre fjendtligt over for PT siden partiets dannelse, så kan de mere hadske og mobiliserede anti-PT følelser direkte føres tilbage til oprettelsen af Brasiliens Sandhedskommission i 2012. Kommissionen var omhyggeligt konstrueret af PT som en utvetydigt tværpolitisk størrelse, overvejende ledet af jurister snarere end repræsentanter for civilsamfundet. Ordet ”retfærdighed” blev imidlertid undgået for ikke at skræmme generalerne.

 

Den havde opbakning fra oppositionspartierne – herunder de konservative eks-præsidenter José Sarney, Fernando Collor og Fernando Henrique Cardoso, som alle dog senere støttede Dilmas afsættelse. Der findes imidlertid meget lidt analyse fra venstrefløjen – hverken på engelsk eller portugisisk – af de politiske skillelinjer inden for militæret, og hvorledes disse har indflydelse på brasiliansk politik. Mainstream medier som The Economist fortsætter med at have illusioner om, at militæret ikke nærer ønsker om at overtage magten, og vil virke modererende på en fremtidig Bolsonaro regering.

 

Det er en grundlæggende fejltagelse. Det brasilianske militær udgør ikke blot en trussel for det brasilianske demokrati; det er også hjemstedet for en af de mest magtfulde fraktioner på den yderste højrefløj, der bakker op bag Bolsonaros vej til magten.

 

PT og militæret

Der er et vedvarende had til Lula og PT blandt de øverste chefer i militæret. En fraktion konspirerer åbenlyst for – med alle til rådighed stående midler – at holde enhver regering med venstre-tilbøjeligheder borte fra magten. Den samme fraktion vil komme til at spille en vigtig rolle i en fremtidig Bolsonaro-regering. Denne opposition er en betændt byld, trods den kendsgerning at Lulas regering kraftigt øgede militærudgifterne og udvidede militærets internationale rolle.

 

Lulas strategi om at give indrømmelser, som var et spejlbillede på PT´s orientering overfor Brasiliens plutokratiske medier og storkapitalen, slog fejl. Både pensionerede og aktive medlemmer af de væbnede styrker – hvoraf mange i dag er ledende figurer i Bolsonaros lejr – langede offentligt ud imod Kommissionen og benægtede tortur under militærregimet. På samme tid, givet at kommissionen ikke skulle straffe nogen, endte den med at styrke og samle en række anti-PT-netværk inden for de væbnede styrker.

 

Det brasilianske militærdiktatur, blev i modsætning til det tilsvarende i Argentina, ikke fjernet fra magten gennem et klart politisk nederlag. I stedet valgte diktaturets styrker omhyggeligt at styre overgangen til demokrati i midt-firserne, da det stod overfor øget politisk modstand, korruptionsskandaler og økonomisk krise. Derigennem sikrede de sig, at deres allierede var velplacerede inden for Brasiliens nye politiske system, og at forfatningen ville beskytte dem mod ubehagelige følger af diktaturets brutale forbrydelser.

 

Frem til i dag er det lykkedes militæret at fastholde et vist ry. Først som en uafhængig aktør, der kun blander sig i politik for at beskytte nationale interesser. For det andet huskes diktaturet blandt en del af befolkningen som en forbrydelses- og korruptionsfri guldalder, hvor familieværdier blev respekteret, og alle havde et arbejde.

 

Adskillige højtstående officerer som general Sérgio Etchegoyen eller general Joaquim Luna e Silva havde allerede ministerposter i den sidste regering under Michel Temer. Generalerne havde udnyttet deres voksende plads i medierne, især Brasiliens største mediekoncern Globo, til at komme med alarmerende antidemokratiske udtalelser. For eksempel kom general Luiz Rocha Paiva åbent med en opfordring til et kup for at forhindre PT´s ”stille revolution”. I en skræmmende fremvisning af nøgent forfølgelsesvanvid, talte generalen om farerne ved en valgsejr for PT, som ville forvandle Brasilien til et kommunistisk land.

 

Mourão – som var blevet fjernet fra sin post som chef for militæret i syd, fordi han åbenlyst gik til modstand mod Rousseff på grund af Sandhedskommissionens arbejde – tog senere del i en bizar episode i forbindelse med afsættelsen af Rousseff, hvor han optrådte i et YouTube-klip fremstillet af en frimurerloge i Brasilien, hvori han fremlagde sin villighed til at støtte militær indblanding for at ”sikre orden”.

 

Graden af modstand mod PT inden for militæret er først blevet synlig i år. For eksempel gik hærchefen general Vilas-Boas på Twitter dagen før Højesterets godkendelse af arrestationen af Lula, for offentligt at presse anklagemyndigheden til at arrestere den tidligere præsident. I kølvandet på hans tweets gik næsten alle Brasiliens øverste militære ledere online for at fejre PT´s nederlag. På dette tidspunkt blev de kun frygtsomt kritiseret af en enkelt dommer ved Højesteret. Men dette emne vendte tilbage til overskrifterne under valgkampen, da de tre kandidater fra venstrefløjen – Fernando Haddad, Ciro Gomes fra PDT og PSOL´s Guilherme Boulos – fordømte den militære indblanding i civile spørgsmål.

 

Lava Lato og hæren

Det yderste højre ser ud til at have et tættere forhold til Lava Lato undersøgelsen, end mange havde forstillet sig. [Lava Lato betyder bilvask og startede i 2014 lidt tilfældigt med en mistanke om hvidvask af penge gennem en kæmpe servicestation. Den kom dog snart til at samle sig om PT´s indblanding i korruption, specielt via det statslige olieselskab Petrobras, o.a.] Dommer Sergio Moro, manden som sendte Lula i fængsel, offentliggjorde belastende udsagn fra afhøringer af en tæt allieret til Lula, som var foregået flere måneder tidligere, i en manøvre, som tydeligt havde til hensigt at gøre maksimal skade på PT´s valgchancer.

 

Bolsonaro har åbent talt om at forfremme Moro til Brasiliens Højesteret [rent faktisk står han nu til at blive justitsminister i Bolsonaroregeringen! O.a.] og nøgledommere i Lava Jato undersøgelsen som Marcelo Bretas har endog åbent opfordret til at stemme på Bolsonaro. Højst sandsynligt vil Bolsonaro styrke Lava Jato, hvis han bliver valgt og bruge undersøgelsen som et middel til at kriminalisere venstrefløjen.

 

Thompson Flores, som er chef for den Sydlige Føderale Appeldomstol, der har ansvaret for at kontrollere operationerne i Lava-Jato undersøgelsen, blev inviteret af general Mourão til at holde et foredrag i Rio de Janeiros Militærklub. Invitationen kom kort tid efter, at Flores optrådte i overskrifterne for at sløjfe normale juridiske arbejdsgange ved personligt at blokere en ordre – udstedt af en uenig dommer ved den domstol, som Flores leder – om at løslade Lula. Mourão og Flores hævdede under en pressekonference, at mødet intet havde at gøre med Lulas arrestation, men begrundede det med deres lange personlige venskab.

 

Denne militærklub, som Mourão i øjeblikket leder, var et af centrene for den sammensværgelse, der omstyrtede det brasilianske demokrati i 1964. I 2014, dagen efter at Sandhedskommissionen offentliggjorte sin rapport, købte klubben reklameplads i Rio de Janeiros største avis til en annonce, der forsvarede militærdiktaturet.

 

Haiti

Mourão var sammen med general Augusto Heleno de øverste militære ledere i Brasiliens katastrofale intervention i Haiti. Ifølge internationale observatører og menneskerettigheds-organisationer, bærer de ansvaret for massakren på dusinvis af civile i slummen i Port au Prince i 2006. Nu er de helt tæt på det øverste politiske embede i Brasilien.

 

Haiti blev kastet ud i kaos af de vestlige stater i 2014, efter at USA, Canada og Frankrig støttede omstyrtelsen af Jean Bertrand Aristides mildt socialdemokratiske regering. Efter at have tabt landområderne til et oprør med udgangspunkt i nabolandet Den Dominikanske Republik, blev Aristide den 29. februar tvunget ind i et uregistreret fly af marinesoldater fra USA. De overtog Port au Princes internationale lufthavn og sendte Aristide til Den Centralafrikanske Republik mod hans vilje. Til sidst fik han asyl i Sydafrika.

 

I stedet for at vise solidaritet med den afsatte leder støttede Brasiliens venstreregering kuppet mod Haitis folkevalgte regering. I praksis tilbød PT-regeringen at holde Haiti besat. Deres motiv var til dels en illusion om, at brasiliansk militær indsats i fredsbevarende FN-missioner ville kunne sikre landet et sæde i Sikkerhedsrådet. Resultaterne var en katastrofe for demokratiet i både Haiti og Brasilien.

 

Heleno blev straks mødt med fjendtlighed fra haitianere efter at have overtaget kontrollen med de militære operationer på øen i midten af 2004. Pro-Aristide støtter, som boede på kanten af Cite Soleil og Belair, endte i sammenstød med FN´s blå hjelme i hovedstaden Port au Prince. Det største slumområde i landet Cite Soleil, var også Aristides vigtigste magtbase og hjemstedet for hans parti Fanmi Lavalas. I et forsøg på at udslette modstanden mod interventionen beordrede Heleno den 5 juli henrettelsen af slummens pro-Aristide lokalsamfundsleder Emmanuel ”Dread” Wilme. Tocifrede antal af hovedsageligt kvinder og børn blev også slået ihjel ved denne operation.

 

Videooptagelser af massakren, som var foretaget af menneskerettigheds-observatører fra San Francisco Labour Council, og som senere blev vist på Democracy Now!, viste grusomme billeder af døde haitianere, som var dræbt under Helenos kommando. Ifølge Seth Donnelly, som tog til Cite Soleil den følgende dag og overværede Dread Wilmes begravelse, var denne velbesøgt af det traumatiserede lokalsamfund.

 

”Vi fandt hjem, og når vi siger hjem, så taler vi i bund og grund om skure af træ og blik, i mange tilfælde gennemhullede af maskingeværsalver såvel som af granater fra tanks, ” sagde Donnelly. ”Hullerne i mange af disse hjem var for store til blot at skyldes kugler. De må stamme fra granater af tanktypen, som var trængt igennem hjemmene. Vi så en kirke og en skole, som var helt gennemhullet af maskingeværsalver.”

 

Massakren passer kun alt for godt til de brasilianske forestillinger om lov og orden. Da han blev spurgt om angrebet, siger Donnelly, ”udfordrede general Heleno i udgangspunktet os, vores delegation, til at forklare, hvorfor vi bekymrede os om de ”lovløses” – det udtryk han anvendte –rettigheder, frem for de ”lovlige styrker”. Det virkede, som om han afskrev vidnesbyrd fra lokalsamfundet som værende en del af den lokale fjendtlighed og en del af disse ”bande angreb” på FN styrkerne.”

 

Vurderingerne er, at mindst 27 haitianere blev dræbt under angrebet, hovedsageligt unge kvinder. Helenos reaktion spejler den brasilianske højrefløj, der opfordrer til massemord i udkantsområder, som en gyldig sikkerhedspolitik, med påstanden om, at de eneste gode banditter er døde banditter.

 

Under presset fra solidaritetsbevægelsen med Haiti i USA medførte ændringer i MINUSTAH-ledelsen senere samme måned, at general Heleno blev fyret. Imidlertid blev hans efterfølger general Urano Bacelar fundet død tre måneder, efter at have afløst Bolsonaros i øjeblikket vigtigste rådgiver i Port au Prince [Heleno, o.a.]. Den brasilianske hær beskrev dødsfaldet som et ”selvmord” og undgik en officiel undersøgelse af de mistænkelige omstændigheder omkring det. Telegrammer afsløret af Wikileaks viser skepsis om disse forklaringer, men spekulerer over, at Bacelars død må skyldes konflikter, som inddrager FN.

 

Brasiliens tilstedeværelse på øen var til dels også skyld i udbredelsen af en koleraepidemi, der dræbte tredive tusinde mennesker. Derudover blev der rejst over to tusinde anklager om voldtægter begået af brasilianske soldater. Bundracistisk blev operationen hyldet af medierne som en mulighed for den brasilianske hær til at indøve dens fremtidige besættelser af Rios favelaer, med sorte haitianere som forsøgskaniner. Ud af alle PTs fejltagelser, som styrkede de antidemokratiske elementer i det brasilianske samfund, var Haiti et af de mest katastrofale.

 

Hvad står på spil?

Brasiliens demokrati hænger i en tynd tråd. Hvis Bolosonaros kandidatur får succes, vil det sandsynligvis føre til blodsudgydelser, massevold mod venstrefløjen og ødelæggelsen af, hvad der er tilbage af arbejdernes rettigheder.

 

Bolsonaro og hans allierede i militæret er åbent fjendtlige overfor demokrati. Denne grimme koalition har konkluderet, at Brasilien er umulig at styre demokratisk, og kun en autoritær løsning baseret på en ny grundlov vil være i stand til at føre landet tilbage til stabilitet.

 

Bolsonaro søger at kanalisere den folkelige vrede mod Brasiliens politiske system og korrupte politiske klasse over imod selve demokratiet. Medens denne antidemokratiske stemning har udkrystalliseret sig omkring modstanden mod PT, var en af fejltagelserne under PTs tid med regeringsmagten, at det mislykkedes at stække militærets magt.

 

Bolsonaros svar på Brasiliens sociale og sikkerhedsmæssige krise er åben vold. Som Duterte i Filippinerne eller Sisi i Egypten står han for en politik, som kan reduceres til at skyde sig igennem landets krise. I et land, hvor massemord begået af politiet allerede er dagligdags, ville Bolsonaro og hans venner i militæret, efter at han var blevet valgt, kunne udløse en historisk nedslagtning, hvor ofrene ikke blot vil være unge sorte i favelaerne. Det vil også inkludere aktivister i landbesættelser, fagforeninger, socialister og LBGT mennesker. I dette kan mordet på Marielle Franco tjene som et eksempel på en mareridtsagtig fremtid. [se https://da.wikipedia.org/wiki/Marielle_Franco, o.a.]

 

Oversat fra Jacobin af Peter Kragelund

 

Opslået i Latinamerika

single.php