Demokrati er godt. Det er en af de umiddelbare ”sandheder”, som stort set hele det politiske spektrum kan blive enige om. Man skal faktisk helt ud på den fascistiske højrefløj, før man støder på åbne modstandere af demokratiske processer. Men spørgsmålet er, om den umiddelbart store enighed omkring demokrati i virkeligheden bunder i en forskelligartet opfattelse af begrebet?

af Rasmus Keis Neerbek

Kapitalismen vokser frem i et feudalt samfund. Magten var centreret hos konger og adel, og dette virkede som en hæmsko på den nye spirende kapitalisme. Et nyt magtsystem måtte til. Kapitalismen var i sin fødsel revolutionær og fjernede med magt – mere eller mindre blodigt – den gamle herskende klasse.

Det borgerlige demokratis fødsel
Det nye system krævede i sit udgangspunkt en formel demokratisk struktur. Det frie initiativ, borgerens mulighed for at bryde med etablerede normer, var blandt de mekanismer, der skulle skabe vækst i samfundet. Det uregulerede marked kræver frihed for dets producenter og konsumenter. Her vil mange nok argumentere, at den smukke teori ikke hænger sammen med praksis. At kapitalismen i dets profitjagt om noget, har skabt slavelignende forhold i den ganske verden, ikke mindst de fattige lande, der i brutal grad udbyttes til fordel for billigt vestligt forbrug. Og argumentet er for så vidt godt nok. Problemet er bare, at man risikerer udelukkende at rette kritikken mod systemet i dets værste form. Men kapitalismen er rådden til benet, uanset hvor flotte klæder det dækker sig under.

Den såkaldte demokratiske stat og det parlamentariske system under kapitalismen er altså et resultat af kapitalismens sejr. Næste skridt i erkendelsen af dette er, at dette så er den herskende klasses redskab til at fastholde sin magt, akkurat som enevælden var kongemagtens forsøg på samme. Og som kongemagten havde allierede under enevælden, der drog fordel af dette system, ligeså har arbejderklassen i perioder været allierede med borgerskabet. Marx og Engels analyserer i flere af deres skrifter dette samspil mellem de to uforsonlige klasser. Det er vigtigt at skelne mellem de umiddelbare mål for borgerskabet og de langsigtede mål for proletariatet, selv om disse i perioder var forenede i kampen mod det gamle feudale system. Efter at have vundet statsmagten, benyttede borgerskabet straks denne magt til: ”[…] at trænge arbejderne, deres forbundsfæller i kampen, tilbage til deres gamle undertrykte stilling.” (note 1)

Den private ejendomsret og det frie marked
Kapitalismen ophøjer retten til ejendom til en grundlæggende frihedsrettighed. Hvis vi kigger på f.eks. Grundloven hedder det i §73 ”Ejendomsretten er ukrænkelig.” Ligeså i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder artikel 17: ”Enhver har ret til at eje ejendom såvel alene som i fællig med andre.”

Grundlæggende betyder dette, at ejendomsretten til produktionsmidlerne reelt sætter demokratiet ud af funktion. Ejendomsretten er netop privat. Marx var meget kategorisk på dette område, og udtrykte ved flere lejligheder, at kernen i socialismen kunne reduceres til ”afskaffelsen af den private ejendomsret”. Argumentet har to vinkler, en økonomisk og en politisk. Økonomisk fordi kapitalismen som system producerer cykliske kriser, og politisk fordi ejendomsretten forhindrer en demokratisk behovsstyret produktion. Frihed til individet er i denne optik frihed for arbejdsgiver til at udbytte arbejderen, frihed for en klasse til at udbytte en anden.

Hvor kapitalismen i produktionsfasen er udemokratisk, da søger den at legitimere dette i konsumfasen. Markedet er stedet, hvor aktørerne kan udfolde deres demokratiske virke. Det er i disse teorier, man blandt andet finder begreber som ”den politiske forbruger”. I forhold til ganske specifikke enkeltsager kan der selvfølgelig opnås en effekt – fx så vi Frankrig blive ramt på rødvinseksporten efter atomprøvesprængningerne i 1996 samt mere generelle boykot-kampagner i forhold til Israel og tidligere Sydafrika. Men grundlæggende må man nok erkende, at effekten er begrænset. Både den afgørende ulighed i økonomiske ressourcer samt manglende kontrol gør det til en umulig opgave. Helt afgørende er det dog, at det ikke er et opgør med selve det kapitalistiske system. Kampen ender med at blive et spørgsmål om personlig moral og ikke et spørgsmål om uforsonlige klasseinteresser.

Den demokratiske borgerlige stat
Politisk frihed har altid været et slagord i borgerlig propaganda. De fri samfund er de vestlige demokratier, lyder det ofte.

Venstre skriver meget flot i sit principprogram: ”Et liberalt demokrati bygger på, at hver enkelt borger har mulighed for indflydelse på ledelsen af samfundet gennem frie valg til folkevalgte forsamlinger og direkte folkeafstemninger om vigtige spørgsmål.” (note 2)

Den borgerlige ideologi vil yderligere forsøge at kompromittere sine modstandere. Vi er vist mange, der husker den naive beskrivelse af, at hvis man bare kommer tilstrækkeligt langt ud på den poliske venstre-/højrefløj, så ”mødes enderne”. Det har været standardbeskrivelse fra mange borgerlige og liberale intellektuelle, hvis formål har været at sammenligne og sidestille kommunisme og fascisme.

Trotsky behandler emnet i værket ”Deres moral og vores” (note 3) Trotsky skriver: ”For en demokrat er bolsjevisme og fascisme tvillinger, da ingen af dem bukker sig for den almene stemmeret (universal suffrage).” (note 4) Altså, nok kan der findes ligheder, men disse er plukket ud uden skelen til den historiske proces, til klassekampen. Og igen kan forskellige klasser med forskellige mål, anvende samme midler.

Under den russiske revolution stod bolsjevikkerne i et umiddelbart dilemma. Her havde man netop kastet zarens grusomme styre på historiens mødding, men stod så med begyndelsen til en borgerlig stat. Kunne dannelsen af et borgerligt parlament være løsningen på den russiske arbejderklasses problemer? Svaret viste sig hurtigt at være negativt. Heldigvis gik bolsjevikkerne skridtet videre mod socialismen.

På mange måder stod de tyske revolutionære i samme situation i 1919. På 3. Internationales første kongres bidrager Lenin teoretisk til en forståelse af forholdet mellem socialismen og det borgerlige demokrati.

Lenins primære argument er, at man opererer udenfor en forståelse af klassekampen. Modstanderne af bolsjevikkernes politik ophøjer et overordnet demokratibegreb til en nærmest metaforestilling, der står over klassemodsætningerne. Som Lenin korrekt argumenterer, så eksisterer dette ”demokrati” intet sted i verden, der findes kun ”borgerligt demokrati”. Den borgerlige stat er ene og alene et udtryk for den herskende klasses undertrykkelse, uanset hvilke demokratiske idealer den smykker sig med. Her kan man ganske rammende citere Det kommunistiske manifest: ”[…] bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede”.

På den ene side skaber borgerskabet forestillingen om ”demokratiske frihedsrettigheder” for alle. Men Lenin går videre og argumenterer for, at disse i realiteten er bluff, er borgerskabets propaganda. Ligheden er ikke eksisterende, så længe forholdet til produktionsmidlerne er forskellige – det drejer sig om tid, økonomi og adgang til fx medier. Yderligere gav selv samme borgerskab ikke forsamlingsfrihed til de tidligere magthavere, da de selv var revolutionære. Ideen er absurd.

”Frihed har for kapitalisterne altid været de riges frihed til at berige sig og arbejderens frihed til at dø af sult.”

Effekterne af Første Verdenskrig er naturligvis også et centralt emne i 1919. Historien har efterfølgende vist, at borgerskabet ikke havde kæmpet sin sidste krig – tværtimod. Nu føres de imperialistiske røverkrige tilmed under påskud af demokratiske hensigter. Det ganske absurde ligger i, at gang på gang afsløres disse regeringer i løgn og bedrag. Det gælder alt fra løgnagtige begrundelser for krigsførelse til dækken over egne troppers myrderier og overgreb. Vi behøver herhjemme bare at nævne ulovlig overvågning af lovlig politisk virksomhed, eller politiets brutale, ydmygende og vilkårlige handlinger mod demonstranter under klimatopmødet, for at dokumentere statens repressive natur i dagens Danmark. Samtidig postes der uanede ressourcer i falsk mediedækning, hvor man bevidst manipulerer med befolkningerne. Denne praksis viser til fulde hykleriet i denne såkaldte demokratiske parlamentarisme. Det er intet andet end magthavernes redskab til fastholdelse af magten.

Demokrati og proletariatets diktatur
Den revolutionære stemning i midten af 1800-tallet mærkes tydeligt i Marx og Engels skrifter. På den ene side leveres en fantastisk analyse af det kapitalistiske system og dets mekanismer. På den anden side leveres vigtige bidrag i forståelsen af den politiske kamp om magten – den revolutionære handling.

Marx og Engels var ikke i tvivl om den herskende klasses reaktionære natur stillet overfor en socialistisk revolution. Arbejderklassens svar på den gamle herskende klasses reaktion var proletariatets diktatur. Marx skriver rammende i 1875: ”Mellem det kapitalistiske og det kommunistiske samfund ligger den periode, hvor det ene samfund revolutionært omformes til det andet. Dertil svarer også en politisk overgangsperiode, under hvilken staten ikke kan være andet end proletariatets revolutionære diktatur. (note 5)

Samtidig opridser de (for det demokratiske parti i Tyskland) baggrunden for, at småborgerskabet omfavner det parlamentariske demokrati. Statsudgifterne skal mindskes, bureaukratiet indskrænkes, hovedskatten lægges på godsejere og storborgere. Offentlige kreditter og lovgivning skal økonomisk hjælpe dem i forholdet til kapitalisterne. Den demokratiske forfatning er det redskab, der kan give dem mulighed for at realisere disse ønsker.

Der er altså intet umiddelbart idealistisk ved den småborgerlige demokratisme. Det er et redskab for en klasseinteresse, der udspringer af et givent historisk moment i klassekampen, ganske som den proletariske revolution er det. Marx/Engels skriver ganske korrekt: ”Det kan for os ikke dreje sig om en forandring af privatejendommen, men kun om dens tilintetgørelse, ikke om en tilsløring af klassemodsætningerne, men om klassernes ophævelse, ikke om en forbedring af det eksisterende samfund, men om grundlæggelsen af et nyt.” (note 6)

Lenin uddyber og afviser forestillingen om, at der findes en mellemvej mellem borgerskabets diktatur og proletariatets diktatur. Demokratiet har siden oldtiden været under stadig forandring i takt med skiftende herskende klasser. Som han skriver:” Det ville være den største dumhed at tro, at den mest dybtgående revolution i menneskehedens historie, hvor magten for første gang i verden overgår fra udbytternes mindretal til de udbyttedes flertal, kan gennemføres inden for det gamle, borgerlige, parlamentariske demokratis rammer […]” (note 7)

Ganske som Marx og Engels er proletariatets diktatur altså en uundgåelig nødvendighed for kapitalismens undergang i Lenins analyse. Men som så ofte påpeget, så er dette nye diktatur af en helt anden type. Det er det store flertals undertrykkelse af det lille reaktionære mindretal. Samtidig så har diktaturet som mål, at gøre sig selv overflødigt, gennem virkeliggørelsen af det kommunistiske klasseløse samfund.

Kautskys parlamentarisme
Hvis det overvældende flertal ønsker omvæltning, kan det så ikke ske inden for rammerne af det bestående system? Kan dette mål ikke realiseres gennem det almindelige parlamentariske system? Med fastholdelse af den almene valgret og uden proletariatets diktatur? Kautsky gjorde sig i 1919 til talsperson for netop dette synspunkt, og resultatet var også, at Lenin reagerede med en ganske voldsom modoffensiv.

I 1919 afholder Kommunistisk (Tredje) Internationale sin første kongres. Denne 3. Internationale leverer i sin opstart nogle af de vigtigste bidrag til den socialistiske bevægelse. Lenin leverer i åbningstalen en af sine skarpeste samlede analyser af modsætningen mellem den borgerlige og den socialistiske demokratiopfattelse, en diskussion der for alvor havde optaget Lenin efter Kautsky’s politiske kovending. (note 8)

Der er grundlæggende to årsager til Lenins hårde modangreb. Først og fremmest var synspunktet en markant afvigelse fra den hidtidige politik i den revolutionære bevægelse, og erfaringerne fra den russiske revolution viste tydeligt, hvor hårdt det gamle system kunne slå igen. Lenin var udmærket klar over, at rakte man de gale magthavere en lillefinger, så forsøgte de at hugge armen af.

Den anden grund er, at det var Kautsky. Kautsky var en central figur i den internationale socialistiske bevægelse. 10 år tidligere havde han i det klassiske værk, Vejen til magten, skrevet: ”Statsmagten er overalt et organ for klasseherredømmet. Klassemodsætningen mellem proletariatet og de besiddende klasser er imidlertid så mægtig, at proletariatet aldrig kan herske i staten sammen med en besiddende klasse. (note 9)Og videre: ”[…] jo mere det [Socialdemokratiet] forbliver i uforsonlig opposition til de herskende klassers korruption, desto større bliver den tillid, som de store folkemasser viser det midt i den råddenskab, som i dag også har omsluttet det borgerlige demokrati […]. Jo mere urokkeligt, konsekvent og uforsonligt Socialdemokratiet er, jo hurtigere vil det kunne klare sine modstandere." (note 10)

Pludselig optræder en Kautsky, der fuldstændigt har glemt sine gamle principper. Lenins svar udkom under den farverige titel ”Den proletariske revolution og renegaten Kautsky”. Lenin refererer Kautskys spørgsmål: ”Hvad skal man med diktatur, når man har flertal?”, og svarer efterfølgende med henvisning til Marx og Engels: ”For at bryde bourgeoisiets modstand, – for at indgyde de reaktionære frygt, – for at hævde det væbnede folks autoritet overfor bourgeoisiet, – for at proletariatet med magt kan holde sine modstandere nede.” (note 11)

Historien har, desværre fristes man til at sige, kun givet styrke til denne tese. Gang på gang er det sket, at de gamle magthavere brutalt har slået revolutionsforsøg ned. Internationale relationer og økonomisk magt forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. Dette er den barske virkelighed, som revolutionære socialister må acceptere, hvis de skal omstyrte undertrykkerne.

Demokrati og arbejderråd
Som alternativ til det borgerlige parlament er det socialistiske svar arbejderrådene. Dette har siden Pariserkommunen været et træk ved de socialistiske revolutioner, at de har skabt en dobbeltmagtsituation, hvor de revolutionære har opbygget egne magtstrukturer. Her ligger kimen til det virkeliggjorte socialistiske demokrati. Lenin sammenfatter Marx, Engels og bolsjevikkernes erfaringer i skriftet ”Staten og revolutionen”. Lenin fastslår, at arbejderrådene i natur stadig er repræsentative, men af en helt anden karakter end parlamentarismen. ”Uden repræsentative organer kan vi ikke forestille os et demokrati, heller ikke det proletariske demokrati, uden parlamentarisme kan og skal vi forestille os det, hvis kritikken af borgerskabet ikke er tomme ord for os, hvis bestræbelsen for at styrte bourgeoisiets herredømme er ment oprigtigt og alvorligt og ikke er en ”valg”frase til at fange arbejderstemmer med […]” (note 12)

Arbejderrådene repræsenterer et grundlæggende brud med det kapitalistiske system. Under kapitalismen er ejerskab (og ofte produktionsledelse) og produktion splittet op. Ejeren er fx aktionær, der lever uden for produktionsprocessen. Hans ejendom er papir og ikke værktøj, og hans grundlæggende samfundsbidrag er som snylter. Ledelsesansvaret er igen givet til personer, der godt nok ofte er i samme bygning, men varetager en række administrative funktioner og har retten til at lede og fordele arbejdet. Arbejderen har grundlæggende ret til at arbejde.

Arbejderrådene bryder med kapitalismens opdeling af politisk og økonomisk demokrati. Afskaffelsen af den private ejendomsret fjerner den snyltende parasit, der profiterer på udbytningen af arbejderne. Der vil muligvis være en række ledelsesmæssige forhold, som stadig skal varetages, men dette vil ske på baggrund af demokratisk valgte repræsentanter, der stadig har deres primære opgaver i produktionen, ikke modtager ekstra privilegier, og som til hver en tid kan kaldes tilbage.

Socialister og forholdet til det borgerlige parlament
Spørgsmålet omkring hvordan organiserede socialister skal forholde sig til det parlamentariske arbejde er en klassisk problemstilling på venstrefløjen. På den ene side optræder reformistiske strømninger, der ikke har begrebet statens og dermed den demokratiske parlamentarismes klassenatur, og derfor nærer illusioner om socialismens fremvækst gennem reformarbejde. På den anden side optræder anarkistiske og syndikalistiske strømninger, der helt fraskriver forestillingen om deltagelse i kapitalismens magtorganer. Begge forestillinger er lige fejlagtige.

Men når revolutionære socialister indgår i et parlamentarisk arbejde, er der en række afgørende principper som må efterlaves, hvis ikke man skal ”ryge i fælden” og glemme det langsigtede mål.

Trotsky og Bukharin leverer en glimrende analyse, der bliver vedtaget på Kominterns 2. kongres i 1920 (note 13). Analysen starter med et historisk rids af Første Internationale. Udgangspunktet var, at parlamentet skulle bruges til agitation, til at ”ophidse masserne” mod den herskende klasse. Men efterhånden som samfundene og produktionsapparatet blev udviklet, så fik parlamentet i højere grad permanent status. Dette medførte, at de socialistiske partier langsomt lod sig integrere i denne virkelighed. Man tilpassede partiet til kampen for reformer, og endte dermed at stå i modsætning til den revolutionære tradition. Korruption og karrieremageri blev det sørgelige resultat.

Herefter går de over til at opliste en række principper for revolutionært arbejde i parlamentet – principper der den dag i dag stadig har gyldighed.

Først og fremmest slås det fast, at parlamentet er et bestemt udtryk for staten, som igen er et udtryk for en given historisk epoke og magtforhold i samfundet. Derfor kan parlamentarismen ikke bruges i overgangen fra borgerskabets diktatur til proletariatets diktatur.

Trotsky skriver: ”Den fundamentale forskel i taktik hos den revolutionære, der indtræder i parlamentet, og en socialdemokratisk parlamentariker ses tydeligt. Socialdemokraterne agerer ud fra forestillingen om, at det nuværende system er relativt stabilt og varer for evigt. De sætter sig selv opgaven, at opnå reformer for enhver pris […]. (note 14)

Som modsætning beskrives revolutionær deltagelse i parlamentet: ”Det kommunistiske parti må bryde med den gamle socialdemokratiske praksis, der fremmer såkaldt ”erfarne” parlamentarikere, primært advokater og lignende. Som princip bør de fremme arbejderkandidater. Det bør ikke bekymre dem, at det nogle gange betyder, at finde menige partimedlemmer, der mangler parlamentarisk erfaring. Det kommunistiske parti må være skånselsløs i forholdet til de karrieremagere, der kobler sig til partiet med det ene formål, at blive valgt til parlamentet.” Endelig slås det fast, at kontakten til arbejderklassen er afgørende. Aldrig nogensinde må det parlamentariske arbejde blive valgt frem for det udenomsparlamentariske.

Disse teser er stadig gyldige i dag. Ethvert parti, der samtidig med en revolutionær dagsorden, har et ben plantet i det borgerlige demokrati, har en risiko for at underordne sig den parlamentariske praksis i stedet for at arbejde for at omstyrte det. Det er netop med baggrund i denne erkendelse, at Enhedslisten fastholder en rotationsordning. Lad de reformistiske partier opsluge parlamentariske karrieremagere, de har intet at gøre i arbejderklassens revolutionære parti.

Jeg vil slutte af med et citat fra Tredje Internationales første kongres, hvor Eberlein og Bukharin meget rammende summerer emnet op: ”Såkaldt demokrati, dvs. borgerligt demokrati, er intet andet end borgerskabets tilslørede diktatur. Det ofte hørte ”folkets vilje” har ingen større realitet end begreberne ”folket” eller ”nationen”. Klasser eksisterer, og de har konfliktende og modsatrettede ideer. Men da borgerskabet repræsenterer en ubetydelig minoritet, bruger den denne illusion, dette imaginære koncept, i forsøget på at konsolidere magten over arbejderklassen. Bag denne facade af retorik kan den påtvinge sit klasseherredømme. Proletariatet, der udgør den store masse af befolkningen, er i modsætning fuldstændig åben omkring at bruge sin magt som klasse i sine masseorganisationer og sovjetter, til at eliminere borgerskabets privilegier og garantere overgangen til det klasseløse kommunistiske samfund. […] Det sovjetiske system muliggør et ægte proletarisk demokrati – et demokrati for proletariatet, af proletariatet og imod borgerskabet.” (note 15)

Noter:
1) Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850; Marx/Engels udvalgte skrifter 1, s. 102
2) Fra Venstres Principprogram: Et levende folkestyre
3) Their Morals and Ours”; Leon Trotsky; Pathfinder 1973
4) ibid., side 14.
5) Kritik af Gothaprogrammet; Marx/Engels udvalgte skrifter 2, s. 25
6) ibid., s. 105
7) Lenin, Udvalgte værker 11, s. 215
8) Lenin, Udvalgte værker 11, s. 207ff
9) Kautsky, Vejen til magten s. 22, Rhodos 1978
10) ibid., s.121
11) Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, Lenin Udvalgte værker 11, s. 135.
12) Staten og revolutionen, Lenin Udvalgte værker 9, s. 53
13) Theses, Resolutions & Manifestos of the First Four Congresses of the Third International, s. 97, Pluto Press 1983
14) ibid., s. 99
15) ibid. s. 41-42

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com