Bragt i Socialistisk Information nr. 121 – August 1998

 

Borgerkrigen udgør en frygtelig starterfaring for sovjetstaten. Den skaber en blasert tilvænning til de mest ekstreme og umenneskelige former for vold, og det lige oven på verdenskrigens udladninger. Den smeder en arv af bureaukratisk brutalitet, som Lenin bliver bevidst om under krisen med de georgiske kommunister, og som Trotskij beskriver i sin Stalin-biografi. Lenins politiske »testamente« og »hans sekretærers dagbog« (se Moshe Lewin, »Lenins sidste kamp«) vidner til hans dødskamp om denne smertelige bevidsthed om problemet. Mens revolutionen handler om folk og mængder, er Lenin på sit dødsleje begrænset til at afveje onder og dyder hos en håndfuld ledere, som næsten alt nu synes at afhænge af.

Kort sagt har borgerkrigen betydet et »stort spring bagud«, landet er sat tilbage i forhold til niveauet fra før 1914. Krigen har efterladt et kraftesløst land. Ud af de fire millioner indbyggere, som Petrograd og Moskva talte ved revolutionens begyndelse, er kun 1,7 mio. tilbage efter borgerkrigen. I Petrograd har 380.000 arbejdere forladt produktionen, kun 80.000 fortsætter. De raserede byer er blevet til parasitter på landbruget, hvilket fremtvinger autoritære fødevareopkrævninger. Og den Røde Hær er nået op på 4 millioner mand. »Da det nye styre endelig kunne føre landet mod dets erklærede mål,« skriver Moshe Lewin, »viste udgangspunktet sig at ligge langt længere tilbage, end det ville have været i 1917, for ikke at sige i 1914.« Gennem borgerkrigen skabes »en tilbagestående socialisme« med stram statsstyring, en ny stat bygget på ruiner: »I realiteten dannedes staten på grundlag af en tilbagegang i samfundsudviklingen.« (Moshe Lewin, Russia, USSR, Russia, London, 1995)

Her ligger den vigtigste rod til den bureaukratisering, som visse sovjetiske ledere, heriblandt Lenin, ret tidligt bliver opmærksomme på, men desperat må se sig ude af stand til at inddæmme. De forfærdelige omstændigheder og manglen på demokratisk kultur forstærker her hinanden. Lige fra magtovertagelsen hersker der en sammenblanding af begreberne mellem stat, parti og arbejderklasse, som fortsætter under henvisning til, at staten jo snart vil dø bort og de indbyrdes modsætninger i folket forsvinde. Dette fremmer i betydelig grad statsliggørelsen af samfundet i stedet for socialiseringen af statens funktioner.

At lære demokratiet er en lang og vanskelig proces. Den bevæger sig ikke i samme tempo som de økonomiske reformdekreter, slet ikke når landet praktisk taget savner traditioner for parlamentarisme og pluralisme. Det kræver tid, energi og tillige økonomiske ressourcer. Den hektiske aktivitet i komiteerne og sovjetterne i 1917 giver et eksempel på de første skridt i en sådan læreproces, hvor konturerne af et civilt samfund kommer til syne. Under presset fra borgerkrigen består den nemme løsning i at underordne folkemagtsorganerne (råd og sovjetter) en oplyst vejleder: partiet. I praksis består det også i at erstatte princippet om, at ledere vælges og kontrolleres, med, at de udpeges ved partiets foranstaltning, i nogle tilfælde så tidligt som 1918. Denne udvikling fører endelig til afskaffelse af den politiske pluralisme og de meningsfriheder, der er nødvendige for det demokratiske liv, og til at magt systematisk sættes før ret.

Den maskine, der således er sat i gang, er særlig farlig, fordi bureaukratiseringen ikke kun udvikler sig ved manipulation fra oven. Den modsvarer undertiden også et ønske fra neden, et behov for orden og ro, som udspringer af en træthed oven på krig og borgerkrig, afsavn og udslidning, som tirres af de demokratiske kontroverser, den politiske agitation og det konstante krav om medansvarlighed. […]

Man kan ikke punkt for punkt modstille den gode »leninisme under Lenin« og den onde »leninisme under Stalin«, eller de strålende 1920’ere og de mørke 1930’ere, som om der ikke allerede var begyndt at være noget råddent i sovjetternes land. Bureaukratiseringen er i gang fra starten, det hemmelige politi, Tjekaen, har sin egen logik, det politiske tugthus på Solovski-øerne er i funktion efter afslutningen af borgerkrigen og før Lenins død, flerpartisystemet bliver afskaffet, ytringsfriheden begrænset og de demokratiske rettigheder i partiet selv indsnævret allerede på den 10. kongres i 1921.

Men den proces, som vi kalder den bureaukratiske kontrarevolution, er ikke en enkelt begivenhed, der kan stadfæstes symmetrisk med Oktoberrevolutionen. Den sker ikke på en dag. Den kommer via bestemte valg af politiske veje, konfrontationer og begivenheder. […] Den katastrofale nedkæmpelse af Kronstadt-oprøret i foråret 1921 skaber øget bevidsthed om, at den økonomiske politik må lægges om. Borgerkrigen er afsluttet med sejr. Alligevel bliver de demokratiske friheder igen indskrænket i stedet for at blive udvidet: 10. partikongres forbyder tendenser og fraktioner. […]

Der er ingen tvivl om, at arven fra zarismen, de fire års verdensomspændende blodbad, som inddrog flere end femten millioner russiske soldater; borgerkrigens vold og grusomheder – alt sammen har haft langt tungerevejende konsekvenser for det revolutionære regimes fremtid end dets lederes doktrinale fejl, hvor alvorlige disse end måtte være. Men det er nødvendigt at tage et historisk tilbageblik for at vende demokratispørgsmålene i revolutionen. Ikke for at gøre historien om, men for at udvikle teorien i forhold til de problemer, som socialismens pionerer stødte imod, og samle erfaringerne op.

Klare linjer mellem stat og samfund

I en artikel om »Revolutionen og loven« trykt i Pravda den 1. november 1917 (!), begyndte Anatolij Lunatjarskij, kommende undervisningsminister, med en konstatering: »Et samfund er ikke forenet som et hele.« Det tog lang tid og mange tragedier, før de fulde konsekvenser blev draget af denne lille sætning. Fordi et samfund ikke er forenet som et hele, kan man – selv efter omstyrtelsen af den gamle samfundsorden – ikke foregive at socialisere staten ved dekreter uden at løbe risikoen for at statsovertage samfundet. Fordi samfundet ikke er forenet som et hele, må fagforeningerne forblive uafhængige i forhold til stat og partier, og partierne i forhold til staten. Modsætningerne mellem de interesser, der udfolder sig i samfundet, må kunne komme til udtryk gennem en uafhængig presse og gennem en mangfoldighed af repræsentationsformer. Af samme grund må domstolene være selvstændige i forhold til lovgivningen som garanti for, at retsvæsenet ikke reduceres til en fastholdelse af magthavernes vilkårlighed.

Forsvaret for den politiske pluralisme afhænger med andre ord ikke af omstændighederne, men er en essentiel betingelse for det socialistiske demokrati. Det er den konklusion, Trotskij drager af erfaringen i Revolutionen forrådt: »Det er sandt, at klasserne er heterogene, splittede af indre modsætninger, og kun når frem til fælles mål gennem kampe mellem tendenser, grupperinger og partier.« Det betyder, at den kollektive vilje kun kan udtrykke sig gennem en fri valgproces, uanset hvilke institutionelle former den antager, og i en kombination af direkte deltagerdemokrati og repræsentativt demokrati. […]

Nyere tids erfaringer, fra Polen i 1980-81 og Nicaragua i 1984, har sat muligheden for et tokammersystem på dagsordenen, hvor det ene kammer vælges direkte ved almindelig stemmeret, og det andet direkte repræsenterer arbejderne, landmændene og de forskellige organiseringer af folkemagten. Dette svar (som i flernationale stater kan indbefatte et kammer for nationaliteterne) giver en teoretisk ramme for såvel kravet om almindelige valg som hensynet til det mest direkte folkelige demokrati. Det gør det muligt at undgå dekreternes sammenblanding af det reelle samfund og den statslige sfære, sådan at staten gradvist kan dø bort, efterhånden som selvforvaltningen udfoldes, udbredes og generaliseres. […]

Man kan retrospektivt diskutere følgerne af, at bolsjevikkerne opløste den grundlovgivende forsamling, hvor repræsentativ denne forsamling henholdsvis sovjetkongressen var i slutningen af 1917, og om det ikke ville have været bedre at bevare to sideløbende former for repræsentation (en slags forlænget dobbeltmagt). Man kan også spørge sig, om man ikke skulle have organiseret frie valg straks efter borgerkrigens ophør og taget risikoen for, at de Hvide efter deres militære nederlag kunne udnytte krigens ødelæggelser og det internationale pres til at få overtaget.

Hver enkelt situation afhænger af de specifikke styrkeforhold, nationalt og internationalt. Til gengæld bekræfter enhver historisk erfaring den advarsel, som Rosa Luxembourg udsendte allerede i 1918:

»Uden almindelige valg, uden ubegrænset trykke- og forsamlingsfrihed, uden en fri meningsbrydning, sygner livet hen i alle offentlige institutioner, det stagnerer, og bureaukratiet bliver tilbage som det eneste aktive element.« (»Den russiske revolution«). Det bredest mulige demokrati er på én og samme tid et spørgsmål om frihed og en betingelse for økonomisk effektivitet: Kun det kan åbne vejen for en selvforvaltnings-planlægning, der er markedsmekanismerne overlegen.

Uddrag af pjecen »Communisme et stalinisme. Une réponse au Livre noir du communisme.« Oversat af Finn Kjeller 

Opslået i Den sorte bog om "kommunismen", Historie

single.php