Artikel fra Socialistisk Information.


Socialistisk Information nr. 139, februar 2000

 

 

Bøsser og lesbiskes frigørelse

Fjerde Internationale – en sammenslutning af revolutionære partier i mere end 50 lande, som Socialistisk Arbejderparti er tilsluttet – har sat bøsser og lesbiskes frigørelse på dagsordenen til sin næste verdenskongres i 2001. Dermed ønsker Fjerde Internationale at tage endnu et skridt fremad i retning af fornyelse og udvikling af sit grundlag på et område, som ikke tidligere har været genstand for programmatisk afklaring.

Teksten på de følgende sider er en redigeret og forkortet udgave af et oplæg, som danner grundlag for debatten.

Siden slutningen af 1960’erne har bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle i stadig større antal organiseret sig i græsrodsbevægelser, som i dag har bredt sig til alle kontinenter. Sammenlignet med andre sociale bevægelser har disse bevægelser også, i løbet af de seneste årtier, vist sig at være mere levedygtige, og i en række lande er det lykkedes at få gennemført betydelige reformer. Nye bevægelser er opstået i mange asiatiske, afrikanske og østeuropæiske lande, og i de største latinamerikanske lande har de fået et comeback efter en række tilbageslag. I Europa, Nordamerika og Australien har deres bevægelser gang på gang demonstreret en evne til at mobilisere til massedemonstrationer.

Men der er stadig lang vej. Der er store forskelle fra land til land, men ingen steder i den kapitalistiske verden er der i dag en fuldstændig lighed eller frihed for lesbiske, bøsser, bi- eller transseksuelle (dvs. personer, hvis køns-identitet er forskellig fra deres biologiske køn).

Den heteroseksuelle familieinstitution

Heteroseksualitet er rodfæstet i den for kapitalismen karakteristiske familieinstitution. Familien er den "primære socioøkonomiske institution til at videreføre samfundets klassedeling fra en generation til den næste", for at citere resolutionen om kvindefrigørelse, som Fjerde Internationale vedtog i 1979.

Denne heteroseksuelle familieform under kapitalismen forudsætter og reproducerer en heteroseksuel norm, som er undertrykkende for alle, der afviger fra den. For millioner af mennesker over hele verden – især, men ikke kun i de afhængige lande – kan erotik med det samme køn kun praktiseres som kortvarige sidespring i forhold til deres heteroseksuelle familieliv, ofte i skjul for forældrene, som de stadig bor hos, eller for ægtefællen af det andet køn.

Millioner af kvinder oplever, at de er nødt til at gifte sig for at overleve pga. deres ekstremt begrænsede sociale muligheder. Tusinder af transseksuelle personer, som ikke vil eller kan passe ind i samfundets anerkendte familiestruktur, som ikke kan eller vil leve som "rigtige mænd" eller "rigtige kvinder", er hensat til de yderste afkroge af arbejdsmarkedet og samfundslivet. Ofte må de ernære sig ved sex-arbejde eller anden nedværdigende beskæftigelse, ligesom de er ofre for almindelig foragt og endog voldelige angreb.

Velstand og seksuel frigørelse

Klækkelige indkomststigninger og udviklingen af velfærdsstaten har betydet, at arbejdende mennesker i det 20. århundrede i større stil har fået mulighed for at leve uafhængigt af deres familier, uden at skulle gifte sig og stifte ny familie. Øget velfærd har gjort det muligt at etablere faste parforhold med personer af samme køn, som først og fremmest bygger på følelsesmsæssig og seksuel tiltrækning, og at tilslutte sig åbne miljøer for bøsser og lesbiske. Samtidig er det heteroseksuelle ægteskab i større grad blevet baseret på seksuel tiltrækning og romantisk kærlighed, selv om der stadig eksisterer et kraftigt materielt pres for at indgå ægteskab, og selv om arrangerede ægteskaber fortsat er normen i mange lande. Konsekvensen er, at befolkningen i stigende grad er delt mellem dem, der vælger at danne heteroseksuelle familier på grundlag af seksuelle ønsker, og dem, der vælger – og har mulighed for – at leve et bøsse- eller lesbisk liv.

Bøsse- og lesbiske bevægelser har især koncentreret sig om at bekæmpe bestemte love og regler, som undertrykker sex mellem personer af samme køn. Fra slutningen af 1960’erne har bevægelses-aktivister også slået til lyd for et mere vidtgående perspektiv, der rækker ud over kampen for konkrete rettigheder og sigter mod en fuldstændig frigørelse for bøsser og lesbiske, som indebærer en afskaffelse af selve den heteroseksuelle familieinstitution. Efterhånden som de sociale bevægelser generelt er blevet mindre radikale, er dette perspektiv imidlertid blevet mindre fremtrædende.

Socialistisk perspektiv

Fjerde Internationale er af den opfattelse, at fuldstændig ligestilling og frihed for både kvinder og bøsser/lesbiske forudsætter en socialisering af funktionerne i den heteroseksuelle familie, hvilket kun kan opnås endeligt med afskaffelsen af det kapitalistiske system. Vi støtter bøsser og lesbiskes rettigheder her og nu, men samtidig forsøger vi at bygge en bro mellem de aktuelle krav og det endelige mål for bøssers og lesbiskes frigørelse, som efter vores opfattelse er knyttet til målsætningen om en socialistisk revolution.

I konkretiseringen af vores vision om et socialistisk samfund må vi indarbejde forestillingen om, hvordan bøsser og lesbiskes frigørelse kan realiseres. Når vi bekæmper de undertrykkende, begrænsende forestillinger om maskulinitet, femininitet og seksualitet, arbejder vi for et samfund, hvor kønnet ikke længere er en afgørende faktor for organiseringen af det sociale liv, og hvor begreberne "heteroseksualitet" og "homoseksualitet" ikke vil have nogen juridisk eller økonomisk betydning.

Vi arbejder for en socialisering af de forskellige funktioner, der i dag opfyldes af familien: kollektivt, fælles ansvar for børnepasning; økonomiske betingelser, som ikke tvinger folk væk fra deres lokalsamfund; forskellige former for husholdning og samarbejde i lokalsamfundene; og forskellige former for venskab, solidaritet og seksuelle relationer.

Den nationale befrielse

I den tredje verden har den heteroseksuelle norm i mange lande et særlig ekstremt udtryk. Ofte bliver undertrykkende love og sædvaner forsvaret med religiøse argumenter (det gælder også i de imperialistiske lande), uanset om religionen hedder kristendom, islam eller hinduisme. Det kommer bl.a. til udtryk gennem religiøs lovgivning om familie- og privatliv i lande, hvor man ikke har opnået en adskillelse af religion og stat.

Ofte argumenterer den religiøse højrefløj og fundamentalister med, at den moralkodeks, de forsvarer, er en del af en grundlæggende samfundstradition. Men i virkeligheden har meget af den reaktionære praksis mod kvinder og seksuelle "afvigelser", ikke sådanne rødder, men er en helt igennem moderne opfindelse, som er dybt reaktionær.

Underudvikling og fattigdom forstærker afhængigheden af de traditionelle familiestrukturer, især på landet. Derfor kan organisering af bøsser og lesbiske under disse forhold blive en betydningsfuld del af et samlet projekt for national befrielse, som nødvendigvis må indebære et angreb på de nationale og religiøse magtstrukturer, såvel som imperialismen. En åben bøsse/lesbisk-deltagelse i demokratiske masse-opstande i en række lande i Latinamerika, det sydlige Afrika og Sydøstasien har vist, hvordan bøsse/lesbisk frigørelse og national befrielse kan gå hånd i hånd.

Sociale nedskæringer

Sociale nedskæringer, øget arbejdsløshed og faldende eller stagnerende realindkomst underminerer de grundlæggende forudsætninger for, at bøsser og lesbiske kan leve anstændigt uden for heteroseksuelle familier og opbygge deres egne miljøer. Især i den tredje verden, hvor bøsser og lesbiske først for nylig har etableret miljøer, har konsekvenserne været alvorlige. I særdeleshed har dette været tydeligt i Latinamerika siden 1982 og i Sydøst- og Østasien siden 1997.

I de lande, hvor bøsse/lesbiske-bevægelser eksisterer, bør disse åbent tage del i kampen mod den kapitalistiske nedskæringspolitik, og i denne kamp er det under alle omstændigheder vigtigt at indarbejde de særlige krav, som bøsser og lesbiske rejser for deres specifikke interesser.

Det slås vi for

I det følgende skitseres nogle af de vigtigste arbejdsområder og vores forslag til de krav, der bør mobiliseres for.

  1. Mod fysiske overgreb

    Mange bøsser og lesbiske har været skydeskive for trusler og fysiske overgreb fra højrefløjsgrupper, som har været på fremmarch siden midten af 1970’erne. Især i USA har kræfter på den yderste højrefløj og militante religiøse organisationer, med stærke finansielle bagmænd, udviklet en seksualpolitisk dagsorden vendt mod kvinder og bøsse/lesbiske miljøer.

    Bøsser og lesbiskes bevægelser må tilstræbe en alliance med andre samfundsgrupper, som angribes af den yderste højrefløj, såsom indvandrere, unge, farvede, jøder og den politiske venstrefløj, for mere effektivt at kunne bekæmpe den fælles fjende – den religiøse højrefløj og fascismen.

    Især i de lande, hvor bøsser og lesbiske er hårdt undertrykt, kan det være en god begyndelse at knytte kontakter til menneskerettigheds-organisationer og rejse bøsser og lesbiskes krav inden for disse. I betragtning af den undertrykkelse, bøsser og lesbiske udsættes for i mange lande, støtter vi retten til asyl for bøsser og lesbiske fra lande, hvor de er forfulgt, truet eller ikke kan leve pga. deres seksuelle orientering.

  2. Mod kriminalisering

    I mange lande er homoseksualitet stadig forbudt ved lov. I Mellemøsten, Afrika og Asien er lande, som ikke har et sådant forbud, snarere undtagelsen end reglen. Adskillige stater i USA har forbud mod anal- og oralsex. Mange andre lande, bl.a. i Latinamerika og Europa, forbyder ikke direkte homoseksualitet, men anvender begreber som "offentlig skandale" til at fængsle folk, eller har love mod "fremme af homoseksualitet" eller "annoncering efter homoseksuel kontakt".

    Vi støtter afskaffelsen af alle disse love mod bøsser og lesbiske og den diskriminerende politipraksis, der følger med.

    Selv når det første slag for legalisering af homoseksualitet er vundet, er det ofte nødvendigt at bekæmpe andre diskriminerende love. I mange lande er der f.eks. særlige love, der "beskytter" mindreårige mod homoseksualitet. I Østrig, Storbritannien og Irland er den seksuelle lavalder stadig højere, når det gælder sex mellem personer af samme køn. Vi støtter kravet om, at den seksuelle lavalder er den samme som for hetero-sex.

    En sejr på det lovmæssige område vil give bøsser og lesbiske en større selvbevidsthed med deraf følgende større åbenhed om seksuelle spørgsmål, f.eks. på arbejdspladsen. På sigt kan dette få stor betydning mht. at ændre almindelige fordomme og opfattelsen af diskrimination af bøsser og lesbiske på forskellige områder.

  3. Anerkendt partnerskab

    Kravet om juridisk anerkendelse af parforhold mellem personer af samme køn står centralt i mange lande. Her er vores udgangspunkt, at der skal gælde de samme rettigheder – for kvinder og mænd, for gifte som ugifte, for bøsser og lesbiske som for heteroseksuelle. Ofte opnår man en række fordele ved at indgå ægteskab, og nogle af disse rettigheder tilfalder udelukkende eller først og fremmest manden. F.eks. går vi ind for, at enlige kvinder og mænd – uanset deres seksuelle orientering eller ægeskabelige status – skal have ret til at adoptere børn eller få samkvemsret med børn. På samme måde er vi imod skattelove, som favoriserer folk, der er gift eller etablerede i langvarige seksuelle parforhold.

    Vi bekæmper altså de love og regler, der favoriserer ægtefolk, men samtidig anerkender vi, at kravet om partnerskabs-rettigheder og i nogle tilfælde retten til at blive gift er et krav, der mobiliserer mange bøsser og lesbiske. Derfor støtter vi fuldt ud retten til at indgå ægteskab mellem personer af samme køn.

  4. Arbejdsplads og fagforening
    I dag har bøsser og lesbiske sikret sig en plads på dagsordenen i de mest progressive fagforeninger. Kravene har især ligget på to områder: at få fagbevægelsen til at anerkende bøsser og lesbiskes rettigheder på arbejdspladsen; og at give bøsser og lesbiske fagforeningsmedlemmer ret til at danne deres egne strukturer inden for fagbevægelsen. Succes på det sidstnævnte område har ofte været nødvendig, før der sker virkelige fremskridt på det første. Ofte er man gået i samarbejde med andre arbejdere, hvis interesser traditionelt er blevet ignoreret af den reformistiske ledelse i fagbevægelsen: kvinder, handicappede og etniske mindretal.

    Den faglige kamp har en særlig vigtig betydning set med revolutionære briller, fordi den anfægter opdelingen mellem "økonomiske og politiske spørgsmål", og fordi den kan "bidrage til, at arbejderklassen tænker i bredere sociale rammer" (1979-resolutionen).

    De specifikke krav for faglige rettigheder vil være forskellige fra land til land, men nogle af de mest udbredte vil formentlig være disse:

  • Beskyttelse mod diskriminerende ansættelsesprocedurer, forfremmelse m.v.
  • Beskyttelse mod chikane fra ledelsen eller arbejdskammerater pga. seksuel observans.
  • Samme ret som heteroseksuelle f.eks. mht. børneorlov og fordele for partneren (i transsektoren f.eks. rabat på rejser).
  • Samme ret til pension og forsikring.
  • Anerkendelse af forældreforpligtelser.

Anerkendelse af bøsser og lesbiskes ret til at danne deres egne strukturer er ikke – som modargumentet ofte lyder – en splittelse eller svækkelse af fagbevægelsen. Tværtimod er det udelukkelsen og marginaliseringen af denne gruppe af arbejdere, som skaber splittelse. Anerkendte, selvorganiserede strukturer er et vigtigt redskab til at integrere alle medlemmer i det faglige arbejde. Men samtidig er det vigtigt, at kravene fra bøsser og lesbiske bliver et anliggende for hele fagforeningen. Dette forudsætter et langvarigt og stædigt arbejde for at få ændret den dominerende kultur i mange fagforeninger og vil som oftest kun lykkes, hvis man opbygger et stærkt samarbejde med andre arbejdergrupper.

  1. Ungdommen
    Unges seksualitet er ikke længere et tabu som tidligere. Selv tilbageslaget pga. AIDS og fremkomsten af en ny moralisme har ikke kunnet vende denne tendens. Men unges seksualitet er stadig undertrykt både hjemme og i uddannelsessystsmet. Det gælder især for unge kvinder og unge bøsser og lesbiske..

    Selv om ungdommen i dag ofte er mindre fordomsfuld end i tidligere generationer, er det stadig en smertefuld proces for mange unge at "springe ud" selv i angiveligt tolerante kulturer.

    Mere information og mere selvstændighed er afgørende for unges seksuelle frigørelse, bevidsthed og frie valg. Det kan også hjælpe unge bøsser og lesbiske til at finde deres seksuelle identitet og den livsstil, der passer dem bedst. Det kan også give den nødvendige ballast til at modstå et pres for at tilpasse sig den dominerende livsstil blandt bøsser og lesbiske.

    Derfor kræver vi en seksualundervisning i skolerne, som på lige fod præsenterer muligheden for sex med samme køn, og som betoner nydelsen og forskelligheden. I stedet for sociale nedskæringer, som gør de unge mere afhængige af deres forældre, må vi kræve forbedrede økonomiske muligheder for ungdommen, og der må være adgang til gratis prævention.
     

  2. AIDS
    Siden AIDS første gang blev registreret blandt bøsser i USA i 1981, har forbindelsen mellem AIDS og homoseksualitet ført til en verdensomspændende brændemærkning af sex mellem mænd og igen stemplet homoseksualitet som "sygelig". Men i mange lande har den nødvendige kamp mod HIV også givet bøsse-organisationer større råderum og flere ressourcer og har ført til en mere åben diskussion om seksualitet.

    AIDS er nu den fjerdestørste dødsårsag i verden. En global kamp mod AIDS kræver, at der sker en kobling mellem en lang række krav og initiativer:

  • Mod brændemærkning, diskriminering og isolering.
  • Mod racisme og imperialisme.
  • For demokratiske rettigheder og retten for undertrykte grupper til at organisere sig uafhængigt.
  • Mod religiøs kontrol over censur, uddannelse, velfærds- og sundhedsydelser.
  • Nej til "narkokrig".
  • For effektiv og gratis sundhedspleje.
  • Mod de internationale medicinalfirmaers superprofitter.
  1. En fri sex-kultur
    Mange diskussioner i bevægelserne, bl.a. om registreret partnerskab og ægteskab, åbner mulighed for at rejse spørgsmålet om en fuldstændig frigørelse. Sammen vil vi kunne arbejde for at underminere opfattelserne af heteroseksualitetens "naturlighed", anfægte kønsroller og stille spørgsmålstegn ved, om myndighed over børn og arverettigheder i den grad skal bygge på et biologisk fadderskab.

    Som socialister må vores kamp mod seksuel undertrykkkelse også være en kamp for at ændre den rolle, seksualiteten spiller i vores kultur, og at kæmpe for en mere fri og mere bevidst seksualitet. Vores grundlægende udgangspunkt er, at vores definitioner af sex og seksualitet og opfattelsen af kønsroller og identiteten som lesbiske, bøsser, biseksuelle og heteroseksuelle i grunden er socialt, historisk-kulturelt og nogle gange endog politisk betingede.

    En ny, ikke-undertrykkende seksualitet vil kun kunne opstå gennem en lang proces med åben debat og eksperimenteren, hvor vi i dag kun har få retningslinjer eller holdepunkter for de fremtidige resultater. Der er ingen bedrevidende avantgarde eller mindretal, som kan gøre krav på at kende den "korrekte", "feministiske" seksualitet, og vi må afvise ethvert forsøg på at påtvinge en "korrekt" seksuel linje, hvad enten det er fra religiøse højrefløjsgrupper eller forskellige feministiske strømninger.

    Revolutionære marxister må i stedet slå til lyd for en seksuel frigørelse, der er kritisk, men demokratisk, deltagende og tolerant over for forskelligheden af seksuelle ønsker.
     

Bevægelsesarbejde og kampmetoder

I modsætning til en taktik, der lægger vægten på lobbyisme og pressionsgrupper, går vi ind for metoder, som aktivt mobiliserer så mange bøsser og lesbiske som muligt, ligesom det gælder om at vinde så bred en støtte som muligt fra arbejder- og kvindebevægelsen. Som på andre områder er vi også i dette arbejde indædte modstandere af ideologier, ledere og organisationer, der gør os til passive tilskuere.

Ofte støder vi på forskellige indvendinger og protester fra andre strømninger, når vi fremfører vores forslag og synspunkter. Vi må svare igen på alle de argumenter, vi er grundlæggende uenige i:

  • At vi ikke må være for højrøstede eller radikale for ikke at skræmme det heteroseksuelle flertal eller sympatisører blandt liberale, socialdemokrater eller populister bort.
  • At vi skal afholde os fra deltagelse i brede kampagner for delkrav.
  • At "livsstils"-spørgsmål er en afledning fra de centrale økonomiske og politiske spørgsmål.
  • At vi allerede – i de imperialistiske lande – er "næsten ligestillede" og derfor ikke har behov for større mobiliseringer.
  • At vi ikke skal gå efter alliancer med arbejderbevægelsen eller andre selvorganiserede grupper
  • At bøsser og lesbiske udgør et permanent mindretal – en opfattelse, som er fejlagtig, fordi den ikke anerkender den universelle, menneskelige betydning af bøsser og lesbiskes frigørelse
  • At vi kun skal organisere os som individuelle borgere, som seksuelle rebeller eller som abstrakte mennesker – som er forkert, fordi denne forståelse ikke anerkender den betydning, de sociale miljøer har for bøsser og lesbiske i deres daglige overlevelse og som basis for at organisere sig.


Fjerde Internationales egne normer og offentlige profil

Uanset om der eksisterer en selvstændig bevægelse for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle i det pågældende land, må Fjerde Internationales sektioner støtte kampen for seksuel frigørelse. Men dette indebærer også krav til sektionernes egne medlemmer og den måde, partiets interne liv fungerer på, såvel som dets offentlige fremtræden.

Vi arbejder på at opbygge organisationer, hvor sprogbrug, vittigheder, personlig vold og anden opførsel, som afspejler chauvinistisk hykleri, ikke tolereres.

Det har især været i ungdomsorganisationerne, at Fjerde Internationale har taget spørgsmålet op. Især er det sket på de internationale ungdomslejre, hvor spørgsmålet har været på dagsordenen siden begyndelsen af 1980’erne og siden 1989 med en bøsse/lesbisk-plads på lejrene. Det har givet mulighed for, at unge kammerater fra de forskellige organisationer har kunnet mødes og få politisk og social inspiration fra hinanden.

Kampagner mod seksuel undertrykkelse af unge må være et centralt punkt i ungdomsorganisationernes arbejde. Samtidig med at vi kræver af staten, at den opfylder sine forpligtelser mht. seksualundervisning og sundhedsvæsen, må organisationerne selv være med til at skole medlemmerne om prævention, seksuelle valgmuligheder, kønsroller, mandschauvinisme og homofobi. Ved partiarrangementer, hvor AIDS og andre seksuelt overførte sygdomme udgør en risiko, har vi et ansvar for at sikre, at kondomer og oplysning er tilgængelig.

Bøsser og lesbiske må have mulighed for at danne deres egne diskussions-strukturer, når de ønsker det, men spørgsmålet om bøsser og lesbiskes frigørelse må også integreres i hele organisationens politiske dagsorden. Alle medlemmer bør skoles i bøsse/lesbisk frigørelse på vores lokale, nationale og internationale skolingskurser. Ligeledes må organisationens presse dække og kommentere aktiviteter i bøsser og lesbiskes bevægelser, og spørgsmålet må have en plads i sektionernes offentlige udtalelser og medlemmernes daglige arbejde.

Bøsser og lesbiske i revolutionære organisationer kan have svært ved at føle sig integreret både i vores organisationer og i bøsse/lesbisk-bevægelsen. Ofte ser man en tendens til, at disse medlemmer adskiller deres politiske og sociale liv, og der er ikke altid forståelse i vores organisationer for, at bøsser og lesbiskes aktivisme antager denne form. På den anden side betyder det at være revolutionær aktivist ofte, at folk heller ikke føler sig hjemme i bøsser og lesbiskes bevægelser.

En af de bedste måder til at dæmme op for denne "risiko for personlig opsplitning" og til at fastholde bøsser og lesbiske i Fjerde Internationales rækker vil være at skabe forbindelser mellem bøsser og lesbiske fra forskellige partiafdelinger og mellem sektionerne og i det hele taget at opmuntre til bøsse/lesbiske aktiviteter, diskussioner og sociale sammenkomster inden for vores bevægelse.

 

Opslået i Uncategorized

single.php