Præsident Maduro og hans selvudnævnte udfordrer kan ikke gå et skridt, lave en udtalelse eller slå en bøvs, uden det bliver rapporteret i medierne. Befolkningens hverdag er derimod stærkt underrapporteret og i det omfang det sker, er det høj grad med baggrund i ideologiske antagelser og ønsketænkning.

 

Foto copyright: Photothèque Rouge/Sébastien Ville

 

Det kan være svært at danne sig et reelt billede. Heldigvis har det australske avis Green Left Weekly/Links og websitet Venezuelanlysis.com korrespondenter, der kan give et mere nuanceret billede. Vi har tilladt os at klippe lidt i rapporter fra de seneste uger.

 

Venezuelas befolkning kæmper for at få enderne til at mødes

Det Venezuela, som vakte håb i andre latinamerikanske lande og inspirerede venstreorienterede andre steder i verden, eksisterer ikke mere. Kontrasten er slående mellem de fremskridt, der er sket i de sidste 20 år, og den nylige og hurtige erodering af disse på grund af den dybe økonomiske krise, skriver Federico Fuentes i en reportage fra den 22. marts:

 

Omfordelingen af rigdomme under boom-årene, mens Chavez regerede, betød, at de fattigste sektorer kunne få adgang til basisvarer, mærkevarer og lokalt produceret elektronik, som altid havde været uden for rækkevidde. Det begyndte at ændre sig efter Chavez’ død. Optrapningen af den økonomiske krig mod Maduro-regeringen betød, at der blev mangel på visse varer.

 

I dag er det igen nemt at finde disse varer – og de er relativt billige målt i US-dollars, som Economist har bemærket for nylig og udnævnt Caracas til verdens billigste by. Men hyperinflationen har medført, at arbejdernes lønninger har mistet købekraften og gjort de fleste af disse ting ikke spor billige for flertallet, som er aflønnet i bolivars, den lokale valuta.

 

Venezuelas nuværende mindsteløn – den laveste i regionen – er på under 6 dollar om måneden eller nok til at købe et æg om dagen. Endog faglærte arbejdere – som der er mange af på grund af den omfattende vækst i adgangen til erhvervs- og videregående uddannelser under Chavez og Maduro – tjener måske så lidt som 10 -20 dollar om måneden.

 

Teknologiske virksomheder, som har startet produktion op trods den nuværende økonomiske krise, har udnyttet denne kombination af en højtuddannet, men lavtlønnet arbejdsstyrke.

 

At støve de billigste varer op med galoperende prisstigninger er en daglig udfordring, som kun er blevet mere kompleks på grund af de politiske begivenheder. Efter den venezuelanske grænse blev lukket i slutningen af februar, faldt priserne på en række varer, som tidligere var endt over grænsen for at blive solgt til højere priser. Priserne skød atter op igen under strømsvigtet, da fødevarer i køleskabe blev uspiselige på grund af manglende køling.

 

Det bliver sværere og sværere at købe varer og tjenesteydelser med bolivares. Længere busture, som sædvanligvis skal betales kontant, kræver en hel stak sedler. Der er mangel på pengesedler, og bankerne begrænser, hvor stort beløb der må hæves per dag til under 1 dollar. Det er ikke usædvanligt at finde prostituerede, som har fluesmækkere og kreditkortsterminaler, og mange modtager gladeligt dollar for at løse dette problem. I grænsestater som Apure – og endog Barinas, adskillige timer fra grænsen – accepterer eller foretrækker gadesælgerne colombianske pesos, da værdien af bolivares forringes dagligt.

 

Revolutionens fremskridt

For venezuelanere, især den fattigste del af befolkningen, har dette bevirket et voldsom skifte i forbrugsvaner. I stedet for mærkevarer og almindelige dagligvarer, som mange var vant til for nogle få år siden, er de nu nødt til at nøjes med, hvad de kan få fat i. At klare den nuværende krise kræver, at tingene gribes an på ny måder for at få pengene til at slå til.

 

Mange venezuelanere har haft glæde af revolutionens stadige fremskridt. Bygningen af 1 million huse til de fattige betyder, til trods for krisen, at hjemløse i Caracas er langt mindre synlige end i andre sydamerikanske hovedstæder. Tilsvarende er prisen for helt almindelig service den laveste i regionen.

 

Sammenlignet med resten af regionen har Venezuela den billigste elektricitet, den største andel som er tilsluttet og det højeste forbrug pr indbygger. Det ligger over mere industrialiserede lande som Brasilien. Den slags detaljer blev stort set overset af medierne under det nylige strømsvigt.

 

Venezuelanere har været i stand til at afbøde virkningen af krisen gennem de lokale komiteer for forsyning og produktion eller CLAP. Disse komiteer distribuerer kasser til lokale familier. De indeholder fødevarer importeret af regeringen. 6 millioner CLAP-pakkerne bliver distribueret hver 14. dag til ca. 60 procent af Venezuelas husstande. Pakkerne indeholder 18 kilo ris, bønner, pasta, madolie mv. Det koster omkring 1 krone. (1)

 

Regeringen udbetaler også jævnligt engangsbonus til befolkningen. De falder gerne på et tørt sted. Der er mange eksempler på, at lokalsamfund, uafhængigt af regeringen, har forsøgt at organisere sig til enten at producere lokalt eller at forbinde sig med andre lokalsamfund på landet for at få mad til dem, der har mest brug for det.

 

En anden måde at overleve på, som er meget udbredt, er illegal økonomisk aktivitet, såsom at videresælge CLAP-pakkerne på det sorte marked eller på den colombianske side af grænsen.

 

Mængden af smuglervarer er så stor, at venezuelansk olie, der illegalt krydser grænsen, ikke kun dækker det østlige Colombias efterspørgsel, men bliver købt og raffineret af Colombias statslige olieselskab med henblik på eksport. Den trafik er blevet hæmmet af lukningen af grænsen og det store opbud af militær og militser. Det har kastet grænseregionen ud i en økonomisk og social krise – især på den colombianske side.

 

Andre forsøger at klare krisen ved at sende familiemedlemmer til udlandet for at få dem til at sende penge hjem. Andre igen har simpelthen besluttet at emigrere og fører kompetencer og færdigheder ud af landet.

 

Hvem har så skyld for krisen? Svaret kommer an på, hvem du spørger.

 

For oppositionen er årsagen den ”korrupte, narkorelaterede, castro-chavistiske diktatur” med en illegitim præsident i spidsen. For regeringens støtter ligger skylden hos USA- imperialismen og dens lakajer i den højreorienterede opposition, som har brugt sanktioner, sabotage og økonomisk krig i deres forsøg på at bringe Maduro til fald. Atter andre er mindre bekymrede om, hvem der har skylden, og mere over den totale mangel på forslag og løsninger, der fremkommer fra begge sider.

 

Sanktioner

Det er umuligt at benægte, at sanktioner og økonomisk krig har haft dramatiske konsekvenser. Ifølge det latinamerikanske Geopolitical Strategic Center (CELAG) har de direkte og indirekte skader fra økonomiske aktioner rettet mod Venezuela kostet økonomien omkring 350 mia. dollar fra 2013- 2017. Siden da er sanktionerne blevet skærpet og skærpet.

 

Sanktionerne – sammen med det nylige kupforsøg og truslen om militær intervention – har forsynet det korrupte bureaukrati i regeringen et perfekt dække for at fremme deres dagsorden. Med henvisning til ”nødforanstaltninger” og nødvendigheden af at kontrollere fordelingen af ressourcer har regeringsrepræsentanter søgt at undgå kontrol af, hvordan bevillinger bliver brugt, ligesom man har forsøgt at erstatte lokale græsrodsorganiseringer med initiativer kontrolleret af repræsentanter fra det regerende Venezuelas Forenede Socialistiske parti (PSUV).

 

Kombinationen af indre ustabilitet og udenlandsk indgriben har skabt et klima, hvor lokalsamfundene er tilbageholdende med at rejse legitime krav og protestere, til trods for deres kritik af regeringen. De ønsker ikke at blive brugt i oppositionens kupforsøg. Sikkerhedsstyrker har også brugt dette klima til at retfærdiggøre undertrykkelse rettet mod ikke-politiske protester.

 

Strømafbrydelser

Venezuela har været ramt af adskillige strømsvigt i marts måned, som har ramt det mest af landet. Det er et resultat af, hvad myndighederne (note 1) har fordømt som gentagne cyberangreb, fysisk og elektromagnetiske angreb mod elektriske anlæg og landets vigtigste elektriske turbine, Guri Dam i den østlige delstat Bolivar. Det har ramt pumpesystemer til drikkevand, som anvender en hel del elektricitet.

 

Der udbrød adskillige protester den 31. marts og andre steder, som fik lokale myndigheder til at sende tankvogne med vand til boligkvartererne, som ikke havde haft vand i længere perioder. Flere kvarterer i Caracas, herunder Catia, El Valle, San Juan og Cotiza, oplevede protester på grund af manglen på vand og strøm, i nogle tilfælde spærrede man veje med barrikader eller brændende bildæk.

 

Mens sikkerhedsstyrker i nogle tilfælde blot iagttog protesterne på afstand, blev der i andre tilfælde tilkaldt armerede politivogne, og tåregas blev anvendt. Ankomsten af vandtanke fra de lokale myndigheder dæmpede gemytterne i nogle tilfælde. Der var voldelige sammenstød på Avenida Fuerzas Armadas i Caracas, efter at maskerede regeringsfjendtlige aktivister barrikaderede gaden og angiveligt angreb beboere, som hentede vand fra en lastbil. Regeringstilhængere, de såkaldte motoriserede colectivos, greb ind og fordrev aktivisterne.

 

Voldelige sammenstød forekom også på Avenida San Martin i det sydvestlige Caracas den 1. april, hvor der blev sat ild til adskillige køretøjer. Der var også protester i andre delstater, blandt andet Carabobo, Lara, Anzoategui og Zulia, hvor der blev rejst barrikader på gader og motorveje, og hvor myndighederne svarene igen med tåregas.

 

Myndighederne har arbejdet ihærdigt med at stabilisere vandforsyningen og reorganisere el-systemet. Maduro har omdannet regeringen for at tackle problemerne. Han afsatte elektricitets-ministeren og indsatte Igor Gavidia, som bliver lanceret som en, der har omfattende viden og erfaring indenfor Venezuelas elektricitets sektor, idet han er steget gennem graderne i den statsejede elselskab CORPOELECT.

 

Venezuelas elektricitetsnet har været plaget af underinvesteringer og manglende vedligeholdelse og emigration af kvalificerede ansatte, mens sanktionerne i almindelighed også har skabt udfordringer. Ifølge Winton Cabas, formand for sammenslutningen af elektroingeniører og mekaniker, har omkring 25.000 ansatte forladt landet siden 2015. Det er imidlertid ikke blevet bekræftet af uafhængige kilder.

 

Andre eksperter, som for eksempel Torino Capitals cheføkonom Francisco Rodriguez, har påpeget den rolle, som USA’s tidlige og nuværende sanktioner har haft på elektricitetssystemet, herunder afskæringen fra kreditmuligheder og afskæring af import af dieselolie, som er nødvendig for at drive de termo-elektriske kraftværker. En stor anti-imperialistisk stjernedemonstration fandt sted den 30. marts med fire udgangspunkter og endte på Plaza O’Leary. Formålet med demoen var, at vise solidaritet med de ansatte i CORPOELECT.

 

Note: Her er regeringens fremstilling:

 

 

Opslået i Facebook, Venezuela

single.php