Bilag til debatoplæg omovergangen fra USSR til Rusland, stalinismens fald og de generelle konsekvenser.

1. Uanset hvilke begreber, der i vores bevægelse er blevet anvendt for at beskrive de specifikke produktionsforhold – og uanset hvilken analyse der i dag må foretages af regimerne i Cuba, Vietnam, Nordkorea og Kina, som stadig kalder sig »kommunistiske« – må vi drage nogle konklusioner på baggrund af det, der har angivet vores fælles politiske identitet (og forskellen på vores strømning og andre, der har refereret til trotskismen).

Selv når vi har været uenige om, hvordan man skal karakterisere denne type samfund socioøkonomisk og begrebsmæssigt (statskapitalisme, nyt klassesamfund eller overgangssamfund under en bureaukratisk degenereret eller deformeret arbejderstat), har uenighederne om begreber kunnet rummes inden for én og samme organisation. Selv om der har været irritation og mistillid, har man kunnet undgå de »bandlysninger« og fornærmende karikaturer, som kendes fra strømninger, der gør semantiske diskussioner til klassekampe. Dette hænger også sammen med en mere grundlæggende konstatering:

Det politiske og det begrebsmæssige er til en vis grad uafhængige af hinanden. På trods af forskellige begrebsmæssige metoder, kunne vi enes om at forkaste alle former for politisk undertrykkelse af befolkningerne under etparti-regimerne:

– Vi støttede arbejderrådene i Polen og Ungarn, imod den sovjetiske intervention.

– Vi fordømte den sovjetiske intervention mod Prag-foråret.

– Vi støttede arbejderne organiseret i Solidarnosc imod enhver bureaukratisk repression.

– Vi fordømte Slobodan Milosevics repression i Kosovo og støttede kampen mod enhver etnisk udrensningspolitik.

– Vi fordømte undertrykkelsen af de kinesiske demonstranter på Tinanmen-pladsen.

– Vi har fordømt den sovjetiske såvel som den jugoslaviske hærs intervention mod republikker, der valgte uafhængighed – uanset vores vurdering af uafhængighedskræfternes socioøkonomiske dynamik.

– Vores forskellige analyser pegede på det programmatiske plan altid i retning af en anti-bureaukratisk opstand, en ny revolution, hvis mål måtte være at skabe et socialistisk demokrati.

2. Alternativet socialisme eller barbari blev udsat i nogle årtier. Men det er mere centralt end nogensinde i forhold til det uhyre sociale tilbageslag, som i dag gennemtvinges af »den kapitalistiske globalisering«. Samtidig kolliderer denne globalisering i det tidligere USSR og i Østeuropa med arven fra dybe samfundsforandringer, som gennem årtier udkrystalliserede nogle særlige produktionsforhold. Produktionsforhold, som på den ene side var fremmedgørende og på den anden side ikke-kapitalistiske, uden for markedskræfternes styring. Det udgør en forhindring, som står i skarp kontrast til det relativt ubesværede sammenbrud i etparti-regimet, og som gør det muligt at indkredse det særlige ved disse samfund:

– De var ikke kapitalistiske: Det var for det første ikke muligt at anvende penge til en kapitalistisk akkumulation eller at overføre den private eller statslige ejendom – der fandtes intet kapitalmarked, ingen aktieselskabsform, ingen mulighed for køb og salg af industrivirksomheder. Som følge heraf var priserne ikke retningsgivende for økonomien efter kriterier om mindst mulige omkostninger eller profitkriterier – i en del tilfælde var virksomhederne i øvrigt ikke engang regnskabsmæssigt selvstændige. Arbejderne – i hvis navn partistaten regerede – havde en generel social sikring imod de kapitalistiske markedsmekanismer. Det er netop disse ting, de liberalistiske forskrifter vil ændre på i dag.

– De var ikke socialistiske, de skabte en ny fremmedgørelse: Der var tale om specifikke systemer for udbytning og undertrykkelse af arbejderne under et bureaukrati, som herskede på deres vegne og på deres bekostning, og som ikke på samfundsplan lod dem træffe de store beslutninger vedrørende arbejdets organisering eller anvendelsen af dets resultater. Dette gælder også der, hvor der blev indført en ret til selvforvaltning – i Jugoslavien fra 1950’erne og i de fleste østeuropæiske lande (undtagen Rumænien og USSR) i den sidste fase af de markedsreformer, som det partistyret forsøgte sig med i løbet af 1980’erne.

Med andre ord betød de ikke-kapitalistiske produktionsforhold en potentiel kilde til øget produktivitet og effektivitet gennem fuld udfoldelse af menneskenes ansvarlighed og kunnen, men den blev aldrig udnyttet systematisk. Tværtimod blev den trampet ned, så snart den viste sig som en trussel mod statspartiets privilegier. Heri lå modsætningen og den dybe blindgyde i alle de reformer, der blev indført. Reformerne kunne eventuelt lægge større forvaltningsbeføjelser ud til direktører og virksomhedskollektiver, men samtidig blev det centrale magtmonopol fastholdt hos statspartiet, som beskyttede bureaukratiets privilegier.

3. Udtrykket »politisk revolution« som angivelse af et program har altid givet anledning til en uheldig tvetydighed – og dermed til mistro og skindiskussioner. For betegnelsen kunne fortolkes, som om den pågældende revolution kun havde »overbygningen« – det politiske – for øje og ingen konsekvenser for det sociale og økonomiske. Det ville være bedre at fjerne denne tvetydighed ved, sådan som vi ofte har gjort, at tale om en anti-bureaukratisk revolution. Dette ordvalg hænger i øvrigt udmærket sammen med vores tilgang til den revolutionære magtovertagelse som den første etape (den letteste) i en social og økonomisk forandringsproces (som led i en »permanent revolution«, der også hænger sammen med forandringer på verdensplan). Desuden var parret parti–stat ikke kun en del af »overbygningen« i et ikke-kapitalistisk samfund. Planlægningen kunne i sine statslige og produktivistiske midler fjerne sig fra de socialistiske mål – selv om basale behov på kort sigt blev bedre sikret end af kapitalismen.

4. Analysen af stalinismen som en »politisk« kontrarevolution var dækkende, når det gjaldt om at pege både på kontinuiteten (ingen genindførelse af kapitalismen, men tværtimod fortsat ekspropriation af borgerskabet) og på bruddet i forhold til Oktober-revolutionen. Samtidig gjorde analysen af bureaukratiets udkrystallisering det muligt at betone indførelsen af en samfundstype, som ikke var forudset af Marx – et ikke-socialistisk samfund med særlige produktions- og udbytningsforhold. Denne analyse adskiller sig altså, ligesom analyserne om »statskapitalisme« eller »nyt klassesamfund«, fra en overfladisk tilgang til stalinismen som »politisk misdannelse« eller blot personkult. Desuden kan ønsket om at lægge politisk afstand til det staliniserede USSR let få én til at nedtone indslagene af kontinuitet og understrege forandringens kontrarevolutionære aspekt.

5. Men selv om misdannelserne og farerne for bureaukratisk degenerering historisk blev fremmet af det staliniserede USSR’s internationale rolle, hvor det udspredte sin »model«, er de en »naturlig« kendsgerning i den post-kapitalistiske overgang. De hidrører ikke blot fra en kontrarevolution af stalinistisk art. Kernen i det socialistiske projekt er: Hvordan kan undertrykte klasser »fra intet blive alt«? Og dermed lægger det i sin natur op til en delegering af magt fra »de nederste« til »de kompetente«, både på politisk og socioøkonomisk plan. Her ligger der et stort problem for ethvert revolutionært anti-kapitalistisk projekt – et problem, som er særligt vanskeligt at løse, fordi der har været færre kvalifikationer og få erfaringer, der forbereder folk på direkte demokrati og selvforvaltning af virksomhederne og af samfundet som helhed. Denne form for magtdelegering går hen og bliver til magttilranelse, når den politiske pluralisme forbydes selv for arbejderbefolkningen. Der findes ingen »kinesisk mur« mellem parti/stats-bureaukratiet i USSR efter den krusjtjovske »afstalinisering« (hvor regimets voldsomste aspekter blev afskaffet), i selvforvaltningens Jugoslavien, i Vietnam eller Cuba. Den bureaukratiske degenerering (eller misdannelse) har antaget forskelligt omfang, og vi har haft forskellige vurderinger på spørgsmålet. Ikke desto mindre har det alle steder været nødvendigt at kræve politisk pluralisme og udvikle socialistiske strømninger som drivkræfter i den anti-bureaukratiske kamp gennem et projekt for socialistisk demokrati og for indgreb mod de bureaukratiske privilegier. Og det er vigtigt at analysere de handlinger, hvormed bolsjevikkerne i 1920’erne fremmede bureaukratiets udkrystallisering.

6. Analysen af de bureaukratiske udbytningsformer i disse samfund fandt et dårligt udtryk i betegnelsen »bureaukratisk degenereret arbejderstat«, også selv om betegnelsen var et forsøg på at afspejle ejendomsforholdenes sammensatte og ustabile karakter. En arbejderstat, der undertrykker arbejderne?

6.1. Formuleringen omkring en arbejderstat lagde uundgåeligt op til den umiddelbare fortolkning, at arbejderne havde magten, og formuleringer om, at det drejede sig om forskellige former for proletariatets diktatur, gav naturligvis den samme bibetydning. Af samme grund undgik vi i praksis at bruge denne betegnelse – eller betegnelsen »politisk revolution« – i vores tekster, af hensyn til at man kunne forstå, hvad vi mente. I stedet talte vi om »etparti-diktaturer«, som skulle afskaffes gennem en anti-bureaukratisk revolution, for det gav et klarere billede af vores standpunkt. De to andre begrebsmæssige retninger (»statskapitalisme« og »ny klasse«) havde ikke samme problem, og der havde de en fordel på det politiske plan.

6.2. Alligevel var det, som vi har set, muligt at tage stilling både politisk og programmatisk på en måde, der hang sammen. Reelt var betegnelsen bureaukratisk degenereret arbejderstat altså ikke en afgørende eller livstruende belastning. Undtagen selvfølgelig for dem, der satte lighedstegn mellem begrebet og en politisk støtte til de pågældende regimer (en variant af trotskismen, som er set). Til trods for disse ulemper udtrykte begrebet bedre end de andre, at der var tale om et herredømme oprettet »på arbejdernes vegne, på deres bekostning«, at der fandtes både konflikt og forståelse i relationerne mellem bureaukrater og arbejdere, og ingen klare klasseafgrænsninger mellem de to parter, at der var internationale politiske bånd mellem disse stater og den kommunistiske arbejderbevægelse, og at bureaukratiet ikke kunne stabilisere sig som uafhængig klasse, endsige som borgerskab.

I dag omtales Bresjnev-tiden ofte som »arbejderklassens guldalder« (selv om det også var en fase med storstilet bureaukratisk indavl), og det understreger, i hvilken grad bureaukraterne købte sig til »stabilitet« gennem en vidtstrakt social sikkerhed for de arbejdende. Omfanget af denne sikkerhed (i de store virksomheder) – og dermed det eksplosionsfarlige i at afskaffe den – er en af de største »system«-barrierer for de kapitalistiske privatiseringer, i alle de såkaldt socialistiske lande.

6.3. Bureaukratiet udskilte sig i forskellige udgaver og grader, men det er slående, hvordan alle regimerne i »den socialistiske lejr« på et eller andet tidspunkt kom til at stå med den samme type reformer, der led af den samme type modsætninger. I Cuba, Kina og Vietnam har etpartistaterne uden tvivl fortsat en vis legitimitet på grund af den særlige anti-imperialistiske politiske dimension i de koloniale revolutioner. Men denne legitimitet smuldrer uundgåeligt med tabet af de sociale landvindinger. Derfor bliver det ligesom i de centraleuropæiske lande spørgsmålet om højnelse af levestandarden, der afgør disse regimers sociale og økonomiske udviklingsretning.

7. Når det gælder programmatisk udvikling, er det ikke gjort med at forkaste den stalinistiske undertrykkelse og opstille et demokratisk projekt; vi mangler stadig at løse nogle fundamentale spørgsmål for ethvert revolutionært projekt i dag:

– Med hvilke midler kan der skabes en ikke-kapitalistisk udvikling som led i en »permanent revolutions«-proces på verdensplan? Hvilken rolle spiller f.eks. planlægning, penge, demokratiske institutioner med brug af informationsteknologi, eksperter og kontrol af eksperterne…?

– Og hvordan kan et projekt af denne art forberedes gennem kampene under og imod kapitalismen?

Til indholdsfortegnelse

Bilag 2

Spørgsmål vedrørende Kina

1. Kinas reformer siden 1978 har tilhørt den gamle type bureaukratiske markedsreformer – i hvert fald indtil man for nylig iværksatte en plan for privatisering af de store virksomheder. Men reformerne har samtidig udgjort en proces, hvor en »statskapitalisme« har taget form som et brud med den tidligere samfundsmekanisme. Ordet »statskapitalisme« kan her blive en dækkende betegnelse, men netop kun hvis man peger på en vending, der skete i forhold til de ejendomsforhold, som var fremherskende både i USSR frem til slutningen af 1980’erne og i Kina indtil slutningen af 1990’erne. Først må der imidlertid klargøres nogle kriterier.

2. For at finde ud af, om (og hvornår) den socioøkonomiske udvikling sker på overvejende kapitalistiske betingelser, må man både undersøge nogle processer, som ingen kontrollerer, og et projekt, som gennemføres bevidst. Der kan ikke herske tvivl om, at udbredelsen af markedsrelationer, åbningen for udenlandske investeringer og integrationen i verdenshandelen – ligesom under markedsreformerne i de andre såkaldt socialistiske landes reformer, og for den sags skyld i USSR i NEP-perioden – har stimuleret en kapitalistisk profitjagt, som afgjort har sat et dybere præg på den kinesiske økonomi end på papiret.

Vi må (også programmatisk) bevare en skelnen mellem et (ikke-kapitalistisk) overgangssamfund og et kapitalistisk samfund. I det sidste dominerer en borgerlig stat, som – uanset hvilke sociale kompromiser der finder sted i en given periode – sikrer, at privatkapitalistiske ejendomsforhold og akkumulation er det fremherskende. I et kapitalistisk samfund kan der ske (midlertidige) nationaliseringer, men hovedsagelig som udtryk for, at den borgerlige stat påtager sig omkostninger, som det private erhvervsliv ikke kan overkomme (og med henblik på at lette den private sektors byrder). Her er nationaliseringerne ikke et indgreb i den private ejendomsret til produktionsmidlerne – i modsætning til den situation, der har rådet i de såkaldt socialistiske stater.

3. Det springende punkt i en genindførelse af kapitalismen er, uanset hvilke spontane tendenser der har gjort sig gældende, om en stat beskytter og legaliserer denne form for akkumulation – til forskel fra markedsrelateret småejendom. Om der er udtrykkelig målsætning om at gøre (den kapitalistiske) privatejendom dominerende og underlægge sig det kapitalistiske verdensmarkeds kriterier, er – uanset regeringspartiets navn og projektets problemer – kriteriet for, at der er sket en ændring af statsmagtens karakter.

4. Det er alt andet end oplagt, at dette punkt skulle være overskredet og denne målsætning etableret i Kina, før vi når til 1990’erne. Den omstrukturering af de store virksomheder, der blev påbegyndt i 1997 med delvis indførelse af aktieselskabsformer, indgår måske i en kvalitativ vending, som i givet fald også vil påvirke finansieringsmekanismerne og inden længe føre til opgivelse af den kommunistiske retorik. I dag er der et pres både udefra og indefra (fra dele af apparatet) i retning af et erklæret kapitalistisk projekt. Men i lyset af de katastrofale udslag af kapitalismens genindførelse i Rusland og bredere set følgerne af de asiatiske landes åbning over for de liberalistiske forskrifter har de kinesiske ledere gode grunde til pragmatisme og forsigtighed.

5. Det er muligt, at en stor del af ledelsen for Kinas Kommunistiske Parti allerede er svinget over til et projekt for genindførelse af kapitalismen, mens den forsøger at bevare en hyklerisk facade og holde processen under kontrol, hvilket indebærer en vis distance til de liberalistiske forskrifter. Men Kina synes fortsat præget af en dobbelthed, hvor statsmagten vil bevare et ikke-kapitalistisk udbytningssamfund, som ikke fungerer efter værdilovens regler, hvor den offentlige (statsejede og kollektive) sektor har den afgørende rolle, og hvor udenrigshandelen og den fremmede kapital underordnes udviklings- og ikke profitmål.

6. Der er en række usikkerhedsmomenter i bestemmelsen af de socioøkonomiske forhold i dagens Kina – så længe kommunistpartiet ikke sprænges, er der lukket for mange oplysninger. Men det står klart, at de afgørende socioøkonomiske kendetegn og resultater står i kontrast til den liberalistiske politiks grundlæggende nederlag. Denne pointe ændrer ikke ved, at vi er radikale modstandere af det politiske diktatur og den udbytning, der sker af de kinesiske arbejdere, hvad enten den er kapitalistisk eller ej.

6.1. Når Kina ikke blev offer for den asiatiske krise og klarer skærene bedre, end de fleste havde forudset, skyldes det, at landet slet ikke har gennemført de vigtigste liberalistiske forskrifter: afskaffelse af kontrollen med udenrigshandelen; finansiering af økonomien ved hjælp af et finansmarked med adgang fra udlandet og ved hjælp af et banksystemet styret efter markedets profitkriterier, dvs. hvor investeringerne tilflyder de rentable sektorer, og underskudsgivende virksomheder lukkes; prioritering af privatejendommen og dens finansiering; samt en konvertibel valuta. Ingen af disse forskrifter gælder indtil videre i Kina.

6.2. Kinas vækst på omkring 10% i gennemsnit fra reformstarten i 1978 til 1996 (og over 8% trods den asiatiske krise) skyldes flere forhold, hvor de kapitalistiske privatiseringer, som især har fundet sted i de Særlige Økonomiske Zoner, kun har spillet en marginal rolle.

De fordele, man gav de udenlandske private virksomheder, blev trukket tilbage i 1992 efter konstateringen af, at deres bidrag til den kinesiske økonomi var negativt. Ulovlige centre for finansiel akkumulation blev lukket uden erstatning. Den skattemæssige decentralisering af landet, som ud fra et omfordelingssynspunkt var for vidtgående, førte til modsatrettede tiltag.

Selv væksten i udenrigshandelen kan ikke tilskrives, at man er holdt op med at kontrollere den: Firmaer med udenlandsk kapital stod kun for 5% af eksporten i 1988. I 1992 lå denne andel på 20%. I 1993 blev en del af frizonerne lukket, og de kinesiske virksomheder fik del i de begunstigelser, man havde givet de udenlandske eksportvirksomheder, og det betød, at hovedparten af eksporten forblev på kinesiske hænder.

I 1978 arbejdede 71% af Kinas erhvervsaktive befolkning i landbruget (mod 14% i USSR, 10% i Ungarn, 26% i Polen i 1993). Alene produktivitetsfremgangen i familielandbruget (som er markedsorienteret, men ikke kapitalistisk) efter afkollektiviseringen har muliggjort en stigning i landbrugsproduktionen på 7% om året mellem 1978 og 1984 (inden Kinas øgede åbning over for omverdenen), og det forbedrede forsyningssituationen i byerne (i starten med statstilskud for at sikre lavere priser, indtil udbuddet blev tilfredsstillende).

Befolkningsoverskuddet på landet blev delvist opsuget af den betydelige vækst i landegnenes kollektivt ejede virksomheder. Disse virksomheder, som fejlagtigt er blevet opfattet som privatiserede, har været landets vigtigste vækstfaktor bortset fra landbruget. Det er virksomheder, hvor beslutningsmyndigheden er delt mellem de ansatte, kadrerne og de lokale myndigheder. De har skabt 60 millioner arbejdspladser på 10 år, og deres andel af BNP var i 1990’erne på størrelse med de store statsvirksomheders. De har fået lån på fordelagtige betingelser og fungerer på basis af en arbejdsdeling i forhold til den statslige produktion. De dækker nok i et vist omfang over visse former for »privatisering« og udbytning af arbejdskraft, der er mindre beskyttet end i de store virksomheder. De er under pres fra en ofte høj beskatning fra de lokale myndigheder. Den private anvendelse af sådanne skattemidler er en kilde til oprør. Men den dominerende tendens er, at der skabes infrastrukturer og boliger på landet.

De kinesiske banker er ikke underlagt markedskriterier, men politiske kriterier: Hidtil har de i første række finansieret statsvirksomhederne og regeringens infrastrukturprogram. Offentlige lån er indført i stedet for en ressourcetildeling via de offentlige budgetter, men det har ikke ændret ved, at ressourcerne grundlæggende fordeles i henhold til planlægning.

Det store handelsoverskud har gjort det muligt at holde stand over for IMF’s krav, mens de kinesiske arbejdere er blevet sat under pres fra en »statskapitalisme«, der i første række hviler på kinesisk kapital – ud fra en nationalistisk politik, som er overvejende protektionistisk og baseret på hjemmemarkedsvækst med bevarelse af en stor offentlig sektor.

Konkluderende:

Ansøgningen om optagelse i WTO kan kun forstærke presset i retning af en faktisk privatisering af de store virksomheder. Men der er fortsat spillerum for modstand mod denne udvikling.

Analysen af ejendoms- og styringsforholdene som værende ikke-kapitalistiske har til formål at forstå, hvordan økonomien fungerer, og hvordan denne funktionsmåde får en legitimitet blandt arbejderne. Derimod indebærer analysen ikke, at der er tale om socialistisk økonomi, dvs. en økonomi uden udbytning af arbejderne, eller at det politiske herredømme skulle have en »bedre« eller mere progressiv form end under en egentlig kapitalisme. Særligt den udviklede kapitalisme vil være tilbøjelig til at indrømme arbejderne langt højere levestandard og større rettigheder, end hvad de kinesiske arbejdere har.

Derfor gælder det om at foretage den nødvendige socioøkonomiske analyse uden at blande den sammen med den politiske stillingtagen. Det har vi også generelt gjort, men arbejderstats-begrebet har ikke altid været en hjælp i den retning.

 

Bilag vedr. begreber og om Kina

Bilag 1

Konklusioner vedrørende begrebs-spørgsmålene

Opslået i Uncategorized

single.php