Efter Løkkes åbningstale er der igen fokus på de udsatte boligområder. Men regeringens plan løser næppe problemerne med integration, fattigdom og kriminalitet.

 

Tværtimod vil flere af tiltagene øge fattigdom og marginalisering. Og de alt for få penge skal betales af beboerne selv eller de fattigste.

Regeringsflertallet har tilsyneladende foretaget en 180 graders omvending med hensyn til de udsatte boligområder. Noget af det første, Fogh-regeringen gjorde efter sin tiltræden i 2001 var at fjerne de statslige midler på området: de såkaldte ”byudvalgsmidler”. En stor del af det boligsociale arbejde fortsatte, men nu alene finansieret af boligselskaberne, Landsbyggefonden og kommunerne.

Løkke varslede så sin ”ghettoplan” i forbindelse med folketingets åbning i 2010. Statsministeren ville ”rive murene ned” omkring det, han udpegede som ”ghettoer” eller ”parallelsamfund”. Han ville bruge 500 millioner kr. på at rive nogle boliger ned og ”åbne” bebyggelserne. Det blev fulgt af en ”ghettoplan”, bestående af 32 konkrete punkter.

Gamle tal
Regeringen har peget på 29 konkrete ”ghettoer”, alle almene boligområder. De tager udgangspunkt i tre kriterier:
– Andelen af beboere uden tilknytning til arbejdsmarked. (40 procent)
– Antallet af beboere dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven og lov om euforiserende stoffer. (270 dømte pr. 10.000 indbyggere)
– Andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande (50 procent).

For hvert kriterium er der fastsat en grænseværdi, (angivet i parentesen). Hvis et konkret boligområde overskrider grænseværdien på to ud af de tre kriterier kommer de på ”ghettolisten”.

Man kan diskutere relevansen både af kriterierne og de konkrete tal. Regeringen siger, at tallene er udregnet som et ”4-årigt glidende gennemsnit”. Dagbladet Information (26. okt.) har påpeget, at regeringen har taget udgangspunkt i nogle gamle tal, i nogle tilfælde helt tilbage fra 2005. En indvending, der ikke er helt irrelevant, da nogle tal nemt kan ændre sig over 5 år. Blandt de 29 bebyggelser er Tåstrupgård. Her siger statistikken, at der er 274 dømte pr. 10.000 indbyggere. Et par fraflytninger indenfor de seneste år kan være tilstrækkeligt til at Tåstrupgård slet ikke burde være på listen.

Indvandrerkortet
Siger det i det hele taget noget væsentligt om problemerne i et boligområde, at der er mange indvandrere og efterkommere? Det er et vanskeligt spørgsmål, men der kan sagtens findes eksempler på, at velfungerende indvandrerfamilier spiller en positiv rolle i et boligområde. Omvendt er der et par bebyggelser med relativt få indvandrere og efterkommere på ”ghettolisten”, f.eks. Sebbersundvej i Ålborg med 18,4 procent indvandrere og efterkommere.

Er regeringens nyvakte bekymring for de udsatte boligområder blot et eksempel på knæfald for Dansk Folkeparti og endnu et forsøg på at ”trække indvandrerkortet” og føre ”værdipolitik” og ikke en ægte socialpolitisk indsats?

Flere at de 32 konkrete forslag peger i den retning. Der er et forslag om (endnu engang) at skærpe kravene ved familiesammenføring. Hvis man bor i et af de 29 områder, skal det være vanskeligere at blive familiesammenført, lyder forslaget. Et par flere år gamle straffelovsovertrædelser i nabolaget kan blive afgørende for muligheden for at blive gift og flytte sammen. Retten til ægteskab og samliv afgøres af statistiske tilfældigheder.

Satspuljen og Landsbyggefonden
Der er ikke afsat penge fra staten i ”ghettoplanen”. Finansloven er ikke nævnt et eneste sted, til gengæld nævner de specifikt satspuljen, altså penge, som kommer fra de allerdårligst stillede. De vil bruge 120 millioner fra satspuljen, heraf skal de 20 millioner bruges til særlige jobcentre i ”ghettoerne”. Pengene skal fordeles over 4 år, så det er vist ikke meget jobcenter, man får for de penge, hvis de skal fordeles til alle 29 områder, højst en jobkonsulent et par dage om ugen, næppe en indsats, der kommer til af flytte noget.
Landbyggefonden må også holde for. Her er det penge, der betales af lejerne over huslejen.

De 500 millioner kr. til nedrivninger skal betales af Landsbyggefonden. Der bliver (heldigvis) ikke de store nedrivninger for de penge. Bygningerne skal fysisk rives ned, der skal ryddes op, og så skal lånene betales ud. Det handler ikke om udslidte, kondemnable boliger, og kreditforeningerne vil næppe give lov til, at værdierne bare forsvinder ud i intetheden. Behovet for erstatningsboliger tales der slet ikke om.

Selve formålet med nedrivningerne er ikke særligt klart. At det i sig selv skulle forbedre miljøet at rive bygninger ned kan være svært at se. Det er ganske givet muligt at finde eksempler, men generelt er der tale om arkitektonisk og trafikalt gennemtænkte bebyggelsesplaner. Og hvad skal grundene bruges til, skal de blot henligge som store øde ubenyttede græsørkener?

Færre almene boliger
Når der nedrives boliger, bliver der færre almene boliger, når der er ikke er planer om at opføre erstatningsboliger. Men der er også andre forslag blandt regeringens 32 punkter, der reducerer antallet af almene boliger. I stedet for at rive ned, skal nogle bygninger overgå til privat eje, f.eks. i form af private udlejningsejendomme, eller ved at de enkelte boliger sælges som ejerboliger.

Hvad er formålet? Der er en række ulemper, både for beboerne og ud fra overordnede samfundsmæssige interesser. For beboerne betyder det klart ringere vilkår, når ejerne ikke er en del af den almennyttige sektor. Beboerdemokratiet forsvinder, bygningernes drift, vedligeholdelse m.m. er ikke mere underlagt kollektive beslutninger, men alene privatøkonomiske interesser.

De privatejede udlejningsboliger eller ejerboliger kan heller ikke mere løse samfundsmæssige, sociale behov i form af kommunal boliganvisning. Der bliver færre almene boliger tilbage til at løse disse behov, og presset på de tilbageværende bliver større. Konsekvensen kan blive øget ”ghettoisering”, altså det modsatte af det, der skulle være hensigten med planen.

”Ghettoplanen” bliver dermed endnu et forsøg på at angribe den almennyttige sektor. De kuldsejlede planer med ”forsøgsloven”, der skulle muliggøre salg af almennyttige boliger, er igen i spil.

Fattigdom og marginalisering
En stor del at regeringens 32 punkter er gamle travere. Tiltag, som allerede for længst er vedtaget med begrænset effekt. Det gælder forslagene om fleksibel udlejning og kombineret udlejning. De såkaldt ”ressourcestærke” skal have fortrinsret til boligerne. Disse forskellige ting har faktisk været afprøvet ude i kommunerne i årevis. Det lyder måske smukt, men når de ”ressourcestærke” ryger ind uden om alle ventelister, er der jo nogle i den anden ende, der bliver forbigået og ikke for tildelt en bolig, trods evt. behov.

Et forslag der går i samme retning er ”Styrkede muligheder for at afvise boligsøgende uden arbejdsmarkedstilknytning”. Det er ikke just et forslag, der udviser nogle god social profil. Det er almindelig anerkendt, at det er fuldstændigt afgørende for at få og at fastholde et arbejde, at man har en bolig!

Mere fattigdom og mere marginalisering bliver konsekvensen. Og skruen skal strammes endnu en tand med en ny 450 timers regel. I dag er det sådan, at ægtefæller på kontanthjælp, begge skal have haft 450 timers arbejde på normale vilkår indenfor 2 år. I modsat fald forsvinder den enes kontanthjælp. Det nye forslag hedder 225 timer indenfor 1 år, en klar stramning, som vil sætte endnu flere familier på gaden. Sådan kan man jo også løse ”ghettoproblemer”.

Mere overvågning
Regeringens plan vil på en række områder indføre mere kontrol, tvang og overvågning. Børn skal ”tvangsindskrives” i børnehave f.eks. Men den vil også på et afgørende punkt lempe reglerne for videoovervågning af borgerne. I dag er det ikke tilladt for andre end politiet at overvåge offentlige arealer. Nogle boligselskaber har sat kameraer op for at overvåge trappeopgange og kældergange. Det er tilladt, fordi det juridisk set er private arealer. Men det foreslås, at kommunerne skal have lov til at overvåge veje, stier og fortove i nærheden af almene boligområder, hvor boligselskabet selv overvåger. Begrundelsen er, at det skaber tryghed, men er det ikke en falsk tryghed? Og konsekvensen af aldrig at kunne være privat, forholder de sig ikke til.

Endnu en konsekvens af en ”ghettoplan”, som burde rejse voldsomme protester, ikke mindst i de berørte boligområder.

Oppositionens svar
Socialdemokraterne og SF har lavet deres eget ”ghettoudspil”, Ny tryghed i udsatte boligområder. Som overskriften siger, lægger det meget vægt på tryghed. Det lyder positivt, og der er en række fornuftige tiltag i forslaget. Men den store fokus på tryghed får dem også til at foreslå nogle problematiske løsninger, bl.a. forslaget om mere videoovervågning.

De støtter også forslaget om nedrivninger. ”De nuværende sociale og integrationsproblemer kan ikke løses uden et ændret bosætningsmønster. Derfor skal der iværksættes nye tiltag, der får nye familier ind i boligområderne, men samtidig også får andre ud. Om nødvendigt ved at nedrive boligblokke i de udsatte boligområder” (Socialdemokraternes og SF’s ghettoudspil s. 5).

Er nedrivningerne det ultimative værktøj til at jage nogle af de nuværende beboere væk?

Er der en løsning?
Der er ikke nogle enkle løsninger. Hverken nedrivninger, overvågning, tvang eller marginalisering løser nogen at de grundlæggende problemer. Der er ingen snuptagsløsning. Det er nødvendigt med en bred social indsats, en udvikling og en videreførsel af det boligsociale arbejde, der allerede er i gang mange steder. Og der skal også gøres noget ved de fysiske rammer. Der skal renoveres og bygges nye almene boliger. Der skal noget økonomi til, de nuværende og kommende beboere kan ikke løfte opgaven alene. Der er brug for at ændre de grundlæggende økonomiske betingelser for boligbyggeri.

En del af løsningen er at ændre reglerne for Landsbyggefonden, gøre den uafhængig af statsmagten. Landsbyggefonden burde være beboernes, og alene være underlagt deres demokratiske beslutninger. Det er deres opsparing.

Opslået i Socialt og Bolig

single.php