Udtalelse fra den amerikanske venstrefløjsorganisation Solidarity.

af Solidarity

Millioner af amerikanere så på valget af Barack Obama som en folkeafstemning om hvid overhøjhed, og i dag kan vi fejre vores sejr. I løbet af valgkampen var der adskillige racistiske udfald imod Obama. Nogle af dem blev udtrykt med andre ord og fordækt, mens andre var åbenlyst hadske og anklagende. Alligevel faldt de til jorden og viste sig overraskende virkningsløse. Imidlertid afdækkede valgkampen også en delt virkelighed, som socialister og aktivister for fred og social retfærdighed er nødt til at erkende for at komme videre.

For mange millioner sorte amerikanere – og hvad der er endnu mere vigtigt, for deres børn – er det at se en sort mand blive valgt som USA’s præsident et kæmpemæssigt symbolsk skridt i retning af deres egen befrielse og i retning af fuldt medborgerskab. Måske har der ikke været et mere magisk øjeblik end dette, som de sorte kunne fejre i fællesskab, siden den legendariske aften i 1938, hvor USA’s sorte bokser og sværvægtsmester, Joe Louis, sendte den tyske udfordrer Max Schmeling til knock-out. Forskellen er naturligvis, at denne gang var den sorte del af befolkningen selv aktive deltagere og ikke kun tilskuere til en sejr.

Det er ikke kun sorte amerikanere, der føler, at deres ”lange nationale mareridt” er overstået. Den samme oplevelse deles også af unge og mange arbejdere, heraf mange titals millioner hvide, latinoer, asiatisk-amerikanere, indianere og folk af mellemøstlig oprindelse. Når Barack Obama kunne vinde i Macomb Countys forstæder i Michigan – det ærketypiske kerneområde for de såkaldte ”Reagan-demokrater” (republikanske arbejdervælgere, red.) – så er det klart for enhver, at de politiske vinde i dag blæser i en helt anden retning end tidligere. Efter et årti med republikansk dominans er et stort flertal af amerikanerne desillusionerede over landets politiske retning og dets synlige økonomiske forfald.

George W. Bush vil blive dømt af historien, på flere måder. Han er den første præsident, der har siddet i to fulde perioder uden at blive valgt helt legitimt. Han er ikke den første præsident, der startede en krig på grundlag af løgn, men han er den første, der har skåret i skatterne i krigstid og ladet som om, den ikke skulle betales for. Hans administration var et otteårigt sammenhængende kriminelt forehavende, der i magtmisbrug overgik alt, hvad både Richard Nixon og Ronald Reagan har foretaget sig. Endelig førte hans økonomiske politik til et banksammenbrud, der trak både USA og verdensøkonomien ned sammen med hans eget politiske parti.
Men det er netop alt dette, der gør, at valget af Barack Obama ikke bare kom ”fra neden”, fra de sorte, fra latinoerne, arbejderklassen og de unge. Det kom også ”fra oven”, fra de store koncerners elite. Denne elite ved udmærket, at i lige så høj grad, som de har høstet frugterne af de to store kapitalistiske partiers kappestrid om magten, mens de selv har kunnet fortsætte med at vride profit ud af den arbejdende befolkning, er det også den republikanske administration, der er blevet en katastrofe for dette system og for hele USA-imperiet.
Under Bush er USA’s anseelse i verden blevet helt nedbrudt. Irak har været en katastrofe. Afghanistan og Pakistan er ved også at blive det. Latinamerika er i oprør imod nyliberalismen og USA’s dominans. Valget af Barack Obama har medført en enorm international entusiasme og øjeblikkelig troværdighed, hvorimod en valgsejr for McCain og Palin ville have resulteret i en undrende måben. Et tredje præsidentvalg i træk, hvor valgsejren var blevet stjålet af republikanernes vælgerundertrykkelse og svindel med den elektroniske stemmeafgivning, ville desuden have skabt en massiv ”legitimitetskrise”.

Hvad er det for et mandat, som Obama vil føle sig forpligtet over for? Krigene i Irak og Afghanistan fortsætter, mens en Obama-administration lover at udvide ”krigen mod terror” i Afghanistan i Pakistan. Mens mainstream-medierne vil hylde ”racismens endeligt”, vil en million sorte mænd forblive låst inde i fængslerne, mens de sociale forskelle vokser og tvangsauktioner sammen med fabriksnedlæggelser vil ramme lokalsamfundene med mange farvede hårdest. I en situation med dyb krise, signalerer Obamas intentioner om ”en udstrakt arm til den anden side” i værste fald kun kosmetiske reformer.

Aldrig tidligere er race og racisme blevet diskuteret så åbenlyst i mainstream-politiske debatter. Ikke desto mindre gentog Obama i sin Philadelphia-tale imod racisme de obligatoriske forvrængninger af landets historie: USA er mulighedernes land, også selv om det måske ikke altid lever op til dets store idealer. Historien begynder med folkemordet på de oprindelige indbyggere og det afrikansk-amerikanske slaveri, den stjålne jord samt forsøget på at ødelægge mexicanske og indianske kulturer. Den voldelige undertrykkelse af farvede og USA-imperiets ekspansion afdækker en nation, hvor den institutionelle racisme er dybt indlejret. Jim Crow-lovene, der indskrænkede sortes borgerrettigheder, er i dag afskaffet, men det samme gælder ikke for de kræfter, der opretholder diskriminationen inden for uddannelsesvæsenet og på bolig- og arbejdsmarkedet. For USA’s farvede befolkning udgør den nuværende ”subprime”-gældskrise, der rammer boliglån med sikkerhed i boligen, det største økonomiske tilbageslag i nyere tid. En sort familie i Det Hvide Hus, bygget af slaver, kan påvirke de negative stereotyper, der er dybt rodfæstet i den amerikanske kultur. Men at sætte en stopper for diskriminationen kræver langt mere.

Det udemokratiske to-partisystem giver i hovedsag kun vælgerne mulighed for at ”smide fjolserne ud” – og det gjorde de så. Imidlertid er der stor forskel på dette og på at fremtvinge en ”redningspakke” til gavn for befolkningen snarere end for Wall Street-institutionerne – herunder et forbud imod tvangsauktioner; en omlægning af lån for at afspejle deres virkelige frem for fiktive værdi; indførelse af det universelle sundhedssystem, vi så desperat har behov for; et massivt beskæftigelsesprogram med sigte på at bygge en økonomi, der er bæredygtig i forhold til miljøet; en afslutning på krigene, besættelserne og hemmelige torturfængsler samt en drastisk reduktion af imperiets militære budget.

Det Demokratiske Parti, der helt kontrollerer kongressen og Det Hvide Hus, har magten til at sætte den lovgivningsmæssige dagsorden. De, der forventer, at dette parti vil leve op til ønsket om forandringer, der så klart kom til udtryk i valget i november 2008, vil snart begynde at blive skuffede – i takt med, at den nye administration viser dens loyalitet over for de store koncerners interesser.

At få dette ”realitetsgab” frem i lyset – mellem håbene for fred og retfærdighed på den ene side, og Demokraternes partiagenda på den anden side – er en presserende, øjeblikkelig opgave. Millioner af mennesker har ladet sig rive med af slagordet om ”forandring”. Hundredtusinder har lært mere om organisation og kampagner ved at arbejde for Obama. I de kommende måneder og år er det venstrefløjens ansvar at arbejde for igen at sætte liv i de sociale bevægelser, uafhængigt af det Demokratiske Partis diktater.

Ovenstående udtalelse fra venstrefløjsorganisationen Solidarity (USA) kan læses på engelsk på organisationens hjemmeside. Oversat af Bjarke Friborg.

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com