Allerede kort inde i bankunionens levetid ser den ud til at skabe problemer for dens medlemmer. Erfaringer bekræfter, at Enhedslisten i den næste tid fortsat skal kæmpe for en folkeafstemning og sætte en pind i hjulet på de EU-positive partiers ønske om at tilslutte sig bankunionen.

Torsdag den 7. april holdt venstrefløjsgruppen GUE/NGL i EU-Parlamentet, i samarbejde med PCP, et møde i Porto med fokus på EU´s bankunion. Deltagerne skulle diskutere de problemstillinger, medlemsstaterne står over for, efter at bankunionen er trådt i kraft for alvor i starten af året. Der var folk fra Portugal, Cypern (AKEL), Tyskland (Die Linke) og Danmark Enhedslisten). Sammen kunne de fire partier repræsenterer en bred vifte af forskellige erfaringer med bankunionen.

Bankunionen kort
I kølvandet på finanskrisen var det tydeligt for enhver, at den finansielle sektor skulle reguleres. Regningen for spekulation og kasinokapitalisme blev sendt til almindelige lønmodtagere i form af tabte arbejdspladser i første omgang og sidenhen af nedskæringer i sociale velfærdsydelser.

Udgangspunktet med bankunionen har været at bryde den tætte kobling mellem bankernes tab på den ene side, og på den anden side statskasserne, som dækkede omkostningerne. Problemstillingen var ikke til at tage fejl af. Mellem 2008-11 i finanskrisens epicenter lagde de europæiske stater 4.500 milliarder euro i statsgarantier til de finansielle institutioner.

Derfor skulle en bankunion sikre, at dette ikke skete igen. En bankunion skulle bestå af tre ben: en EU-overvågningsmekanisme, en EU-afviklingsmekanisme for nødlidende banker og til sidst en EU-pengefond til at dække omkostninger ved afviklingen. Dermed overdrages kompetencer og suverænitet med tilsynet og afviklingen af banker til EU. Det medfører alvorlige konsekvenser, som kan læses i indlægget her af Frank Aaen og Rina Ronja Kari

Bankunionen skaber usikkerhed
I starten af 2016 løb bankunionen allerede ind i startvanskeligheder. Da Portugals tredje største bank, Banco Espírito Santo, var rendt ind i problemer for halvandet år siden, blev banken blev splittet i en god (Novo Banco) og en dårlig bank (stadig Banco Espírito Santo). Dertil var knyttet tre typer af obligationer. En dårlig, som blev overført til den dårlige bank, og to gode obligationer, som blev overført til den gode. De portugisiske myndigheder valgte dog kort før nytår at overføre en af obligationstyperne fra den gode bank til den dårlige. Dårligt nyt for ejerne af obligationer, men godt nyt for den portugisiske stat. Øvelsen betød, at obligationstypen medførte en overførsel af ca. en milliard euro til Novo Banco, som samtidig er ejet af den Portugisiske Afviklingsfond.

Én ting er de nationale og tekniske detaljer. Noget andet er, at situationen har skabt problemer med EU´s rolle som tilsynsmyndighed. Med bankunionen bliver EU den øverste myndighed til at vurdere i disse sager. Og da ECB tidligere havde erklæret banken solvent uden behov for en anden afvikling, så stred de portugisiske myndigheders beslutning direkte imod EBC´s rationale og skabte dermed tvivl om kompetencen. Det har skabt tumult i eurozonen og ført til et voldsomt pres fra EU og de finansielle institutioner mod Portugal. Konsekvensen er, at der er sat tvivl om, hvem der har retten til at opløse og hjælpe nødlidende banker. Dermed kan det bidrage til at skabe endnu mere finansiel ustabilitet – selv i en situation så lang tid efter finanskrisen, hvor krisen vel og mærke skulle være overstået. Noget tyder på, at EU stadig ikke har løst problemerne med den finansielle sektor. Det er derfor et yderst tvivlsomt foretagende at overdrage endnu med magt til EU.

Situationen minder meget om forløbet på Cypern, hvor man stadig døjer med konsekvenserne af EU´s katastrofale håndtering af lånepakken tilbage i 2013, som har været en indledende øvelse på bankunionen (se overbliks-artikel). Fra Cypern lyder erfaringerne, at logikken bag EU´s bankunionen er "survival of the fittest", og EU´s krisepolitik mangler en human karakter.

Danmark i limbo
Selvom bankunionen som udgangspunkt er tiltænkt Eurozonen, så er den åben for ikke-eurozonelande. Så selvom Danmark på stående fod ikke er en del af bankunionen, så kan det meget vel blive virkelighed inden for en overskuelig fremtid. I Danmark er diskussionen om bankunionen midlertidigt skudt til hjørne. Det blev den, efter at Justitsministeriet vurderede, at der ikke var tale om suverænitetsafgivelse, såfremt Danmark ønsker at tilslutte sig bankunionen. En beslutning, der er utroligt svær at forstå, når man tænker på, at bankunionen overdrager kompetencer på et af samfundets og statens kerneområder: overvågning, regulering og afvikling af banker.

Heldigvis ser det ud til, at regeringen ikke foreløbig får Danmark med i bankunionen. Efter de EU-begejstredes nederlag ved afstemningen om retsforbeholdet, ser det ud til, at partierne er lidt tilbageholdende. Men Enhedslistens rolle er stadig klar. Justitsministeriets beslutning har ikke ændret billedet. Som venstrefløjsparti strider magtcentraliseringen hos den politiske elite, som bankunionen medfører, imod mere demokrati og selvbestemmelse. Derfor må og skal der være en folkeafstemning om spørgsmålet. Befolkningen har ret til at blive hørt, om de ønsker, at verdens største og mest udemokratiske institution, den Europæiske Centralbank, skal gøres ansvarlig for overvågning og regulering af danske banker. Samtidig har EU ikke vist sig i stand til at lave krisepolitik, der fremmer lønmodtagernes position. Overordnet ser det ikke særligt beroligende ud, at vi skal lade ikke-folkevalgte teknokrater i Frankfurt og Bruxelles afgøre, hvordan banker skal restruktureres.

Den næste tid bliver spændende at følge, desto mere bankunionen udfolder sig. Samtidig venter vi i spænding på, hvad regeringen foretager sig på området.

 

Opslået i EU, Økonomi

single.php