Vi hærges i disse måneder af bandekrig på flere fronter. Dels de kriminelle banders krig mod hinanden, dels regeringens krig mod banderne, der gør mere skade end gavn. Der er ingen lette løsninger – men der er brug for en helt, helt anden slags bandepakker.

Lad det være sagt klart: Banderne, uanset etnisk sammensætning, er forbryderiske, asociale og reaktionære organisationer, der med deres kriminalitet og vold gør masser af skade, der i høj grad rammer arbejderklassen – både de etnisk danske og ikke mindst de etniske minoriteter.

Bandelederne og bagmændene bag bandernes kriminelle aktiviteter er en særlig modbydelig afart af skruppelløse kapitalister. Spørgsmålet er ikke, om banderne skal bekæmpes, men hvordan de skal bekæmpes.

Taberpakker
Man kan ikke være imod en omfattende politiindsats, der prøver at stoppe eller begrænse dette uvæsen. Men der er alligevel al mulig grund til at afvise og bekæmpe de ”bandepakker”, regeringen og dens støtter i S og DF gennemfører – og i det hele taget den politiske dagsorden, de bruger bandekrigen til at sætte. For hvad er det, de disker op med?

  • Længere straffe i et fængselssystem, der overhovedet ikke er tunet til resocialisering og udslusning til exitprogrammer, men i stedet fungerer som base for dybere integration i banderne. Helt kontraproduktivt vil regeringen tværtimod underminere resocialiseringsprogrammer, der indeholder prøveløsladelser.
  • Problematiske udvidelser af politiets beføjelser, der på nogle punkter underminerer retssikkerheden og grundlæggende borgerrettigheder.
  • En strøm af forslag, der rammer uskyldige familiemedlemmer til banderne – fra udsættelse af boliger til tvangsfjernelse af mindre søskende fra deres forældre.
  • I anledning af, at den aktuelle bandekrig foregår mellem bander i etniske minoriteter, er krigen mod banderne gennemgående præget af en racistisk undertone. Justitsministeren m.fl. kredser hele tiden om at udvise de kriminelle – til ”hjemlande”, som de pågældende ofte dårligt nok har sat deres ben i. Intet under at de ovennævnte indgreb, der konkret rammer netop etniske minoriteter, også er med til at stadfæste oplevelsen af en racistisk dagsorden.

Hertil kommer planerne om at bruge militæret til politimæssige opgaver og meget andet.
De beløb og initiativer, der handler om forebyggelse, er til gengæld sjældne og begrænset til et helt latterligt niveau.

Størstedelen af dette er karakteriseret ved to ting: For det første virker det ikke. For det andet har det skadelige effekter for den samfundsmæssige udvikling, der tenderer til at kunne styrke bandekriminaliteten på længere sigt.

Forebyggelsespakker, der virker
Der er bestemt brug for bandepakker. Bandekriminaliteten kan ikke bekæmpes med et enkelt initiativ – men med en række initiativer på mange forskellige fronter.

Enhedslisten har (igen-igen) fremsat forslaget om en legalisering af hashsalget i offentligt regi. Det er en kendsgerning, at hashforbuddet har været for de danske bandekriminelle, hvad alkoholforbuddet var for den amerikanske mafia i 20’erne: En skidegod forretning at bygge sig op omkring. Lov-og-orden-partiernes ideologisk begrundede fokus på at lukke lige netop hashmarkedet på Christiania har endda specifikt bidraget til at udløse den aktuelle bandekrig. Derfor, fordi det vil tage et milliardmarked fra banderne – og fordi det i øvrigt alt i alt kan gavne en indsats mod narkomisbrug – er det en rigtig god ide at etablere et legalt, offentligt salg af hash. Men ligesom afskaffelsen af alkoholforbuddet ikke fjernede mafiaen, vil en legalisering af marihuana heller ikke fjerne banderne. Der er masser af andre, givtige kriminelle aktiviteter, de fortsat kan arbejde med: hårde stoffer, afpresning osv. osv.

Forebyggelse er naturligvis helt afgørende. En forebyggelse, der også tager fat i de helt grundlæggende sociale og socialpsykologiske årsager til, at det er så nemt for banderne at rekruttere masser af purunge medlemmer i bestemte kvarterer. Det handler kort sagt om at give de unge troværdige alternative muligheder for et andet liv, andre rammer for fællesskab, en anden slags karriere, noget andet at hænge en identitet op på, nogle andre veje til en rimelig indtægt og ”en status”. Bandernes lette vej til rekruttering handler i høj grad om at tilbyde et alternativ til – i denne sammenhæng etniske minoritets-  unge, der konkret oplever, at ”de ikke er inviteret med til festen”. Derfor er vigtig kriminalitetsforebyggelse blandt andet:

  • Plads til alle på arbejdsmarkedet: At skaffe lærepladser og jobs – også til mørklødede unge med et fremmedklingende efternavn.
  • Reelle uddannelsesmulighederne for alle unge: At sikre uddannelser, der tackler eventuelle problemer med sprog o.a., i stedet for i praksis bare at ekskludere en stor gruppe. Og at tilbyde en SU, man kan leve af uden forældrebidrag og gældsætning.
  • Fritidstilbud til alle: Der skal være masser af gode tilbud om ungdoms- og sportsklubber – gratis, så børn af kontanthjælpsloftramte o.l. også kan være med, og åbningstider aften og weekender også.
  • En effektiv socialpædagogisk indsats på gadeplan: Der er masser af gode erfaringer med en indsats af gadeplansmedarbejdere – gerne også fra miljøet – der hjælper unge med at komme ud af eller holde sig ude af bandekriminaliteten. Det kræver ressourcer, til klubber, væresteder og lektiecafeer, men også til opfølgende støtte, exitprogrammer osv.

Selvorganisering
Ud over at kæmpe for alle disse forebyggende foranstaltninger, har venstrefløjen imidlertid også en endnu vigtigere – og endnu vanskeligere – opgave, som kunne have overskriften ”selvorganisering mod banderne”. Det gælder både i forhold til forebyggende arbejde  og i forhold til den mere direkte afvisning af banderne.

Ingen forældre ønsker at se deres børn som bandemedlemmer, og der findes heldigvis allerede fædre- og mødregrupper, der er i fuld gang med forebyggende arbejde i boligkvartererne – både i forhold til de unge og familierne. Dette arbejde skal udvikles og bakkes op med finansiering, mentorordninger osv. Der er også lokale sportsforeninger o.l., der løfter eller kan komme til at løfte en stor opgave.

Initiativer til demonstrationer, der ”tager gaden tilbage” fra banderne, samler kvarterets beboere og isolerer banderne, er en vældig god ide. Men det er vigtigt, at sådanne initiativer er rodfæstede i kvarteret og de etniske minoriteter – f.eks. ved at fædre- og mødregrupper, beboerforeninger o.l. står i spidsen. Hvis det får karakter af en protest fra ”ghettoens velbjærgede naboer”, bliver effekten langt fra den samme.

Den allerstørste udfordring, og nok et lidt mere langsigtet projekt, for venstrefløjen er at give utilfredsheden og jagten på en identitet blandt utilpassede unge i de etniske minoriteter en politisk retning. At udvikle en politisk bevægelse og organisering, der sætter ord og handling på utilfredsheden og drømmene om et bedre liv. Som giver identitet og handlemuligheder, der ikke handler om at udnytte andre svage for at berige sig selv, men som handler om at kæmpe for retfærdighed og rettigheder.

Om det så er kampen for en selvstyrende ungdomsklub, en boldplads, en læreplads eller en SU til at leve af, eller måske et opgør med diskriminationen i nattelivet, betyder ikke så meget. Det, der betyder noget, er at få fodfæste for en begyndende selvorganisering om politiske mål blandt unge i de såkaldte ghettoer. Det er den identitet, det fællesskab, det alternativ til banderne, venstrefløjen på længere sigt skal arbejde på at kunne tilbyde på en troværdig måde, også i den del af befolkningen.

SAP’s forretningsudvalg, den 19. august 2017

Opslået i SAP's ugekommentar

single.php