“Amerika, dette er vores øjeblik,” erklærede Barack Obama den 3. juni efter at have vundet tilstrækkeligt med delegerede for at blive nomineret som præsidentkandidat for det Demokratiske Parti. Dermed er Obama den første afrikanske amerikaner i USA’s historie, som bliver nomineret præsidentkandidat for et af de to dominerende partier.

af Malik Miah

Efter de to sidste primærvalg i Montana og South Dakota havde Obama vundet 2.154 delegerede, valgt direkte i primærvalgene, på caucus-møder, eller i form af løfter fra superdelegerede – en udvalgt gruppe af guvernører, kongresmedlemmer og partiets tillidsfolk, som automatisk får stemmeret ved partikonventet. Dermed var han over de nødvendige 2.118 for at vinde.

Hillary Clinton
Også Hillary Clintons kandidatur var historisk, eftersom den tidligere præsidentfrue er den første kvindelige kandidat som seriøst har bejlet til præsidentembedet. Mange af Clintons mest ivrige støtter var ældre kvinder, som voksede op med kvindebevægelserne i 1960’erne og 70’erne. De håbede på, at hun skulle blive USA’s første kvindelige præsident.

Opbakningen til såvel Obama som Clinton hænger sammen med den udbredte utilfredshed i USA’s befolkning mod præsident George Bush’ og vicepræsident Dick Cheneys højreorienterede program, som gennem otte år har vendt op og ned på store dele af USA’s inden- og udenrigspolitik. Invasionen af Irak var del af en plan for en moderne version af et kolonialt herredømme over Mellemøsten – med Israel som den vestlige forpost, og med permanente USA-militærbaser i Irak og andre arabiske lande til at sikre de amerikanske olieinteresser og slå nationalistiske oprør ned.

John McCain, Republikanernes præsidentkandidat, støtter denne plan. Han lover en langvarig tilstedeværelse i Irak. McCain støtter varmt målet om USA’s stormagts-herredømme, under dække af ”udbredelse af demokrati”, ikke kun i Mellemøsten, men i hele verden. Obama støtter det samme grundlæggende mål, men mener, at invasionen og besættelsen af Irak fremprovokerer mere nationalistisk modstand og dermed underminerer USA-imperialismens strategiske mål.

Indenrigspolitisk afviser han også den højreorienterede politik, som i første række har gavnet den rigeste ene procent af befolkningen. Han støtter et udvidet økonoimisk sikkerhedsnet for de fattige og retten til abort. Det gør Mccain ikke.

Imperialistiske kandidater
Men betydningen af Obamas valgsejr hænger kun i ringe grad sammen med hans politiske holdninger. Demokraterne støtter, ligesom Republikanerne, USA’s globale, kapitalistiske dominans.

De aktuelle politiske modsætninger mellem Obama og Clinton er små, bortset fra Irakkrigen. I 2002 gik Obama, dengang som senator fra Illinois, imod krigen. Clinton stemte for den og ville ikke tage afstand fra sin stemmeafgivning, efter det blev klart, at krigen byggede på løgnagtige forudsætninger.

Forskellene mellem Demokrater og Republikanere handler mere om hvilken taktik, der skal anvendes for at fastholde USA’s dominans. Obama og McCain er enige om at stække et ”genoplivet” Rusland og Kina, og for at fastholde en neokolonial dominans over Irak og Afghanistan. De taktiske forskelle er imidlertid betydelige.
Obama anerkender, at for at fastholde sin supermagtsrolle må USA gå tilbage til den udenrigspolitik, som eksisterede i årtier, som byggede på konsensus mellem de to store partier, og på traditionelt diplomati og en mere afbalanceret politik overfor venner og fjender.

Bush-Cheney-politikken har isoleret USA fra mange lande i Mellemøsten og andre lande i den tredje verden. Modstanden mod udenlandsk besættelse i Irak og Afghanistan er blevet større.

Anti-amerikanske islamiske grupper og nationalistiske kræfter har vundet frem i mange lande. Den aggressive fjendtlighed over for Hamas, Hezbollah og Iran, og total støtte til Israel – har svækket USA’s politik i området. De seneste succeser for Hezbollah i Libanon og Hamas i Gaza er tegn på USA’s faldende indflydelse.

Selv Israel ser fejltagelserne I den nuværende amerikanske politik. Efter at Bush for nylig talte til landets parlament (Knesset) om dem, som giver efter for fjenden (et indirekte angreb på Obamas støtte til diplomati uden betingelser), besluttede Israel at indlede forhandlinger med ærkefjenden Syrien.

Historisk
Grunden til Obamas nominering er historisk, fordi Obama repræsenterer en undertrykt racegruppe, som har rødder i slaveriet og den institutionaliserede racisme, som eksisterer endnu i dag. Denne kendsgerning giver store dønninger.

Race-adskillelse er stadig i erindringen hos millioner af sorte i Syden. Først i 1967 tillod Højesteret sorte og hvide at indgå ægteskab. En massiv borgerretsbevægelse i 1960’erne måtte kæmpe for love om civile rettigheder (1964) og stemmeret (1965). Hvad der begejstrer det store flertal af afrikanske amerikanere, efter alt dette, er at en af deres egne kan blive valgt som præsident.

Men den lovmæssige afskaffelse af racisme i 1960’erne, satte ikke en stopper for racemæssig diskrimination, som det store flertal af afrikanske amerikanere og andre undertrykte mindretal lider under. Når det handler om arbejdsløshed, uddannelse, boligforhold er forholdene derfor stadig meget dårligere for afrikanske amerikanske end for hvide. Mange landvindinger såsom positiv særbehandling og integrationsprogrammer i skolerne, er rullet tilbage.

Netto-velstanden for afrikanske amerikanere og andre undertrykte mindretal er også meget mindre end for hvide lønmodtagere.

Samtidig er der kommet en ny sort over- og middelklasse siden 1970’erne. Denne gruppe – som Obama tilhører – går på de bedste universiteter, bor i de velstående boligkvarterer og mener, at det er muligt for en afrikansk amerikaner at blive virksomhedsdirektør eller præsident.

Med en afrikansk amerikaner som seriøs udfordrer til præsidentposten, skifter den politiske debat til at følge klassemæssig linjer. Det betyder, at det ikke længere kun er et spørgsmål om race.

Obamas program er en støtte til erhvervslivet. Han vil ikke lægge sig ud med den herskende klasses strategi eller politik. Han vil gennemføre nogle kosmetiske og symbolske ændringer af den åbenlyst religiøst motiverede neokonservative politik, som Bush-Cheney står for.

Men i sidste ende, kan Obama ikke gennemføre grundlæggende forandringer, som er nødvendige for at forbedre livsvilkårene for den almindelige afrikanske amerikaner, latinoerne eller asiatiske amerikanere, eller for den hvide arbejderklasse (indvandrere og papirløse arbejdere eksisterer ikke for nogen af partierne).

Mange afrikanske amerikanere sætter alligevel en ære i at få mulighed for at stemme på en sort præsidentkandidat. For ældre sorte, som husker den lovmæssige raceadskillelse i Syden, er det ikke afgørende, at Obamas politik kun gavner nogle få i det sorte samfund.

Stemning for forandring
Det relative fremskridt, som har gjort Obamas kandidatur muligt, er den kendsgerning, at de fleste unge mennesker uanset racemæssig baggrund ikke ser det som noget problem i, at en sort mand eller en kvinde kan blive valgt som præsident.

Støtten til Obama skyldes også delvist en modstand mod ”business as usual”. Clintons forsøg på at bruge sin større politiske ”erfaring” som et våben mod Obama faldt i vid udstrækning til jorden, og var udtryk for et brud med fortiden. Obama-fænomenet henter næring fra en reel vrede og håb.

De små progressive partier kan i den sammenhæng, spille en vigtig rolle i de næste måneders debatter. Millioner af unge og afrikanske amerikanere er blevet opmuntrede af Obamas kandidatur – titusinder kommer til hans møder. Venstrefløjskræfter, som er modstandere af hans neoliberale politik, bør identificere sig med det ønske om forandring, som denne massive støtte til Obama repræsenterer, og samtidig med at vi forklarer, hvorfor det er nødvendigt med et brud med de to store partier for at få en regering, der virkelig repræsenterer deres interesser.

Kampagnerne hos De Grønnes sandsynlige præsidentkanidat, Cynthia McKinney (tidligere demokratisk kongresmedlem), og den uafhængige kandidat Ralph Nader, er vigtige. De giver mulighed for, at de, der afviser de to store partier på et progressivt grundlag, kan diskutere og komme med radikale løsninger. Begge kampagner giver støtte til sociale bevægelser og forklarer, hvorfor spørgsmålet om krig og fred ikke kan løses hverken med Obama eller McCain som præsident.

I dag mangler der militante sociale bevægelser, som kan presse regeringerne til at vedtage reformer til gavn for den arbejdende befolkning. Der er ingen aktivistisk arbejderbevægelse. Fagforeningerne er i defensiven, lider tilbageslag og nederlag, særligt inden for industri og transport.

Der er svage kampagner til forsvar for civile rettigheder, kvinderettigheder og homoseksuelles rettigheder, miljøspørgsmål og forsvar for andre sociale landvindinger. Selv antikrigsbevægelsen mod besættelsen af Irak og Afghanistan er relativt svag, selv om et flertal af befolkningen i dag mener, at invasionen af Irak var forkert.

Udfordringer
Efter at Obama har vundet nomineringen, vil han ikke blive vurderet alene som den første afrikanske amerikanske kandidat, men på hans evne til at klare økonomien og stoppe krigene. Men uanset hvad han gør, vil det ikke ændre på de sortes stemmer. Den nationalistiske stemning er stærk. Derfor stemte en hidtil uset andel på over 90 procent af alle afrikansk-amerikanske vælgere på Obama i de demokratiske primærvalg og de vil gøre det igen – inklusiv et mindre antal afrikansk-amerikanske republikanere.

Obama står over for en unik udfordring. For at vinde må han overbevise de næsten 20 procent hvide vælgere, som siger at de aldrig vil stemme på en afrikansk-amerikaner som præsident – et fald fra 80 procent for en generation siden.

Det er åbenlyst, at Clinton brugte denne faktor til at vinde mange sydstater, hvor lavtlønnede hvide var tilbøjelige til at støtte hende frem for Obama. Hun og de fleste eksperter kaldte disse hvide fanatikere for ”blue collar amerikanere” (industri-arbejdere som er sorte, asiater eller latino blev ganske enkelt ikke nævnt).

Obama vandt imidlertid et flertal af hvide arbejderstemmer i mange andre stater. Selv om racespørgsmålet har betydning, spiller det ikke den samme rolle som tidligere. Latinoer og asiatiske amerikanere var mere splittede i forhold til Obamas kampagne, som et udtryk for de historiske modsætninger, som traditionelt bliver brugt af magtstrukturerne til at sætte mindretalsgrupepr op mod hinanden. Men igen vandt Obama mange unge asiater, latinoer og andre etniske grupper til sin kampagne som en person, der står for forandring.

Modsætningerne i USA’s politik eksisterer fortsat. Der er ikke noget ”farveblindt” samfund, som de konservative påstår for at undgå støtte til positiv særbehandling. Det gælder også i forhold til køn, hvor mange mænd og kvinder siger, at de aldrig vil stemme på en kvinde som præsident.

Den 3. juni var en historisk dag. Det skal anerkendes, fordi den afspejler en ægte positiv samfundsforandring i USA.

Malik Miah er redaktør for tidsskriftet Against the Current og med i den socialistiske gruppe Solidarity.

Artiklen er oversat fra det australske blad Green Left Weekly. Oversat af Åge Skovrind.

Læs evt. også artiklen Obama – what kind of change can we expect? fra International Socialist Review

 

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com