OK18 er historien om et fantastisk sammenhold på tværs af faggrænser - og om, at denne solidaritet gav en sejr med hensyn til lønnen. Når arbejdsgiverne i et vist omfang gav efter på lønspørgsmålet og for eksempel afskaffede det skævvridende ”privatlønsværn”, var det kun fordi de var nødt til det.

af SAPs Forretningsudvalg

Presset af styrken i det historisk solidariske sammenhold mellem de forskellige faggrupper blandt de offentligt ansatte, var det arbejdsgivernes desperate forsøg på at købe sig til en splittelse.

 

Fagtoppens svigt

Desværre er det også historien om, at dette splittelsesforsøg lykkedes. Solidariteten blev i sidste ende svigtet af fagtoppen – tilsyneladende især i LO-forbundene, hvor LO-forkvinden ifølge Politiken aktivt engagerede sig i at ”undgå konflikt” – læs: bryde solidariteten. Formentlig har Socialdemokratiets rædsel for en konflikt, der på kanten af et valgår ville udstille deres rolle som arbejdsgiverparti, også spillet en rolle for dette forræderi.

 

Lærerne blev efterladt tilbage på perronen uden den overenskomstbestemte arbejdstidsaftale, som fra begyndelsen var hele omdrejningspunktet for den fælles front. Et stort nederlag, som var helt unødvendigt i en situation, hvor fagbevægelsens samlede styrke stod bag kravet. Og ikke bare et nederlag for lærerne, men for hele arbejderklassen, fordi det i hvert fald midlertidigt lukkede luften ud af den solidariske front, der netop havde manifesteret sig og vist sit enorme potentiale.

 

Diskussioner

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne situation har skabt nogle dilemmaer og diskussioner i forbindelse med de kommende afstemninger – også i Enhedslisten, og også i SAP.

 

Den indlysende konsekvens af, at solidaritetspagten på gulvet skal fastholdes og fagtoppens splittelses-forlig skal demonteres, er selvfølgelig at sikre et rungende nej fra samtlige offentligt ansatte! Og dermed en tilsvarende bred nejkampagne: Nej til hele skidtet over hele linjen – vi vil ikke indkassere vores gevinster af sammenholdet, før lærerne også har fået noget ordentligt!

 

Men mange vurderer, at vi højst sandsynligt vil tabe en nej-kampagne med et brag. – I hvert fald blandt de mange grupper, der i betydeligt omfang har fået deres (utilstrækkelige, men…) formulerede krav indfriet. Og at vi i så fald vil puste til følelsen af, at OK18-kampen, trods sammenholdet (et stykke af vejen) og alle indrømmelserne, i sidste ende sluttede med et dybt frustrerende nederlag. Hvordan vil det påvirke kampgejsten fremover?

 

Et andet og endnu større problem er, at man risikerer at ende i en situation, hvor lærerne ender med at få nej-flertal som de eneste – og havner i konflikt alene. Det vil være lidt af et deja-vu og en hade-situation for de fleste lærere (af forståelige grunde) – og frygten er, at det bliver endnu et demoraliserende nederlag.

 

En alternativ ide er en ”stem blankt”-kampagne, der skal gøre undlader-stemmer til en storstilet protestaktion mod fagtoppens solidaritetsbrud. Problemet ved denne taktik er, at der i mange fagforbund slet ikke er nogen mulighed for at stemme blankt! Så utilfredsheden vil skulle manifesteres ved opfølgende mails, hvilket er noget vanskeligere at mobilisere til.

 

Regeringen må betale for overenskomstresultatet!

Under alle omstændigheder er det soleklart, at den eller de faggrupper, der måtte stemme nej, skal have al den opbakning, vi på nogen måde kan drive frem! Dels selvfølgelig med politisk opbakning, så de vinder ”kampen om sympatien”, og med konkret strejkestøttearbejde. Men allerhelst i form af sympatiaktioner, der kan lægge et regulært pres på arbejdsgiverne. Det kan for eksempel være ”omgangs-strejker” eller ”arbejd-efter-reglerne”-aktioner for ikke at risikere en meget voldsom bod.

 

Uanset udfaldet af OK18-afstemningerne står vi over for vigtige nye kampe, hvor vi skal bygge på det nye momentum for kampen mod det nyliberale projekt og udvikle og udnytte alle platforme for solidarisk samarbejde maksimalt. Det drejer sig om de forestående forhandlinger om kommunernes og regionernes økonomi. Politikerne i KL og regeringen skal presses, således at resultaterne på lønfronten ikke skal betales med endnu ringere bemandinger og endnu mere stress på de offentlige arbejdspladser. Lidt senere handler det om finansloven, hvor der igen skal kæmpes mod den nyliberale dagsordens nedskæringsmareridt på blandt andet alle ungdoms- og videregående uddannelser. Og her drejer det sig ikke bare om en kamp om en finanslov, men om en kamp mod selve den regering, der står bag denne dagsorden.

 

En oplagt begyndelse her og nu er at genoplive/danne lokale TR-netværk, der følger budgetforhandlingerne og mobiliserer mod nedskæringspolitikken. Disse netværk kan også bakke lærerne op i den kamp for ordentlige lokale arbejdstidsaftaler, som mange steder føres.

 

Opbygningen og udviklingen af lokale TR-netværk og andre former for fælles organisering på gulvet rejser sig som de oplagte opgaver ud fra begge de vigtigste erfaringer fra OK18:

– At solidariteten, den fælles kamp, kan give arbejderbevægelsen en hidtil ukendt styrke!

– At man ikke kan stole på fagtoppen – og derfor er det afgørende nødvendigt at opbygge organiseringer på gulvet, der kan danne afsæt for at tage over, når den svigter!

 

For læserne af denne kommentar er ingen af disse erfaringer nok nye eller overraskende. Men der er god grund til at tro, at begge erfaringer er blevet en del mere udbredte i OK18-forløbet. Og det skal der bygges videre på. Solidariteten skal sejre!

 

Den 17. maj er første skridt til at genvinde håbet, kampgejsten og solidariteten. Her har alle fagforeninger indenfor det offentlige indkaldt til demonstration under parolen: ”Vi kræver 6 milliarder til den kommunale velfærd. #EnLøsningForVelfærd”

 

SAP’s forretningsudvalg, den 7.maj 2018

single.php
WP2Social Auto Publish Powered By : XYZScripts.com