Ved glemslens rand af Sergej Lebedev fortæller om, hvordan det moderne Rusland forsøger at fortrænge Stalin-tidens forbrydelser. Barsk, men nyttig bog om ondskabens banalitet.

 

Af de lande, der i det 20. århundrede blev ledet af diktatorer, er det stort set kun Tyskland, der har gjort op med nogle af de værste slyngler. I starten var det de allierede, der gennemtvang et retsopgør med top-nazisterne ved Nürnberg-processerne, siden kom tyskerne selv med, om end langsomt. Det samme er sket i senere år i nogle sydamerikanske lande, Cambodja m.fl. I 90’erne har den Internationale Krigsforbryderdomstol dømt krigsforbrydere fra krigen i Jugoslavien, i Rwanda, samt afsagt domme in absentia over politikere og militærpersoner fra bl.a. Sudan.

 

Men i lande som Italien, Spanien, Frankrig, USA, Kina, Indonesien mv., er der intet sket. Og slet ikke der, hvor det gik værst til: Sovjetunionen, hvor dræbte og mishandlede skal tælles i millioner.

 

En række romaner, biografer og historiske beskrivelser dokumenterer, hvor slemt det gik for sig, efter at Stalin havde kidnappet og forrådt 1917-revolutionen. En ny bog – Sergej Lebedevs Ved glemslens rand – fortæller om, hvordan nutidens Rusland søger at fortrænge fortidens forbrydelser.

 

Drengen S har en blind nabo, Bedstefar To, der gradvis overtager den plads, som drengens to bedstefædre, der begge døde i krigen, ellers ville have haft. Bedstefar To besad den livsklogskab, som mennesker, der har udstået meget og vænnet sig til at leve under vanskelige forhold, ejer. Ingen vidste, hvad Bedstefar To havde lavet tidligere, men han “lugtede af stat.”

 

Det følsomme, sansende barn fornemmer, at Bedstefar To ikke er den omsorgsfulde reserve-bedstefar, han giver sig ud for at være. Barnet opfatter Bedstefar To som død indvendig.

 

En dag bliver drengen bidt af en gal hund, og kommer på sygehuset. Her har man ikke drengens blodtype, men den har Bedstefar To. Blodtapningen er imidlertid så voldsom, at Bedstefar To dør. Hans blod og fortid lever videre i drengen, der “voksede op som en kvist podet på et gammelt træ.”

 

Året er 1989, hvor Sovjet går i opløsning. S. er ti år, og oplever, at den kendte verden kollapser. Hans forældres og alles viden om, hvordan man klarer sig i en totalitær stat, gøres værdiløs.

 

Landets sammenbrud sammenlignes med, at det forfaldne hospital, hvor S er indlagt, invaderes af mus. “Det var som musene kunne mærke, at menneskene ikke kunne forhindre invasionen. Handlingerne mistede deres betydning, fordi der var uklart i hvilken sammenhæng de indgik”

 

Nogle år senere, da S er blevet voksen og har uddannet sig til geolog, arver han Bedstefar Tos lejlighed. I efterladenskaberne finder S. breve med en adresse i en mineby, Nord for Polarcirklen, hvortil S begiver sig. Det bliver en rejse gennem Ruslands arv af fysiske og mentale landskaber fra Sovjettiden.

 

“Vinden, frosten og regnen havde ikke skånet Stalin-tidens boligbyggeri. Balkoner faldt ned, malingen skallede af, mos og alger groede i fugerne, og hvor betonen var revnet stak armeringen ud, ikke jern, men sammenrullet pigtråd”.

 

I byen forulempes S af tre halvkriminelle, der tror S leder efter en rig arving. Da de bliver klar over deres fejltagelse, inviterer S dem på vodka, og de fortæller, “at havde de levet under Stalin, så ville også de være trukket i uniform, for at få den magt over andre, som en uniform giver”.

 

Bødlerne vil altid begrunde deres handlinger med: “Jeg skal forsørge en familie”, eller “En ordre er en ordre”. Vi møder bødlerne i supermarkedet, og i bussen, de er helt almindelige, pligtopfyldende mennesker. Hannah Arendts tese om ondskabens banalitet er fortsat relevant.

 

I minebyens bibliotek findes kun avisartikler om arbejdsbrigader, der har overopfyldt produktionen, åbning af nye mineskakter. Alt blev fremstillet i det bedst tænkelige lys. “Men efterlod ingen sprækker hvor det var muligt, at trænge ind til det mørke, der foregik i lejren.”

 

Heller ikke det lokale museum var til nogen hjælp, her blev fangerne kaldt “nybyggere.”

 

Omsider finder S frem til Bedstefar Tos bekendte – fangelejrens arkivar – der fortæller, at Bedstefar To havde været lejrkommandant for 12.000 fanger, og 3.000 vagter og ansatte.

 

I tundraen møder S en tidligere chef for en henrettelsespeloton, der bittert udbryder, at “du vil så gerne være pletfri; du slipper ikke for snavs på fingrene.” Han forfærdes imidlertid ikke over de mange drab, han er ansvarlig for, men over, at der ikke mere er nogen, der frygter ham, nu hvor han er anonym. Var hans blinde loyalitet overfor staten da forgæves?

 

Overalt lurer dødens nærhed. Om det så er sneen, der drysser ned fra elledningerne, fra de sammenstyrede fabriksskorstene, eller fra affaldsdyngerne, så farves også den rustrød, blodrød. End ikke det afskrækker et hold turister på jagt efter den næste selfie.

 

Lebedev har til Information fortalt, at han ventede, at finde rå natur, men så, “at der var hundredevis af lejre, forbundet med veje, jernbaner og broer, som floderne havde skyllet væk. …rådnende barakker,  vagttårne, rusten pigtråd. Det var ingen kirkegårde, ingen markeringer…Bare fordybninger i jorden, hvor den var sunket over lig, der var dækket til og blevet til muld og ormemad. Kranier i floden, efterladt efter henrettelserne af fangerne. Og i tørven endnu flere kranier, knogler, kød i opløsning og smattet som tranebær, der har ligget under sneen hele vinteren…”

 

S vil se alle de døde, som Bedstefar To har på samvittigheden, finde endnu flere overlevende fra lejren, der kan fortælle. Men der er ikke mere at fortælle. S ved det hele, ser Bedstefar Tos liv og virke i sammenhæng, men kan alligevel ikke stoppe sin jagt efter den fortid, ingen vil kendes ved.

 

Bogen handler om Stalin, Gulag og den gamle rædsel – men ligeså meget om nutiden, om Putin og den nye frygt. Lebedev beskæftiger sig ikke “kun” med fortiden og hukommelsen for dens egen eller for de dødes skyld. Han gør det, fordi “vi helt ind i kernen af vores samfund og stat er vi formet af oplevelsen af stalinistisk terror. Da der ikke har været et opgør med forbryderne, tillader man at historien gentager sig som fx i Tjetjenien”. Nutiden må vedkende sig, hvad der skete, og må tage et retsopgør med nutidens forbrydere.

 

Stalin-tidens ansigtsløse bureaukrati gjorde det muligt for dem, der var ansat i fx lejradministrationen at berige sig. Sælge statens materialer sort, eller udleje fanger fra til fabrikken i byen, og selv score fortjenesten. Da Sovjet brød sammen, fik en ret stor gruppe tidligere bureaukrater mulighed for for en slik – bistået af vestlige finansinstitutioner og regeringer – at overtage fabrikker, råstoffer, infrastrukturer mv. – og blev til nutidens oligarker, der i dag er meget tæt på den politiske magt.

 

Der er en sorg og vrede i Lebedevs beretning, som minder om den hviderussiske forfatter Svetlana Aleksijevitj, som i 2015 modtog Nobelprisen i litteratur. Både hun og Lebedevs insisterer på at tale om det, der skete, og hvilken betydning det har for det samfund og fællesskab, de i dag befinder sig i.

 

I Navid Kermanis “Langs grænser og floder” siger Aleksijevitj: “Fortiden er utroligt nærværende,, alle har deres egen historie, der samtidig er alle andres historie. I Minsk behøver man kun at se på gadenavnene for at blive mindet om, at man stadig hylder forbrydere og mordere… Alle kan finde de oplysninger, men de har ingen konsekvenser…Og hvis der alligevel er nogen, det siger noget, der ikke må siges, lyder det straks: Men vi sejrede over fascismen. Når man kun kan få lov til at tale om sejren, er der ikke plads til ofrene”. Andre beklager overgrebene og Gulag, men ser det som en nødvendig sideeffekt for at opnå industrielle og militære resultater.

 

Staten og sikkerhedstjenesten ensretter og omskriver historien, så ofrene for statens forbrydelser erstattes med ofrene for fjendtlige landes forbrydelser. Et eksempel: Nær den finske grænse fandt  en historiker en grav med 7.000 ofre for Stalins terror. Han blev fængslet og anklaget for – pædofili! Regimet fortalte, at det ikke kun er russiske ofre, som ligger dér. Der ligger også soldater fra den røde hær, som blev henrettet af finske tropper under vinterkrigen i 1940.

 

“Vi forspildte den mulighed vi havde i 90’erne om at vælge hvilket samfund vi ville være. Ville vi være et stærkt land, eller ville vi have et værdifuldt land, hvor folk kan leve i ordentlighed. Vi valgte det første – et stærkt land,” sagde Aleksijevitj i sin tale til Nobel-komiteen i 2015

 

Samme år blev det besluttet, at fangelejren Perm-36 I Ural, der var planlagt som en mindepark for Stalin-tidens ofre, i stedet skulle vies til NKVD’s patriotiske arbejde.

 

Aleksijevitj fremhæver, at Rusland lever i et ideologisk vakuum, og at det giver mulighed for, at en diktator vender tilbage, forklædt som national-religiøst chauvinisme. Putin bruger Stalin-tidens retorik, når han anklager oppositionelle for at være “nationale forrædere”, eller tilhøre “femte kolonne”. Han bakkes op af meningsmålinger, der viser, at Stalins popularitet er stigende. Mange ser ham som den, der skabte nationens storhed, og vandt over fascismen.

 

Alt dette er vigtigt, for diskussionen om socialismen er ikke stilnet af. En ny generation har et andet verdensbillede, og der er ikke så få unge mennesker, der læser Marx og Lenin.

 

Den ungarske jødiske forfatter, Imre Kertesz, der overlevede Auschwitz, skriver i Kaddish for et ufødt barn, om at “nå frem til en forsoning med sit lands og dets menneskers absurde skæbne. En forsoning, som samtidig er forudsætningen for at kunne leve videre uden at glemme, og for at kunne fastholde oprøret mod at lade sig assimilere i den bestående kultur, der blot vil redde sig i glemsel og fortrængning af det ubehagelige.”

 

Ved glemslens rand er en skræmmende blanding af barndomserindringer og rejseskildring, der bindes sammen af gåden om Bedstefar To. Det er også beretningen om ondskab og ligegyldighed.

 

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand. 306 sider, 299,95 kr. Forlaget Palomar.

 

I forlængelse af Lebedevs bog kan følgende værker anbefales:

 

Dostojevskij: Det døde hus – om zartidens fangelejre i 1850’erne

Aleksandr Solzjenitsyn: Gulag – bind 1-6

Svetlana Aleksijevitj: Second hand-tid

Simon Montefiore: Stalin-biografier 1-2 og En vinternat

Oliver Figges: Hviskerne – om hverdagslivet i Stalintiden

Varlam Shalamov: Kalyma fortællinger – noveller fra én af de værste fangelejre

Ilija Trojanow: Magt og Modstand (se anmeldelse i Socialistisk Information)

 

 

Opslået i Anmeldelse, Facebook

single.php