Efter Grækenlands aftale med EU – med støtteprogrammet, som er blevet udvidet til gengæld for en videreførelse af strukturreformer – har den nye regering bevæget sig ind i en blindgyde. Håbet om at få sat en stopper for de økonomiske stramninger har ikke engang varet en måned.

Stathis Kouvelakis underviser i filosofi på Kings College i London. Han er medlem af Syrizas nationale ledelse. I dette interview diskuterer han den seneste udvikling i Grækenland.

Hvad er den symbolske betydning af Syrizas sejr?

Syrizas sejr repræsenterer et historisk vendepunkt. Det er første gang i europæisk parlamentarisk historie, at et parti på den yderste venstrefløj – dvs. til venstre for Socialdemokratiet – har vundet et valg og overtaget regeringsmagten.

Indtil nu har partier fra denne politiske familie kun spillet en rolle som regeringsparti som en del af bredere koalitioner, og selv det har været under specielle omstændigheder. Syrizas succes markerer derfor utvivlsomt et vendepunkt, der er så meget desto vigtigere i en situation, hvor Europa er i grebet af en social og økonomisk krise, der har ført til voksende politisk uro.

Nogle har bemærket, at i landene i Nord- og Centraleuropa er det kræfter på den yderste højrefløj, der nyder godt af dette. Omvendt i landene i periferien, som har været udsat for den hårdeste sparepolitik, er det kræfter på den yderste venstrefløj, der ser ud til at rejse hovedet. Vi ser dette i Grækenland, men også i Spanien og Irland.

Og det lægger et stort ansvar på Syriza skuldre?

Ja, ja, det er et meget alvorligt ansvar. Og det betyder, at hvis det skulle mislykkes, vil det have en rigtig alvorlig indvirkning på styrkeforholdene i den kommende periode.

Da Syriza ikke vandt et parlamentarisk flertal, annoncerede de dagen efter sejren en koalition med de Uafhængige Grækere (ANEL), en udsplitning fra Nyt Demokrati. Hvad forklarer denne koalition, hvordan er den blevet samlet, og hvad tænker vælgerne om det?

Der er to misforståelser om ANEL, som vi straks bør ryste af os. For det første er det ikke et ekstremt højreparti, som mange medier fejlagtigt antyder. Det er faktisk en fraktion af Nyt Demokrati, der har sluttet sig sammen med nogle få afhoppere fra andre politiske grupper, nogle af dem fra venstrefløjen.

I Frankrig ville man kalde denne form for parti ”suverænistisk”, selv om vi også skal være opmærksomme på, at suverænistiske og patriotiske ideer ikke har den samme betydning i en stormagt som Frankrig med en historie af imperialisme og kolonialisme, og i et land som Grækenland, der har været domineret gennem hele sin historie.

ANEL er et parti, der har taget stilling imod memorandummet og imod sparepolitikken – og det er sket på et patriotisk grundlag. Men det repræsenterer også en ”social” tendens, der engang var en del af Nyt Demokrati, som – det må vi ikke glemme – indtil for nylig var et masseparti med en folkelig vælgerbasis og betydelig opbakning blandt fagligt aktive.

Den anden ting at bemærke er, at der ikke er nogen langsigtet strategi her. Det var et pragmatisk valg, svarende til de givne begrænsninger på nuværende tidspunkt. Syriza vidste, at det ville stå over for en meget vanskelig situation, og de havde brug for et flertal i parlamentet.

Da det græske kommunistparti (KKE) i mange år har afvist enhver form for politisk koalition med Syriza, var den eneste mulighed en alliance på højrefløjen eller på centrum-højrefløjen. Og Syriza var sikker på at de skulle undgå den fælde at alliere med To Potami. Dette parti er fuldstændigt et produkt af systemet. Det præsenterer sig selv som en "joker", klar til at deltage i en hvilken som helst regeringskoalition.

Desuden, og det er grunden til at udenlandske medier konstant har fremstillet To Potami som et alternativ, idet de forestiller sig at dette parti ville tvinge Syriza til at gøre indrømmelser. Det er netop det, Syriza ville undgå, og derfor har de valgt at alliere sig med et parti, der ikke ville give dem eventuelle vanskeligheder i forhandlingerne om at slippe af med memorandummet. Så hvis Syriza gør nogen tilbagetog – som det er tilfældet i øjeblikket – så har de kun sig selv at bebrejde.

Hele mediekampagnen mod Syriza præsenterer ANEL som et yderligtgående højrefløjs- og fremmedfjendsk parti – taler om en ”rød-brun” koalition, ligesom [Le Monde journalist] Mr. Quatremer, for eksempel – og forsøger at straffe Syriza for at nægte at alliere sig med To Potami og dermed leve op til systemets krav.

Reaktionen i Grækenland har trods alt været meget positiv. Det burde være klart, at modsætningen mellem tilhængere og modstandere af memorandummet er blevet den centrale skillelinje i græsk politisk liv, selv om den ikke har slettet opdelingen mellem venstre og højre. Derfor har det givet meget mere mening at alliere sig med ANEL end med To Potami.

Der er nu gået en måned siden valget. Hvad er din vurdering af Syrizas resultater indtil videre?

Den nye regering har bebudet en første række af foranstaltninger, der udtrykker et ønske om gennemsigtighed og øget demokrati. Ændring af regler om nationalitet – automatisk tildeling af græsk statsborgerskab til indvandreres børn født i Grækenland – er en betydelig sanering af det græske samfunds definition af nationalitet, statsborgerskab og endda national identitet.

Et andet mål for disse foranstaltninger er mediernes gennemsigtighed, idet der skal sættes en stopper for sammenfiltring af politiske, personlige og forretningsmæssige interesser i forbindelse med staten – en kombination, der ofte indbefatter mediemoguler. Det er ikke noget specielt for Grækenland, som det demonstreres af Berlusconi i Italien og Bouygues i Frankrig. Men i Grækenland har det nået virkeligt enorme proportioner.

Fordelingen af kabinettets porteføljer viser, at Syriza ikke var klar til at vige noget terræn i den sammenhæng. Især blev indenrigsministeriet overdraget til en ledende skikkelse i de anti-racistiske bevægelser, der er involveret i kampe, der støtter indvandrere; og den nye formand for det græske parlament, Zoe Constantopolou, er kendt for sin kamp mod korruption og sit engagement i kampen for de individuelle frihedsrettigheder. Så det sender et stærkt budskab.

Fra et socialt og økonomisk perspektiv er genindførelsen af faglige rettigheder – som de tidligere regeringer havde afskaffet – en anden vigtig foranstaltning, som Syriza har bebudet, ligesom genansættelser af fyrede offentligt ansatte, genåbning af elektricitet til husholdninger, der var blevet lukket; og genetablering af ERT (den statslige radio- og tv-kanal). Disse tiltag søger at demonstrere den nye regerings brud med de tidligere regeringers politik, som underlagde sig memorandummets krav.

Disse foranstaltninger – som svarer til Syriza mandat og er beregnet til at sætte en stopper for sparepolitikkerne – er hurtigt kommet i modsætning til EUs og trojkaens krav. Sidstnævnte har tvunget den græske regering til en række tilbagetog og lammet gennemførelsen af Syrizas program. Kun lige efter at være blevet valgt, er den nye regering løbe ind i vanskeligheder, som giver os et glimt af, hvilken alvorlig situation, vi står over for, hvis det mislykkes.

Hvad siger aftalen, der blev underskrevet den 20. februar?

Aftalen insisterer på en fuldstændig og rettidig tilbagebetaling af Grækenlands gæld. Vigtigst er det, at den forudsætter, at det eksisterende program gennemføres fuldt ud, hvilket betyder, at landet accepterer at forblive under tilsyn af trojkaen – eller som det nu hedder, »institutionerne«.

Faktisk har den græske regering forpligtet sig til ikke at træffe ensidige foranstaltninger, der kan bringe de budgetmål, der er fastsat af kreditorerne, i fare.

Denne overenskomst neutraliserer således Syriza-regeringens aktivitet og dets muligheder for at gennemføre sit program. Vi må sige det klart og tydeligt – det fastholder næsten hele rammen for memorandummet.

Hvad forklarer et så hurtigt nederlag?

For det første har de europæiske institutioner lige fra starten udøvet et enormt pres. Det begyndte den 4. februar, hvor den Europæiske Centralbank meddelte, at den havde stoppet refinansiering af de græske banker – fordi den ikke længere accepterer græske obligationer – samtidig med at der var massiv kapitalflugt ud af landet.

Efter at have været på omkring 2 mia. euro om ugen har kapitalflugten ifølge pålidelige kilder ramt omkring 1,5 mia. euro i døgnet de sidste par dage. Mine oplysninger fra Athen siger, at de græske banker ikke kunne have åbnet tirsdag, hvis Grækenland ikke var kommet til enighed med Europa. ECB har afpresset Grækenland på nøjagtig samme måde, som den gjorde mod Cypern i 2013 og Irland i 2010.

Den græske regering er ved at blive kvalt, gennem udnyttelse af det svageste led, nemlig banksystemet. Der var et stigende pres på Grækenland under møderne i Eurogruppen, i et forsøg på at tvinge dem til at acceptere vilkårene i memorandummet. Hvis Tyskland var det mest hævngerrige land – og der er en vis grad af teater i øjeblikke som dette – så var de andre ikke anderledes. Ingen tog stilling mod Tyskland.

Grækerne så nogle håb i Frankrig, da François Hollande blev valgt. Har landet fuldstændigt afvist at komme til Grækenland til hjælp?

Ud fra en overfladisk betragting kunne man måske have forventet det. Men man kan ikke gennemføre besparelser og stemme for Macronloven [for økonomisk liberalisering, opkaldt efter den franske socialistiske politiker, Emmanuel Macron, oa. ] og samtidig tilbyde politisk hjælp til et land, der ønsker at bryde med de økonomiske stramninger.

Hvad er Syrizas ansvar nu?

Vi må sige det klart: Nogle af de diskussioner, vi har haft i Syriza, er nu løst på en negativ måde. Tanken om, at vi kunne bryde med sparepolitikken og alligevel undgå konfrontation med EU, er blevet tilbagevist i praksis. Den dominerende tendens i Syrizas ledelse har undladt at give et klart svar på, hvad der ville ske, hvis Grækenlands kreditorer nægtede at forhandle.

De, der har fastholdt denne holdning, troede også, at vores europæiske partnere ville være forpligtede til at acceptere Syrizas legitimitet og dermed acceptere den græske regerings krav. Og vi kan tydeligt se, at dette ikke er tilfældet. Den dominerende tendens i Syrizas ledelse har den illusion, at det er muligt at ændre på tingene, selv inden for den eksisterende EU-ramme.

Disse institutioner har vist deres sande ansigt, nemlig krav om en ekstremt hård nyliberal politik og andre tiltag, der fører til økonomisk og social marginalisering af hele lande.

Hvad forklarer disse ”illusioner”?

Det er en reel hindring, ikke bare en psykologisk barriere, men også en hindring, der vedrører politisk strategi. Ligesom næsten hele den europæiske radikale venstrefløj tror Syriza på idéen om, at det er muligt at reformere og omdanne de eksisterende europæiske institutioner indefra.

Det er hele problemet. Syriza har stadig tydeligere gravet sig ind i en position hvor de ikke blot nægter at bryde med euroen, men tilmed undlader at overveje den mulige trussel, som dette kunne udgøre under forhandlingerne.

Og faktisk har vi set, at hverken Tsipras eller Varoufakis nogensinde har gjort brug af denne mulighed. Denne tendens nægter at tage fuldt hensyn til, hvad EU-institutionerne og integrationsprocessen består af – ikke desto mindre er dette en proces, der har neoliberalisme i sit dna.

Disse institutioner er blevet oprettet for at befæste en neoliberal politik og løsrive den fra enhver form for folkelig kontrol. Vi kan ikke bryde med sparepolitikken og memorandummets foranstaltninger, med mindre vi iværksætter en konfrontation med den Europæiske Union, og forlader eurozonen om nødvendigt. Under forhandlingerne viste Grækenland, at den frygtede ”Grexit” mere end landets samtalepartnere gjorde, og det var en fatal fejl.

Hvilke konklusioner bør vi drage af denne aftale?

Vi kan beskrive det som et stort nederlag for Syriza, måske endda et fatalt nederlag, og denne fiasko påvirker alle Syrizas komponenter. Det lykkedes ikke for venstrefløjen at komme igennem med sine synspunkter, idet de er blevet besejret af ledelsens strategi, der lige siden valget i 2012 har været at rykke tættere ind mod midten. Ideen var, at da vi allerede havde vundet så mange stemmer på venstrefløjen, som vi kunne, var det næste at gå på jagt efter de midtersøgende vælgere.

Denne vælgermæssige logik er fejlagtig, fordi – set i lyset af omfanget af den sociale krise – er tendensen i den offentlige mening slet ikke en styrkelse af centrum. Tværtimod er der sket en radikalisering, og det er denne radikalisering, der forklarer lydhørheden for Gyldent Daggry samt for Syriza.

Der er en virkelig fundamentalt fejlagtig analyse her. For en venstreorienteret politisk kraft imod nedskæringerne, der opgiver væsentlige punkter af sit program kan kun føre til nederlag. Og det er desværre netop det, vi ser udspille sig i øjeblikket.

Syriza-regeringen vil således ikke have andet valg end at administrere inden for Memorandummets rammer. De små forandringer, de kan skabe, vil helt sikkert være forbedringer, men de vil ikke lykkes med at transformere den helt katastrofale økonomiske og sociale situation. Dette vil skuffe de håb og forventninger, som den store masse af vælgere havde til Syriza.

At gå denne vej kan kun betyde nederlag. Jeg tror, at der er mulighed for at Syriza kan gå i opløsning, og at der kan ske en omstrukturering af de nuværende politiske alliancer. Hvis Syriza fortsætter med denne politik er der ingen grund til, at de partier, der støtter Memorandummet, fortsat skulle nægte at samarbejde med dem. To Potami, PASOK og endda en fløj af Nyt Demokrati kunne gøre det – og det var netop sidstnævnte, Syriza gav et bifaldende nik til, da de valgte Pavlopoulos, en ledende skikkelse af Nyt Demokratis midtsøgende fløj, til republikkens præsident.

Hvordan kan det græske folk reagere?

Syriza sejr gav det græske folk håb igen. Efter at ECB startede med sin afpresning så vi, at folk spontant gik på gaden for at støtte Syriza. Det nuværende tilbagetog risikerer at sætte en stopper for alt dette, hvilket vil føre til meget alvorlig skuffelse.

Skal vi frygte, at skuffede vælgere vender sig til Gyldent Daggry?

Den nuværende succes for partierne på den yderste højrefløj i Europa skyldes hovedsageligt, at meget store dele af vælgerne ser dem som ægte modstandere af systemet. De synes mere troværdige og mere radikale end venstrefløjen.

Takket være omfanget af mobiliseringer mellem 2010 og 2012 er de vælgere, der har brudt med de traditionelle regeringspartier, for det meste gået til venstre.

Ikke desto mindre risikerer de mulige ændringer i det politiske system at føre til at vi taber terræn og overlader det til højrefløjen at udfordre den eksisterende orden.

Syriza er blevet tvunget til at acceptere trojkaens fortsatte tilsyn med Grækenland. Denne følelse af national ydmygelse er meget vigtig for at forstå det gennembrud, som Gyldent Daggry har fået. Deres fremgang er virkelig et skridt tilbage og en nationalistisk reaktion på denne følelse af national ydmygelse, kombineret med det økonomiske og sociale sammenbrud.

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker har for nylig erklæret, at ”der kan ikke være demokratiske valg imod de europæiske traktater”. Er vores samfund – i Grækenland samt andre steder i Europa – virkelig demokratiske?

Dette Juncker-citat opsummerer den virkelighed, vi står over for. Siden 1980erne har opbygningen af den Europæiske Union været en lang udrulning af neoliberal politik. Neoliberalismen ligger indbygget i dens dna, neoliberalismen står indskrevet i dens traktater. Dens underliggende logik er konstitutivt antidemokratisk.

Den forsøger at afskaffe eksemplerne af national kontrol og oprette en fritstående overnational orden, som er løsrevet fra enhver folkelig kontrolmekanisme. Og det er det, der har lammet oppositionelle politiske kræfter. Syrizas nederlag over for EU er det mest slående eksempel på dette – og også det sørgeligste.

Alle kræfter, der ønsker at gå imod de dominerende økonomiske politiske beslutninger, må nødvendigvis foretage et brud med denne konstruktion.

23. februar, 2015

Oversat fra International Viewpoint af Ebbe Rand Jørgensen. Se den oprindelige franske tekst her.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opslået i Sydeuropa

single.php